Remove ads
dansk prins, søn af Kong Christian 9. (1858-1939) From Wikipedia, the free encyclopedia
Prins Valdemar af Danmark (født 27. oktober 1858, død 14. januar 1939) var en dansk prins, der var søn af kong Christian 9. og dronning Louise.
Valdemar af Danmark | |
---|---|
Prins af Danmark | |
Ægtefælle | Marie af Orléans (g. 1885) |
Børn | |
Hus | Huset Glücksborg |
Far | Christian 9. af Danmark |
Mor | Louise af Hessen-Kassel |
Født | 27. oktober 1858 Bernstorff Slot, Gentofte, Danmark |
Død | 14. januar 1939 (80 år) Det Gule Palæ, København, Danmark |
Hvilested | Roskilde Domkirke |
Religion | Lutheransk |
Ridder af Elefantordenen 1863 |
Prins Valdemar var søofficer og gjorde karriere i flåden, hvor han blev udnævnt til viceadmiral i 1911 og admiral i 1918.
I 1886 blev han valgt til fyrste af Bulgarien, men han afslog valget.
Prins Valdemar blev født den 27. oktober 1858 på Bernstorff Slot nord for København som det yngste og sjette barn af Prins Christian og Prinsesse Louise af Danmark. Christian tilhørte huset Slesvig-Holsten-Sønderborg-Glücksborg, der var en sidelinje til den regerende danske kongefamilie. På det tidspunkt var familiens anseelse steget betydeligt, da hans far i 1853 var blevet udnævnt til dansk prins og tronfølger efter den barnløse Kong Frederik 7.
I forbindelse med Prins Valdemars dåb den 21. december 1858 fik hele familien prædikat af kongelig højhed.
Prins Valdemar havde fem ældre søskende: Prins Frederik (der som Frederik 8. efterfulgte deres far som konge af Danmark), Prinsesse Alexandra (der blev gift med Edvard 7. af Storbritannien), Prins Vilhelm (der blev konge af Grækenland som Georg 1.), Prinsesse Dagmar (der som Maria Fjodorovna blev gift med Alexander 3. af Rusland) og Prinsesse Thyra (der blev gift med Ernst August, Hertug af Cumberland og tronprætendent til Kongeriget Hannover).
Prins Valdemar voksede op i en international familie. Til trods for at familien havde begrænsede midler til rådighed og levede et forholdsvis borgerlig tilværelse, lykkedes det Valdemars søskende at indgå nogle dynastisk vigtige ægteskaber. I marts 1863 rejste den danske kongefamilie, inklusive den på det tidspunkt fireårige Valdemar, til London for at deltage i brylluppet mellem prinsesse Alexandra og den britiske tronfølger Edward, Prins af Wales. I juni samme år blev Prins Valdemars storebror Prins Vilhelm indsat som konge af Grækenland. Og i november samme år blev Prins Valdemars far konge af Danmark ved Kong Frederik 7.'s død.
Valdemar fik en beskeden opdragelse, og som en yngre søn var det forventet, at han fik en karriere indenfor militæret, og for Valdemar blev det søværnet. Valdemar startede på Søværnets Officersskole i 1874, kort efter hans konfirmation, som fandt sted 16. december det år i Fredensborg Slotskirke. Han deltog i flere ekspeditioner gennem årene og blev i 1880 Løjtnant.
Prins Valdemar giftede sig i 1885 med Marie af Orléans, (1865-1909). Hun var efterkommer af borgerkongen Ludvig-Filip af Frankrig og tillige katolik. Parret fik tilladelse af paven til at indgå ægteskab, og det blev aftalt at sønner skulle opdrages protestantisk, mens døtre skulle opdrages katolsk.
Vielsen foregik i Frankrig, hvorefter parret gjorde sit indtog i København.
Valdemar og Marie fik som boliger, Det Gule Palæ og Bernstorff Slot.
Parret havde et godt ægteskab ifølge nogen, mens andre hævder, det var mindre lykkeligt. Valdemar var ofte væk på grund af rejser, og det menes at have påvirket Marie.
Valdemar var af natur beskeden og var tilfreds med livet som yngre prins og sømand. Gennem årene rejste han med sin fader rundt i riget, blandt andet til Island og passede ellers sine pligter som søofficer.
Prins Valdemar, som hans søskende, nevøer og niecer, var velplaceret og hans navn blev nævnt når stormagterne skulle indsætte en konge i et nyetableret selvstændigt land. Prins Valdemar afslog i 1887 at blive konge af Bulgarien for ikke at risikere at komme i en vanskelig situation overfor broderen Georg 1. af Grækenland. Ligelededes var hans hustru, prinsesse Marie imod at rejse til Bulgarien.
I 1905 blev prins Valdemar nævnt som kongsemne i Norge, men det blev i stedet nevøen prins Carl, der under navnet Haakon 7. blev konge af Norge.
Prinsesse Marie døde blot 44 år gammel den 4. december 1909 efter kort tids sygdom, mens Prins Valdemar var bortrejst på en længere sørejse.
Prins Valdemar døde 80 år gammel den 14. januar 1939 i Det Gule Palæ i København som det sidste overlevende af Christian 9.'s børn. Han blev gravsat i Roskilde Domkirke.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.