Queen's Club-mesterskaberne

Queen's Club-mesterskaberne er en tennisturnering for mænd, der spilles på græs, og som årligt afholdes i juni i Queen's Club i West Kensington, London, Storbritannien. Turneringen er en del af ATP Tour, hvor den er kategoriseret som en ATP 500-turnering. Den markedsføres pt. under navnet cinch Championships på grund af et sponsorat. Inden da blev den i 30 år spillet under navnet Stella Artois Championships og derefter i to kortere perioder under navnene Aegon Championships og Fever-Tree Championships.

Queen's Club-mesterskaberne cinch Championships
Centre Court i Queen's Club
Arrangement
Grundlagt	1890; 134 år siden (1890)
Arrangør	The Lawn Tennis Association
Spillested	Queen's Club
Værtsby	London, Storbritannien
Underlag	Græs
Website	www.lta.org.uk/major-events/ fever-tree-championships/
ATP Tour
Kategori	ATP World Series (1990–97) ATP International Series (1998–2008) ATP World Tour 250 (2009–18) ATP 500 (2019-)
Deltagerfelt	32S / 16Q / 16D / 4DQ
Præmiesum	€ 2.255.655  (2024)
Flest titler
Herresingle	Andy Murray (5. titler)
Damesingle	Ethel Larcombe (6. titler)
Herredouble	Todd Woodbridge (5. titler) Mark Woodforde (5. titler) Bob Bryan (5. titler) Mike Bryan (5. titler)
Damedouble	Louise Brough (7. titler)
Senest opdateret: 23. juni 2024

Queen's Club-mesterskaberne er en af de ældste tennisturneringer i verden, idet den er blevet spillet på sin nuværende lokation siden 1890, og den er sammen med Halle Open den næstmest prestigefyldte græsbaneturnering for mænd, kun overgået af Wimbledon-mesterskaberne, som den fungerer som optaktsturnering for, og som begynder en uge efter Queen's Club-mesterskabernes afslutning. Andy Roddick har omtalt banerne i Queen's Club som "muligvis de bedste i verden".^[1]

Andy Murray er indehaver af rekorden for flest sejre i herresingleturneringen med fem vundne titler i perioden 2009-16. Indtil 1973 omfattede turneringen ligeledes en damesinglerække, hvor Ethel Thomson Larcombe er førende, idet hun vandt seks titler i perioden 1905-19.

Historie

Centre court under Queen's Club-mesterskaberne i 2009.

Turneringen blev oprindeligt spillet under navnet London Grass Court Championships. Dens oprindelse kan spores tilbage til 1884, hvor der blev afholdt en tennisturnering i London Athletic Club i Stamford Bridge, Fulham.^[2] Et år senere blev turneringen givet navnet "London Championships", og den blev afholdt udendørs på græs. I 1890 flyttede turneringen til dens nuværende lokation, Queen's Club, og der blev spillet to mesterskabsrækker: herresingle og damesingle. I 1903 blev en herredoublerække tilføjet, og turneringen blev i 1905 udvidet med et mesterskab i mixed double. I 1919 kompletteredes programmet endelig med tilføjelsen af damedouble. De to verdenskrige afbrød rækken af mesterskaber i perioderne 1915-18 og 1940-46. Turneringen blev nedlagt efter 1973-udgaven, men i 1977 genopstod den som et mesterskab udelukkende for mænd.^[3]

Tilskuerpladser på Centre Court under Queen's Club-mesterskaberne 2005.

I de første år blev turneringen nogle gange spillet før Wimbledon-mesterskaberne, mens den andre år blev spillet efter Wimbledon, men fra 1905 fik den fast plads i kalenderen i ugen før Wimbledon.^[4] I 1978 blev den imidlertid rykket frem, så der blev en uge mellem Queen's Club-mesterskaberne og Wimbledon. Tre år senere blev intervallet mellem French Open og Wimbledon-mesterskaberne, som tidligere havde varieret fra år til år, fastlagt til to uger, hvilket medførte, at Queen's Club-mesterskaberne i perioden 1981-2014 begyndte allerede dagen efter French Open-finalen i herresingle. Siden udvidelsen af græsbanesæsonen i 2015 er turneringen blevet spillet i den midterste af de tre uger mellem French Open og Wimbledon-mesterskaberne og starter derfor nu til dags en uge efter afslutningen på French Open og slutter en uge før starten på Wimbledon, der afholdes blot 6 km væk.^[5]

Queen's Club-mesterskaberne var en del af Grand Prix-serien i 1971 og 1973, men siden 1978 har turneringen fast været en del af Grand Prix-serien og dennes efterfølger, ATP Tour. Turneringen er pt. en ATP World Tour 500-turnering på ATP World Tour, idet den i 2015 i forbindelse med udvidelse af græsbanesæsonen fra fem til seks uger blev opgraderet fra en ATP World Tour 250-turnering.^[6][7]

I 2004-mesterskabet satte Andy Roddick en ny verdensrekord for den hurtigste registrerede serv med en måling på 153 mph (246,2 km/t) i kvartfinalesejren mod Thailands Paradorn Srichaphan.^[8]

Marin Čilić bliver interviewet efter sejren i Queen's Club-mesterskaberne 2012.

Bolddrengene og -pigerne stilles til rådighed af Nonsuch High School og St Philomena's Catholic High School for Girls, to skoler i London Borough of Sutton.^[9]

Hædersbevisninger

Turneringen er fem gange blevet kåret af spillerne som årets bedste i sin kategori på ATP Tour. I 2013 og 2014 modtog den hæderen som årets turnering i ATP World Tour 250-kategorien, mens den i 2015, 2016 og 2018 blev årets bedste turnering i kategorien ATP Tour 500.^[10]

Sponsorater

Fra 1979 til 2008 blev turneringen sponsoreret af Stella Artois og hed derfor officielt Stella Artois Championships.^[11] I 2009 skiftede den navn til Aegon Championships som følge af en omfattende sponsoraftale mellem The Lawn Tennis Association og Aegon, hvilket ligeledes førte til navneskifte for mange af de øvrige turneringer på højeste niveau i England i græsbanesæsonen, herunder turneringerne i Birmingham og Eastbourne.^[12] Fra 2018 til 2020 markedsføredes den under navnet Fever-Tree Championships.

I 2014 blev Hackett London turneringens officielle beklædningssponsor.

Vindere og finalister

Herresingle

Til og med 2015 delte otte mænd rekorden for flest singletitler ved mesterskabet. Major Ritchie, Anthony Wilding, Roy Emerson, John McEnroe, Boris Becker, Lleyton Hewitt, Andy Roddick og Andy Murray havde alle vundet titlen fire gange, men i 2016 blev Andy Murray den første til at vinde turneringen for femte gang. Roy Emerson er imidlertid ene om at have vundet turneringen fire år i træk, hvilket han præsterede i 1963-66.

Andy Roddick og Lleyton Hewitt dominerede turneringen i begyndelsen af det 21. århundrede, hvor de hver vandt fire titler.^[13]

År	Mester	Finalist	Finaleresultat
1890	Harry S. Barlow (1)	Wilfred Baddeley	3–6, 6–8, 6–1, 6–2, 6–2
1891	Harry S. Barlow (2)	Joshua Pim	6–4, 2–6, 6–0, 7–5
1892	Ernest W. Lewis (1)	Joshua Pim	6–4, 6–4, 3–6, 4–6, 6–1
1893	Joshua Pim (1)	Harold Mahony	1–6, 6–1, 6–8, 6–3
1894	Harold Mahony (1)	Harry S. Barlow	6–2, 6–3, 6–3
1895	Harry S. Barlow (3)	Manliffe Goodbody	6–4, 7–5, 5–7, 5–7, 10–8
1896	Harold Mahony (2)	Reginald Doherty	11–9, 6–4, 6–4
1897	Laurence Doherty (1)	Major Ritchie	6–2, 6–2, 6–2
1898	Laurence Doherty (2)	Harold Mahony	6–3, 6–4, 9–7
1899	Harold Mahony (3)	Arthur Gore	8–10, 6–2, 7–5, 6–1
1900	Arthur Gore (1)	Arthur W. Lavy	6–0, 6–2, 6–3
1901	Charles Dixon (1)	George Greville	6–1, 6–0, 4–6, 6–4
1902	Major Ritchie (1)	Charles Simond	6–3, 6–4, 6–0
1903	George Greville (1)	Charles Simond	6–1, 6–4, 7–9, 5–7, 6–4
1904	Major Ritchie (2)	Harold Mahony	6–3, 6–1, 6–1
1905	Holcombe Ward (1)	Beals C. Wright	Walkover
1906	Major Ritchie (3)	John M. Flavelle	6–0, 6–1, 7–5
1907	Anthony Wilding (1)	Major Ritchie	6–2, 6–1, 6–0
1908	Hare William Powell (1)	Major Ritchie	6–4, 3–3 opg.
1909	Major Ritchie (4)	Harry Parker	11–13, 6–4 6–1, 6–0
1910	Anthony Wilding (2)	Major Ritchie	6–4, 6–3, 2–0 opg.
1911	Anthony Wilding (3)	Alfred Beamish	7–5, 6–2, 6–3
1912	Anthony Wilding (4)	Otto Froitzheim	Walkover
1913	Arthur Lowe (1)	Wallace F. Johnson	7–5, 6–4, 4–6, 4–6, 6–4
1914	Arthur Lowe (2)	Percival Davson	6–2, 7–5, 6–4
1915-18	Ingen turneringer på grund af første verdenskrig
1919	Pat O'Hara Wood (1)	Louis Raymond	6–4, 6–0, 2–6, 7–5
1920	Bill Johnston (1)	Bill Tilden	4–6, 6–2, 6–4
1921	Zenzo Shimizu (1)	Mohammed Sleem	6–2, 6–0
1922	Henry Mayes (1)	Donald Greig	6–8, 6–2, 6–2, 6–1
1923	Vincent Richards (1)	Sydney M. Jacob	6–2, 6–2
1924	Algernon Kingscote (1)	Arthur Lowe	3–6, 8–6, 6–3, 6–2
1925	Arthur Lowe (3)	Henry Mayes	6–2, 9–7
1926	Henry Mayes (2)	Arthur Lowe	6–3, 6–2
1927	Henry Mayes (3)	D.M. Evans	6–3, 6–3
1928	Bill Tilden (1)	Francis Hunter	6–3, 6–2, 6–1
1929	Bill Tilden (2) og Francis Hunter (1)		Titel delt
1930	Wilmer Allison (1)	Gregory Mangin	6–4, 8–6
1931	John Olliff (1)	Edward Avory	3–6, 6–4, 6–2
1932	Jack Crawford (1)	Hendrik Timmer	1–6, 6–3, 6–3, 6–4
1933	Ellsworth Vines (1) og Lester Stoefen (1)		Titel delt
1934	Sidney Wood (1)	Frank Shields	6–4, 6–3
1935	Wilmer Allison (2) og Jimmy Jones (1)		Titel delt
1936	Don Budge (1)	David P. Jones	6–4, 6–3
1937	Don Budge (2)	Bunny Austin	6–1, 6–2
1938	Bunny Austin (1)	Kho Sin-Kie	6–2, 6–0
1939	Gottfried von Cramm (1)	Ghaus Mohammad	6–1, 6–3
1940-45	Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946	Pancho Segura (1)	Colin Long	6–4, 7–5
1947	Robert Falkenburg (1)	Colin Long	6–4, 7–5
1948	Robert Falkenburg (2) og Eric Sturgess (1)		Titel delt
1949	Ted Schroeder (1)	Gardnar Mulloy	8–6, 6–0
1950	John Bromwich (1)	Arthur Larsen	6–2, 6–4
1951	Eric Sturgess (2)	Frank Sedgman	6–4 5–7 6–2
1952	Frank Sedgman (1)	Mervyn Rose	10–8, 6–2
1953	Lew Hoad (1)	Ken Rosewall	8–6, 10–8
1954	Lew Hoad (2)	Mervyn Rose	8–6, 6–4
1955	Ken Rosewall (1)	Lew Hoad	6–2, 6–3
1956	Neale Fraser (1)	Ken Rosewall	7–5, 3–6, 9–7
1957	Ashley Cooper (1)	Neale Fraser	6–8, 6–2, 6–3
1958	Malcolm Anderson (1)	Robert Mark	1–6, 11–9, 6–3
1959	Ramanathan Krishnan (1)	Neale Fraser	6–3, 6–0
1960	Andrés Gimeno (1)	Roy Emerson	8–6, 6–3
1961	Bob Hewitt (1)	Robert McKinley	6–2, 6–3
1962	Rod Laver (1)	Roy Emerson	6–4, 7–5
1963	Roy Emerson (1)	Owen Davidson	6–1, 6–2
1964	Roy Emerson (2)	Toomas Leius	12–10, 6–4
1965	Roy Emerson (3)	Dennis Ralston	Walkover
1966	Roy Emerson (4)	Tony Roche	Walkover
1967	John Newcombe (1)	Roger Taylor	7–5, 6–3
1968	Clark Graebner (1) og Tom Okker (1)		Titel delt[14]
Åben æra
1969	Fred Stolle (1)	John Newcombe	6–3, 22–20
1970	Rod Laver (2)	John Newcombe	6–4, 6–3
1971	Stan Smith (1)	John Newcombe	8–6, 6–3
1972	Jimmy Connors (1)	John Paish	6–2, 6–3
1973	Ilie Năstase (1)	Roger Taylor	10–8, 6–3
1974-76	Ingen turneringer
1977	Raúl Ramírez (1)	Mark Cox	9–7, 7–5
1978	Tony Roche (1)	John McEnroe	8–6, 9–7
1979	John McEnroe (1)	Víctor Pecci	6–7, 6–1, 6–1
1980	John McEnroe (2)	Kim Warwick	6–3, 6–1
1981	John McEnroe (3)	Brian Gottfried	7–6, 7–5
1982	Jimmy Connors (2)	John McEnroe	7–5, 6–3
1983	Jimmy Connors (3)	John McEnroe	6–3, 6–3
1984	John McEnroe (4)	Leif Shiras	6–1, 3–6, 6–2
1985	Boris Becker (1)	Johan Kriek	6–2, 6–3
1986	Tim Mayotte (1)	Jimmy Connors	6–4, 2–1 opg.
1987	Boris Becker (2)	Jimmy Connors	6–7, 6–3, 6–4
1988	Boris Becker (3)	Stefan Edberg	6–1, 3–6, 6–3
1989	Ivan Lendl (1)	Christo van Rensburg	4–6, 6–3, 6–4
1990	Ivan Lendl (2)	Boris Becker	6–3, 6–2
1991	Stefan Edberg (1)	David Wheaton	6–2, 6–3
1992	Wayne Ferreira (1)	Shuzo Matsuoka	6–3, 6–4
1993	Michael Stich (1)	Wayne Ferreira	6–3, 6–4
1994	Todd Martin (1)	Pete Sampras	7–6(4), 7–6(4)
1995	Pete Sampras (1)	Guy Forget	7–6(3), 7–6(6)
1996	Boris Becker (4)	Stefan Edberg	6–4, 7–6(3)
1997	Mark Philippoussis (1)	Goran Ivanišević	7–5, 6–3
1998	Scott Draper (1)	Laurence Tieleman	7–6(5), 6–4
1999	Pete Sampras (2)	Tim Henman	6–7(1), 6–4, 7–6(4)
2000	Lleyton Hewitt (1)	Pete Sampras	6–4, 6–4
2001	Lleyton Hewitt (2)	Tim Henman	7–6(3), 7–6(3)
2002	Lleyton Hewitt (3)	Tim Henman	4–6, 6–1, 6–4
2003	Andy Roddick (1)	Sébastien Grosjean	6–3, 6–3
2004	Andy Roddick (2)	Sébastien Grosjean	7–6(4), 6–4
2005	Andy Roddick (3)	Ivo Karlović	7–6(7), 7–6(4)
2006	Lleyton Hewitt (4)	James Blake	6–4, 6–4
2007	Andy Roddick (4)	Nicolas Mahut	4–6, 7–6(7), 7–6(2)
2008	Rafael Nadal (1)	Novak Djokovic	7–6(6), 7–5
2009	Andy Murray (1)	James Blake	7–5, 6–4
2010	Sam Querrey (1)	Mardy Fish	7–6(3), 7–5
2011	Andy Murray (2)	Jo-Wilfried Tsonga	3–6, 7–6(2), 6–4
2012	Marin Čilić (1)	David Nalbandian	6–7(3), 4–3 diskv.
2013	Andy Murray (3)	Marin Čilić	5–7, 7–5, 6–3
2014	Grigor Dimitrov (1)	Feliciano López	6–7(8), 7–6(1), 7–6(6)
2015	Andy Murray (4)	Kevin Anderson	6–3, 6–4
2016	Andy Murray (5)	Milos Raonic	6–7(5), 6–4, 6–3
2017	Feliciano López (1)	Marin Čilić	4–6, 7–6(2), 7–6(8)
2018	Marin Čilić (2)	Novak Djokovic	5–7, 7–6(4), 6–3
2019	Feliciano López (2)	Gilles Simon	6–2, 6–7(4), 7–6(2)
2020	Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien
2021	Matteo Berrettini (1)	Cameron Norrie	6–4, 6–7(5), 6–3
2022	Matteo Berrettini (2)	Filip Krajinović	7–5, 6–4
2023	Carlos Alcaraz (1)	Alex de Minaur	6–4, 6–4
2024	Tommy Paul (1)	Lorenzo Sonego	6–1, 7–6(8)

Herresinglevindere fordelt på lande

Land	Titler	Første titel	Seneste titel
USA	34	1905	2024
Storbritannien	31	1890	2016
Australien	26	1919	2006
Tyskland	6	1939	1996
Spanien	5	1960	2023
New Zealand	4	1907	1912
Sydafrika	2	1951	1992
Tjekkoslovakiet	2	1989	1990
Kroatien	2	2012	2018
Japan	1	1921	1921
Canada	1	1927	1927
Indien	1	1959	1959
Rumænien	1	1973	1973
Mexico	1	1977	1977
Sverige	1	1991	1991
Bulgarien	1	2014	2014
Italien	1	2021	2021

Herredouble siden 1969

Nedenstående liste er ikke komplet, idet den kun indeholder vindere og finalister i perioden siden 1969.

År	Mester	Finalist	Finaleresultat
1969	Owen Davidson Dennis Ralston	Ove Nils Bengtson Thomaz Koch	8–6, 6–3
1970	Tom Okker Marty Riessen	Arthur Ashe Charlie Pasarell	7–9, 6–4, 9–7
1971	Tom Okker (2) Marty Riessen (2)	Stan Smith Erik Van Dillen	8–6, 4–6, 15–13
1972	Jim McManus Jim Osborne	Jürgen Fassbender Karl Meiler	4–6, 6–3, 7–5
1973	Tom Okker (3) Marty Riessen (3)	Ray Keldie Raymond Moore	6–4, 7–5
1974–76	Ingen turneringer
1977	Anand Amritraj Vijay Amritraj	John Lloyd David Lloyd	6–1, 6–2
1978	Bob Hewitt Frew McMillan	Fred McNair Raúl Ramírez	6–2, 7–5
1979	Tim Gullikson Tom Gullikson	Marty Riessen Sherwood Stewart	6–4, 6–4
1980	Rod Frawley Geoff Masters	Paul McNamee Sherwood Stewart	6–2, 4–6, 11–9
1981	Pat Du Pré Brian Teacher	Kevin Curren Steve Denton	3–6, 7–6, 11–9
1982	John McEnroe Peter Rennert	Victor Amaya Hank Pfister	7–6, 7–5
1983	Brian Gottfried Paul McNamee	Kevin Curren Steve Denton	6–4, 6–3
1984	Pat Cash Paul McNamee (2)	Bernard Mitton Butch Walts	6–4, 6–3
1985	Ken Flach Robert Seguso	Pat Cash John Fitzgerald	3–6, 6–3, 16–14
1986	Kevin Curren Guy Forget	Darren Cahill Mark Kratzmann	6–2, 7–6
1987	Guy Forget (2) Yannick Noah	Rick Leach Tim Pawsat	6–4, 6–4
1988	Ken Flach (2) Robert Seguso (2)	Pieter Aldrich Danie Visser	6–2, 7–6
1989	Darren Cahill Mark Kratzmann	Tim Pawsat Laurie Warder	7–6, 6–3
1990	Jeremy Bates Kevin Curren (2)	Henri Leconte Ivan Lendl	7–6, 6–4
1991	Todd Woodbridge Mark Woodforde	Grant Connell Glenn Michibata	7–6, 6–4
1992	John Fitzgerald Anders Järryd	Goran Ivanišević Diego Nargiso	6–4, 7–6
1993	Todd Woodbridge (2) Mark Woodforde (2)	Neil Broad Gary Muller	6–4, 6–7, 6–3
1994	Jan Apell Jonas Björkman	Todd Woodbridge Mark Woodforde	5–7, 7–6, 6–4
1995	Todd Martin Pete Sampras	Jan Apell Jonas Björkman	6–4, 6–2
1996	Todd Woodbridge (3) Mark Woodforde (3)	Sébastien Lareau Alex O'Brien	6–2, 6–7, 6–3
1997	Mark Philippoussis Patrick Rafter	Sandon Stolle Cyril Suk	6–2, 4–6, 7–5
1998	Todd Woodbridge & Mark Woodforde (4) og Jonas Björkman & Patrick Rafter (2)		Titel delt
1999	Sébastien Lareau Alex O'Brien	Todd Woodbridge Mark Woodforde	6–3, 7–6
2000	Todd Woodbridge (5) Mark Woodforde (5)	Jonathan Stark Eric Taino	7–6, 6–4
2001	Bob Bryan Mike Bryan	Eric Taino David Wheaton	6–3, 6–2
2002	Wayne Black Kevin Ullyett	Mahesh Bhupathi Maks Mirny	7–6, 3–6, 6–3
2003	Mark Knowles Daniel Nestor	Mahesh Bhupathi Maks Mirny	6–3, 6–4
2004	Bob Bryan (2) Mike Bryan (2)	Mark Knowles Daniel Nestor	6–3, 6–4
2005	Bob Bryan (3) Mike Bryan (3)	Jonas Björkman Maks Mirny	7–6(9), 7–6(4)
2006	Paul Hanley Kevin Ullyett (2)	Jonas Björkman Maks Mirny	6–4, 7–6
2007	Mark Knowles (2) Daniel Nestor (2)	Bob Bryan Mike Bryan	7–5, 6–4
2008	Daniel Nestor (3) Nenad Zimonjić	Marcelo Melo André Sá	6–4, 7–6(3)
2009	Wesley Moodie Mikhail Juzjnyj	Marcelo Melo André Sá	6–4, 4–6, [10–6]
2010	Novak Djokovic Jonathan Erlich	Karol Beck David Škoch	7–6(6), 2–6, [10–3]
2011	Bob Bryan (4) Mike Bryan (4)	Mahesh Bhupathi Leander Paes	6–7(2), 7–6(4), [10–6]
2012	Maks Mirny Daniel Nestor (4)	Bob Bryan Mike Bryan	6–3, 6–4
2013	Bob Bryan (5) Mike Bryan (5)	Alexander Peya Bruno Soares	4–6, 7–5, [10–3]
2014	Alexander Peya Bruno Soares	Jamie Murray John Peers	4–6, 7–6, [10–4]
2015	Pierre-Hugues Herbert Nicolas Mahut	Nenad Zimonjić Marcin Matkowski	6–2, 6–2
2016	Pierre-Hugues Herbert (2) Nicolas Mahut (2)	Chris Guccione André Sá	6–3, 7–6(5)
2017	Jamie Murray Bruno Soares (2)	Julien Benneteau Édouard Roger-Vasselin	6–2, 6–3
2018	Henri Kontinen John Peers	Jamie Murray Bruno Soares	6–4, 6–3
2019	Feliciano López Andy Murray	Rajeev Ram Joe Salisbury	7–6(6), 5–7, [10–5]
2020	Ingen turnering på grund af COVID-19-pandemien
2021	Pierre-Hugues Herbert (3) Nicolas Mahut (3)	Reilly Opelka John Peers	6–4, 7–5
2022	Nikola Mektić Mate Pavić	Lloyd Glasspool Harri Heliövaara	6–3, 6–7(3), [10–6]
2023	Ivan Dodig Austin Krajicek	Taylor Fritz Jiří Lehečka	6–4, 6–7(5), [10–3]
2024	Neal Skupski Michael Venus	Taylor Fritz   Karen Khatjanov	4–6, 7–6(5), [10–8]

Herredoublemestre siden 1969 fordelt på land

Land	Titler[15]	Første titel	Seneste titel
USA	34	1969	2023
Australien	24	1969	2018
Frankrig	6	1986	2021
Canada	5	1999	2012
Sverige	4	1992	1998
Storbritannien	4	1990	2024
Holland	3	1970	1973
Kroatien	3	2022	2023
Sydafrika	3	1978	2009
Zimbabwe	3	2002	2006
Indien	2	1977	1977
Bahamas	2	2003	2007
Serbien	2	2008	2010
Brasilien	2	2014	2017
Rusland	1	2009	2009
Israel	1	2010	2010
Hviderusland	1	2012	2012
Østrig	1	2014	2014
Finland	1	2018	2018
Spanien	1	2019	2019
New Zealand	1	2024	2024

Damesingle

Damesinglemesterskabet er blevet spillet siden 1890, hvor London-mesterskabet for første gang blev spillet i Queen's Club. Mesterskabet blev afgjort i udfordringsrunden, hvor den forsvarende mester, May Jacks, besejrede vinderen af all comers-turneringen, Maud Shackle, med 6-2, 6-1.^[16] Året efter var rollerne byttet om, og udfordreren, Maud Shackle, vandt 6-2, 4-6, 6-3 over den forsvarende mester, May Jacks.^[4] Hun forblev mester indtil 1894, hvor hun ikke forsvarede sin titel, og i hendes fravær blev mesterskabet vundet af Edith Austin efter finalesejr over Charlotte Cooper.^[17]

Systemet med udfordringsrunden blev afskaffet i 1897, hvor den forsvarende mester, Charlotte Cooper, derfor måtte starte i første runde på lige fod med de andre syv spillere, men det forhindrede hende ikke i at genvinde titlen efter at have besejret Edith Austin i finalen med 2–6, 6–2, 6–2.^[18] Udfordringssystemet blev dog genindført i 1899, hvor en udhvilet forsvarende mester, Charlotte Cooper, i udfordringsrunden mistede sin titel til vinderen af all comers-turneringen, Edith Austin, der vandt med 12–10, 2–6, 9–7 i udfordringskampen.^[19] Fra 1901 afskaffedes udfordringsrunden igen – denne gang permanent.^[20]

I begyndelsen af 1950'erne var der en tendens til at topspillerne kun stillede op i damedouble som optakt til Wimbledon-mesterskaberne ugen efter, og derfor var doublerækken ofte stærkere besat end singleturneringen.^[21][22]

År	Mester	Finalist	Finaleresultat	Ref.
1890	May Jacks (1)	Maud Shackle	6–2, 6–1	[16]
1891	Maud Shackle (1)	May Jacks	6–2, 4–6, 6–3	[4]
1892	Maud Shackle (2)	Edith Austin	6–2, 6–3	[23]
1893	Maud Shackle (3)	Edith Austin	6–2, 6–1	[24]
1894	Edith Austin (1)	Charlotte Cooper	8–6, 11–9	[17]
1895	Maud Shackle (4)	Edith Austin	6–2, 7–5	[25]
1896	Charlotte Cooper (1)	Agatha Templeman	6–3, 6–2	[26]
1897	Charlotte Cooper (2)	Edith Austin	2–6, 6–2, 6–2	[18]
1898	Charlotte Cooper (3)	Edith Austin	6–4, 3–6, 8–6	[27]
1899	Edith Austin (2)	Charlotte Cooper	12–10, 2–6, 9–7	[19]
1900	Charlotte Cooper (4)	Edith Greville	6–4, 6–1	[28]
1901	Edith Greville (3)	Ethel Thomson	6–1, 6–1	[20]
1902	Charlotte Cooper (5)	Ruth Durlacher	6–0, 6–0	[29]
1903	Agnes Morton	Edith Greville	6–4, 5–7, 6–0	[30]
1904	Agnes Morton (1)	Ellen Stawell-Brown	6–2, 6–3	[31]
1905	Ethel Thomson (1)	Edith Greville	6–3, 6–4	[32]
1906	Ethel Thomson (2)	Mildred Coles	6–2, 6–1	[33]
1907	Violet Pinckney (1)	Dorothea Lambert Chambers	2–6, 6–3, 6–4	[34]
1908	Violet Pinckney (2)	Dorothea Lambert Chambers	6–3, 6–2	[35]
1909	Aurea Edgington (1)	Madeline Fisher O'Neill	6–2, 1–6, 6–3	[36]
1910	Gladys Lamplough (1)	Edith Johnson	6–2, 6–0	[37]
1911	Mildred Coles (1)	Agnes Morton	6–2, 6–0	[38]
1912	Ethel Larcombe (3)	Dorothy Holman	6–1, 6–0	[39]
1913	Ethel Larcombe (4)	Aurea Edgington	6–2, 10–8	[40]
1914	Ethel Larcombe (5)	Beryl Tulloch	6–1, 6–2	[41]
1915-18	Ingen turneringer på grund af første verdenskrig
1919	Ethel Larcombe (6)	Dorothy Holman	6–4, 8–6	[42]
1920	Dorothy Holman (1)	Ethel Larcombe	Walkover	[43]
1921	Mabel Clayton (1)	Dorothy Holman	6–4, 8–6	[44]
1922	Mabel Clayton (2)	Mrs. W. Keays	6–3, 6–4	[45]
1923	Elizabeth Ryan (1)	Geraldine Beamish	6–3, 1–6, 6–2	[46]
1924	Elizabeth Ryan (2)	Doris Covell Craddock	6–1, 6–4	[47]
1925	Elizabeth Ryan (3)	Ermyntrude Harvey	6–0, 6–1	[48]
1926	Dorothy Hill (1)	Eileen Bennett	7–5, 6–2	[49]
1927	Dorothy Hill (2)	Enid Broadbridge	6–0, 6–1	[50]
1928	Joan Ridley (1)	Helene Nicolopoulo	4–6, 6–1, 6–0	[51]
1929	Elizabeth Ryan (4)	Elsie Goldsack	6–2, 2–6, 6–2	[52]
1930	Madge List (1)	Margaret Stocks	6–1, 6–3	[53]
1931	Elsie Pittman (1)	Kitty Godfree	9–7, 6–4	[54]
1932	Dorothy Andrus Burke (1)	Jadwiga Jędrzejowska	1–6, 7–5, 6–4	[55]
1933	Helen Wills-Moody (1) og Elsie Pittman (2)		Titlen delt[56]	[57]
1934	Jacqueline Goldschmidt (1)	Dorothy Burke	5–7, 6–2, 6–0	[58]
1935	Anita Lizana (1) og Sylvia Henrotin (1)		Titlen delt[56]	[59]
1936	Jadwiga Jędrzejowska (1)	Dorothy Andrus Burke	6–2, 6–4	[60]
1937	Jadwiga Jędrzejowska (2)	Kay Stammers	6–3, 6–0	[61]
1938	Jadwiga Jędrzejowska (3)	Hilde Sperling	6–3, 6–0	[62]
1939	Jadwiga Jędrzejowska (4)	Hilde Sperling	6–1, 6–4	[63]
1940-45	Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946	Pauline Betz (1)	Margaret Osborne	6–8, 6–3, 6–3	[64]
1947	Louise Brough (1)	Margaret Osborne	6–4, 6–0	[65]
1948	Doris Hart (1) og Margaret Osborne duPont (1)		Titlen delt[56]	[66]
1949	Louise Brough (2)	Margaret Osborne duPont	3–6, 6–1, 6–3	[67]
1950	Doris Hart (2)	Margaret Osborne duPont	4–6, 6–4, 6–4	[68]
1951	Shirley Fry (1)	Nancy Chaffee	6–3, 8–6	[69]
1952	Hazel Redick-Smith (1)	Betty Wilford	6–3, 8–6	[21]
1953	Jean Rinkel-Quertier (1)	Heather Brewer	6–1, 4–6, 6–2	[70]
1954	Louise Brough (3)	Shirley Fry	6–1, 6–4	[71]
1955	Louise Brough (4)	Jean Forbes	6–3, 6–1	[72]
1956	Angela Buxton (1)	Pat Ward	6–4, 6–0	[73]
1957	Mimi Arnold (1)	Zsuzsa Körmöczy	6–1, 5–7, 6–3	[74]
1958	Bernice Carr (1)	Margaret Varner	6–4, 5–7, 8–6	[75]
1959	Yola Ramírez (1)	Christiane Mercelis	2–6, 6–1, 6–3	[76]
1960	Christine Truman (1)	Karen Hantze Susman	6–4, 6–3	[77]
1961	Margaret Smith (1)	Nancy Richey	6–0, 4–6, 6–2	[78]
1962	Rita Bentley (1)	Lorna Cawthorn	7–5, 7–5	[22]
1963	Robyn Ebbern (1)	Rita Bentley	6–3, 6–3	[79]
1964	Margaret Smith (2)	Ann Haydon Jones	6–3, 6–3	[80]
1965	Annette Van Zyl (1)	Christine Truman	6–3, 4–6, 6–4	[81]
1966	Françoise Dürr (1)	Judy Tegart	6–4, 6–4	[82]
1967	Nancy Richey (1)	Kerry Melville	2–6, 6–2, 6–4	[83]
1968	Ann Haydon Jones (1) og Nancy Richey (2)		Titel delt[56]	[84]
1969	Ann Haydon Jones (2)	Winnie Shaw	6–0, 6–1	[85]
1970	Margaret Court (3)	Winnie Shaw	2–6, 8–6, 6–2	[86]
1971	Margaret Court (4)	Billie Jean King	6–3, 3–6, 6–3	[87]
1972	Chris Evert (1)	Karen Krantzcke	6–4, 6–0	[88]
1973	Olga Morozova (1)	Evonne Goolagong	6–2, 6–3	[89]

Damedouble

Fra begyndelsen af 1950'erne var der en tendens til at topspillerne kun stillede op i damedouble (og ikke i damesingle) som optakt til Wimbledon-mesterskaberne ugen efter, og derfor var doublerækken ofte stærkere besat end singleturneringen.^[21][22]

År	Mester	Finalist	Finaleresultat	Ref.
1919	Dorothea Lambert Chambers Elizabeth Ryan	Ethel Larcombe Phyllis Satterthwaite	4–6, 6–2, 7–5	[42]
1920	Ethel Larcombe Phyllis Satterthwaite	Doris Craddock Miss Marriott	6–4, 6–1	[43]
1921	Dora Geen Winifred McNair	Mrs. Atkey Miss Foulger	6–4, 6–3	[44]
1922	Mrs. B. May Mrs. van Praagh	Mrs. Brown Mrs. Ellis	7–5, 6–1	[45]
1923	Elizabeth Ryan (2) Dorothea Lambert Chambers (2)	?  ?	Gruppespil	[46]
1924	?  ?	?  ?	?	[47]
1925	Ermyntrude Harvey Dorothea Lambert Chambers (3)	Mrs. Backhouse Mrs. Carritt	6–0, 6–0	[48]
1926	Ermyntrude Harvey (2) Dorothea Lambert Chambers (4)	E. Clarke Dorothy Hill	6–1, 9–7	[49]
1927	Bobbie Heine Irene Peacock	Phyllis Covell Gwen Sterry	6–3, 6–3	[50]
1928	Eileen Bennett Ermyntrude Harvey (3)	E. Clarke Muriel Thomas	6–2, 4–6, 6–2	[51]
1929	Elsie Goldsack C. Jameson	May Bundy Marjorie Morrill	6–3, 7–5	[52]
1930	Cilly Aussem Elizabeth Ryan (3)	Betty Nuthall Eileen Whittingstall	3–6, 6–2, 6–4	[53]
1931	Anne Harper Midge van Ryan	Kitty Godfree Margaret Stocks	7–5, 6–4	[54]
1932	Peggy Michell Dorothy Round	Anne Harper Sarah Palfrey	6–0, 6–3	[55]
1933	Simonne Mathieu / Elizabeth Ryan (4) og Ermyntrude Harvey (4) / Phoebe Holcroft-Watson		Titlen delt[56]	[57]
1934	Doris Howard Colette Rosambert	Dorothy Burke Sylvia Henrotin	6–2, 3–6, 8–6	[58]
1935	Jadwiga Jędrzejowska Susan Noel	Joan Hartigan Nell Hopman	8–6, 6–4, 6–3	[59]
1936	Dorothy Andrus Sylvia Henrotin	Josane Sigart de Meulemeester Nelly Adamson	6–4, 5–7, 6–2	[60]
1937	Sylvia Henrotin (2) Dorothy Andrus (2)	Mary Hardwick Ermyntrude Harvey	8–6, 6–1	[61]
1938	Margaret Morphew Bobbie Heine Miller	Jadwiga Jędrzejowska Muriel Thomas	4–6, 6–0, 6–0	[62]
1939	Sylvia Henrotin (3) Dorothy Andrus (3)	Jadwiga Jędrzejowska Billie Yorke	6–2, 6–2	[63]
1940-45	Ingen turneringer på grund af anden verdenskrig
1946	Louise Brough Margaret Osborne	Pauline Betz Doris Hart	6–2, 6–4	[64]
1947	Louise Brough (2) Margaret Osborne (2)	Nancye Wynne Bolton Nell Hopman	6–2, 6–2	[65]
1948	Louise Brough (3) / Margaret Osborne (3) og Shirley Fry / Mary Prentiss		Titlen delt[56]	[66]
1949	Gussie Moran Pat Todd	Joy Gannon Betty Hilton	6–3, 9–7	[67]
1950	Louise Brough (4) Margaret Osborne (4)	Shirley Fry Doris Hart	6–2, 6–4	[68]
1951	Shirley Fry Doris Hart	Nancye Wynne Bolton Margaret Osborne duPont	3–6, 6–1, 6–3	[69]
1952	Louise Brough (5) Maureen Connolly	Gwendy Love Beryl Penrose	6–4, 5–7, 6–3	[21]
1953	Maureen Connolly (2) Julie Sampson	Helen Fletcher Jean Rinkel-Quertier	6–4, 10–8	[70]
1954	Louise Brough (6) Margaret Osborne (5)	Barbara Kimbrell Baba Madden Lewis	6–1, 6–1	[71]
1955	Beverly Fleitz Darlene Hard	Anne Shilcock Angela Mortimer	8–6, 3–6, 6–3	[72]
1956	Louise Brough (7) Shirley Fry (2)	Althea Gibson Angela Buxton	6–3, 7–5	[73]
1957	Althea Gibson Darlene Hard (2)	Mary Hawton Thelma Long	6–4, 2–6, 6–3	[74]
1958	Maria Bueno / Althea Gibson og Mary Hawton / Thelma Long		Titlen delt[90]	[75]
1959	Beverly Fleitz (2) Christine Truman	Jeanne Arth Darlene Hard	7–5, 6–4	[76]
1960	Maria Bueno (2) Darlene Hard (3)	Karen Hantze Janet Hopps	6–1, 7–5	[77]
1961	Karen Hantze Billie Jean King	Margaret Hunt Lynn Hutchings	6–2, 13–15, 6–2	[78]
1962	Justina Bricka Margaret Smith	Maria Bueno Darlene Hard	6–3, 6–2	[22]
1963	Anna Dmitrijeva Judy Tegart	Angela Mortimer Yola Ramírez	6–1, 6–0	[79]
1964	Ann Haydon Jones Renée Schuurman	Deidre Catt Elizabeth Starkie	6–1, 6–3	[80]
1965	Margaret Smith (2) Leslie Turner	Maria Bueno Billie Jean Moffitt	10–8, 6–2	[81]
1966	Norma Baylon Annette van Zyl	Rosie Casals Billie Jean King	3–6, 6–2, 11–9	[82]
1967	?  ?	?  ?	?	[83]
1968	Ingen vinder kåret[91]			[84]
1969	Rosie Casals Billie Jean King (2)	Françoise Dürr Ann Haydon Jones	8–6, 6–4	[85]
1970	Rosie Casals (2) Billie Jean King (3)	Karen Krantzcke Kerry Melville	6–4, 6–3	[86]
1971	Rosie Casals (3) Billie Jean King (4)	Mary-Ann Curtis Val Ziegenfuss	6–3, 6–2	[87]
1972	Rosie Casals (4) Billie Jean King (5)	Brenda Kirk Pat Pretorius	5–7, 6–0, 6–2	[88]
1973	Rosie Casals (5) Billie Jean King (6)	Françoise Dürr Betty Stöve	4–6, 6–3, 7–5	[89]

Statistik

Lleyton Hewitt og Mark Philippoussis ved Queen's Club-mesterskaberne 2005.

Spillere

Flest titler i alt

• Andy Murray (6 i alt: 5 single- og 1 doubletitler).
• John McEnroe (5 i alt: 4 single- og 1 doubletitler).

Flest singletitler

• Andy Murray (5)
• Major Ritchie, Anthony Wilding, Roy Emerson, John McEnroe, Boris Becker, Lleyton Hewitt, Andy Roddick (4)

Flest singlefinaler

• Major Ritchie (8)
• John McEnroe (7)
• Harold Mahony, Roy Emerson (6)
• Arthur Lowe, Jimmy Connors, Boris Becker, Andy Murray (5)

Yngste vinder

• Boris Becker, 17 år 207 dage i 1985.

Ældste vinder

• Major Ritchie, 38 år i 1909

Ældste vinder i den åbne æra

• Feliciano López, 37 år i 2019

Lavest rangerede vinder

• Scott Draper, rangeret som nr. 108 på ATP's verdensrangliste i 1998.

Lavest rangerede finalist

• Laurence Tieleman, rangeret som nr. 253 på ATP's verdensrangliste i 1998.

Vindere af to rækker samme år

• Pete Sampras i 1995 (double sammen med Todd Martin)
• Mark Philippoussis i 1997 (double sammen med Patrick Rafter)
• Feliciano López i 2019 (double sammen med Andy Murray)

22 af de seneste 25 Wimbledon-mestre i herresingle har deltaget i Queen's Club-mesterskaberne. Adskillige spillere har vundet både Queen's Club- og Wimbledon-mesterskabet i herredouble samme år, herunder Don Budge, Roy Emerson, John McEnroe, Jimmy Connors, Boris Becker, Pete Sampras, Lleyton Hewitt, Rafael Nadal og Andy Murray.

Kampe

Goran Ivanišević og Mario Ančić spiller double ved Queen's Club-mesterskaberne 2004.

Længste finale

• Pete Sampras mod Tim Henman, 151 minutter i 1999. Sampras vandt kampen 6-7(1), 6-4, 7-6(4).

Korteste finale

• Michael Stich mod Wayne Ferreira, 57 minutter i 1993. Stich vandt kampen 6-3, 6-4.

Længste kamp (tid)

• Arthur Ashe mod Barnard Mitten, 6 timer og 16 minutter i tredje runde i 1979. Ashe vandt kampen 7-6, 6-4, 15-13.

Længste kamp (flest partier)

• Nduka Odizor mod Guy Forget, 65 partier i anden runde i 1987. Odizor vandt kampen 7-6, 4-6, 22-20.

Tilskuere

Centre Court har en kapacitet på 6.479 tilskuere. Det højeste samlede tilskuertal for hele ugen forekom i 2003, hvor 52.553 tilskuere overværede turneringen. Det højeste tilskuertal for en enkelt dag var 8.362 den 11. juni 2003.