Engelsk fodboldklub From Wikipedia, the free encyclopedia
Manchester United Football Club (IPA: [mæntʃɛstər junajtəd fʊtbɒl kləb]; forkortet Manchester United F.C. eller simpelt Manchester United) er en engelsk fodboldklub fra Manchester, der spiller i den engelske Premier League. Klubben blev grundlagt under navnet Newton Heath LYR Football Club i 1878 og skiftede navn til Manchester United Football Club i 1902. I 1910 flyttede klubben ind på Old Trafford.
"MUFC" omdirigeres hertil. For andre betydninger af MUFC, se MUFC (flertydig).
Ikke at forveksle med Manchester United F.C. (Gibraltar).| Manchester United F.C. | ||||
|---|---|---|---|---|
 Manchester Uniteds hjemmebane, Old Trafford | ||||
| Klubdetaljer | ||||
| Fulde navn | Manchester United Football Club | |||
| Kaldenavn(e) | The Red Devils[1][2] | |||
| Grundlagt | 1878 - som Newton Heath LYR Football Club[3] | |||
| Forbund | The Football Association | |||
| Hjemmebane | Old Trafford[4] | |||
| Kapacitet | 74.310 tilskuere | |||
| Formand | Joel og Avram Glazer | |||
| Manager | Ruud van Nistelrooy (midlertidig) | |||
| Liga 2024-25 | Premier League | |||
| Liga 2023-24 | Premier League, 8. | |||
| Andet | ||||
| Websted | manutd.com | |||
| ||||
 Nuværende sæson | ||||
I 1968, under manageren Matt Busby, blev Manchester United den første engelske klub, der vandt Europacuppen for mesterhold – ti år efter München-katastrofen, der kostede otte spillere livet. Alex Ferguson er den mest succesfulde manager i klubbens historie, hvor det blev til 26 store titler fra 1986 til 2013.
I kraft af at have vundet 20 mesterskaber (rekord), fire Liga Cup-titler og 11 FA Cup-titler (rekord) er klubben den mest succesrige klub i engelsk fodbold nogensinde. Klubben har som den eneste engelske klub vundet the treble - det vil sige mesterskabet, FA Cuppen og Champions League i 1999.
Manchester United er en af de mest værdifulde klubber i verden og ifølge Forbes nr. 2 kun overgået af Real Madrid i indtjening. Klubben oparbejdede dog en meget stor gæld, da den blev opkøbt af Malcolm Glazer. United har en af de største supporteropbakninger blandt fodboldklubber i verden. Klubben rygtes til at være omkring 1,19 milliarder £ værd, hvilket gør det til den mest værdifulde klub i verden. Efter at være kommet på London Stock Exchange i 1991 blev klubben købt af amerikaneren Malcolm Glazer i maj 2005 i en aftale, der bragte værdien af klubben op på næsten 800 millioner £. I 2012 blev en lille del af klubbens ejerskab sat på børsen på New York Stock Exchange til en introduktionspris på $14 per aktie.
Manchester United blev oprettet i 1878 under navnet Newton Heath LYR Football Club af Carriage & Wagon-afdelingen af Lancashire and Yorkshire Railway-depotet i Newton Heath.[5] Holdet startede med at spille mod andre jernbane-firmaer, men i 1888 blev klubben en del af de stiftende klubber i The Combination, en regional fodboldliga. Men Newton Heath blev en del af Football Alliance året efter, da The Combination blev opløst efter sin første sæson. Football Alliance kørte i tre år, inden den blev lagt sammen med Football League. Dette betød at klubben startede 1892-93-sæsonen i førstedivision. På dette tidspunkt var klubben blevet uafhængig af jernbanefirmaet og havde som følge deraf droppet 'LYR' i navnet.[5] Efter blot to sæsoner måtte klubben dog se sig degraderet til andendivision.[5]
I januar 1902, med en gæld på £2.670 – hvilket svarer til £210.000 i 2010 – blev klubben pålagt at undergå likvidation.[6] Klubbens kaptajn, Harry Stafford, fandt fire lokale forretningsmænd, heriblandt John Henry Davies (som blev klubbens præsident), der hver var villige til at skyde £500 ind i klubben (Stafford betalte de resterende £670 af egen lomme), for derimod at få direkte indblanding i klubben og som konsekvens heraf skiftede navnet.[7] Den 24. april blev navnet officielt skiftet til 'Manchester United Football Club'.[8][note 1] Under Ernest Mangnall, der blev klubbens manager i 1903, sluttede holdet som nummer to i andendivision i 1906 og rykkede op i førstedivision – en række de vandt i 1908, klubbens første ligatitel. Den følgende sæson bød på sejr i den første Charity Shield[9] nogensinde og sluttede med klubbens første sejr i FA Cuppen. Klubben vandt sin anden titel i 1911, men Mangnall forlod klubben i slutningen af sæsonen for at overtage i Manchester City.[10]
I 1922, tre år efter genoptagelsen af fodbold efter 1. verdenskrig, rykkede klubben igen ned i andendivision, hvor de blev indtil de igen rykkede op i 1925. Med en nedrykning igen i 1931, blev Manchester United en elevator-klub, med en placering som nummer 20 som den værste i 1934. Efter at klubbens hoved-velgører, J.H. Davies, døde i oktober 1927, blev klubbens økonomiske forhold forringet i en sådanne grad, at havde det ikke været for James W. Gibson, der i december 1931 skød £2.000 i klubben og deraf fik kontrol med klubben, var klubben nok gået konkurs.[11] I 1938-39-sæsonen, det sidste år med fodbold inden 2. verdenskrig, sluttede klubben som nummer 14 i førstedivision.[11]
I oktober 1945 gjorde den kommende genoptagelse at fodbolden, at bestyrelsen valgte at udpege Matt Busby som ny manager i klubben. Han forlangte en hidtil uset kontrol over valget af hold, spiller-transfers og træningspassene.[12] Busby førte klubben til sølvmedaljer i ligaen både i 1947, 1948 og 1949 og med en sejr i FA Cuppen i 1948 på 4-2 mod et Blackpool mandskab, som kunne prale med én af datidens helt store spillere, nemlig Stanley Matthews, kunne Sir Matt Busby se sit hold løfte sølvtøj for første gang. I 1952 vandt holdet førstedivision for første gang i 41 år.[13] Med en gennemsnitlig alder på 22, begyndte medierne at kalde de dobbelte mestre fra 1956 for "The Busby Babes", et vidnesbyrd på Busbys tro på de unge spillere.[14] I 1957 blev holdet det første engelske hold, der deltog i Europacuppen for mesterhold, på trods af modvilje fra The Football League, der året forinden havde nægtet Chelsea adgang til turneringen.[15] Undervejs til semifinale, som de tabte til Real Madrid, vandt holdet med 10-0 over den belgiske klub Anderlecht, hvilket stadig er den største sejr klubben har fået.[16]
Den efterfølgende sæson, på vej hjem fra en Europa Cup-kvartfinale mod Røde Stjerne Beograd, forulykkede flyet, der havde Manchester United-spillerne, officielle folk fra klubben samt journalister om bord, i et forsøg på at lette efter en genopfyldning af tankene i München, Tyskland. München fly-ulykken fra den 6. februar 1958 kostede 23 livet, heriblandt otte spillere: Geoff Bent, Roger Byrne, Eddie Colman, Duncan Edwards, Mark Jones, David Pegg, Tommy Taylor og Billy Whelan. Desuden kom endnu flere til skade.[17][18]
Reserveholdets træner, Jimmy Murphy, tog over som manager, mens Busby kom sig over og klubbens midlertidige hold kom i FA Cup-finalen, hvor de dog tabte til Bolton. Som en anerkendelse af holdets tragedie, inviterede UEFA holdet til at deltage i Europa Cuppen, sammen med de senere mestre fra Wolves. Selv om FA gav dem lov, blev det stoppet af The Football League, da de ikke mente at holdet skulle deltage, når de ikke havde kvalificeret sig.[19][20] Busby genopbyggede holdet i løbet af 1960'erne, ved at hente en spiller som Denis Law. Med en kombination af disse spillere og den næste generation af ungdomsspillere, heriblandt George Best, gik klubben hen og vandt FA Cuppen i 1963. Den følgende sæson blev de nummer to i ligaen og vandt mesterskabet i 1965 og 1967. I 1968 blev Manchester United den første engelske klub der vandt Europa Cuppen, efter en 4-1-sejr over den portugisiske klub Benfica i finalen.[21] På holdet var der tre spillere, som blev kåret til årets europæiske fodboldspillere, Bobby Charlton, George Best og Denis Law.[22] Matt Busby stoppede som manager i 1969 og blev erstattet af reserveholdstræner og tidligere Manchester United-spiller, Wilf McGuinness.[23]
Efter en ottendeplads i 1969-70-sæsonen og en dårlig start på 70-71-sæsonen, blev Busby overtalt til, midlertidigt, at tage endnu en tørn som klubbens manager og McGuinness blev igen reserveholdstræner. I juni 1971 overtog Frank O'Farrell jobbet fra Busby, men han holdt kun i 18 måneder, før han blev erstattet af Tommy Docherty i december 1972.[25] Docherty reddede Manchester United fra nedrykning den sæson, bare for at kunne overvære at de rykkede ned i 1974 – på et tidspunkt hvor trioen Law, Best og Charlton alle havde forladt klubben.[21] Klubben rykkede dog op igen i første forsøg og nåede FA Cup-finalen i 1976 – i hvilken de tabte til Southampton. De nåede finalen igen i 1977, hvor de slog Liverpool med 2-1. Docherty blev dog fyret ikke lang tid efter, efter offentliggørelsen af hans affære med klubbens fysioterapeuts kone.[26][23]
Dave Sexton erstattede Docherty som manager i sommeren 1977. På trods af store indkøb som Joe Jordan og Ray Wilkins, lykkedes det ikke holdet at opnå nogle signifikante resultater – de sluttede som nummer to i ligaen i 1977-78 og tabte til Arsenal i FA Cup-finalen i 1979. Sexton blev fyret i 1981, selvom holdet havde vundet de sidste syv kampe, hvor han stod i spidsen for dem.[27] Han blev erstattet af Ron Atkinson, der med det samme smadrede den britiske transferrekord, da han hentede Bryan Robson fra West Bromwich Albion. Under Atkinson vandt klubben FA Cuppen to gange på tre år – i 1983 og 1985. I 1985-86-sæsonen havde Manchester United vundet tretten og spillet to uafgjort i de første 15 kampe og var derfor favorit til at vinde ligaen. Men en fjerdeplads i sæsonen og en efterfølgende sæson der sendte klubben ned i kampen for at undgå nedrykning, gjorde at Atkinson blev fyret.[28]
Alex Ferguson og hans assistent Archie Knox ankom fra Aberdeen på dagen for Atkinsons fyring[29] og styrede klubben til en 11. plads i førstedivision.[30] På trods af en andenplads i 1987-88, var klubben tilbage på 11. pladsen i 1988-89-sæsonen.[31] En sejr i FA Cup-finalen i 1990 over Crystal Palace efter omkamp (første kamp endte 3-3), reddede Fergusons karriere i klubben, efter at han angiveligt var tæt på at blive fyret.[32][33] Den følgende sæson vandt Manchester United sin første Cup Winners Cup-titel og deltog derfor i UEFA Super Cup 1991 hvor holdet slog Europa Cup-vinderne fra Røde Stjerne Beograd 1-0 i finalen på Old Trafford. Da holdet i 1992 kom i finalen i Liga Cuppen, var det anden gang i træk det lykkedes. Denne gang vandt holdet 1-0 over Nottingham Forest på Wembley Stadium.[28] I 1993 vandt klubben sit første mesterskab siden 1967 og et år senere blev mesterskabet genvundet, for første gang siden 1957. Sammen sæson vandt klubben FA Cuppen og hjemtog derfor den første "Double" i klubbens historie.[28]
Manchester Uniteds 1998-99-sæson blev den mest succesrige sæson i engelsk klubfodboldhistorie, da de blev den første engelske klub til at vinde Premier League, FA Cuppen og Champions League – The Treble – i den samme sæson.[35] På randen til at tabe 1-0 i Champions League-finalen 1999 scorede både Teddy Sheringham og Ole Gunnar Solskjær i overtiden af kampen, hvilket medførte at Manchester United vandt en dramatisk sejr over Bayern München, i hvad der kategoriseres som et af de største comebacks i historien.[36] Klubben vandt også Intercontinental Cuppen efter at have slået brasilianske Palmeiras i Tokyo[37]. Ferguson blev efterfølgende slået til ridder som konsekvens af hans meritter i fodbold.[38]
I 2000 deltog Manchester United i den første udgave af FIFA Club World Championships i Brasilien.[39] De genvandt også mesterskabet i 1999-00 og 2000-01. De blev nummer to i 2001-02, men tog titlen tilbage sæsonen efter. De vandt FA Cuppen 2003-04, efter en finalesejr på 3-0 over Millwall på Millennium Stadium i Cardiff.[40] I 2005-06-sæsonen i Champions League lykkedes det ikke klubben at komme videre fra gruppespillet for første gang i over ti år. De blev dog nummer to i ligaen og vandt Liga Cuppen efter en sejr over Wigan Athletic i finalen. De vandt mesterskabet igen i 2006-07 og 2007-08 og sikrede sig den europæiske double, da de vandt 6-5 på straffespark over Chelsea på Luzhniki Stadion i Moskva, i Champions League-finalen 2008. Ryan Giggs fik sin optræden nummer 759 for klubben i denne kamp og overgik dermed klublegenden Bobby Charltons rekord.[41] I december 2008 vandt klubben FIFA Club World Cup og fulgte det op med en sejr i Liga Cuppen i 2009 og en tredje sejr på stribe i Premier League.[42][43] Samme sommer blev Cristiano Ronaldo solgt til Real Madrid for en verdensrekord-sum på £80.000.000.[44] I 2010 lykkedes det for klubben at genvinde Liga Cuppen efter en sejr over Aston Villa på Wembley Stadium. Dette var første gang klubben genvandt en knockout-turnering.[45]
Efter at have endt som nummer 2, efter Chelsea, i sæsonen 2009-10, tog United deres 19 titel i sæsonen 2010-11, efter at have erobret mesterskabet med 1-1 ude mod Blackburn Rovers d. 14. maj 2011.[46]
Igen i sæsonen 2011-12 endte Manchester United på en 2. plads, lige efter Manchester City, som tog titlen i allersidste spillerunde. Sæsonen efter, i 2012-13, vandt de deres 20 mesterskab, efter en 3-0 sejr hjemme mod Aston Villa d. 22. april 2013.[47]
8. maj 2013 annoncerede Alex Ferguson, at han ville stoppe som manager for Manchester United ved enden af sæsonen, men at han ville fortsætte som direktør og klubambassadør.[48] Klubben præsenterede Everton-manager David Moyes dagen efter, og at han fra d. 1. juli 2013 ville være deres nye manager.[49][50][51] Han havde skrevet under på en seks-årig kontrakt.[52] Ryan Giggs tog over som spillende manager ti måneder senere, den 22. april 2014, da David Moyes blev fyret efter en dårlig sæson, hvor det ikke for klubben lykkedes sig at forsvare sin Premier League-titel og kvalificerer sig til UEFA Champions League.[53] Dette var første gang siden 1995-96.[53] Manchester United F.C. kvalificerede sig ej heller til UEFA Europa League, hvilket betød, at det var første gang siden 1990 at klubben ikke havde kvalificeret sig til en europæisk turnering.[54] Det blev bekræftet den 19. maj 2014, at Louis van Gaal erstattede Moyes som manager.[55] Han skrev under på en treårig aftale med Giggs som sin assistent.[55] Malcolm Glazer, der var chefen for Glazer-familien, der ejer klubben, døde den 28. maj 2014.[56]
Van Gaals karriere i klubben blev dog ikke så lang, idet han blev fyret efter to dage efter, at klubben i maj 2016 sikrede sig sit 12. FA Cup-trofæ. I stedet ansatte klubben José Mourinho, der i sin første sæson sikrede klubben tre trofæer: FA Community Shield, Liga-cuppen samt UEFA Europa League; i sidstnævnte turnering besejrede klubben Ajax 2-0 i finalen. Klubben sluttede dog samtidig på en skuffende sjetteplads i ligaen, men var med Europa League-sejren kvalificeret til Champions League den følgende sæson. I sæsonen 2017-18 klarede klubben sig bedre og fik med 81 point det bedste resultat siden tiden med Alex Ferguson; det var dog ikke tilstrækkeligt til et mesterskab, som gik til bysbørnene fra Manchester City F.C., der opnåede 100 point. Samtidig lykkedes det ikke United at vinde andre turneringer i denne sæson, og da klubben kort før jul 2018 blot lå på en sjetteplads, 19 point fra topholdet Liverpool, som United netop havde tabt til 1-3, blev Mourinho fyret et halvt år før kontraktens udløb.[57] Dagen efter fyringen blev Ole Gunnar Solskjær, der havde en stor karriere som spiller i klubben, præsenteret som cheftræner for resten af sæsonen 2018-19.[58]
Solskjær fik straks succes, og efter 19 kampe med 14 sejre og blot tre nederlag fik han i slutningen af marts 2019 en længere ansættelse med en kontrakt, der løb til sommeren 2022.[59]
Klubbens logo stammer fra Manchester Byråds våbenskjold, selvom det eneste der er tilbage i det nuværende logo er skibet der har sat fulde sejl.[60] Djævelen stammer fra klubbens kaldenavn "De Røde Djævle" eller "The Red Devils". Det var inkluderet i kampprogrammer og halstørklæder i 1960'erne og blev en del af klubbens logo i 1970, selvom logoet ikke kom på brystet af klubbens trøjer før i 1971 (medmindre klubben spillede i en cup-finale).[60]
Et fotografi af Newton Heath-holdet, taget i 1892, skulle angiveligt vise spillerne iført en rød og hvid trøje delt op i fire firkanter, samt blå shorts.[61] Mellem 1894 og 1896 var spillerne iført mere karakteristiske grønne og guld-trøjer.[61] Disse blev dog erstattet i 1896 af hvide trøjer med tilhørende blå shorts.[61] Efter navneskiftet i 1902 blev klubbens farver ændret til røde trøjer, hvide shorts og sorte strømper, hvilket siden har været Manchester Uniteds standard hjemmebanefarver.[61] Meget få ændringer blev lavet på tøjet indtil 1922, hvor klubben tog en hvid trøje med et rødt V rundt om nakken, meget li den der blev brugt i FA Cup finalen i 1909. De forblev en del af klubbens hjemmebanedragt frem til 1927.[61] I 1934 stillede klubben op i kirsebærfarvede og hvide horisontalt stribede trøjer. Den efterfølgende sæson vendte man dog tilbage til de røde trøjer efter klubbens dårligste ligaplacering nogensinde, en 20. plads i andendivision.[61] Den nuværende hjemmedragt er en rød trøje med hvid krave. Dertil hører hvide shorts og sorte strømper.[62]
Manchester Uniteds udebanedragt har oftest blot været en hvid trøje, sorte shorts og hvide strømper, men der har været flere undtagelser til dette. Disse inkluderer en marineblå trøje med horisontale sølvnålestriber der blev brugt i 1999-00-sæsonen[63] og den nuværende udebanetrøje er en hvid trøje med røde og sorte flade på ærmerne, sorte shorts og hvide strømper.[64] En hel grå trøje blev brugt i 1995-96-sæsonen, men den blev droppet efter to kampe, da spillerne sagde at de havde svært ved at se deres medspillere i forhold til tilskuerne.[65] I 2001 fejrede man Manchester United-navnets 100-års jubilæum med udgivelsen af en vendbar hvid/guld-trøje, selvom den rigtige kamp-trøje ikke var vendbar.[66]
Klubbens tredjetrøje har oftest været helt blå, hvilket senest skete i 2008-09-sæsonen for at fejre at det var 40 år siden klubben første gange brugte den, i forbindelse med den første Europa Cup-sejr i 1968.[67] Undtagelser inkluderer en blå- og hvidstribet trøje brugt i 1994-95-sæsonen, en helt sort trøje brugt i treble-sæsonen og hvide trøjer med sorte og røde horisontale nålestriber brugt fra 2003 til 2005.[68] Klubbens 2008-09-udebanedragt, hvid trøje med blå og rød udsmykning, med blå shorts og hvide strømper, blev brugt som klubbens tredjetrøje i 2009-10-sæsonen.[69][70]
|
|
|
|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
|
|
|
|
| |||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||||
| Old Trafford | |
|---|---|
 | |
| Generelle informationer | |
| Sted | Manchester, EnglandSir Matt Busby Way Old Trafford Greater Manchester England[73] |
| Bygget | Februar 1909 |
| Indviet | 19. februar 1910 |
| Kapacitet | 76.212[4] tilskuere |
| Siddepladser | 76.212[73][74] |
| Banestørrelse | 105 x 68 m |
| Underlag | Græs |
| Byggepris | £90.000 (1909) |
| Ejer | Ineos, Manchester United Limited  |
| Benyttes af/til | Manchester United F.C. England Sommer-OL 2012[75][76] |
| Eksterne henvisninger | |
| Officielt websted | |
Newton Heath spillede oprindeligt på North Road, tæt på jernbanegården. Den oprindelige kapacitet her var på 12.000, men folk fra klubben afgjorde at stadionet ikke havde de nødvendige faciliteter for en klub der håbede på at blive en del af The Football League.[77] Der fandt en lille udbyggelse sted i 1887 og i 1891 brugte Newton Heath de få penge de havde i reserve til at købe to store tilskuertribuner, der hver havde plads til 1.000 tilskuere.[78] Selvom man ikke talte hvor mange tilskuere der kom til kampene i starten på North Road, er den dokumenterede rekord på omkring 15.000 tilskuere til en førstedivisionskamp mod Sunderland den 4. marts 1893.[79] Et lignede fremmøde fandt sted til en venskabskamp mod Gorton Villa den 5. september 1889.[80]
I juni 1893, efter klubben var blevet smidt ud af North Road af dets ejere, Manchester Deans and Canons, der følte at klubben burde tage entre til stadionet, sikrede sekretæren A. H. Albut brugen af Bank Street-grunden i Clayton.[81] I starten var der ingen tribuner, men til starten af 1893-94-sæsonen var der blevet bygget to. Den ene var på langsiden og havde samme længde som banen. Den anden var bag det ene mål, den såkaldte "Bradford End". I den modsatte ende, "Clayton End", var jorden blevet "bygget op, så der var plads til tusinder".[81] Newton Heaths første ligakamp på Bank Street blev spillet mod Burnley den 1. september 1893, hvor der kom 10.000 mennesker. De manglende tribuner blev færdiglavet til den efterfølgende kamp mod Nottingham Forest tre uger senere.[81] I oktober 1895, inden Manchester City kom på besøg, købte klubben en tribune med plads til 2.000 fra Broughton Rangers rugby league club og satte en anden tribune op på "den reserverede side" (forskellig fra "den populære side"). Der kom dog ikke mere end 12.000 til kampen, på grund af vejret.[82]
Da Bank Street blev midlertidigt lukket af fogeden i 1902, samlede klubbens kaptajn, Harry Stafford, nok penge sammen til at komme til næste udekamp mod Bristol City og fandt en midlertidig bane til reserveholdets kamp mod Padiham.[83] Efter en finansiel investering, gav klubbens nye præsident, John Henry Davies, £500 til opførelsen af en ny tribune med plads til 1.000 på Bank Street.[84] I løbet af fire år havde stadionet dække på alle fire sider, ligesom der var plads til omkring 50.000 tilskuere, hvoraf nogle af dem kunne se fra udkigsposten ovenpå hovedtribunen.[84]
Men efter Manchester Uniteds første titel i 1908 og den efterfølgende FA Cup året efter, besluttedes det at Bank Street var for restriktivt for Davies ambitioner.[84] I februar 1909, seks uger inden klubbens første FA Cup-titel, blev Old Trafford afsløret som klubbens nye hjemmebane, efter der var blevet købt land for omkring £60.000. Arkitekten Archibald Leitch fik et budget på £30.000 til bygningen. De originale planer gav et stadion med plads til 100.000 tilskuere, men på grund af budget-restriktioner, endte der med at være plads til 77.000. Bygningen blev opført af Messrs Brameld and Smith of Manchester. Stadionrekorden blev sat den 25. marts 1939, da en FA Cup-semifinale mellem Wolves og Grimsby Town trak 76.962 tilskuere.[85]
Bombningen under anden verdenskrig ødelagde det meste af stadionet, kun den centrale tunnel på sydtribunen stod tilbage i det afsnit. Efter krigen modtog klubben en kompensation fra War Damage Commission på cirka £22.278. Mens rekonstruktionen stod på, spillede holdet sine hjemmekampe på Manchester Citys hjemmebane Maine Road. Manchester United skulle betale £5.000 om året i leje, plus en nominel procentdel af holdets entreindtægter.[86] Senere forbedringer inkluderede tilføjelse af tag, først til Stretford-enden og senere til nord- og østtribunen. Taget blev holdt op af søjler, der blokerede udsynet for flere af tilskuerne og de blev derfor senere erstattet af en udliggende konstruktion. Stretford-enden var den sidste til at modtage denne konstruktion og det var først færdig til 1993-94-sæsonen.[23] 25. marts 1957 blev fire 55 meter høje pyloner brugt første gang, efter de var blevet sat op. De havde hver 54 projektørlys og kostede omkring £40.000. De blev pillet ned igen i 1987 og erstattet af et lyssystem, der var en del af tagkonstruktionen på hver tribunen. Det er denne konstruktion der stadig bruges i dag.[87]
Taylorrapportens krav til at stadions skulle være et all-seater, formindskede Old Traffords kapacitet til 44.000 i 1993. I 1995 blev Nordtribunen udbygget til at have tre niveauer, hvilket fik kapaciteten op på 55.000. Mod slutningen af 1998-99-sæsonen, blev både Østtribunen og Vesttribunen udvidet til at have to niveauer og dermed kom kapaciteten op på omkring 67.000 og mellem juli 2005 og maj 2006 blev der tilføjet et niveau til både nordøst- og nordvest-hjørnet, hvilket gav 8.000 sæder mere. Dele af den nye opsætning blev brugt første gang 26. marts 2006, hvilket gav en Premier League-rekord på 69.070 tilskuere.[88] Rekorden blev skubbet kraftigt opad indtil det nåede maksimumniveau den 31. marts 2007, da 76.098 tilskuere så Manchester United slå Blackburn 4-1, med bare 114 sæder ubrugt (0,15 procent af den samlede kapacitet på 76.212).[89] I 2009 bragte en reorganisation af sæderne tilskuerkapaciteten ned med 255, til 75.957.[4][90]
Manchester United er angiveligt den mest populære fodboldklub i verden, med det højeste gennemsnitlige tilskuertal til hjemmekampe i Europa.[91] Klubbens verdensomspændende fan-base inkluderer 200 officielt anerkendte underafdelinger af Manchester United Supporters Club (MUSC) i mindst 24 lande.[92] Klubben udnytter denne støtte ved at tage på sommer-turnéer rundt omkring i verden. Revisor- og sportskonsulent-firmaet Deloitte, estimere at Manchester United har 75 millioner fans på verdensplan,[93] mens andre estimater siger at tallet er helt oppe omkring 333 millioner.[94] United har en af de største supporteropbakninger blandt fodboldklubber i verden.[95][93][94][96]
Tilhængerne bliver repræsenteret af to selvstændige instanser, Independent Manchester United Supporters Association (IMUSA), der opretholder en tæt kontakt til klubben gennem MUFC Fans Forum,[97] og Manchester United Supporters' Trust (MUST). Efter Glazer-familien overtog kontrollen med klubben i 2005, oprettede en gruppe af fans en ny fodboldklub, F.C. United of Manchester. Vesttribunen på Old Trafford, "Stretford Enden", huser nogle af klubbens mest højlydte fans.[98]
Manchester United har store rivalopgør med tre klubber, Liverpool, Manchester City og Leeds United.[100][101] Den hidsigst spillede kamp er ofte mod Liverpool, hvilket Ryan Giggs beskriver som "måske nok det bedst kendte opgør i engelsk fodbold",[102] da begge hold har domineret bestemte perioder af engelsk fodbold.[103] Rivaliseringen betragtes som en manifestation af de to byers konkurrence under den industrielle revolution, da de kæmpede for herredømmet over det nordvestlige England. Manchester var kendt for sin tekstilindustri, mens Liverpool var regnet for at have verdens bedste havn.[104] Opgørene har også haft sit del af hooliganismen. Under FA Cup-finalen 1996 spyttede en uidentificeret Liverpool-fan på Eric Cantona og slog ud efter Alex Ferguson, da det sejrende Manchester United-hold gik op ad trapperne på Wembley Stadium, for at modtage pokalen i den royale boks.[105] I en FA Cup-kamp i 2006 blev en ambulance, der transporterede Alan Smith, der brækkede benet under kampen, angrebet af Liverpool-fans.[106]
Uformelt kendt under navnet "Roses Rivalry",[107] har rivaliseringen med Leeds United sin oprindelse i Rosekrigene der blev udkæmpet mellem House of Lancaster og House of York, hvor Manchester United repræsentere Lancashire og Leeds United Yorkshire.[108] En uafhængig undersøgelse foretaget af Football Fans Census, viste at i engelsk fodbold er Leeds United og Manchester United begge i top tre over de klubber fans af andre klubber hader mest.[109]
Manchester United er blevet beskrevet som et globalt brand – en 2009-rapport vurderede klubbens varemærker og tilhørende intellektuel ejendom til £329 millioner og gav brandet et styrke-vurdering på AAA (ekstremt stærkt).[111] I 2010 rangerede Forbes Magazine Manchester United som det næstestørste sportsbrand i verden, kun overgået af New York Yankees og vurdere Manchester United-brandet til $285 millioner (16 procent af klubbens værdi på $1,835 milliarder).[96] Klubben er i øjeblikket nummer tre i Deloittes Football Money League, efter Real Madrid og FC Barcelona.[112]
Kernen i styrken på Manchester Uniteds globale brand, bliver ofte tillagt Matt Busbys genrejsning af holdet og efterfølgende succes efter München-ulykken, hvilket gav verdensomspændende anerkendelse.[98] Det ikoniske hold havde blandt andre Bobby Charlton og Nobby Stiles (begge en del af det engelske hold der vandt VM 1966 på hjemmebane), Denis Law og George Best. Den offensive tilgang til spillet som holdet havde (i modsætning til den defensivt indstillede "catenaccio"-spillestil, der blev brugt af de førende italienske klubber på den tid) fangede fantasien hos det engelske fodboldpublikum.[113] Busbys hold blev også knyttet til den liberalisering der foregik i den vestlige verden i 1960'erne. George Best, også kendt som den "femte Beatle på grund af hans ikoniske frisure, var den første fodboldspiller der formåede at skabe sig en succesfuld medie-profil uden for banen.[113]
Som den første engelske fodboldklub til at komme på London Stock Exchange i 1991, fik klubben en signifikant kapitalindsprøjtning, men hvilken den videreudviklede sin kommercielle strategi. Klubbens fokus på både kommerciel og sportslig succes, gav signifikant profit i en branche hvor tab oftere er reglen end undtagelsen.[114] Styrken på Manchester Uniteds brand blev forstærket af den intense medie-fokusering uden for banen på enkelte individuelle profiler, især David Beckham, der hurtigt udviklede sit eget globale brand. Denne bevågenhed skaber ofte mere interesse omkring det der sker inde på banen og heraf skabes sponsor-muligheder – værdien heraf drives af hvor meget klubben kommer på tv.[115] I den tid Beckham var i klubben, var hans popularitet over hele Asien, en vigtig del af klubbens kommercielle succes i denne del af verden.[116]
Fordi højere placeringer i ligaen giver en større del af tv-rettighederne, skaber sportslig succes en større indkomst for klubben. Siden begyndelsen på Premier League har Manchester United modtaget den største del af indtægterne fra BSkyBs transmissionsrettigheder.[117] Manchester United har også kontinuerligt haft den største kommercielle indkomst af alle engelske klubber – i 2005-06 genererede klubbene £51 millioner, i forhold til Chelseas £42,5 millioner, Liverpools £39,9 millioner, Arsenals £34 millioner og Newcastles £27.9 millioner. En vigtig sponsorrelation er med sportstøjsproducenten Nike, der styrer klubbens merchandise-operationer som en del af en 13-årig aftale indgået i 2002.[118] Gennem Manchester United Finance og klubbens medlemskabsskema, One Club, kan dem med en affinitet for klubben, købe forskellige varemærkede varer og servicer. Oven i det har Manchester United-brandets media-servicer, såsom klubbens egen tv-kanal MUFC, givet klubben mulighed for at ekspandere deres fanskare til flere end blot dem der er i nærheden af Old Trafford.[93]
I en aftale der umiddelbart skulle vare fem år og havde en værdi på £500.000, blev Sharp Electronics klubbens første trøjesponsor i begyndelsen af 1982-83-sæsonen – en aftale der varede frem til 1999-2000-sæsonen, da Vodafone overtog med en fire-årig aftale til en værdi af £30 millioner.[126] Vodafone gik med til en fireårig forlængelse til en værdi af £36 millioner, men stoppede aftalen efter to år i henhold til en klausul i kontrakten. Dette gjorde de for at fokusere mere på deres sponsorat i UEFA Champions League.[126]
Til at begynde fra 2006-07-sæsonen, havde den amerikanske forsikringsgigant AIG, lavet en aftale med klubben om en fireårig aftale til en værdi af £56,6 millioner. I september 2006 var det den mest værdifulde aftale i verden.[127][128] Fra 2010-11-sæsonen blev det amerikanske genforsikringsselskab Aon ny sponsor i klubben i fire år, i en aftale til en værdi af næsten £80 millioner, den mest værdifulde aftale der nogensinde er indgået i fodbold.[129]
Klubbens første trøjefabrikant var Umbro, indtil en femårig aftale med Admiral Sportswear blev indgået i 1975.[130] Adidas overtog kontrakten i 1980, inden Umbro kom tilbage i 1992.[131] Umbros sponsorat varede i ti år, efterfulgt af Nikes rekordaftale på £302,9 millioner, der løber til 2015. 3,8 millioner replica-trøjer blev solgt i løbet af de første 22 måneder firmaet stod for trøjerne.[132][133] Udover Nike og Aon, har klubben også flere mindre sponsorater, heriblandt med øl-firmaet Budweiser og bil-giganten Audi.[134]
Den 30. juli 2012 underskrev United en 7-årig aftale med det amerikanske bilselskab General Motors. Dette medførte at Aon blev udskiftet som trøjesponsor fra 2014-15 sæsonen. Den nye trøjeaftale lød på $80 millioner om året og havde en samlet værdi på $559 millioner. Aftalen indebar at General Motors brand Chevrolet skulle pryde trøjerne.[135][136] Nike annoncerede at de ikke ville forny deres aftale om levering af dragter til Manchester United efter 2014-15 sæsonen; årsagen var stigende omkostninger.[137][138] Siden begyndelsen af 2015-16 sæsonen har Adidas produceret Manchester Uniteds dragter, som en del af en 10-årig rekord aftale der mindst er £750 millioner værd.[139][140]
Oprindeligt blev klubben finansieret af Lancashire og Yorkshire Railway Company. Klubben blev i 1892 et aktieselskab, hvor de solgte aktier til lokale tilhængere for £1.[7] I 1902 investerede fire, lokale businessmænd, inklusiv den kommende direktør, J.H. Davies, £500 for at redde klubben fra konkurs. Efter hans død i 1927 var klubben igen tæt på at gå konkurs, men blev denne gang reddet af James W. Gibson, der efter at have investeret i klubben, overtog den.[11] Gibson forfremmede sin søn, Alan, som bestyrelsesmedlem i 1948,[141] men døde tre år senere. Familien beholdte ejerskabet af klubben,[142] men overdrog ledelsen til den tidligere spiller, Harold Hardman.[143]
Louis Edwards, en ven af Matt Busby, blev bestyrelsesmedlem et par dage efter München-ulykken, og begyndte kort efter at erhverve aktier. Han investerede £40.000, og fik derved 54 % af aktierne.[144] I januar 1964 overtog han kontrollen med klubben. Da Lillian Gibson døde i januar 1971 overdrog personen sine aktier til Alan Gibson, som derefter solgte en procentdel videre til Louis Edwards’ søn, Martin, i 1978. Martin Edwards blev direktør i 1980, efter hans far døde.[145] Medier rapporterede, at Robert Maxwell forsøgte at købe klubben, men kunne ikke komme op på Martin Edwards’ krav. I 1989 forsøgte Martin Edwards at sælge klubben til Michael Knighton for £20.000.000, men salget mislykkedes, og i stedet frafaldt Michael Knighton sin bestyrelsespost.[145]
Manchester United Football Club kom på aktiemarkedet i juni 1991. De modtog endnu et overtagelsestilbud i 1998 fra Rupert Murdochs British Sky Broadcasting Corporation. Dette resulterede i dannelsen af Shareholders United Against - nu Manchester United Supporters' Trust - der opfordrede klubbens tilhængere til at købe aktier i klubben for at undgå en udefrakommende overtagelse. Ledelsen i Manchester United accepterede et bud på £623 millioner,[146] men blev i sidste ende blokeret af Monopolies and Mergers Commission i april 1999.[147] Et par år senere opstod der en strid imellem klubbens manager, Sir Alex Ferguson, og hans væddeløbspartnere, John Magnier og JP McManus, som begge var betydningsfulde aktionærer. De forsøgte af fjerne Sir Alex Ferguson fra posten som klubbens manager.[148]
I maj 2005 købte Malcolm Glazer de 28,7 % aktier, som McManus og Magnier ejede.[149][150] Klubben blev vurderet til at være £800 millioner (ca. $1.5 milliarder) værd. I juli 2006 annoncerede klubben en £660.000.000 refinansieringspakke, der skulle nedbringe den store gæld, hvilket resulterede i en reduktion på 30 % i de årlige rentebetalinger til £62.000.000 om året. I januar 2010, hvor de på daværende tidspunkt havde opbygget en gæld på £716.500.000 ($1.170 millioner) udstedte de en obligationsudstedelse til en værdi af £504.000.000.
I august 2011 menes det, at Glazer henvendte sig til Credit Suisse, med henblik på en børsintroduktion på Singapore Exchange, som skulle øge klubbens værdi til ca. £2 milliarder.[151] Dog meddelte klubben at den i stedet søgte at blive børsintroduceret på New York Stock Exchange.[152] Aktierne blev oprindeligt sat til salg for imellem $16 og $20 pr. stk., men prisen blev skåret ned til $14 efter negative kommentarer fra Wall Streets analytikere og grundet Facebooks skuffende debut.[153] United blev i forbindelse med New York-noteringen registreret som hjemmehørende på Cayman Islands. Det fremgår af firmadokumenter, at klubben nu ejes af familiefonde med "tilknytning" til Glazer-familien via selskaber hjemmehørende i Nevada. Dermed er Manchester United lige som mange andre engelske klubber reelt hjemmehørende i skattely.[154] Manchester United værdisættes til 18,2 milliarder kr., hvilket gør klubben til den næstmest værdifulde fodboldklub i verden, kun overgået af Real Madrid C.F..[155]
|
|
|
|
For at se reserve- og akademitrupperne, se Manchester United F.C.-reserver og akademi.
For detaljer om tidligere spillere, se Manchester United F.C.-spillere og Kategori:Fodboldspillere fra Manchester United F.C..
For historikken om klubkaptajner, se Manchester United F.C. spillere (+100 kampe)
 | Denne artikel eller dette afsnit er forældet. |  |
| Tilgang | Afgang |
|---|---|
Kilde: [2]
| # | Navn | Karriere | Optrædener | Mål |
|---|---|---|---|---|
| 1 |  Ryan Giggs[159] |
1991 – 2014 | 963 | 168 |
| 2 |  Bobby Charlton |
1956 – 1973 | 758 | 249 |
| 3 | Paul Scholes |
1994 – 2013 | 718 | 155 |
| 4 | Bill Foulkes |
1952 – 1970 | 688 | 9 |
| 5 | Gary Neville |
1992 – 2011 | 602 | 36 |
| 6 | Wayne Rooney |
2004 – 2017 | 559 | 253 |
| 7 | Alex Stepney |
1966 – 1978 | 539 | 2 |
| 8 |  Tony Dunne |
1960 – 1973 | 535 | 2 |
| 9 | Denis Irwin |
1990 – 2002 | 529 | 33 |
| 10 | Joe Spence |
1919 – 1933 | 510 | 168 |
| # | Navn | Karriere | Optrædener | Mål | Mål per kamp |
|---|---|---|---|---|---|
| 1 | Wayne Rooney |
2004 – 2017 | 559 | 253 | 0.453 |
| 2 | Bobby Charlton |
1956 – 1973 | 758 | 249 | 0.328 |
| 3 |  Denis Law |
1962 – 1973 | 404 | 237 | 0.587 |
| 4 | Jack Rowley |
1937 – 1955 | 424 | 211 | 0.498 |
| 5 | Dennis Viollet |
1953 – 1962 | 293 | 179 | 0.611 |
 George Best |
1963 – 1974 | 470 | 179 | 0.381 | |
| 7 | Joe Spence |
1919 – 1933 | 510 | 168 | 0.329 |
| Ryan Giggs |
1991 – 2014 | 963 | 168 | 0.174 | |
| 9 | Mark Hughes |
1983 – 1986 1988 – 1995 |
467 | 163 | 0.349 |
| 10 | Paul Scholes |
1994 – 2011 2012 – 2013 |
718 | 155 | 0.216 |
Følgende spillere har vundet Ballon d'Or, mens de har spillet for Manchester United:
Denis Law – 1964[160][161] Bobby Charlton – 1966[160][161] George Best – 1968[161][160]
Cristiano Ronaldo – 2008[162][163][161][160]Følgende spillere har vundet Den Europæiske Gyldne Støvle, mens de har spillet for Manchester United:
Cristiano Ronaldo (31 mål) – 2008[164][165][166]Følgende spillere har vundet UEFA Årets Klubfodboldspiller, mens de har spillet for Manchester United:
David Beckham – 1999 Cristiano Ronaldo – 2008| År | Navn | Bemærkninger |
|---|---|---|
| 1878–1892 |  Ukendt |
|
| 1892–1900 | A. H. Albut[183] |
|
| 1900–1903 | James West[184] |
|
| 1903–1912 | J. Ernest Mangnall[185] |
|
| 1912–1914 | John Bentley[186] |
|
| 1914–1921 | Jack Robson[187] |
|
| 1921–1926 | John Chapman[188] |
|
| 1926–1927 | Lal Hilditch[189] |
|
| 1927–1931 | Herbert Bamlett[190] |
|
| 1931–1932 | Walter Crickmer[191] |
|
| 1932–1937 | Scott Duncan[192] |
Første manager uden for England |
| 1937–1945 | Walter Crickmer[191] |
|
| 1945–1969 | Matt Busby[193] |
Første manager efter 2. verdenskrig og den næstlængste siddende manager i klubbens historie |
| 1969–1970 | Wilf McGuinness[194] |
|
| 1970–1971 | Matt Busby[193] |
|
| 1971–1972 | Frank O'Farrell[195] |
Første manager uden for Storbritannien |
| 1972–1977 | Tommy Docherty[196] |
|
| 1977–1981 | Dave Sexton[197] |
|
| 1981–1986 | Ron Atkinson[198] |
|
| 1986–2013 | Alex Ferguson[199] |
Den mest succesfulde manager målt i trofæer og længst siddende manager i klubbens historie[199] |
| 2013–2014 | David Moyes[200] |
|
| 2014 | Ryan Giggs[201] |
Midlertidig spillende manager |
| 2014–2016 |  Louis van Gaal[202] | |
| 2016–2018[57] | José Mourinho |
|
| 2018-2021[58] |  Ole Gunnar Solskjær |
|
| 2021 | Michael Carrick |
Managervikar |
| 2021-2022 |  Ralf Rangnick |
Midlertidig manager |
| 2022- | Erik ten Hag |
Nuværende manager |
Manchester Uniteds første trofæ var i Manchester Cup, vundet som Newton Heath LYR i 1886.[203] I 1908 vandt klubben sin første ligatitel og vandt FA Cup det efterfølgende år. Manchester United vandt flest trofæer i 1990'erne; fem ligatitler, fire FA Cup, en League Cup, fem FA Community Shield (en delt), en UEFA Champions League, en UEFA Pokalvindernes Turnering, en UEFA Super Cup og en Intercontinental Cup.
Klubben har rekorden for flest titler i den bedste, engelske række (20), flest FA Cup-titler (11), og flest deltagelser i FA Cup-finaler (18).[204] Manchester United har rekorden for flest titler i Premier League (13), og den første, engelske klub til at vinde Mesterholdenes Europa Cup. Den seneste titel kom i hus i april 2013 med Premier League 2012-13-titlen.
Den eneste, store turnering, som Manchester United ikke har vundet, er UEFA Europa League, selvom de har kommet i kvartfinalerne i 1984-95, og i en tidligere form, Inter-Cities Fairs Cup, kommet til semifinalerne i 1964-65.[205][206][207]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
