Denne artikel eller dette afsnit er forældet. Gennemgående forældet. Bl.a. brug af befolkningsfremskrivning 2013-2027 fra 2013, budget fra 2013, erhvervsindeks 2010-2012, "Copenhagen Business Task Force" arbejdede 2011-2013, nuværende borgerrepræsentation blev valgt 2021 (ikke 2017), kilden til nuværende borgmesterposter er fra 2017, listen over borgmestre går kun til 2005.
Efter årtier med en stagnerende tendens i indbyggertallet, har kommunen i de senere år oplevet en stor befolkningstilvækst. Det forventes, at befolkningstilvæksten vil fortsætte frem mod 2027, hvor der ifølge fremskrivningerne vil være 665.000 indbyggere.[1] 1. juli 2024 havde kommunen 661.831 indbyggere. Kommunen beskæftiger mere end 50.000 ansatte, heraf cirka 40.000 årsværk[2] og er dermed landets næststørste offentlige arbejdsgiver, kun overgået af staten. Det samlede budget er på 47,2 mia. kr. (2013).
Københavns Kommune er centrum for storbyen København, der udgør det primære økonomiske centrum i Danmark, og landets eneste internationale storby. I Københavns Kommune ligger en række af de større danske selskaber, herunder fx A. P. Møller, Danske Bank, FLSmidth, Lundbeck, TDC og Carlsberg.
Københavns Kommunes erhvervsliv er bygget op om en højt specialiseret arbejdsstyrke og om kommunens centrale beliggenhed.
Københavns Kommune blev i 2010 placeret som nummer 83 ud af 96 i Dansk Industris indeks over erhversklima[3], fik i 2010 kommunen til at sætte et mål om, at stige ti pladser for hver efterfølgende måling. I de følgende to år blev placeringen forbedret, så kommunen i 2012 fik en placering som nummer 70.[4] I en tilsvarende undersøgelse i Børsen er kommunen blevet placeret som nummer henholdsvis 8 og 16 i 2010 og 2011.[5]
I forbindelse med de blandede evalueringer, har man fra Københavns Kommune taget initiativ til Copenhagen Business Task Force, der med Leif Beck Fallesen i spidsen er kommet med 77 konkrete anbefalinger til at sikre et bedre erhvervsliv i kommunen [6]
Kommunalbestyrelsen i Københavns Kommune er med sine 55 medlemmer Danmarks største – og benævnes Borgerrepræsentationen.[8] Som den eneste danske kommune benævnes kommunens øverste politiske og administrative leder overborgmester. Lederne af kommunens seks forvaltninger benævnes borgmestre. De kaldes også (uofficielt) fagborgmestre. Sammen med overborgmesteren udgør disse syv kommunens økonomiudvalg.
Siden januar 1998 har kommunen haft mellemformstyre med delt administrativ ledelse. Det betød, at det hidtidige magistratsstyre blev erstattet af et udvalgsbaseret styre, som man kender det fra landets øvrige kommuner. Mellemformstyret indebærer, at de enkelte fagudvalg kan træffe beslutninger på deres områder, hvilket giver mulighed for en hurtigere og mere effektiv sagsbehandling.
Lovgrundlag
Kommunen styres efter Styrelsesloven samt Styrelsesvedtægt for Københavns Kommune af 12. juni1997, der senest blev ændret den 22. marts 2018.[9]
Borgerrepræsentationens 55 medlemmer er på valg ved kommunalvalget hvert fjerde år. Den nuværende borgerrepræsentation indtil 31. december 2021 blev valgt ved kommunalvalget 21. november 2017. Efter kommunalvalget fik Borgerrepræsentationen følgende fordeling:
Overordnede sager besluttes i Borgerrepræsentationen, mens mindre sager behandles i kommunens syv stående udvalg, der ledes af hver sin borgmester. Det vigtigste er økonomiudvalget, hvis formand er overborgmesteren. Herunder en liste over de syv udvalg med den nuværende borgmester (i den rækkefølge posterne blev fordelt ved konstitueringen)[10]:
Ressort: Afdelingen varetog indtil 1938 administrationen af byens finanser, og posten som borgmester blev populært kaldet Finansborgmesteren. Fra 1938 administrerede afdelingen byens sygehuse, og borgmesteren kaldtes derfor Hospitalsborgmesteren.
Ressort: Afdelingen varetog hvad man kunne kalde tekniske funktioner og infrastruktur, veje, parker, og kirkegårde samt byplanlægning. Borgmesteren kaldtes undertiden Teknikborgmesteren eller Byplanborgmesteren.
I 1917 kom Magistratens 5. Afdeling til. Ressort: Afdelingen administrerede bl.a. Københavns Sporveje og senere byens miljø, borgmesteren kaldtes oprindeligt Sporvejsborgmesteren eller Trafikborgmesteren, senere Miljøborgmesteren.
I 1978 blev Magistratens 6. Afdeling oprettet. Ressort: Afdelingen varetog bl.a. bolig- og ejendomsfunktioner. Borgmesteren kaldtes undertiden Rådhusborgmesteren.
Stadens 32 mænd eller Københavns 32 mænd var en unik forsamling af respekterede borgere og handelsmænd, der efter de københavnske borgeres krav blev nedsat til at styre København ved enevældens oprettelse i 1660. Fordelen ved at sidde som en af de 32 mænd var, at man kunne få foretræde for kongen.
Forsamlingen blev i 1840 afløst af Københavns Borgerrepræsentation.
København har altid indtaget en særstilling i dansk politisk historie, og først relativt sent har byen fået en styreform, der kan kaldes demokratisk. Samtidig er byens nuværende mellemformstyre endnu nutildags unikt i Danmark, idet borgmesterposterne ikke kun besættes af det politiske flertal, men afspejler en konstitueringsaftale partierne imellem.
I de tidligste tider var byens særstatus udmøntet i, at den tilhørte kirken. Byen var en gave fra Valdemar 1. den Store til biskop Absalon. Dette forhold varede ved indtil 1416, hvor Erik 7. af Pommern fik byen til eje. Omend begrebet borgmester nævnes fra midten af 1300-tallet, og hovedstadens første stadsret (etableret i 1524) rummede lokale beføjelser, var den almindelige borgers indflydelse på bystyret meget beskeden.
Magistraten bestod af 3-4 borgmestre og et skiftende antal (normalt 6-8) rådmænd, som alle var kongevalgte. Den borgmester, som var formand for magistraten, havde titlen præsident, fra 1747overpræsident.
Byens nye privilegier bestod i, at borgerskabet sammen med magistraten fik ret til at vælge 32 borgere blandt byens velstående købmænd, som i fællesskab med magistraten skulle varetage byens anliggender (se Stadens 32 mænd).
Borgerrepræsentationen etableres
Denne styreform varede ved indtil 1840, hvor kong Christian 8. udstedte en ny forordning om kommunalbestyrelsen i København. Denne ordning lagde grundlaget for et mere moderne bystyre. Den 32 mand store forsamling, der med tiden var blevet selvsupplerende, blev afløst af en folkevalgt borgerrepræsentation på 36 medlemmer.
Men der var ikke tale om almindelig valgret. Valgret og valgbarhed var betinget af borgerskab og skattebetaling og for halvdelens vedkommende desuden af ejendomsbesiddelse. Blot 1,6% af hovedstadens indbyggere havde således valgret ved det første valg i 1840.
Magistraten bestod af en overpræsident og tre borgmestre samt seks rådmænd. Kongen udpegede overpræsidenten og borgmestrene, mens rådmændene fremover blev valgt af borgerrepræsentationen.
Stadig var borgerrepræsentationens indflydelse dog meget hæmmet; ikke mindst fordi de stridigheder, der måtte opstå mellem borgerrepræsentationen og magistraten, blev afgjort af kongens centrale forvaltningsorgan, det Danske Kancelli, der typisk bakkede magistraten op.
Kommunernes ret til selvstyre blev slået fast med Grundloven (1849), hvilket også påvirkede København. Beslutningskompetencen lå i fællesskab hos magistraten og borgerrepræsentationen, og magtfordelingen mellem de to var uforandret fra 1857 indtil 1938.
Borgerrepræsentationens status over for magistraten blev afklaret i 1857. Magten blev forskudt i retning af borgerrepræsentationen, der overtog nogle resortområder fra gamle direktioner og kommissioner. Samtidig skulle magistratens medlemmer nu fremover vælges af borgerrepræsentationen og efterfølgende stadfæstes af kongen. Den nye magistrat var sammensat af fire borgmestre, der blev valgt for livstid, og fire rådmænd, der blev valgt for seks år ad gangen. Overpræsidenten, der fremdeles blev kongeligt udpeget, var fortsat formand for magistraten.
Gruppen af kommunale valgberettigede blev gradvist udvidet i mere demokratisk retning. Det skete i 1861, 1865 og i 1908. Samtidig blev kommunens areal tredoblet, da den indlemmede kvartererne i Sundbyerne, Valby og Brønshøj m.fl. i 1902. Som en konsekvens af dette blev borgerrepræsentationen i 1902 udvidet til 42 medlemmer og i 1913 til 55, hvilket er det antal, forsamlingen stadig har. Efterhånden som de politiske partier opstod, begyndte borgmestrene ikke kun at optræde som embedsmænd, men som politikere. I 1903 erobrede Socialdemokratiet med Jens Jensen i spidsen finansforvaltningen (Magistratens 2. Afdeling) og dermed reelt magten i byen.
Den egentlige demokratisering af kommunen skete først i 1938, hvor borgerrepræsentationen fik tillagt enerådig beslutningskompetence, mens magistraten fik den administrative myndighed og blev reduceret til forvaltningsapparat. Konsekvensen blev, at overpræsidenten udtrådte af magistraten, og formandskabet overgik til den valgte overborgmester (Viggo Christensen). I realiteten var overpræsidenten allerede da i mange år ikke blevet udpeget af kongen som sådan, men af Indenrigsministeriet, og overpræsidenten var typisk en embedsmand fra et ministerium.
Kommunalreformen (1970) påvirkede også Københavns Kommune. Reformen tilsagde, at København skulle opretholdes som én kommune, der fortsat var både primærkommune og amtskommune. Magistratsordningen blev der ikke pillet ved, og København blev derfor fortsat styret af to organer, hvor borgerrepræsentationen var den besluttende myndighed, mens magistraten var den udøvende myndighed. Medlemmer af magistraten, der i alt havde et antal af syv inklusive overborgmesteren, skulle vælges blandt borgerrepræsentationens medlemmer. Samtidig blev rådmændene afskaffet.
Magistratsstyret fortsatte indtil 1998, hvor styrelsesloven blev ophævet. Erstatningen var det mellemformstyre, som kommunen stadig har. Det betyder, at kommunen stadig har en borgerrepræsentation på 55 medlemmer (inklusive de syv borgmestre). Den vælger et økonomiudvalg og seks stående udvalg, som opgaverne fordeles imellem. Overborgmesteren er formand for borgerrepræsentationen og økonomiudvalget. De seks borgmestre er formænd for deres respektive udvalg, og udvalgenes beslutninger udføres af tilsvarende forvaltninger.
Siden kommunens vokseværk i 1902 har det mange gange været foreslået at splitte byen op i mindre enheder. Forskellige skandaler, f.eks. KUC-sagen om misbrug af offentlige midler, dårlig revision og budgetoverskridelser har bl.a. ført til diskussioner om en opdeling af byen i mere borgernære enheder. I 1997-2001 blev der gennemført et forsøg med bydelsråd i fire bydele. Rådene varetog omkring 80% af de kommunale opgaver (ikke de amtslige).
I 2000 blev der derefter afholdt en vejledende folkeafstemning i kommunen om, hvorvidt lokalt bystyre skulle indføres. 33,6% stemte ja, 66,4% stemte nej, og stemmeprocenten var 70,5%. Kun i Valby var der et flertal for lokalt styre. Borgerrepræsentationen valgte på den baggrund at skrinlægge ideen om en opdeling af kommunen. Der bør tilføjes, at nogle af bydelsrådene, særligt det på Indre Østerbro, var præget af skandaler og stridigheder, hvilket gav et billede af rådenes arbejde som useriøst.
Kommunalreformen (2007) havde ikke nævneværdig effekt på Københavns Kommune. Eneste større ændring var, at Københavns Overpræsidium blev nedlagt med udgangen af 2006, og at Hovedstadens Sygehusfællesskab blev erstattet af Region Hovedstaden. Overborgmester Ritt Bjerregaard har offentligt tilkendegivet, at hun gerne så mellemformstyret erstattet af en flertalsstyre. VK-regeringen ønskede dog ikke at reformere hovedstadens styre på dette punkt.
Nicolai Jonge, Den Kongelige Hoved- og Residentz-Stad Kiøbenhavns Beskrivelse, forestillende Stadens Tilstand, Beskaffenhed oc Merkværdigheder i en sammenhængende Orden i de ældste, mellemste oc nyeste Tider, 1783. Online-udgaveArkiveret 8. april 2013 hos Wayback Machine
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Alternativet
Venstre
Socialdemokratiet
Radikale Venstre
Nye Borgerlige
Det Konservative Folkeparti
Uddybende artikel: Københavns Borgerrepræsentation
