Den guddommelige Komedie
From Wikipedia, the free encyclopedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
La Divina Commedia (Den Guddommelige Komedie) af den florentinske digter Dante Alighieri er det mest berømte værk fra tiden mellem middelalder og renæssance. I værket fortæller Dante om en rejse mod det hinsidige med sig selv som mere eller mindre fiktiv hovedperson.
.jpg)
Man regner med at det tog Dante mindst 15 år at skrive værket Comedía (= Komedie), og at det først blev færdigt kort før hans død i 1321. Det er uvist om navnet skal forstås som genrebetegnelse eller titel. Udtrykket “Komedie" optræder to gange i Inferno-delen og ikke siden. I Paradis-delen omtaler Dante selv værket som il poema sacro ("det hellige digt"). Ordet divina blev først tilføjet på titelbladet i en venetiansk udgave fra 1555. [1] Comedía kan i dag virke misvisende, da der hverken er tale om et teaterstykke eller latter i digtet. I klassisk græsk var en komedie et teaterstykke med en lykkelig slutning og i middelalderens Italien en historie eller et digt med en lykkelig slutning. Dante kaldte den "komedie" fordi den endte godt i Himlen hos Gud. Dens stil er ikke ophøjet som en klassisk tragedie, men blandet med talesprog. Den er skrevet på italiensk og ikke på latin, som var middelalderens litteratursprog om alvorlige emner som religion. Komedier var skrevet for folket og handlede både om det hinsides og om dagliglivet. Dantes digt er beslægtet med Boccaccios løsslupne folkelige fortællinger, og Boccaccio var den første der holdt forelæsninger over komedien i 1373. Chaucer læste den også på sine rejser til Italien i 1372 og 1378. En grund til, at Dante som Shakespeare kom til at stå i lav kurs i oplysningstiden og humanismen, er brutaliteten i deres værker; de blev regnet som rå, vulgære og sprogligt upolerede. Først i slutningen af 1700-tallet satte man pris på disse egenskaber igen; i romantikernes øjne var brutalitet forbundet med det ægte og oprindelige.
Dante er både auctor (forfatter) og actor (aktør/skuespiller/person) i sit digt, og La Divina Commedia kan opfattes som den første europæiske jeg-roman, hvor den ligefremme fortælling i datid blandes med fortællerkommentarer og læserhenvendelser i nutid. Læseren tages med på en rejse hinsides livet og virkeligheden. Fortællingen foregår i 1300, hvor Dante gennemrejser de tre dødsriger med tre vejvisere: den romerske digter Vergil; Dantes elskede, Beatrice; og den religiøse reformator Skt. Bernhard af Clairvaux. Valget af Vergil som mentor viser Dantes stolthed over sit eget angivelige romerblod. Vergil var kejser Augustus' hof-ideolog, og Dante tænkte sig kejseren som en fredsstifter (pax romana). Dante er en politisk forkynder på jagt efter en fredsfyrste som kan samle de italienske bystater til en helhed og få en ende på borgerkrigene, som det lykkedes Augustus i Rom. Dante oplevede sit hjemland som Romerrigets forrevne rester, der burde samles igen. Han var skeptisk med hensyn til pavens formåen; for da komedien blev skrevet, var pavehoffet flyttet til Avignon. Italiens samling var for Dante en genoprettelse af Augustus' verdensrige.
Efter Dantes mening finder den enkelte sig selv først i fællesskab med andre; "synd" er først og fremmest en forbrydelse mod fællesskabet, og Helvede stedet hvor den enkelte kun søger sit eget. På hans tid fandtes intet skel mellem "religion" og "politik". Først med Machiavelli blev "politik" uafhængigt af teologiske begrundelser. Helvede er "smertens by". [1]
Bogen er i tre dele: Helvede (Inferno), Skærsilden (Purgatorio: renselsessted) og Paradiset (Paradiso). Dante finder til sidst vejen gennem dødsriget frem til Guds åsyn.
Dante fremstiller Purgatoriet som et bjerg der ligger modsat Jerusalem, dvs. på den sydlige halvkugle. Det blev skabt da den oprørske ærkeengel Lucifer nedstyrtes fra Himlen og ramte Jorden. Bjerget består af syv terrasser, som hver tjener til renselse af de Syv Dødssynder (Fråseri, Gerrighed, Hovmod, Misundelse, Dovenskab, Vellyst og Vrede). Ild er der kun øverst, hvor de bodfærdige renser sig for Vellyst. På vejen op ad bjerget møder Dante flere kendte personer som skal renses inden de kommer til Himlen (Paradiso).
La Divina Commedia er sin tids vigtigste italienske litterære værk og et højdepunkt i verdenslitteraturen. Dantes poema sacro (som han sagde at både Himmel og Helvede har bidraget til) er litteratur i ordets sande betydning. Digteren har med dybsindig forestillingsevne skabt en poesi som til hver en tid er både "universel" og "personlig". La Divina Commedia er ikke alene en politisk og religiøs manifestation af Dante, men også af den sene middelalder. Dens budskab, som bliver bragt i en velkomponeret og gennemtænkt form, rækker sig mod alle tider og mennesker, som et af de vigtigste eksempler på middelalderens verdensbillede, moral og digtekunst. Når der i slutningen af 1300-tallet blev forelæst over Dantes digt i Firenze, Pisa, Pistoia, Siena og Verona, var grunden at komedien blev opfattet som den reneste sandhed om dyder, laster, synder og lidenskaber. Han repræsenterede en ny lærdom, idet han ikke var gejstlig, som de fleste middelalderskribenter. Hans lærdom var af verdslig art; han kendte sin tids astronomi, geografi, kosmologi og optik og trak alt sammen ind i digtet. I klassicismens storhedstid i 1600-tallet oversatte en jesuit komedien til latin, så den ikke skulle gå i glemmebogen; og filologer rekonstruerede det italienske volgare (talesprog) ved at leksikalisere hans rige toskanske ordforråd. På samme vis som engelsk blev Shakespeares engelsk, tog italiensk sprog udgangspunkt i Dantes toskansk. Litterært har italiensk været nærmest uændret de sidste 600 år. [1]
På baggrund af Komediens status i Italien som national klassiker og fast skolepensum opstår der fra tid til anden diskussion om dens indhold og tendens. I 2012 har den radikale italienske menneskerettighedsorganisation Gherush 92 kaldt Dantes værk racistisk, islamofobisk og antisemitisk og hævdet, at det bør fjernes fra skolernes pensum.[2]
Før Dante behøvede fremstillinger af Helvede i billedkunsten ingen anden plads end en lille stribe nederst til højre (fra Münster i 800-tallet til Giotto ca. 1300). Efter Dante fik Helvede derimod ofte en hel væg for sig selv, fx i Strozzi-kapellet i Sta Maria Novella i Firenze.[3] Helvede fik ikke blot større plads, men også mere orden og systematik.[4]
Digtet begynder natten før langfredag 1300, "på midten af vor vandring gennem livet" (nel mezzo del cammin di nostra vita) og åbner således in medias res. Dante er femogtredive år gammel, halvdelen af den bibelske livslængde på 70 år (Salmerne 90:10). Han er faret vild i en mørk skov, hvor han angribes af vilde dyr, som han ikke kan passere: en panter/los (una lonza) af ubestemt køn, en (han)løve (un leone) og en hunulv (una lupa). Han kan ikke finde den rigtige vej (diritta via) til frelsen. Dante forstår at han ødelægger sig selv, at han vil falde ind i et "dybt sted" (basso loco), hvor solen tier ('l sol tace), men han bliver reddet af Vergil, som griber ind på Beatrices opfordring (anden sang). Sammen med Vergil drager han ned i underverdenen.
Dante og Vergil træder ind gennem Helvedes porte, hvor der står indskrevet "Her lades alt håb ude" (Lasciate ogne speranza, voi ch'intrate). De kommer først til Helvedes forgård, hvor de ubrugelige bor – de, som var så ubetydelige at de hverken fortjener at regnes med i Himmelen eller Helvede. Til evig tid må de jage rundt og rundt efter en vimpel og blive stukket af hvepse (tredje sang). Derefter ror Charon Dante og Vergil over floden Acheron til Helvede.
Vergil leder Dante gennem Helvedes ni koncentriske cirkler: hver af dem huser stadig værre syndere. De når ind til Jordens centrum, hvor Satan, den faldne lysengel Lucifer holdes fanget – fastfrosset i is til livet: hans overkrop vender dermed mod den nordlige halvkugle, med benene mod syd. De døde straffes på en måde som passer til den synd de har begået, hvilket Dante betegner som contrapasso, “modstraf" .
Næste ring eller sfære kommer digterne ned til ved at gå gennem en port der vogtes af uhyret Minos, som forviser hver sjæl til én af de nedre otte cirkler. De er anlagt efter den Aristoteles' klassiske forståelse af dyder og laster, som beskrevet i Den nikomakiske etik. De er inddelt i tre grupper; den første er la lonzas synder: manglende kontrol over begær og lyster. De er de mindst formastelige synder:
De nedre dele af Helvede ligger inden for murene rundt om byen Dis, som igen omsluttes af Styx (niende sang). Her findes de aktive synder. Først kommer de voldelige synder (løvens synder):
De to sidste ringe i Helvede er for overlagte synder, svig og bedrageri. De kan kun nås ved at klatre nedad en stor skrænt til Helvedes dyb:
Passagen til den niende ring er omgivet af giganter fra klassisk og bibelsk mytologi. Nimrod er en bibelsk skikkelse (første Mosebog 10:8-12), oldebarn af Noa, og efter traditionen den der lod Babelstårnet bygge. Dante og Vergil sænkes ned i afgrunden af Antanevs (31. sang).
De to digtere flygter ved at klatre ned ad Lucifers pels og videre gennem en tunnel, som går tværs gennem Jorden og ender under den sydlige stjernehimmel. De ankommer lige før daggry påskemorgen.
Fra Helvedes dyb kommer Dante og Vergil ud til bjerget Purgatorio (skærsildbjerget), som Dante placerer midt på den sydlige halvkugle, modsat Jerusalem. De første dele af bogen beskriver Antepurgatorio, som består af stranden og bakkerne ved bjergets fod. Det bevogtes af Cato, som i romersk historie er kendt for sin kamp mod korruption og for sit halsstarrige selvmord. Da Cato forstod at han havde tabt slaget mod Julius Cæsar, kastede han sig mod sit sværd.
Sjælene i Antepurgatorio venter på at bestige bjerget for at gennemføre deres fortjente bodsgang. Her finder vi de bandlyste der først omvendte sig og angrede på dødslejet, og dem der led en voldsom død – uden at have skriftet og fået kirkelig tilgivelse for deres synder, men først angrede i sidste stund. Til slut kommer pilgrimmen og hans ledsager til en dal hvor europæiske herskere der forsømte deres pligter, holder til (syvende til ottende sang). Fra denne dal bliver Dante båret sovende til Skærsildbjergets porte (niende sang). Den vogtes af en engel med et sværd, og denne engel sætter syv P-tegn på Dantes pande, for latinsk “Peccatum", synd. Efterhånden, som han bestiger bjergets syv niveauer, slettes tegnene ud, et efter et.
Fra Antepurgatorio leder Vergil så Dante gennem bjergets syv afsatser. De hentyder til middelalderteologiens syv dødssynder. De syv dødssynder i den form Dante giver dem kan spores tilbage til Thomas Aquinas, Augustin og Bonaventura. Hver af bjergets afsatser renser sjælen for en bestemt synd og på en passende måde:
I syttende og attende sang lader Dante Vergil udrede kærlighedens væsen og skærsildbjergets opbygning. Kærlighed i sig selv kan være naturlig eller rationel. Det er den rationelle eller viljestyrede kærlighed der fører menneskene til fald, dersom den perverteres og rettes mod "det forkerte objekt" og dermed fører til ondskab og had mod ens næste, Stolthed, Misundelse eller Vrede. Når den rettes mod det gode, men med for lidt kraft: Dovenskab. Når den rettes mod det gode, men på en forkert måde: Griskhed, Glubskhed og Utugt.
Afsatserne ophører ved Purgatoriebjergets top, der huser Edens have eller det jordiske paradis (otteogtyvende til treogtredivte sang). Her møder Dante først kvinden Matilda. Kommentatorer er ikke enige om Matildas allegoriske betydning. Måske repræsenterer hun aktiv kristendom ved gode gerninger, modsat Beatrice, som i denne tolkningstradition repræsenterer kontemplativ kristendom. I så fald kan hun sammenlignes med bibelske skikkelser som Marta (versus Maria) eller Lea (versus Rakel). Dante bliver dernæst præsenteret for et allegorisk optog: Syv vældige lysestager med brændende lys, der muligvis repræsenterer den helligånds syv gaver. Det følges af repræsentanter for de bibelske bøger: 24 oldinge, som repræsenterer bøgerne i Det gamle Testamente, fulgt af de fire evangelister, repræsenteret ved fire dyr med vinger dækkede af argusøjne. Dyrene følges af en tohjulet triumfvogn, Guds kirke på Jorden, som trækkes af en grif, Kristus med sin dobbelte natur. De syv kardinaldyder repræsenteres af syv unge piger. Fire er jordiske, nemlig Styrke, Mod, Udholdenhed og Mådehold, der danser ved triumfvognens venstre hjul, mens de tre himmelske, Tro, Håb og Kærlighed, danser ved det højre. På vognen står en tilhyllet kvinde, Beatrice, som Dante i sit tidlige værk La vita nuova ("Det nye liv") hyldede som sin store kærlighed. Efter vognen følger repræsentanter for resten af Det nye testamentes bøger. Til sidst kommer Åbenbaringsbogens Johannes – en sovende olding med et ansigt præget af visdom.
Vergil er hedning og kan ikke komme ind i Paradiset. Herfra er det Beatrice der leder Dante. På et allegorisk plan repræsenterer Vergil muligvis fornuften (latin ratio) eller filosofien, mens Beatrice repræsenterer troen (latin fides) eller teologien, som et medium for guddommelig visdom og kærlighed.
Efter at Dante har indset rækkevidden af sine synder, bades han i glemselens flod Lethe, der sletter mindet om dem. Han er så klar til at følge Beatrice op i Himmelen.
Efter opstigningen fra Purgaoriebjerget (første sang) leder Beatrice Dante gennem Himmelens ni sfærer, der er koncentriske og sfæriske, i tråd med aristotelisk og ptolemæisk kosmologi. Jorden kaster sin kegleformede skygge over de tre første planeter, hvad der genspejles i de moralske mangler hos repræsentanterne her. Dante lader os forstå at han mere end nogensinde før i komedien har vanskeligheder med at finde ord som beskriver oplevelsen. Denne tredje del af Komedien lægger også meget af værkets ideologiske og filosofiske fundament, med den skolastiske filosofi og thomismen som sin måske vigtigste inspirationskilde.
Alle sjæle i Paradiset er hos Gud i Empyreum, men åbenbarer sig nedad i himmelsfærerne efter deres dyder. Gud opfylder hver enkelt sjæls behov for salighed, så ingen ønsker mere end det den har.
Paradisets ni sfærer er:
Herfra stiger Dante op til en tilstand hinsides fysisk eksistens, til Empyreum (30. til 33. sang), det egentlige paradis. Efterhånden som Dantes syn vænner sig til lyset, kan han se han den himmelske forsamling i form af en rose. På en af de tomme pladser i rosen venter en trone på kejser Henrik 7.s nært forestående ankomst. (Han døde i 1313.) I 31. sang tager Beatrice sin plads blandt de udvalgte. Her må teologien søge hjælp hos mystikken, og hans sidste vejviser bliver den ærværdige Bernhard af Clairvaux. Han går i forbøn for ham hos jomfru Maria, og med hendes hjælp får Dante Gud at se. I dette syn, fortæller Dante, forstår han med ét den store sammenhæng i universet. Synet er imidlertid for herligt til at den menneskelige forstand og hukommelse kan gribe det. Han beskriver enkeltheder han stadig erindrer: Han ser hele skabelsen som en bog, med dens løse ark indbundet på ny. Han ser tre cirkler, som repræsenterer treenigheden. Den anden cirkel får efterhånden omrids som et menneske eller menneskesønnen Kristus. Digteren skriver at han pludselig forstod inkarnationens mysterium, men at ordene og hukommelsen svigter ham.
Der kendes ikke et håndskrift fra Dantes egen hånd. Det Kongelige Bibliotek ejer to middelalderlige håndskrifter af Den guddommelige Komedie. Heraf er håndskriftet med opstillingssignaturen Thott 411 fol (d.v.s. håndskrift nr. 411 i foliantstørrelse i den Thottske samling) det ældste: Det menes at være skrevet i slutningen af 1300-tallet og indeholder en række interessante illustrationer, hvoraf dog kun nogle er færdige. [10]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
