From Wikipedia, the free encyclopedia
Sune Bysted Dalgård (9. maj 1922 på Frederiksberg – 10. august 2007) var en dansk historiker, dr.phil., landsarkivar og medstifter af Den Danske Forening.
| Sune Dalgård | |
|---|---|
| Født | 9. maj 1922 |
| Død | 10. august 2007 (85 år) |
| Nationalitet | Dansk |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Historiker |
| Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Hans forældre var skoleinspektør Anton Marinus Jensenius Dalgaard (død 1931) og hustru, kommunelærerinde Bodil Marie, født Bysted (død 1963), Hans Tavsensgade 3, 4.[1] Gift 1953 med kontorfuldmægtig Magda Rasmussen (1926-1991).[2]
Under besættelsen var Dalgård aktiv i den danske modstandsbevægelse og blev som følge heraf arresteret af Gestapo i december 1944 og indsat i Frøslevlejren.
Sune Dalgård var student fra Efterslægtsselskabets Skole i 1940 og blev cand.mag. i historie og dansk i 1947.[2]
I 1947 blev Dalgård ansat på Rigsarkivet, hvor han i 1962 blev overarkivar og leder af 1. afdeling. I perioden 1977-85 var han leder af Landsarkivet for Sjælland[3]. I 1962 blev han dr.phil. på disputatsen Dansk-norsk hvalfangst 1615-1660: en studie over Danmark-Norges stilling i europæisk merkantil expansion. 11. marts 1965 blev han medlem af Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie og i 1974 af Videnskabernes Selskab[4]. Selv i en relativ høj alder publiceredes tre værker fra hans hånd som en del af Historisk-filosofiske Meddelelser fra Videnskabernes Selskab: Poul Laxmands sag, 2000, Kanslere og Kancellier – især "tyske" – i Danmark og Holsten hen imod Enevælden, 2005, og Lidt om Vibeke Kruse, 2007.
Hans engagement i Den Danske Forening varede fra stiftelsen helt frem til hans død, hvor han ubrudt var med i styrelsen for foreningen. 1988-90 var han formand, og i mange år var han redaktør af foreningens blad, Danskeren.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.