dansk prinsesse, datter af Kong Frederik 8. From Wikipedia, the free encyclopedia
Prinsesse Louise af Danmark (17. februar 1875 – 4. april 1906) var en dansk prinsesse, der var datter af Kong Frederik 8. og Dronning Louise. Hun blev prinsesse af Schaumburg-Lippe gennem sit ægteskab med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe.
Louise af Danmark | |
---|---|
Prinsesse af Schaumburg-Lippe | |
Ægtefælle | Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe (g. 1896) |
Børn |
|
Fulde navn | Louise Caroline Josephine Sophie Thyra Olga |
Hus | Huset Glücksborg |
Far | Frederik 8. af Danmark |
Mor | Louise af Sverige-Norge |
Født | 17. februar 1875 Amalienborg, København |
Død | 4. april 1906 (31 år) Ratiboritz, Bøhmen |
Prinsesse Louise voksede op i København som dansk prinsesse. Hun var kendt for sin generte og indadvendte personlighed, og da hun samtidig blev gift og forlod Danmark i en ung alder, forblev hun livet igennem et relativt ubemærket medlem af kongefamilien. I 1896 giftede hun sig allerede som 21-årig med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe, der tilhørte en sidelinje til det tyske fyrstehus Schaumburg-Lippe, som boede på slottet i Náchod i Bøhmen. Efter brylluppet flyttede hun permanent med ham til Bøhmen, hvor hun døde allerede som 31-årig i 1906.
Prinsesse Louise og Prins Friedrich fik tre børn, hvoraf hendes søn Prins Christian af Schaumburg-Lippe giftede sig med sin kusine, Prinsesse Feodora af Danmark (datter af Prins Harald). Flere af hendes efterkommere har været bosat i Danmark.
Prinsesse Louise kom til verden den 17. februar 1875 i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg Slot i København i sin farfar Kong Christian 9.'s regeringstid.[1] Hun var det tredje barn og ældste datter af det daværende danske tronfølgerpar, Kronprins Frederik (den senere Frederik 8.) og Kronprinsesse Louise.[1] Hendes far var den ældste søn af Kong Christian 9. og Dronning Louise af Danmark, mens hendes mor var den eneste datter af Kong Karl 15. og Dronning Louise af Sverige og Norge. Hun blev døbt med navnene Louise Caroline Josephine Sophie Thyra Olga og var til daglig kendt som Prinsesse Louise (der også var navnet på både hendes mor, farmor og mormor).[1]
Prinsesse Louise havde ved fødslen to ældre brødre, Prins Christian (den senere Christian 10. af Danmark) og Prins Carl (den senere Haakon 7. af Norge) og fik i de efterfølgende år fem yngre søskende.[1]
Prinsesse Louise voksede op med sine mange søskende i forældrenes residens i Frederik VIII's Palæ på Amalienborg Slot og i sommerresidensen Charlottenlund Slot ved Øresund nord for København. Kronprinsparrets børn blev opdraget af deres mor, hvad der var usædvanligt for tiden, hvor opdragelsen af kongelige børn som regel blev varetaget af guvernanter. Under deres mors opsyn modtog kronprinsparrets børn en forholdsvis streng kristent domineret opdragelse, som lagde vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, regelmæssighed, flid og orden.[2]
Allerede som barn blev Prinsesse Louise i lighed med flere af sine søskende beskrevet som usædvanlig genert og tavs med en indesluttet og nærmest menneskesky personlighed.[2] Da hun samtidig blev gift og forlod Danmark i en ung alder, forblev hun livet igennem et relativt ubemærket medlem af kongefamilien.[3]
Prinsesse Louises farmor, dronning Louise, var kendt for sin succesrige ægteskabspolitik. Hun erkendte tidligt, at hendes barnebarn havde en tendens til melankoli og ville derfor gerne have, at hun blev godt gift. Gennem sine tyske slægtninge var dronning Louise i kontakt med en yngre sidelinje til det tyske fyrstehus Schaumburg-Lippe, som ejede slottet og herskabet Náchod i den nordøstlige del af Bøhmen.
Prinsesse Louise blev derfor præsenteret for den syv år ældre prins Friedrich af Schaumburg-Lippe, der var den ældste søn af prins Wilhelm af Schaumburg-Lippe og prinsesse Bathildis af Anhalt-Dessau. Prins Friedrich var hendes halvfætter, da hans mor var datter af dronning Louises storesøster, prinsesse Marie af Hessen-Kassel, og den fremtidige ejer af Náchod Slot. Parret blev forlovet i 1894 og den 5. maj 1896 blev prinsesse Louise 21 år gammel gift med Prins Friedrich på Amalienborg i København.[1]
Som det var skik og brug for prinsesser på det tidspunkt, flyttede prinsesse Louise efter brylluppet med sin mand til Bøhmen, hvor hun aldrig havde været før. Parret flyttede sammen ind på slottet i Ratiboritz (i dag Ratibořice i Tjekkiet), hvor de skulle bo indtil den dag, hvor Friedrich ville arve det nærliggende Náchod Slot. I en periode i årene efter brylluppet boede parret dog i Ödenburg i Østrig-Ungarn (i dag Sopron i Ungarn), hvor prins Friedrich gjorde militærtjeneste. Det var her, deres tre børn blev født i hurtig rækkefølge: prinsesse Marie Luise i 1897, prins Christian i 1898 og prinsesse Stephanie i 1899.[4]
Ægteskabet blev alligevel ulykkeligt. Den nygifte prinsesse led hårdt af hjemve og brugte meget tid sammen med sin familie i Danmark, hvor hun opholdt sig 2-3 måneder ad gangen. Desuden besøgte hendes far hende i Bøhmen hvert år.
Den 4. april 1906, døde Prinsesse Louise bare 31 år gammel på slottet i Ratibořice i Bøhmen.[1] Den officielle dødsårsag var hjernebetændelse forårsaget af meningitis, der fulgte efter flere ugers sygdom.
Hendes død kastede en trist skygge over hendes fars tronbestigelse, da han blot to måneder forinden, ved Kong Christian 9.'s død den 29. januar 1906, var blevet konge af Danmark som Frederik 8. For hendes mand, Prins Friedrich, var hendes død et hårdt slag, særligt da hun og hendes svigerfar Prins Wilhelm af Schaumburg-Lippe døde med bare fem timers mellemrum.[5] Kort tid efter flyttede Prins Friedrich, nu alene med de tre små børn, ind på sine forældres slot Nachod. Han giftede sig igen i 1909 med Prinsesse Antoinette af Anhalt, med hvem han fik yderligere to børn. Han overlevede sin første ægtefælle med 39 år og døde 77 år gammel i Kudowa i Schlesien i 1945 kort efter afslutningen på Anden Verdenskrig.[4]
31 år efter Prinsesse Louises død fandt hendes søn prins Christian sin ægtefælle i sin mors hjemland, da han giftede sig med sin kusine, Prinsesse Feodora af Danmark, der var datter af Prinsesse Louises lillebror, Prins Harald. Parret blev gift den 9. september 1937 i Fredensborg Slotskirke.[4]
Prinsesse Louise blev gift den 5. maj 1896 på Amalienborg i København med Prins Friedrich af Schaumburg-Lippe, søn af prins Wilhelm af Schaumburg-Lippe og prinsesse Bathildis af Anhalt-Dessau.[1] Parret fik tre børn:[4]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.