Remove ads
Christian 10. (født Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm 26. september 1870 på Charlottenlund Slot, død 20. april 1947 på Amalienborg Slot i København) var konge af Danmark fra 1912 til 1947 og konge af Island fra 1918 til 1944.
| Christian 10. | |
|---|---|
| Valgsprog: Min Gud, mit Land, min Ære. | |
 | |
| Konge af Danmark (mere..) | |
| Regerede | 14. maj 1912 – 20. april 1947 (34 år og 341 dage) |
| Forgænger | Frederik 8. |
| Statsministre | |
| Efterfølger | Frederik 9. |
| |
| Ægtefælle | Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin (g. 1898) |
| Børn | |
| Fulde navn | Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm |
| Hus | Glücksburgske slægt |
| Far | Frederik 8. af Danmark |
| Mor | Louise af Sverige-Norge |
| Født | 26. september 1870 Charlottenlund Slot nær København |
| Død | 20. april 1947 (76 år) Amalienborg Slot, København |
| Hvilested | 1947 Roskilde Domkirke |
| Beskæftigelse | Konge |
| Signatur |  |
| Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen.svg) 1888 |
Han var søn af Frederik 8. og den tredje danske konge af den Glücksburgske (Lyksborgske) slægt. Christian 10.s valgsprog var Min Gud, mit Land, min Ære. Efter 2. Verdenskrig blev han kaldt "Rytterkongen" pga. sine daglige rideture rundt i København under Besættelsen.
Remove ads
Tidlige år
Fødsel og familie
Prins Christian blev født natten til mandag den 26. september 1870 på sine forældres sommerresidens Charlottenlund Slot nord for København i sin bedstefar Kong Christian 9.'s regeringstid.[1] Hans far var Kronprins Frederik af Danmark (den senere Kong Frederik 8.), der var ældste søn af Kong Christian 9. og Dronning Louise. Hans mor var Kronprinsesse Louise (den senere Dronning Louise), der var den eneste datter af Kong Karl 15. af Sverige, som tillige var konge af Norge som Karl 4., og Dronning Louise. Dagen efter skrev H.C. Andersen i sin dagbog: "Inat før 12 blev en Prinds født af Kronprindsessen, hele Byen flaggede i Dag i det smukke Veir"[2]. Han blev døbt med navnene Christian Carl Frederik Albert Alexander Vilhelm den 31. oktober i Christiansborg Slotskirke af Sjællands biskop Hans Lassen Martensen.[3]
Opvækst og uddannelse
Prins Christian voksede op som den ældste af otte søskende i forældrenes residenspalæ, Frederik VIII's Palæ på Amalienborg i København, og i familiens sommerresidens Charlottenlund Slot lidt nord for København. Kronprinsparrets børn blev opdraget af deres mor, hvad der var usædvanligt for tiden, hvor opdragelsen af kongelige børn som regel blev varetaget af guvernanter. Under deres mors opsyn modtog kronprinsparrets børn en forholdsvis streng kristent domineret opdragelse, som lagde vægt på nøjsomhed, pligtopfyldelse, flid, regelmæssighed og orden.[4] Prins Christian havde et særlig tæt forhold til sin to år yngre lillebror Prins Carl, der senere blev konge af Norge, og de to prinser blev konfirmeret sammen i Christiansborg Slotskirke i 1887.[5]
Prins Christian tog som privatist studentereksamen (examen artium) i 1889 som den første prins i det danske kongehus.[5] Herefter fik han en officersuddannelse i livgarden, hvorefter han gjorde tjeneste ved forskellige regimenter. Han blev kronprins i 1906, da hans far, Frederik 8., blev konge. Han blev udnævnt til generalmajor i 1908.
Christian 10. var frimurer fra 1912 til sin død i 1947 [6]. Han fungerede som formand (højeste styrer) for Den Danske Frimurerorden[7] med titlen Viseste Salomo Vicarius.
Ægteskab
Som ung var Prins Christian forelsket i den franske Prinsesse Marguerite af Orléans, der var lillesøster til hans farbror Prins Valdemars hustru Prinsesse Marie af Orléans. Følelserne var dog ikke gengældte, og efter et par års ulykkelig forelskelse giftede hun sig i 1896 med Marie-Armand-Patrice de Mac-Mahon, hertug af Magenta, søn af den franske marskal og præsident Patrice Mac-Mahon.[8]
Under et ophold i Cannes i marts 1897 mødte han og forelskede sig i Hertuginde Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin, der var datter af Storhertug Frederik Frans 3. af Mecklenburg-Schwerin og Storfyrstinde Anastasia Mikhailovna af Rusland. De blev forlovet allerede den 24. marts 1897. Kort efter forlovelsen var indgået, døde storhertugen pludseligt i april 1897 som blot 46-årig. Hans pludselige død er omgærdet med nogen mystik, da det først blev rapporteret, at han havde begået selvmord ved at kaste sig ud fra en bro.[9] Men ifølge den officielle beretning døde han i sin have, da han under et anfald af åndenød faldt ud over en lav mur.[10] Brylluppet blev fejret den 26. april 1898 i Cannes.
Christian og Alexandrine fik to sønner:
- Prins Frederik (Frederik 9.) 11. marts 1899
- Prins Knud (Arveprins Knud) 27. juli 1900.
Christian og Alexandrine fik tildelt Christian VIII's Palæ på Amalienborg som deres residens samt Sorgenfri Slot som sommerresidens. Fra 1899 til 1902 blev Marselisborg Slot desuden opført som en folkegave til parret. I 1914 opførte Christian 10. endvidere villaen Klitgården ved Skagen.
Tidlige regeringstid
Tronbestigelse
Han blev konge den 14. maj 1912 ved faderen Frederik 8.'s død. Christian 10. var en høj, myndig officerstype, alvorlig og pligtopfyldende. Med sin militære fremtoning mindede han meget om sin farfar, Christian 9. Sammen med sin dronning rejste han til alle dele af landet og besøgte også Grønland, Island og Færøerne. Traditionen med kongehusets årlige sommertogt på kongeskibet Dannebrog, som stadig finder sted i dag, blev grundlagt af Kong Christian og Dronning Alexandrine.
1. Verdenskrig
Ved 1. verdenskrigs udbrud i 1914 gik Christian 10. sammen med sin regering ind for, at Danmark skulle føre en neutralitetspolitik. Han deltog den 18.-19. december 1914 i det såkaldte trekongermøde i Malmø sammen kong Haakon 7. af Norge (Christians bror) og kong Gustav 5. af Sverige (Christians mors fætter) for at drøfte de nordiske landes neutralitet. Det lykkedes kongen og hans regering at holde landet uden for krigen bl.a. ved minespærring af danske farvande i 1914.
Da den nye grundlov af 1915 gav kvinder (og tyende) stemmeret, arrangerede Dansk Kvindesamfund et optog med ca. 20.000 deltagere, som gik til kongen for at takke ham. Kongen udtalte bl.a. følgende: "På et sted kan kvinderne ikke undværes, og det er i hjemmene. Her kan kvindens indflydelse ikke erstattes, thi gennem barnets kærlighed til hjemmet vækkes kærligheden til vort fælles hjem, Danmark".[11]
Mellemkrigstiden
Påskekrise
Uddybende artikel: Påskekrisen (1920)
Da første verdenskrig i 1918 endte med tysk nederlag, opstod muligheden for at få Sønderjylland genforenet med Danmark. Kongens ønske var, at den nye grænse skulle gå ved Slien, men ved folkeafstemningen den 14. marts 1920 stemte et flertal i Mellemslesvig for at forblive tysk, mens Nordslesvig stemte dansk. Mange danskere mente, at grænsen i hvert fald burde gå syd for Flensborg. Rigsdagen var splittet. Den radikale regering under C. Th. Zahle var imod at indlemme Flensborg, men efterhånden stod stemmerne 70 for og 70 imod. Det fik kongen til at afskedige Zahle-regeringen og indsætte en ny under ledelse af kongens advokat Otto Liebe. Det blev af mange Radikale og Socialdemokratiske politikere og vælgere opfattet som grundlovsstridigt, og De samvirkende Fagforbund (LO) besluttede at gå i generalstrejke, mens andre grupper krævede republikken indført.
Foto: Bruun Rasmussen Kunstauktioner
Påskedag den 4. april 1920 bøjede kongen sig for presset, afskedigede Liebe og udnævnte et forretningsministerium, som fik til opgave at udskrive folketingsvalg. Kuppet gjorde Christian 10. upopulær blandt de Radikale Venstres og Socialdemokraternes vælgere. Valget gav dog kongen oprejsning. Ved Genforeningen blev Christian 10. atter det nationale samlingspunkt, da han den 10. juli 1920 red over grænsen ved Taps på en hvid hest og derefter mødte sønderjyderne på Dybbøl og ved Kruså.
2. Verdenskrig
Efter den tyske besættelse 9. april 1940 blev kongen i udlandet et symbol på Danmarks holdning til nazismen. 22. november 1942 offentliggjorde The Washington Post et billede af kongen med en ledsagetekst, der ironisk kaldte ham et offer for nazismen. Det amerikanske dagblad påstod dermed, at Danmark kun ydede symbolsk modstand mod besættelsen.[12] Det blev anledning til en propaganda i modsat retning, der skulle retfærdiggøre Danmarks holdning. Takket være denne propaganda blev kongen meget populær under besættelsen, hvilket bl.a. afspejlede sig i et stort salg af kongemærker. Han opfordrede danskerne til at optræde værdigt over for tyskerne.
I forbindelse med kongens 72-års fødselsdag i september 1942 indtrådte en alvorlig krise (den såkaldte "telegramkrise") i det dansk-tyske forhold: Hitler sendte et lykønskningstelegram til kongen, som lakonisk besvarede det med ”Min bedste tak”. Hitler blev rasende, og tyskerne stillede krav om en mere tyskvenlig regering under ledelse af Erik Scavenius. Han var udenrigsminister efter forslag fra kongen. Fra dansk side anså man det for nødvendigt at acceptere ham for at undgå en fuldstændig tysk overtagelse af landet. Men et år senere, 29. august 1943, overtog den tyske besættelsesmagt alligevel fuldstændig kontrollen af Danmark. Efter at kong Christian 10. kom til skade ved et fald fra hesten, overtog kronprins Frederik forhandlingerne.
Om aftenen 4. maj 1945 kom befrielsesbudskabet over BBC, og dagen efter holdt kongen en radiotale til det danske folk.[13][14] 9. maj talte han til den genåbnede rigsdag.[15]
Sidste år
Død
Christian 10. døde 20. april 1947 på Amalienborg[16]. På trods af at kongen stod bag Scavenius' samarbejdspolitik[17][18], smykkedes hans castrum doloris i Christiansborg Slotskirke med et frihedskæmperarmbind fra modstandsbevægelsen[19]. Han blev gravlagt i Glücksburgernes kapel i Roskilde Domkirke og fulgtes på tronen af sin søn Frederik 9.
Remove ads
Kong Christian den X's Bro, der forbinder Jylland og Als over Als Sund i Sønderborg, Kong Christian X's Gigthospital i Gråsten, Christianskirken i Kongens Lyngby og Christianskirkjan i Klaksvik på Færøerne er opkaldt efter kongen. Christian 10. har desuden fået opkaldt gader efter sig flere steder i landet. Christian X's Allé i Lyngby-Taarbæk Kommune blev opkaldt efter kongen i 1942.[20]
I 1952 blev der opstillet en rytterstatue af Christian 10. udført af Victor Kvedéris på Axeltorv i Nakskov. I 1954 blev Einar Utzon-Franks rytterstatue af Christian 10. opstillet på Sankt Annæ Plads i København, mens Helen Schous rytterstatue af kongen blev opstillet på Bispetorvet i Aarhus i 1955.
Legenden om Kongen og jødestjernen
Under Den anden Verdenskrig blev Christian 10. genstand for en række legender eller propagandahistorier, der især drejede sig om de danske jøder. Den historie, der blev bedst kendt og som stadig cirkulerer i udlandet, er beretningen om, at Christian 10 skulle have båret jødestjerne offentligt i København for at vise sin sympati med jødernes sag. Legenden opstod under krigen, men den fik ny næring efter krigen ved at blive genfortalt i Leon Uris' bog Exodus fra 1952, der blev en international bestseller. Beretningen om, hvordan kongen og – på hans bud – hele den danske befolkning demonstrerede mod tyskerne ved at bære jødestjerne, fylder kun nogle få linjer, men den fortælles så realistisk, at mange læsere vil tro, det drejer sig om historiske sandheder. Den blev også genfortalt i filmen Exodus. Det var imidlertid ikke Leon Uris, der opfandt historien. Dens oprindelse kan, med rimelig sikkerhed, spores til dansk-amerikanske kredse i USA. Dette er blevet påvist af Vilhjálmur Örn Vilhjálmsson i The King and the Star. Myths created during the Occupation of Denmark[12]
Hvad romanforfatteren Leon Uris angår, så var han ude i zionistisk ærinde i en periode, hvor det nyskabte Israel ikke var særlig populært i USA. Men mytens rigtige ophavsmænd havde heller ikke det mål at skabe en heltedyrkelse omkring kongen. De dansk-amerikanske forretningsmænd og skibsredere i New York ønskede simpelthen at redde Danmarks omdømme i USA. Danmark var nemlig, i 1942, under anklage for at have indordnet sig alt for villigt under den tyske besættelse. Da Danmark havde underskrevet Antikominternpagten, risikerede danske statsborgere i USA at miste deres borgerlige friheder og blive internerede. Da anklagerne i nogle tilfælde havde været formuleret som en personlig kritik af kongen, var det naturligt at vælge det samme terræn til en modsatrettet propaganda.
Den allerførste version af legenden er fra september 1942 og blev offentliggjort af et jødisk telegrambureau i London, men Vilhjalmsson sandsynliggør, at det var en presse- og spinminded person i New York, der havde sendt historien til London. En person, der da var hyret af en dansk klub i New York, men som senere blev kendt som opfinderen af moderne pressekampagner. Senere blev historien også fremsat af den danske ambassadør i Washington, Henrik Kauffmann, Han havde imidlertid afbrudt al forbindelse med den danske regering og taget parti for de allierede. Der findes altså ikke tegn på, at kongen eller den danske regering stod bag historien, eller opmuntrede til dens udbredelse.
Men legenden nåede naturligvis også til Danmark og har bidraget til kongens popularitet under krigen. I Danmark har faghistorikere aldrig taget legenderne alvorligt, men i udlandet forholder det sig anderledes: Vilhjalmsson beretter, at en gruppe amerikanske parlamentarikere i 2001 samledes for at hylde den danske konge, der under krigen red gennem hovedstadens gader med jødestjerne på brystet. Legenderne er ikke blot usande med hensyn til kongens rolle, men også derved, at det aldrig blev pålagt de danske jøder at bære jødestjerne. Nazisterne gik i Danmark direkte fra en tilsyneladende tolerance til internering af jøderne.[kilde mangler]
Remove ads
.svg)
Fuld officiel titel
Af Guds Nåde Konge til Danmark og Island (1918-1944), de Venders og Gothers, Hertug til Slesvig, Holsten, Stormarn, Ditmarsken, Lauenborg og Oldenborg.[21]
Titler og prædikater fra fødsel til død
- 26. september 1870 – 29. januar 1906: Hans Kongelige Højhed Prins Christian til Danmark
- 29. januar 1906 – 14. maj 1912: Hans Kongelige Højhed Kronprins Christian til Danmark
- 14. maj 1912 – 1. december 1918: Hans Majestæt Kong Christian X til Danmark
- 1. december 1918 – 17. juni 1944: Hans Majestæt Kong Christian X til Danmark og Island
- 17. juni 1944 – 20. april 1947: Hans Majestæt Kong Christian X til Danmark
Æresbevisninger
Danske og islandske dekorationer
Danmark: Ridder af Elefantordenen (R.E.) 
(1888)- Danmark: Storkommandør af Dannebrogordenen (S.Kmd.)
(1912) 
Island: Storkors med kæde af Den Islandske Falkeorden (I.F.1*.) 
Udenlandske dekorationer
Storbritannien: Ridder af Hosebåndsordenen 
(1914)
Sverige: Ridder af Serafimerordenen 
(1888)- Sverige: Ridder af Karl XIIIs orden
(1912) - Sverige: Æresgeneral i den Svenske hær (1912)
Remove ads
| Navn | Født | Død | Bemærkninger |
|---|---|---|---|
| Med Alexandrine af Mecklenburg-Schwerin | |||
| Frederik 9. | 11. marts 1899 | 14. januar 1972 | Konge af Danmark 1947–1972 Gift 24. maj 1935 med Prinsesse Ingrid af Sverige |
| Knud | 27. juli 1900 | 14. juni 1976 | Arveprins af Danmark 1953–1976 Gift 8. september 1933 med Prinsesse Caroline-Mathilde af Danmark |
Remove ads
Wikiwand in your browser!
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
Remove ads