fransk prinsesse, som giftede sig med prins Valdemar (1865-1909) From Wikipedia, the free encyclopedia
Marie Amélie Françoise Hélène d'Orléans (født 13. januar 1865 på Ham House i Surrey i England, død 4. december 1909 i København) var prinsesse af Huset Orléans, en sidegren til den gamle franske kongeslægt Bourbon.
| Marie af Orléans | |
|---|---|
 | |
| Prinsesse af Danmark | |
| Ægtefælle | Prins Valdemar af Danmark (g. 1885) |
| Børn | |
| Fulde navn | Marie Amélie Françoise Hélène |
| Hus | Huset Orléans |
| Far | Robert af Orléans, hertug af Chartres |
| Mor | Françoise af Orléans |
| Født | 13. januar 1865 Ham House nær London, England |
| Død | 4. december 1909 (44 år) Det Gule Palæ, København, Danmark |
| Hvilested | Roskilde Domkirke |
| Religion | Romersk-katolsk |
Prinsesse Marie var det ældste barn af Robert af Orléans, hertug af Chartres og hans hustru, Françoise af Orléans. De var begge børnebørn af kong Ludvig-Filip af Frankrig, Borgerkongen, den sidste franske konge. Maries farbroder var Greven af Paris og familiens overhoved.
Blandt Maries søskende var prins Jean, hertug af Guise, der senere blev overhoved for den franske kongefamilie, og søsteren Prinsesse Marguerite af Orléans, der var genstand for den senere Christian 10.s første forelskelse.
Marie boede de første år af sit liv i England, hvor hendes familie var flyttet til, mens deres rival, Napoleon 3., havde magten i Frankrig. Efter Napoleons fald flyttede familien i 1871 tilbage til Frankrig.
Familien levede en relativ normal eksistens og med få midler til rådighed, og Marie beskrev sig selv som "une bourgeoise".
I 1885 i Frankrig blev hun gift med Prins Valdemar 1858-1939, den yngste søn af kong Christian IX og dronning Louise af Hessen.
Da Marie var katolik og Valdemar protestant, måtte de havde pavens godkendelse til ægteskabet. Den fik de på betingelse af, at eventuelle sønner skulle opdrages protestantisk, mens eventuelle døtre skulle opdrages katolsk.
Bryllupsfestlighederne foregik over flere dage, først med en civil vielse i Paris og senere en kirkelig vielse på slottet Château d'Eu, der tilhørte den franske kongefamilie.
Parret fik som bolig Det Gule Palæ i København og Bernstorff Slot lidt nord for byen.
Valdemar og Marie havde et godt ægteskab ifølge nogle kilder, mens andre påstår, at det var mindre lykkeligt. Prinsessen var ukonventionel og fulgte sit eget hjerte og ikke den kongelige etikette. Hun var klog, energisk og en begavet kunstner og maler. I den danske offentlighed var Marie en populær person. I familien var hun også forholdsvis vellidt, mens hendes slægtninge ikke brød sig om hendes facon og manglende værdighed. Marie selv var usnobbet, gik ind for social ligestilling og interesserede sig ikke for, hvad andre mente om hende. Marie fik Hoffets tilladelse til, meget mod sædvane, at bevæge sig ud i byen uden hoffolk.
Hun opdrog sine børn meget frit, og hjemmet var inspireret af hendes kunstneriske personlighed. Ofte var der besøg af tidens kunstnere, politikere og sømænd, da hendes mand var i flåden. Hun var på venskabelig fod med Herman Bang og skrev i et brev til ham: ”Man skal ikke lade sig affarve af sine omgivelser.”
Marie var politisk aktiv og arbejdede aktivt for at give Venstrereformpartiet del i den politiske magt i Danmark. [1] Op til systemskiftet deltog hun i de rådslagninger med bl.a. H. N. Andersen, der førte til, at Johan Henrik Deuntzers blev udnævnt til Konseilspræsident. Som Christian 9.s "yndlingssvigerdatter" lykkedes det hende at påvirke kongen til at udnævne Deuntzer. [1] Hun forsøgte ligeledes altid at varetage Frankrigs politiske interesser. Hendes politiske iver var noget, hendes svoger og svigerinde, kejser Alexander 3. og kejserinde Dagmar, fandt meget irriterende, da hun konstant sendte breve og opfordringer til dem.
Marie døde i 1909 efter kort tids sygdom, mens prins Valdemar var på en længere sørejse.[2]
Prinsesse Marie var på mange måder hjertelig og skilte sig ud. Da hun ankom til København, kastede en pige blandt tilskuerne en buket blomster lige igennem kareten, som prinsessen sad i, og da den ramte en taler, brød prinsessen ud i latter. Et andet eksempel på, at hun havde hjertet på rette sted, var, da hun som den eneste deltog i begravelsen af en af Københavns originaler. Ved ildebrand var prinsessen ofte at finde blandt dem, der hjalp til med slukningen. Hun blev udnævnt til æresbrandmajor og bar en særlig uniform.
Hun havde en ukonventionel tatovering på overarmen: Et anker og hendes ordsprog: "Qui s'en grogne, je m'en moque", der kan oversættes til: "Den, der brokker sig, er jeg ligeglad med".
Et monument for prinsesse Marie (en buste af Carl Martin-Hansen), finansieret af en indsamling, blev i 1912 opstillet på Langelinie tæt på St. Alban's English Church. En marmorbuste af hende står på Bernstorff Slot.
| Ludvig-Filip af Frankrig | |||||||||||||
| Ferdinand Filip, hertug af Orléans | |||||||||||||
| Maria Amalia af Begge Sicilier | |||||||||||||
| Robert d'Orléans | |||||||||||||
| Friedrich Ludwig, arveprins af Mecklenburg-Schwerin | |||||||||||||
| Helene af Mecklenburg-Schwerin | |||||||||||||
| Karoline af Sachsen-Weimar | |||||||||||||
| Marie d'Orléans | |||||||||||||
| Ludvig-Filip af Frankrig | |||||||||||||
| François d'Orléans | |||||||||||||
| Maria Amalia of Begge Sicilier | |||||||||||||
| Françoise af Orléans | |||||||||||||
| Pedro I af Brasilien | |||||||||||||
| Francisca af Bragança | |||||||||||||
| Maria Leopoldine af Østrig | |||||||||||||
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
