den kristne kirkes kanoniske bøger From Wikipedia, the free encyclopedia
Bibelen (gr. βιβλία biblia "bøger"[1]) er betegnelsen for de grundlæggende kanoniske skrifter i jødedommen og kristendommen. Den jødiske Bibel, også kaldet Tanakh, er stort set identisk med Det Gamle Testamente i den kristne Bibel. I kristendommen varierer antallet og indholdet af Bibelens bøger.
 |
"Bibelen" peger hertil. For en liste over danske udgaver af Bibelen, se Danske bibeloversættelser. Artiklen her beskriver Bibelen fra et primært kristent synspunkt, for andre synsvinkler se Bibel (flertydig). |
Den kristne bibel er inddelt i to hoveddele.
Bibelen indeholder skrifter af vidt forskellige genrer som jura, poesi, historie og profeti. Bibelens bøger inddeles i protestantisk tradition i to testamenter, 66 bøger, 1.189 kapitler og 31.173 vers. Denne opdeling er først kommet til, da det blev nødvendigt at henvise nøjagtigt til bibelstederne. Bibelen er almindeligt anset for at være den bedst sælgende bog nogen sinde.[2] Bibelen er den bog i verden, som er oversat til flest sprog. I oktober 2016 er hele Bibelen oversat til 636 sprog, Det Nye Testamente til 1.442 sprog og dele af biblen er oversat til 1.145 sprog. Bibelen til dels eller helt er tilgængelig på 3.223 sprog.[3]
Det danske ord Bibel har en lang og ofte utydelig etymologisk historie. Betegnelsen stammer fra græsk biblía (flertalsformen af biblíon lille bog[4]) som formentlig stammer fra det græske bíblos eller býblos som betyder papyrus, skriftrulle eller bog efter den fønikiske havneby Byblos, hvorfra papyrus blev eksporteret.[5] Det græske udtryk ta biblia bruges om den kristne kirkes kanoniske skrifter så tidligt som 223 e. Kr.[6] Ordet blev på latin brugt i udtrykket biblia sacra (de hellige skrifter).
Uddybende artikler: Tanakh, Det Gamle Testamente og TorahDen jødiske Bibel (hebr. תנ"ך tanakh) indeholder 39 skrifter og er næsten identisk med Det Gamle Testamente. Den er skrevet på hebraisk, hovedsageligt af og til hebræere. Tanakh (TaNaKh) er et initialord for de tre dele i den hebraiske bibel: Torah ("Loven"), Nevi’im ("Profeterne") og Ketuvim ("Skrifterne"). Teksten var oprindeligt hele de kristnes bibel og bliver flere steder i Det Nye Testamente refereret til som "skriften" eller "skrifterne".[7] Den hebraiske Bibel er en vigtig kilde til det teologiske studie af Bibelen, og teologistuderende undervises i hebraisk for at kunne studere teksten på originalsproget.
Hvor skrifterne i den jødiske Tanakh inddeles i de tre hovedinddelinger, Loven, Profeterne og Skrifterne, har den kristne tradition arrangeret Det Gamle Testamentes skrifter i overensstemmelse med Septuaginta (LXX), der inddeler Bibelens bøger i historiske skrifter, visdomsskrifter og profetiske skrifter. Det giver et mere eskatologisk præg, der peger frem mod forløsning, idet samlingen slutter med den messianske profeti sidst i Malakias’ Bog modsat Tanakh, der slutter med opfordringen til at bygge et nyt tempel i Anden Krønikebog.
Den jødiske tradition inddelte omkring det 5. århundrede f.Kr. de fem Mosebøger i 54 ugentlige afsnit, som læses højt som toralæsning hver sabbat. Cyklussen ender og gentages ved den jødiske fest Sukkot. Disse inddelinger svarer ikke til de nuværende kapitler.
.jpg)
Torahen eller "loven" forstået som "instruktion" er grundlaget for de religiøse jødiske regler og forskrifter og består af:
Den hebraiske titel kommer fra det første ord i hver del bortset fra Fjerde Mosebog, hvor det er det femte ord. Bøgerne indeholder 613 mitzvot eller bud fra Gud, som danner basis for den religiøse jødiske lov (Halakha).
Torahen beskriver tre stadier i forholdet mellem Gud og menneske. Første Mosebog 1-11 beskriver menneskehedens generelle historie med skabelsen, syndefaldet og menneskets forfald derefter. De sidste 39 kapitler i Første Mosebog, hvor Abraham udvælges til stamfader til et talrigt folk, hvorigennem skal velsignes.[8] Abraham blev af Gud kaldet til at drage til Kana'an hvor løftet blev gentaget til hans efterkommere, Isak, Jakob og Josef. I de sidste fire bøger fortælles historien om Moses, som levede flere hundrede år efter patriarkerne i Egypten, og beretter om israelitternes udvandring fra Egypten, ørkenvandringen og fornyelsen af pagten med Gud ved Sinai Bjerg. Torahen ender med Moses' død.
Nevi'im eller "profeterne" indbefatter nogle skrifter, der henviser til de historiske skrifter i Bibelen. Bøgerne beskriver dommertiden, oprettelsen af det israelitiske monarki, delingen i to kongeriger og profeter som, på Guds vegne, advarer og dømmer kongerne og folket i Israel. Skrifterne slutter med babylonernes erobring af Sydriget Juda. Ifølge jødisk tradition bliver Nevi'im inddelt i otte bøger. Den inddeling følges ikke i normale danske bibeler:
Ketuvim, eller "skrifterne" på dansk, er 11 bøger skrevet af forskellige forfattere og indeholder den israelitiske visdomslitteratur. Ifølge rabbinsk tradition er mange af salmerne skrevet af David; Kong Salomon formodes som ung at være forfatteren til Højsangen, Ordsprogenes Bog midt i livet og Prædikerens Bog i hans alderdom. Ruths bog er den eneste bibelske bog om en ikke-jøde. Fem af bøgerne kaldes "De fem Skriftruller" (Megilot) og bliver læst op under de jødiske fester: Højsangen ved påsken; Ruths Bog ved shavuot; Klagesangene ved tisha b'av; Prædikerens Bog ved sukkot; og Esters Bog ved purim. Overordnet set indeholder "skrifterne" poesi, filosofiske refleksioner over livet, profeternes og andre israelitiske lederes levned under det babylonske fangenskab. Det ender med det persiske dekret, som tillader jøderne at vende tilbage til Jerusalem og genopbygge templet.
Uddybende artikler: Det Gamle Testamente og Det Nye TestamenteDet Gamle Testamente er indholdsmæssigt identisk med den jødiske Bibel og har fået betegnelsen, fordi den i kristen sammenhæng repræsenterer "Den Gamle Pagt". Det var den pagt, Gud sluttede med Moses på Sinai. Allerede i Jeremias 31,31 taler profeten om en "ny pagt", der skal erstatte den gamle pagt. I begyndelsen af kirkens historie var den græske oversættelse af den hebraiske bibel, Septuaginta, kirkens Bibel. Efterhånden blev flere skrifter, der repræsenterede den kristne fortolkning af Tanakh, kanoniseret og formede "Den Nye Pagt". Jesus Kristus er den nye pagts repræsentant, og Det Gamle Testamente læses af kristne i lyset af Jesus som opfyldelse af messiasprofetierne. Hebræerbrevet siger: "Derfor er Kristus formidler af en ny pagt, for at de kaldede kan få den evige arv, der er lovet, ved at han er død til forløsning fra overtrædelserne under den første pagt." (Hebr 9,15) Jesus bliver for kristne en fortolkningsnøgle og får afgørende betydning for forståelsen af den hebraiske bibel.[9]
Det Nye Testamentes 27 skrifter er skrevet på græsk og er inddelt efter forskellige principper. Først er der de historiske skrifter med de fire evangelier, Matthæus-, Markus-, Lukas- og Johannesevangeliet. De er sandsynligvis sorteret efter alder. Derefter kommer Apostlenes Gerninger, som danner overgang fra evangelierne til brevene, som ofte handler om apostlenes gerninger.
Paulus' breve består af 13 breve og er inddelt i to kategorier: Menighedsbrevene, som er sorteret efter størrelse, og de personlige breve. Derefter kommer Hebræerbrevet, som på grund af usikkerhed om forfatterskabet er sat efter Paulus’ breve. I begyndelsen af kirkens historie mentes Paulus at være forfatteren. De syv katolske breve (eller almindelige breve) har denne betegnelse, fordi de ikke har en specifik modtager, men er skrevet til et bredt publikum. Johannes' Åbenbaring er den naturlige afslutning på den kristne bibel med syner om den nye himmel og den nye jord. GT repræsenterer forjættelsen, NT repræsenterer opfyldelsen, og GT er til stede i NT ved over 300 citater.[9]
Paulus' personlige breve: Romerbrevet, 1. Korintherbrev, 2. Korintherbrev, Galaterbrevet, Efeserbrevet, Filipperbrevet, Kolossenserbrevet, 1. Thessalonikerbrev, 2. Thessalonikerbrev, 1. Timotheusbrev, 2. Timotheusbrev, Titusbrevet og Filemonbrevet.
De syv katolske breve: Jakobsbrevet, 1. Petersbrev, 2. Petersbrev, 1. Johannesbrev, 2. Johannesbrev, 3. Johannesbrev og Judasbrevet.
Uddybende artikler: Den bibelske kanon, Den Hebraiske Bibels kanon og Det Nye Testamentes kanonOrdet "kanon" betyder rettesnor, målestok. I den tidlige kirke betød ordet samlingen af de hellige skrifter til brug i menigheden. Betegnelsen blev hurtigt ensbetydende med en lukket gruppe bøger med autoritet i betydningen, regel eller retningslinje. Bøger, der ikke fandtes på denne liste, omtaltes som "apokryfe" dvs. skjulte.[10] De er Guds autoritative ord til menigheden på jorden.
Det Nye Testamente (NT) bevarer tredelingen fra den jødiske Bibel: Loven, Profeterne og Skrifterne. I Luk 24,44 henviser Jesus til det "som står skrevet om mig i Moseloven, hos profeterne og i salmerne." Hvilket er en tidlig henvisning til den tredelte hebraiske tekst, som blev kanoniseret i disse tre stadier: Loven før eksilet i Babylon i 586 f. Kr., Profeterne, omkring den syriske forfølgelse af jøderne og Skrifterne efter Kristi fødsel. Der er ikke konsensus i sagen blandt teologer.
I sidste halvdel af første århundrede blev tidlige kristne skrifter accepteret som autoritative. Det medvirkede til at jøderne "lukkede" deres kanon, som ellers af natur havde stået åben pga. de profetiske skrifters natur. De medtog færre skrifter, end hvad der var oversat til græsk i Septuaginta. Denne kanon forudsætter Filon, Josefus, Det Nye Testamente (Luk 11,51) og Talmud.[10]
De nytestamentlige forfattere henviste til Det Gamle Testamente som inspireret af Gud, tidligst i 2 Tim 3,16: "Ethvert skrift er indblæst af Gud og nyttigt til undervisning, til bevis, til vejledning og til opdragelse i retfærdighed..."
For at et skrift kunne optages i kanon, skulle det opfylde tre krav:
Den gammeltestamentlige (GT) kanon , blev brugt i de kristne menigheder i den græske oversættelse. Efterhånden tilføjede menighederne flere og flere skrifter, som siden er blevet samlet til det Nye Testamente (NT). Efterhånden som øjenvidnerne til beretningerne døde, blev der brug for at nedskrive begivenhederne omkring Jesu liv og lære. Desuden vejledte og underviste apostlene de nye menigheder i læren. Det resulterede i, at en grundstamme af historiske beretninger og opbyggelige breve blev samlet før år 200 e. Kr.[12][13] Drøftelser omkring nogle skrifter fortsatte ind i det 3. og 4. århundrede på flere kirkemøder, men de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, en samling af Paulus' breve og andres breve og til sidst det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring var der ikke uenighed om.[14] Rækkefølgen varierer lidt mellem forskellige bibeludgaver, og der er stadig mindre variationer i kanon mellem forskellige kirkesamfund.
Under reformationen forslog flere reformatorer nye lister af kanoniske bøger. Ikke uden debat forblev kanon dog den samme. Men de gammeltestamentlige (GT) apokryfer gik af brug i de protestantiske kirker, i modsætning til den katolske. Det protestantiske GT har derfor 39 skrifter, og NT har 27 skrifter. Katolikker og protestanter har de samme bøger i NT.
Uddybende artikler: Israels historie og Jesus fra NazaretBibelen beskriver ét folks , israelitternes, historiske udvikling i en lang periode. Historien begynder i Mesopotamien, hvor Abraham bliver kaldet af Gud til at bosætte sig i Kana'an (nu Staten Israel og Palæstina). På grund af hungersnød rejste Abrahams, Isaks og Jakobs efterkommere til Egypten. Efter et længere ophold i Egypten vandrede slægten til Kana'an – efter 40 år i ørkenen under ledelse af Moses. Folket fik nu loven. Dateringen af begivenheden er omdiskuteret. Efterfølgeren, Josva, førte dem ind i Kana'an og ledte invasionen af landet, som var beboet af andre stammer. Efter 400 år med skiftende dommere ønskede folket en konge, Kong Saul, som blev fulgt af Kong David og Kong Salomo. Efter Salomos fremgangsrige regeringstid deltes landet i to. De ti nordlige stammer i "Nordriget" (Israel), de to stammer Juda og Benjamin i "Sydriget" (Juda), hvor Davids efterkommere sad på tronen til 586 f.Kr., hvor Juda blev indtaget af babylonierne og befolkningen ført i eksil.
Omkring 70 år senere fik en del af befolkningen lov til at drage tilbage og opbygge templet og bymuren i Jerusalem. Det foregik under ledelse af Ezra og Nehemias. Siden var landet i hænderne på forskellige herskere og nogle få år under selvstændigt styre, indtil romerne indlemmede det som provinsen Iudaea i Romerriget i år 63 f.Kr.
Mellem år 7 og 4 f.Kr. blev Jesus født under Herodes den Store, som havde udvidet templet og bygget flere større paladser og fæstninger i landet og metropolen Caesarea Maritima som en hyldest til kejseren i Rom. År 66 e.Kr. blev den jødiske opstand slået ned og i år 135 blev jøder forbudt adgang til Jerusalem, som fik ændret navn til Aelia Capitolina.
Alle nytestamentlige skrifter er præget af Jesus Kristus som udgangspunkt for tro og forkyndelse og er den centrale figur i kristendommen.[15] Markusevangeliet præsenterer sig således: "Begyndelsen på evangeliet om Jesus Kristus, Guds søn." (Mark 1,1) Evangelierne beretter om Jesu undervisning og underfulde gerninger; om hvordan han samlede disciple omkring sig, kom i konflikt med det bestående samfund, blev anklaget for gudsbespottelse; hvordan han blev korsfæstet, døde og efter tre dage genopstod. Sidenhen sendte han sine disciple ud for at forkynde evangeliet for alle folkeslag. Ligeledes gælder for brevene og de øvrige skrifter i Det Nye Testamente. Jesus Kristus spiller en altdominerende rolle i Paulus' forfatterskab.[16] Romerbrevet indledes med: "evangeliet om hans søn, Jesus Kristus, vor Herre." (Rom 3,1) Jesus bliver af de nytestamentlige forfattere og kirken anset for at være opfyldelsen af de messianske profetier i Det Gamle Testamente. Ifølge dem er Jesus "opfaret til himmels, siddende ved Gud Faders, den Almægtiges, højre hånd, hvorfra han skal komme at dømme levende og døde."[17][18]
Apostlenes breve er ifølge deres selvvidnesbyrd forsøget på at realisere missionsbefalingen ved at viderebringe Jesu lære og udlægge hans undervisning. Apostlene taler ifølge Jesus med hans autoritet og deres ord skal tillægges lige så stor betydning som hans egne.
Bibelsk arkæologi er den gren af arkæologien, som beskæftiger sig med bibelske vidnesbyrd. Arkæologer har gennem tiden forsøgt enten at underbygge eller undergrave Bibelens troværdighed gennem arkæologiske udgravninger i Mellemøsten: rester af bygninger og byer, tekstfund og inskriptioner. Bibelske manuskripter er blevet sammenlignet med andre tekster fra de omkringliggende samfund for at få en større erkendelse af Bibelens og den kultur teksterne er skrevet i. Blandt de vigtigste udgravninger kan nævnes: Hizkias tunnel under Jerusalem, Jerikos mure, Sankeribs belejringsrampe, Siloam dam, Templet i Jerusalem og Dødehavsrullerne i Qumran. Derudover findes utallige mindre udgravninger og enkeltfund med relation til de bibelske beretninger.
Den bibelske arkæologi viser, at Bibelens begivenheder er forankret i samtidens historie, men langt fra alt er arkæologisk beviseligt.[19] Arkæologen Flinders Petrie var den første til at gennemføre en videnskabelig udgravning i Palæstina i 1890, hvor han i seks uger udgravede Tell el-Hesi , som fejlagtigt blev identificeret med Lakish. Han kaldes Palæstina-arkæologiens far, idet han kategoriserede og inddelte fund i arkæologiske perioder og forsøgte at datere ud fra potteskår og lagdelingen i forskellige udgravninger.[20]
.jpg)
De ældste komplette udgaver af GT på hebraisk er Codex Aleppo (fra 920 e.Kr.) og Codex Leningradensis (fra 1008 e.Kr.), men med fundet af Dødehavsrullerne rykkede kildeteksterne et årtusind. Hele Det Gamle Testamente (undtagen Esthers Bog og Nehemias' Bog) kan med fundet af Dødehavsrullerne siges at foreligge i stort set endelig form i de sidste århundreder f.Kr., men herudover er det særdeles svært at sige noget sikkert om tidsfæstelsen af de bibelske bøger. Langt de fleste skrifter fra Qumran er fragmenter og dokumenterer derfor ikke hele GT. En del afsnit af GT kan dog dateres tidligere, heriblandt den aronitiske velsignelse (4 Mos 6,4-26), fra tiden lige før Jerusalems ødelæggelse i 586 f.Kr. Nedskrivningen af GT er formentlig sket i en meget lang periode på omkring 1.000 år, hvilket bl.a. kan ses på den store sproglige udvikling i teksterne. Teksterne kan være skrevet mellem 1400-200 f.Kr.
NT er repræsenteret med over 5.000 tekstfund på græsk fra antikken, og over 8.000 på andre sprog. Den bibelske tekst er dermed bedre bevaret end Homer. Det er svært at datere det tidligste tekstvidner til NT, men der er bred enighed om, at den såkaldte John Rylands-papyrus eller P52, der indeholder et stykke af Johannesevangeliet, kan dateres til ca. 125 e.Kr.. Det gør den til det tidligste alment anerkendte tekstvidnesbyrd om Det Nye Testamente. Kan P52 dateres til denne tid, da må selve Johannesevangeliet nødvendigvis være affattet før, og Johannesevangeliet regnes almindeligvis for det seneste af de fire evangelier. Markus-, Matthæus- og Lukasevangelierne dateres normalt til 60-90 e.Kr. Johannesevangeliet til 90-100, mens Paulus' breve normalt dateres til tiden omkring år 50. Resten af brevene dateres normalt til mellem 60 og 100, og nogen daterer de sidste skrifter helt indtil 135 e.Kr.
Under reformationen i det 16. århundrede udtalte reformatorerne deres absolutte tiltro til Bibelens klarhed. De hævdede at Bibelens budskab var enkelt og letforståelig for enhver. Det medførte en revolution inden for Bibelens fortolkningshistorie, fordi kirken ikke havde monopol på fortolkning.[21]
Der findes mellem kristne talrige forskelle i, hvordan enkeltheder i Bibelen skal fortolkes og forstås. Men selv om hver bog i Bibelen stammer fra vidt forskellige historiske kontekster, lærer de fleste kristne kirker, at Bibelen som helhed har et overordnet budskab. C. S. Lewis beskriver hovedindholdet således:[22]
Mange kristne og jøder anser Bibelen for inspireret af Gud og nedskrevet af ufuldkomne mennesker i over 1.000 år. Bibeltro (fundamentalistiske) kristne anser både Det Nye- og Gamle Testamente for at være det uforvanskede budskab fra Gud, udtalt af Gud og nedskrevet i sin perfekte form af mennesker. Dette syn på bibelen findes allerede i de tidligste kristne skrifter.[23]
Uddybende artikler: Kristen teologi og Bibelsk teologiFaget teologi er et af de ældste fag og beskæftiger sig med én bog, Bibelen. De fleste universiteter grundlagt før oplysningstiden voksede ud af kirkens skoler (fx Sorbonne og Oxford Universitet), og teologi havde stor betydning i middelalderen. Teologi var "Dronningen af videnskab" og universiteter blev primært brugt til at uddanne teologer. Teologi blev i oplysningstiden udfordret fra andre fag, som stræbte efter objektivitet, og teologien blev derfor enestående pga. dets konfessionelle natur, selvom det stadig er omdiskuteret. I Danmark fastholder de teologiske fakulteter at være ukonfessionelle.
Augustins forfatterskab var omfattende og indeholdt bl.a. bogen Bekendelser, filosofiske værker, stridsskrifter mod kættere, eksegese, dogmatiske og etiske værker og prædikener. Augustins teologi var revolutionær og hans lære om arvesynden har haft stor indflydelse på den katolske kirke. Han var modstander af pelagianerne og understregede kraftigt vigtigheden i barnedåb. Augustin har haft stor indflydelse på fortolkningen af Bibelen og haft stor indflydelse på teologien.
Luther (1483-1546) var katalysator for to store ændringer i brugen af Bibelen og studiet af den. Han var den første der oversatte hele Bibelen til sit modersmål, tysk, og satte sig dermed op imod moderkirken, som kun accepterede Bibelen på latin.[24] Derudover prædikede han princippet om selvstændig fortolkning, hvormed han mente at alle mennesker selvstændigt måtte forsøge at fortolke Bibelen.[25]
I tiden fra 1466 og til Luthers Nye Testamente i september 1522 blev der dog udgivet 14 helbibler på højtysk, fire på nedertysk samt 22 udgaver af salmerne og to udgaver af andre bibeldele.[26]
Luther havde fuldstændig tillid til Bibelens skrevne ord og siger: "De hellige kunne fare vild i deres skrifter og i deres livsførelse, men Skriften kan ikke fejle".[27] Den katolske kirke anså Luther for at være kætter og ved rigsdagen i Worms forlangte kirken at han tilbagekaldte sine skrifter, hans svar var symptomatisk for hans tilgang til Bibelen:[28]
 |
Medmindre jeg bliver overbevist af den Hellige Skrift eller klare grunde, kan jeg ikke tilbagekalde. For min samvittighed er bundet til Guds Ord, og det er hverken rigtigt eller rådeligt at handle mod sin samvittighed. Her står jeg, jeg kan ikke andet. Gud hjælpe mig. Amen |  |
Sammen med den selvstændige fortolkning fulgte også ifølge Luther et ansvar for nøjagtig fortolkning for at undgå fordrejning. Derfor lagde Luther stor vægt på oplæringen i den kristne tro ud fra skrifterne, hvilket Luthers lille Katekismus er et eksempel på.[29] Bibelen skulle ifølge Luther være kirkens højeste autoritet (sola scriptura) og er sin egen fortolker.[30]
Den schweiziske præst Karl Barth rettede en skarp kritik mod den teologi, som var fremherskende efter 1. verdenskrig. Ifølge Schleiermacher byggede kristendommen på et af mennesket projiceret gudsbillede og almen menneskelig erfaring. Barth kritiserede de teologer, der gjorde teologien til religionsvidenskab og gjorde den historisk kritiske analyse til den eneste mulige bibeltolkning.[31]
Den tyske ekseget Rudolf Bultmann fik stor indflydelse ved sin afmytologisering af de bibelske skrifter. Hans skrift Neues Testament und Mythologie fra 1941 indledte en lang debat om nytestamentlig fortolkning. Han mente, at det gudsbillede, man bliver præsenteret for i Det Nye Testamente, er uforeneligt med nutidsmenneskets gudsbillede. Han forsøgte gennem en eksistentiel fortolkning at gøre Jesu budskab tilgængelig for et moderne litterært menneske. Bultmanns teologi stod på nogle punkter i skarp kontrast til liberalteologiens forsøg på at genskabe den historiske Jesus, i andre stod han den nær, fx i forståelsen af mytebegrebet. Bultmann blev kritiseret for sin udprægede skepticisme over for den historiske pålidelighed i de evangeliske fortællinger. Han mente at budskabet, kerygmaet, er uafhængigt af de historiske kendsgerninger, og dermed at Jesu død og opstandelse kun har betydning ved at symbolisere den forandring af eksistensen, der er menneskets mulighed.[32]
Uddybende artikel: Apokryfe skrifterSondringen mellem apokryfe (skjulte eller af tvivlsom oprindelse) og kanoniske skrifter stammer tilbage fra oversættelsen af Tanakh i Septuaginta. Kanon var ikke endeligt afgjort ved denne oversættelse og oversætterne medtog flere afsnit og skrifter som ifølge jødiske skriftlærde ikke hørte med.[33] Generelt havde man i diasporaen en mere flydende kanon. Omkring 90 e. Kr. afviste jødiske rabbinere på et møde i Jamnia de daværende apokryfer.[34] Da GT skulle oversættes til latin fulgte apokryferne med fordi det blev bestemt på to kirkemøder at følge Septuagintas oversættelse, altså den græske og ikke originalteksten på hebraisk. Derfor inkluderede middelalderkirken de gammeltestamentlige apokryfer i kanon. De bestod af Tobits Bog, Judits Bog, Tilføjelser til Esters Bog, Første- og Anden Makkabæerbog, Visdommens Bog, Siraks Bog, Baruks Bog, Jeremias' Brev og Tilføjelser til Daniels Bog. Den romersk-katolske- og den græsk-ortodokse kirke anser disse bøger for kanoniske til forskel fra reformerte og lutherske kirker i dag.
Derudover findes der en del antikke-jødiske skrifter som kaldes De gammeltestamentlige pseudepigrafer som er skrevet mellem gammeltestamentlig og nytestamentlig tid. Af navnet fremgår det at skrifterne er skrevet under pseudonym (falsk påtegnelse) og udgiver sig for at være ældre end de er.
Liturgi er en fast gentaget ramme om gudstjenestens fejring med forskellige led som praktiseres på meget forskellige måder afhængigt af konfessionel baggrund. Bibelen er central i forståelsen af kirkens liturgi og er dybt forankret i gudstjenestens forskellige dele. Salmer og tekster fra Bibelen bliver læst op, både i synagogen om lørdagen (Torah) og i kirker om søndagen (Bibelen). Til den kristne gudstjeneste eller messe er liturgien omkring sakramenterne, nadver og dåb hovedsageligt bygget op af direkte citater fra Bibelen, og udtrykker meget centrale budskaber af den kristne tro. Nadveren bliver indstiftet af Jesus i NT og er et ritual hvor Jesus tager bolig i menneskene. Dåben er en engangshandling hvor et nyt medlem indlemmes i kirken.
Ordet andagt (af det tyske ord andenken) bruges i religiøse sammenhænge om det at tænke eller reflektere over et afsnit i Bibelen. Det betragtes som en måde at fastholde og udvikle sit åndelige liv. Andagt bliver af mange kristne praktiseret hver dag og betegnes sammen med bøn som den kristnes åndelige vejrtrækning.
Uddybende artikel: Danske bibeloversættelserFra antikken har vi bevaret nogle primære oversættelser, som har dannet grundlag for en lang række af senere oversættelser. I det 2. eller 3. århundrede f. Kr. blev Torahen oversat til græsk. Den oversættelse kaldes Septuaginta (LXX) og var vidt udbredt blandt græsktalende jøder og senere blandt kristne. Oversættelsen blev tilskrevet 70 uafhængige oversættere, deraf navnet. Da de mødtes for at sammenligne teksterne, var de alle helt identiske! Den afviger en del fra den standardiserede hebraiske bibel. Foruden den er der en syrisk oversættelse kaldet Peshitta, hvis oprindelse er ukendt. D sidste er den latinske Vulgata (4. århundrede), som stammer fra en kristen kontekst. Den er oversat af Hieronimus og har haft stor indflydelse på den katolske kirke. Allerede i oldtiden blev Bibelen oversat til koptisk, gotisk, etiopisk, armensk, georgisk, arabisk og slavisk.[35]
Fra reformationen skete der nybrud i oversættelsen af Bibelen: i vesten var Vulgata ikke længere grundlag, men de hebraiske og græske grundtekster. Der var en fornyet tro på Bibelens autoritet, og bogtrykkekunsten gjorde distributionen af Bibler lettere. Luthers oversættelse af Bibelen til tysk (1522) fik stor indflydelse på oversættelser til mange andre sprog. I England blev Tyndale ophavsmand til en engelsk oversættelse af NT (1526), men blev brændt på bålet for kætteri, før han nåede at gøre GT færdig. På grund af en konflikt mellem to andre bibeloversættelser (Bishops' Bible (1539) og Geneva Bible (1560)) nedsattes en konvention som skulle oversættes fra grundsprogene; det resulterede i King James Version (1611). Der er siden kommet talrige bibeloversættelse som for langt de flestes vedkommende er oversat ud fra to tekstkritiske udgaver af grundteksterne: Biblia Hebraica Stuttgartensia (GT) og Novum Testamentum Graece (NT).[35]
Uddybende artikel: Danske bibeloversættelserDen første komplette danske bibeloversættelse var Christian III's Bibel fra 1550. I det 16.-17. århundrede er det Luthers Bibel der ligger til grund for mange af de danske oversættelser som Frederik II's Bibel (1589) og Christian IV's Bibel (1633).
Den første danske oversættelse med grundsprogene som forlæg blev skrevet af biskop Resen og revideret af biskop Svane. Den er kendt som den Resen-svaningske Bibel (1647). Denne oversættelse var toneangivende for flere oversættelser, fx Christian VI's Bibel (1740) og helt op i det 20. århundrede. Bibelen blev genoversat fra grundsprogene i 1931 (GT) og i 1948 (NT) og igen som den autoriserede oversættelse fra 1992.[36] Der findes desuden flere nyere danske bibeloversættelser: Seidelins oversættelse, Bibelen på hverdagsdansk og Den Nye Aftale.
Den autoriserede oversættelse fra 1992 (DO92) er blevet mødt med massiv kritik af semitiske filologer og religionshistorikere, der mener, at Bibelselskabet, som stod for oversættelsen, har vist alt for mange hensyn til den kirkelige "højrefløj" ved prøveoversættelsen. Det er kommet til udtryk ved, at de ca. 300 citater fra den jødiske bibel ("GT") i Det Nye Testamente (NT) og de mange tusinde allusioner fra NT til GT er blevet tilpasset, så begge værker fremstår som én (kristen) frelseshistorisk enhed.[37] Det gør at brugere af den autoriserede oversættelse får præsenteret Jødedommens hellige skrifter ("GT") ud fra et kristent-konfessionelt grundlag.
I bibelsk etik ses en tydelig udvikling i de etiske principper og fastsættelser. Det er komplekst, men muligt at tegne nogen overordnede principper, som danner ramme for både GT og NT. Der er flere forskelle.
Det Gamle Testamentes grundstamme er Loven (1 Mos til 5 Mos), som ud over mange historiske beretninger indeholder en del lovstof. De 10 bud er de vigtigste af i alt 613 mitzvot, som danner kernen i jødedommen. Tanken i GT er, at gudbilledligheden sætter mennesket i et pligtforhold til Gud som hans skabninger, og som han kræver lydighed af.[38] Både i GT og NT findes et kærlighedsprincip som forpligter pagtens folk (hhv. jøder og kristne) at elske sin næste som sig selv (3 Mos 19,18-34 og Matt 22,34-40).
I NT radikaliseres buddet endda til også at omfatte ens fjender. I kristendommen repræsenterer de 10 bud og GT den gamle pagt, hvorimod Jesus i NT præsenterer den nye pagt ikke ved at fjerne den gamle, men ved at nyfortolke den gamle bl.a. i Jesu bjergprædiken. Jesus fokuserer på en holdnings- og sindelagsændring som det centrale og først derefter til handlinger. Handlinger uden hjertets rette indstilling er ifølge Jesus ligegyldig.[39] Overordnet set er der en gennemgående sammenhæng mellem indikativ og imperativ, "Vi er gjort retfærdige!", "Så lad os da være retfærdige." giver en overordnet forståelse af den bibelske etik. Mennesket har brug for Guds frelse som gives ved tro: "For af den nåde er I frelst ved tro. Og det skyldes ikke jer selv, gaven er Guds." (Ef 2,8). Som troende vandrer man. [40]
Ud af Bibelens etiske normsæt har mange retninger udviklet sig inden for etikken. I middelalderen blev det normalt at det "sande kristenliv" kun kunne leves i klosterlivets afsondrethed og askese. Der udvikledes en sondring mellem almindelige mennesker og helgener hvis gode gerninger kunne købes for penge. Bibelen har også haft indflydelse på formuleringen af ideologiske tanker som konservatisme og kristendemokrati.
Bibelen læses med en forforståelse, og den får stor indflydelse på hvordan Bibelen forstås og fortolkes. Modsætninger mellem forskellige bibelsyn opstod specielt som følge af den historisk-kritiske metode. Den adskilte GT fra NT og undersøgte teksterne som basis for hver deres religion. Bibelen ses som to religiøse samfunds forsøg på at legitimere deres tro og organisation. Bl.a. forsøgte man at fjerne alle overnaturlige beretninger i Bibelen for at komme nærmere på en historisk kerne af fortællingerne.[41]
Som modsvar til dette syn fremkom det fundamentalistiske bibelsyn. Bibelfundamentalister taler om Jesus Kristus og Bibelen som deres livs fundament. De anser Bibelen uden forbehold for at være Guds inspirerede og ufejlbarlige ord til mennesker. Der var fem teser som var fundamentale for troen: 1. Bibelens ufejlbarlighed; 2. Jesu guddom og jomfrufødsel; 3. Jesu stedfortrædende lidelse og død; 4. Kødets opstandelse; 5. Jesu legemlige genkomst.[42]
En helt tredje måde at anskue teksterne på er narrativ teologi. Den beskæftiger sig ikke med Bibelen som historisk kildestof, men som litteratur. Den fokuserer på genre, poetisk sprog, stil, billeder og figurer. Bibelen læses som en helhed og ser bort fra teologiske spidsfindigheder og læser Bibelen "som en god historie". Der bliver også fokuseret på modtagerens situation og dermed ikke kun på én udlægning.[43]
Uddybende artikel: BibelkritikBibelkritik forsøger at analysere, skelne, afgøre og bedømme Bibelen som litteratur eller som et historisk dokument – dets oprindelse, modtagelse og forståelse. Især i nyere tid har dette projekt medført et skel mellem en lang række forskellige og modstridende metoder til at komme nærmere en forståelse. Der er stor uenighed om den rigtige metode til at forstå Bibelen.[44]
Historisk set har Bibelen altid været genstand for kritik. Kanoniseringsprocessen var udtryk for et ønske om afklaring pga. kritik og afvisning af gnostisk påvirkning. Senere beskæftigede man sig med det traditionelle syn på Torahen, og blev sporadisk kritiseret af middelalderlige lærde, såsom Abraham ibn Ezra, Biskop Tostatus fra Avila som henviste til passagerne der omhandlede Moses' død, og dermed ikke kunne være skrevet af Moses selv. I det 17. århundrede publicerede Thomas Hobbes og siden Baruch Spinoza analyser som frakendte Moses hele Pentateuken, sidstnævnte konkluderede at det var "...klarere end solen ved middag, at Pentateuken ikke var skrevet af Moses..." Den katolske- og den Protestantiske kirke opponerede stærkt mod denne kritik, men holdningen udbredtes blandt datidens teologer. Efter etableringen af hypotesen om at Moses ikke havde skrevet Pentateuken, blev opmærksomheden nu drejet mod hvem det så var. Efterhånden udvikledes firekildehypotesen, en teori om at skrifterne oprindeligt var fire forskellige dokumenter: J (Jahvisten), E (Elohisten), P (det Præstelige dokument) og D (Deuteronomisten), hver især karakteriseret ved deres forskellige ordbrug og som siden er sammenføjet i et værk.
Den nyere kritik deler sig i tre primære kategorier og beskæftiger sig primært med Det Nye Testamente:
Kritikken fokuserer især på to områder: Den historiske kontekst som forfatteren beskriver, og den historiske kontekst forfatteren befinder sig i. Denne kritiske metode beskæftiger sig også med formkritik og mundtlig overlevering.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
