Krigen i Afghanistan (2001–2021) From Wikipedia, the free encyclopedia
Krigen i Afghanistan begyndte den 7. oktober 2001 som reaktion på terrorangrebet den 11. september 2001 mod USA. Formålet med invasionen af Afghanistan var at fange Osama bin Laden, ødelægge al-Qaeda og fjerne Taliban-regimet, som havde støttet al-Qaeda og givet det et tilflugtssted.
 |
For andre betydninger, se Krigen i Afghanistan |
 | Denne artikel har flere problemer. Hjælp med at løse dem eller diskutér problemerne på diskussionssiden. (Se hvornår og hvordan denne besked kan fjernes)
|
| Krigen i Afghanistan | |||||||||
|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
 Soldater fra USA's 10th Mountain Division stiger om bord i en Boeing CH-47 Chinook i Afghanistan i 2003 |
|||||||||
|
|||||||||
| Parter | |||||||||
 Afghanistan Den Nordlige Alliance Forenede Nationer: ISAF (til 28. december 2014)
| Taliban al-Qaeda Usbekistans islamiske bevægelse Hezbi Islami |
||||||||
| Ledere | |||||||||
Bismillah Khan Mohammed Fahim Ton van Loon David Richards Dan McNeill  Tommy Franks  David Fraser
| Mohammed Omar Mullah Obaidullah Akhund  Dadullah (dræbt i kamp) Jalaluddin Haqqani Osama bin Laden(Død) Ayman al-Zawahiri Juma Namangani (dræbt i kamp) Gulbuddin Hekmatyar |
||||||||
| Styrke | |||||||||
| Afghanistans hær: >100.000 NATO: 130.000 | omkring >120.000 (2010) | ||||||||
| Tab | |||||||||
| Afghanske sikkerhedsstyrker: 5.500 dræbte (Oktober 2009)[2] Den Nordlige Alliance: ~200 dræbte (maj 2007) NATO dræbte: 1.908[3] (USA 1162, UK 313, andre 433) NATO sårede: 15.000 (USA 6.773[4], UK 3.954[5], Canada >1.500[6], Andre: >2.500) USA civile Contractors: 338 dræbte, 7.224 sårede[7] Total: >8.000 dræbte, >25.000 sårede | Anslået 23.000[kilde mangler] | ||||||||
.svg)
Den 7. oktober 2001 indledte USA luftbombardementer af landet, og efter ni ugers krig lykkedes det i december 2001 for USA og dets allierede at fjerne Taliban-styret og indsætte en midlertidig overgangsregering under ledelse af den moderate Hamid Karzai. Taliban fortsatte dog med at bekæmpe den vestlige invasionsstyrke.[8]
For de vestlige invasionsmagter var krigen mindre succesfuld i målet om at hindre Al-Qaedas bevægelsesfrihed.[9] Siden invasionen er Afghanistan blevet mindre stabilt på grund af øget aktivitet blandt krigsherrer og Taliban-tro styrker, voksende illegal narkotikaproduktion og en skrøbelig regering med begrænset kontrol uden for hovedstaden Kabul.[10]
Ved udgangen af 2014 overtog de afghanske sikkerhedsstyrker ansvaret for landets sikkerhed. Styrker fra NATO-lande udgjorde Operation Resolute Support og kæmpede mod Taliban og andre oprørsgrupper, som stadig havde stor magt i dele af landet.
Den 15. august 2021 overtog Taliban igen magten i hovedstaden Kabul, da de amerikanske styrker forlod landet.
Fra maj 1996 boede Osama bin Laden og medlemmer af Al-Qaeda-netværket i Afghanistan, hvor de havde militære træningslejre for Al-Qaeda-netværket med landets Taliban-styre.[11] Efter bombningerne af to amerikanske ambassader i Afrika i 1998 affyrede USA's militær krydsermissiler mod træningslejrene med begrænset effekt.[12]
FN's sikkerhedsråd havde udstedt Resolution 1267 og 1333 i 1999 og 2000. Resolutionerne var rettet mod Taliban, der gav Al-Qaeda finansiel og materiel støtte for at få styret til at udlevere bin Laden til retsforfølgelse for ambassadebombningerne og få dem til at lukke træningslejrene.[13]
Uddybende artikel: Terrorangrebet 11. september 2001Efter terrorangrebet 11. september 2001 fandt efterforskere hurtigt beviser for, at bin Laden var involveret i angrebet.[14] Bin Laden nægtede først offentligt at være involveret[15], men kort før det amerikanske præsidentvalg i 2004 bekræftede han på en båndet udtalelse, at han og Al-Qaeda stod bag angrebet.[16]
Den 20. september 2001 gav præsident George W. Bush Taliban et ultimatum i en tale til den amerikanske kongres:[17]
Taliban nægtede at tale direkte med Bush og begrundede dette med, at det ville være en fornærmelse mod islam at tale med en ikke-muslimsk politisk leder. Taliban gav dog gennem deres ambassade i Pakistan udtryk for, at de afslog ultimatummet, da de mente, at de ikke havde fået beviser for, at bin Laden deltog i terrorangrebet. Den 22. september trak de Forenede Arabiske Emirater og Saudiarabien deres diplomatiske anerkendelse af Taliban-regimet tilbage. Dermed var nabolandet Pakistan det eneste land med diplomatiske relationer til styret. Det menes, at Taliban allerede den 4. oktober 2001 hemmeligt foreslog at udlevere bin Laden til Pakistan, hvor han kunne dømmes ved en international domstol, der dømte efter Sharia-lov.[19] Det menes at Pakistan afslog tilbuddet.
Før de militære operationer startede den 7. oktober 2001, tilbød Taliban åbent at retsforfølge bin Laden i en islamisk domstol i Afghanistan.[20] Dette tilbud blev øjeblikkeligt afslået af USA. Først den 14. oktober 2001, syv dage efter krigen startede, tilbød Taliban åbent at udlevere bin Laden til retsforfølgelse i et tredje land, men kun hvis de fik beviser for hans involvering i terrorangrebet 11. september.[21]
Omkring klokken 16:15 UTC (20:45 lokal tid) 7. oktober 2001 angreb styrker fra USA og Storbritannien: De affyrede missiler og sendte flybårne bomber mod Taliban og Al-Qaeda.[22] Der blev rapporteret om luftangreb mod mål i hovedstaden Kabul, hvor elektricitetsforyningen blev afbrudt, lufthavnen i Kandahar og byen Jalalabad. USA's regering retfærdiggjorde angrebene som et svar på terrorangrebet 11. september og Talibans manglende efterlevelse af USA's krav. Taliban fordømte angrebene og kaldte dem "et angreb på Islam."
Klokken 17:00 UTC bekræftede præsident Bush angrebet på landsdækkende TV, og den tidligere britiske premierminister Tony Blair talte også til Storbritannien. Bush sagde, at samtidig med at Talibans og terroristernes træningslejre blev angrebet, blev mad, medicin og forsyninger nedkastet til "de sultende mænd, kvinder og børn i Afghanistan."[23]
CNN frigav videooptagelser af Kabul, der blev bombet, til alle amerikanske nyhedsstationer.[24] Chefen for USA's generalstab, General Richard Myers, udtalte, at omkring 50 Tomahawk krydsermissiler var affyret fra ubåde og krigsskibe, 15 jagerbombere fra hangarskibe, 25 bombefly som B-1 Lancer, B-2 Spirit, B-52 Stratofortress samt F-16 Fighting Falcon var involveret i den første angrebsbølge.[25] To C-17 Globemaster transportfly skulle levere 37,500 dagsrationer til flygtninge i Afghanistan ved hjælp af faldskærm på angrebets første dag.[25]
En videooptagelse af Osama bin Laden var frigivet før angrebet. På videoen fordømte han alle angreb på Afghanistan. Den arabiske nyhedskanal Al Jazeera rapporterede, at videooptagelserne blev modtaget kort før angrebet. Osama bin Laden påstod på optagelserne, at USA ville fejle i Afghanistan og derefter bryde sammen, præcis som Sovjetunionen havde gjort det. Han kaldte til et muslimsk jihad mod USA.
Bombefly, der opererede højt oppe og uden for antiluftskytsets rækkevidde, begyndte at bombe Al-Qaedas træningslejre og Talibans luftforsvar.[25] Under forberedelserne til krigen havde der været spekulationer i medierne om, hvorvidt Taliban ville forsøge at bruge amerikansk fremstillede Stinger-missiler til at nedskyde angribernes fly. Under den sovjetiske besættelse i 1980'erne havde USA forsynet Afghanistans mujahidun med missilerne,[26] der blev brugt til at nedskyde de russiske kamphelikoptere.[27] Hvis disse missiler stadig eksisterede, blev de i hvert fald ikke brugt, og USA og Storbritannien mistede ingen fly pga. fjendtlig ild. Udover de måske eksisterende Stinger-missiler havde Taliban ikke noget nævneværdigt luftforsvar,[28] og det, de havde, var primært rester fra den sovjetiske besættelse. Angribernes fly kunne operere uforstyrret.[25]
Luftangrebene var til at begynde med koncentreret i området i og omkring byerne Kabul, Jalalabad og Kandahar. Inden for få dage blev de fleste af træningslejrene alvorligt beskadiget, og Talibans luftforsvar ødelagt. Derefter skiftede man til at angribe mål, der var vitale for Talibans kommando, kontrol og kommunikation. To uger inde i luftkampagnen krævede Den Nordlige Alliance, at fokus blev skiftet til at hjælpe deres fremrykning. Efterhånden som krigen fortsatte, begyndte de civile tabstal at stige i de krigshærgede områder. I mellemtiden kom tusinder af Pashtun-militser ind i landet fra Pakistan og forstærkede Taliban. Amerikanske specialstyrker blev indsat for at støtte den nordlige alliance og indkalde flystøtte.[25]
Det næste stadium i luftkampagnen begyndte med hangarskibsbaserede F/A-18 Hornet jagerbombere, der ramte talibanernes køretøjer i nålestiksangreb, andre fly kastede klyngebomber. Den Nordlige Alliance vandt terræn støttet af luftangrebene. Talibans kommandostruktur begyndte at erodere under presset fra luftbombardementerne. Amerikanske specialstyrker startede nu et angreb ind i det centrale Kandahar. Fremskridtene skete dog langsomt. Det var nu begyndelsen af november.
Næste skridt i luftkampagnen var rettet specifikt mod Talibans frontlinje mod Den Nordlige Alliance. Frontlinjen blev bombarderet med 15.000 punds bomber[25] (6,8 ton) og AC-130 fly bevæbnet med 105 mm haubitser. Talibanernes soldater havde ikke erfaringer med flyenes ildkraft og kunne finde på at stille sig fuldt synligt på fjerne bakkedrag, hvilket gjorde det nemt for de amerikanske specialstyrker at indkalde luftstøtte på deres positioner. 2. november var Talibans frontlinje decimeret, og det så for første gang ud, som om Den Nordlige Alliance kunne marchere mod Kabul. Udenlandske kombattanter fra Al-Qaeda overtog bevogtningen af de afghanske byer, hvilket viste Talibanregimets svækkelse. I mellemtiden planlagde Den Nordlige Alliance og deres rådgivere fra CIA og specialstyrkerne offensivens næste stadium. Tropper fra Den Nordlige Alliance ville indtage Mazar-e Sharif, og dermed afskære Talibans forsyningslinjer, efterfulgt af et angreb mod selve Kabul.[29]
9. november 2001 begyndte slaget om Mazar-e Sharif. Amerikanske bombefly tæppebombede talibantropperne, der var koncentreret i Chesmay-e-Safa-kløften, der markerer indgangsvejen til byen. Klokken 14:00 bevægede tropper fra Den Nordlige Alliance sig ind på byen fra syd og vest og erobrede byens primære militærbase og lufthavnen. Tropperne nedkæmpede derefter de resterende talibantropper i kløften foran byen og mødte kun let modstand. Inden for fire timer var slaget om byen overstået. Ved solnedgang trak de resterende talibantropper sig ud mod syd og øst. Næste dag gennemsøgte tropperne fra Den Nordlige Alliance byen, og der gik rygter om summariske henrettelser af talibanstøtter. Omkring 100 talibanere blev dræbt i en skolebygning. En talsmand for FN udtalte senere, at de blev henrettet på stedet,[30] mens Den Nordlige Alliance påstod, at de havde gjort modstand, og havde nægtet at overgive sig.[31]
Den samme dag, 10. november, overrendte Den Nordlige Alliance fem nordlige provinser i et hurtigt fremstød. Mazar-e Sharifs fald havde udløst et komplet sammenbrud i talibanernes stillinger. Mange lokale krigsherrer skiftede side i stedet for at slås. Regimet var ved at gå op i sømmene i den nordlige del af landet. Mange af talibanernes frontsoldater blev flankeret og overgav sig derefter i byen Kunduz mens Den Nordlige Alliance fortsatte forbi dem mod syd.[32] Selv i det sydlige Afghanistan mindskedes Talibans kontrol med magten. Det religiøse parti påbegyndte jævnlige patruljer. Det så ud, som om Talibanstyret var ved at kollapse.
Om aftenen 12. november flygtede talibanstyrkerne fra Kabul under dække af mørket. Da tropperne fra Den Nordlige Alliance ankom om eftermiddagen 13. november, var der kun bombekratere, brændt bevoksning og den udbrændte ammunition fra Talibans kanonstillinger tilbage. En gruppe på omkring 20 arabiske soldater, der gemte sig i byens park, var de eneste tilbageværende forsvarere. Denne gruppe blev nedkæmpet på omkring et kvarter. Derefter var Kabul nu kontrolleret af NATO-tropper og Den Nordlige Alliance.[33]
Kabuls fald markerede begyndelsen på Talibans sammenbrud over hele landet. Indenfor 24 timer var alle de Afghanske provinser langs grænsen til Iran, heriblandt byen Herat, faldet. Lokale Pashtunledere og krigsherrer havde overtaget magten i det nordøstlige Afghanistan, herunder nøglebyen Jalalabad. De sidste Talibantropper i nord, der primært bestod af pakistanske frivillige, faldt tilbage til den nordlige by Kunduz for at holde stand der. 16. november blev Talibans sidste tilholdssted i det nordlige Afghanistan belejret af Den Nordlige Alliance. Omkring 10.000 Talibansoldater, ledet af udenlandske kombattanter, nægtede at overgive sig, og fortsatte en indædt modstand. Samtidig var Taliban blevet drevet tilbage til deres magtcentrum i det sydøstlige Afghanistan, omkring Kandahar.
13. november havde tropper fra Al-Qaeda og Taliban, muligvis i følgeskab med Osama bin Laden, regrupperet og koncentrerede deres styrker i hulekomplekset Tora Bora ved den pakistanske grænse, 50 km sydvest for Jalalabad. Her forberedte de en kamp mod Den Nordlige Alliance og NATO-tropperne.[34] Næsten 2.000 Al-Qaeda- og Taliban-tropper befæstede deres stillinger i bunkere og bjerghuler. 16. november begyndte amerikanske bombefly at bombe bjergfortet. Samtidig begyndte personel fra CIA og specialstyrkerne at arbejde i området. De betalte lokale krigsherrer for at deltage i kampene og planlagde angrebet på Tora Bora komplekset.
Mens bombardementerne af Tora Bora blev optrappet, fortsatte belejringen af Kunduz. Til sidst, efter ni dages voldsomme kampe og amerikanske luftbombardementer, overgav Taliban-soldaterne sig til Den Nordlige Alliances tropper 25. og 26. november 2001. Kort før overgivelsen evakuerede pakistanske fly nogle hundrede efterretnings- og militærfolk, der havde været i landet før invasionen for at hjælpe Taliban med bekæmpelsen af Den Nordlige Alliance. Det menes, at op mod fem tusind personer blev evakueret fra regionen som helhed, heriblandt Taliban- og Al-Qaedatropper.[35][36][37]
25. november begyndte de tilfangetagne talibankrigere at blive gennet sammen i fortet Qala-i-Jangi nær Mazar-e Sharif. Nogle af fangerne angreb deres vagter, erobrede deres våben og åbnede ild. Dette startede et større fangeoprør blandt 600 fanger, der snart indtog den sydlige del af fortet. Fortet stammede fra middelalderen, men havde et våbenlager med håndvåben, der snart blev erobret af fangerne. En amerikansk CIA-agent, John Michael Spann, der var i gang med at forhøre fanger, blev dræbt, og var den første dræbte amerikaner i krigen.[38] Oprøret blev først slået ned efter syv dage med voldsomme kampe mellem fangerne og en blanding af britiske specialtropper fra Special Boat Service, amerikanske grønne baretter og tropper fra Den Nordlige Alliance. AC-130-fly og andre ildstøttefly beskød ved flere lejligheder fortet.[39] Kun 86 af de mange hundreder talibanfanger overlevede, og omkring 50 soldater fra Den Nordlige Alliance blev dræbt.[40] Der har siden været kritik af den brutalitet, fangeoprøret blev nedkæmpet med.[41] Det knuste fangeoprør markerede enden på kamphandlingerne i det nordlige Afghanistan, hvor krigsherrer fra Den Nordlige Alliance nu sad sikkert på magten.
I slutningen af november var Talibanbevægelsens centrum, Kandahar, deres sidste større tilflugtssted. Kandahar var under stigende pres. Næsten 3.000 stammekrigere, under ledelse af Hamid Karzai, og Kandahars tidligere guvernør Gul Agha Sherzai, lagde pres på Talibans styrker fra øst og afskar byens forsyningslinjer. Mod nord og nordøst nærmede Den Nordlige Alliance sig. I mellemtiden var de første amerikanske landtropper i større antal ankommet. Næsten 1.000 marinesoldater oprettede en fremskudt base i ørkenen syd for Kandahar 25. november. De første egentlige kamphandlinger med amerikansk indblanding fandt sted dagen efter, da 15 pansrede køretøjer nærmede sig basen og blev angrebet med helikoptere, der ødelagde mange af dem. I mellemtiden fortsatte luftangrebene mod Talibans stillinger i selve Kandahar, hvor også Mullah Omar befandt sig. Omar, Talibanernes leder, beordrede sine tropper til at kæmpe til døden,[42] selvom de nu kun kontrollerede 4 af Afghanistans 30 provinser.
Mens Taliban således var tæt på at miste sit sidste tilflugtssted, forøgede de amerikanske styrker deres fokus på Tora Bora. Lokale militser, omkring 2.000 mand, var betalt og organiseret af de Grønne Baretter og CIA operatører. De samledes til et angreb på hulerne, mens der fortsat var voldsomme bombardementer af al-Qaedas stillinger. 100-200 civile blev rapporteret dræbt, da bomber ramte en landsby nær Tora Bora.[43] 2. december blev en gruppe på 20 amerikanske specialtropper indsat med helikopter for at støtte operationen. 5. december sikrede militssoldaterne området under hulerne og opstillede kampvognsstillinger, hvorfra de kunne beskyde deres fjende. Al-Qaedatropperne trak sig tilbage til højere beliggende stillinger og befæstede dem til det kommende slag.
6. december 2002 begyndte Omar at sende signaler om, at han var klar til at overgive Kandahar til stammekrigerne efter de langvarige luftbombardementer. Den amerikanske regering nægtede dog at give ham og de øvrige ledere amnesti. 7. december slap Mullah Omar ud af byen med en gruppe loyale folk og bevægede sig mod nordvest ind i bjergene i provinsen Uruzgan. Andre medlemmer af Talibans ledelse flygtede ind i Pakistan gennem afsidesliggende bjergpas i provinserne Paktia og Paktika. De fleste af Talibantropperne i Kandahar var nu flygtet. Grænsebyen Spin Boldak overgav sig samme dag, og Taliban kontrollerede nu ikke længere byer i landet. De afghanske stammekrigere under Gul Agha indtog Kandahar, efter at de resterende forsvarere havde nedlagt deres våben.[44] Marinesoldaterne indtog lufthavnen uden for byen og etablerede en amerikansk base her.[45]
Uddybende artikel: Slaget om Tora BoraAl-Qaeda holdt stadig stand i Tora Bora-bjergene, mens stammemilitserne rykkede frem gennem det ufremkommelige terræn støttet af amerikanske luftbombardementer, der blev styret af specialstyrker. Da situationen blev vanskelig, indvilgede Al-Qaeda i våbenhvile, så de kunne overgive sig. Nogle mener, at det var et trick, der tillod de vigtigste Al-Qaedaledere at flygte fra området.[46] 12. december brød kampene ud igen. Igen pressede stammefolk og specialstyrker frem mod hulerne og Al-Qaedas bunkere, der lå spredt i området. 17. december var det sidste hulekompleks indtaget. En eftersøgning fortsatte ind i januar 2002, men der var ingen spor efter bin Laden eller den øvrige Al-Qaedaledelse. Det menes, at de allerede var sluppet ind i Pakistan mod syd og øst. Det anslås, at omkring 200 Al-Qaedasoldater blev dræbt under slaget. Antallet for stammemilitserne kendes ikke. De amerikanske tab er ikke rapporteret.[45]
International Security Assistance Force, eller ISAF, blev autoriseret af FN's sikkerhedsråd 20. december 2001 med resolution 1386.[47] Styrken blev til at begynde med udstationeret omkring Kabul. ISAF-operationens eksistens bragte soldater med fra land i tillæg til styrkerne fra USA og Storbritannien. (Den første del af krigen blev udført af tropper fra USA og Storbritannien.)
Uddybende artikel: Operation Anaconda
Efter slaget om Tora Bora konsoliderede de amerikanske tropper og deres afghanske allierede deres kontrol over landet. Efter et stort møde mellem de større afghanske grupperinger og stammeledere blev der dannet en midlertidig regering under Hamid Karzai. De amerikanske tropper etablerede deres primære base ved Bagram luftbasen nord for Kabul. Kandahar lufthavn blev også en vigtig base. En række fremskudte baser blev etableret i de østlige provinser, hvorfra man eftersøgte talibanere og Al-Qaedafolk. Antallet af vestlige tropper under amerikansk ledelse steg efterhånden til over 10.000. 9. januar ankom 102 danske specialtropper til Camp Mjølner i Kandahar,[48] og deltog nu i hemmelige operationer sammen med amerikanerne og andre NATO-tropper.[49] Taliban og Al-Qaeda havde dog ikke opgivet kampen. Al-Qaedas tropper begyndte at regruppere ved Shahi-Kot bjergene i provinsen Paktia i januar og februar 2002. En talibanleder, der var flygtet til provinsen, Mullah Saifur Rehman, begyndte også at genopbygge sine militstropper. Sammenlagt var de omkring 1,000 i begyndelsen af marts 2002. Deres mål var at bruge regionen som udgangspunkt for guerillaangreb og muligvis en større offensiv efter samme mønster som mujahideenkrigerne, der havde bekæmpet den russiske besættelsesmagt i 1980'erne.
Amerikanske tropper og deres allierede afghanske efterretningskilder kom snart under vejrs med denne troppeopbygning. Man forberedte et stort angreb for at imødegå truslen. 2. marts 2002, startede amerikanske, afghanske og andre allierede, herunder danske,[48] tropper en offensiv mod Al-Qaeda og Talibans styrker i Shahi-Kot bjergene.[50] Oprørsstyrken, der var bevæbnet med håndvåben, RPG'er og mortérer havde forskanset sig i huler og bunkere på bjergsiderne i højder der generelt var over 3.000 meter over havet. Herfra bevægede de sig ud og angreb de amerikanske og afghanske styrker, hvorefter de trak sig tilbage til huler og bunkere som beskyttelse mod de amerikanske bombefly. De amerikanske ledere undervurderede først modstanden og anslog den til under 200. Det viste sig at der var langt flere, ifølge nogle estimater 1.000-5.000, og de modtog forstærkninger.[51]
6. marts 2002 blev otte amerikanere og syv afghanske soldater såret. Det blev rapporteret, at 400 af modstanderne var blevet dræbt i kampene.[51] Da operationen blev erklæret afsluttet 18. marts, var også en australsk soldat blevet dræbt, og det blev anslået, at omkring 650 Taliban- og Al-Qaedatropper var blevet dræbt.[48] Hundredvis af oprørere var dog flygtet til stammeområderne i Waziristan og over grænsen til Pakistan.
Efter Operation Anaconda menes det, at Al-Qaedatropperne etablerede sig mellem venligtsindede stammer i Pakistan, hvor de kunne genopbygge deres styrker. Senere begyndte de at lave mindre angreb over grænsen til Afghanistan.
Efter at have undgået større kampe med de internationale styrker i 2002, begyndte resterne af Taliban at forberede sig på det oprør, som Mullah Omar havde lovet i Talibans sidste dage ved magten.[52] I september påbegyndte Taliban en rekrutteringskampagne i Pashtun-områderne i både Afghanistan og Pakistan for at forny "jihad" eller hellig krig mod den afghanske regering og den amerikansk ledede koalition. Pamfletter der krævede jihad blev distribueret i al hemmelighed, og begyndte at dukke op i landsbyer i det tidligere Taliban-centrum i det sydøstlige Afghanistan.[53] Små mobile træningslejre blev etableret langs grænsen til Pakistan af flygtninge fra Al-Qaeda og Taliban, for at træne nye rekrutter i guerillakrig, ifølge afghanske kilder og en rapport fra FN.[54] De fleste nye rekrutter kom fra madrassaer, koranskoler, i stammeområderne i Pakistan. Større baser, nogle med op til 200 mand, blev etableret i de bjergrige områder i Pakistan sommeren 2003. De pakistanske grænsestyrkers vilje til at forhindre infiltreringen blev draget i tvivl, og de pakistanske militæroperationer nyttede ikke meget.[55]
Taliban reorganiserede og genopbyggede gradvist deres styrker i løbet af vinteren og forberedte sig på en sommeroffensiv. De etablerede nye operationsformer med grupper på omkring 50 mand og angreb isolerede forposter og konvojer. Derefter dannede de grupper på 5-10 mand for at undvige forfølgelse. Efter denne strategi blev de internationale styrker kun angrebet indirekte med raketter og improviserede sprængladninger. For at koordinere strategien udpegede Mullah Omar et ti mand stort råd med ham selv som leder.[55] Der blev oprettet fem operationszoner med ansvarlige ledere fx Mullah Dadullah, der stod for operationer i Zabul-provinsen.[55] Al-Qaeda i det østlige Afghanistan havde en mere aggressiv strategi og gik målrettet efter amerikanerne og forsøgte bagholdsangreb.
De første tegn på at Talibans styrker regrupperede kom 27. januar 2003 under Operation Mongoose, hvor en gruppe allieret med Taliban og Hezb-i-Islami blev opdaget og angrebet af amerikanske styrker ved hulekomplekset Adi Ghar 24 km nord for Spin Boldak. 18 oprørere blev dræbt, og 12 overgav sig.[56] Man mistænkte, at stedet blev brugt til at formidle forsyninger og tropper fra Pakistan. De første isolerede angreb fra relativt store grupper af taliban fandt sted på den tid. Efterhånden som sommeren skred frem, tog angrebene til i styrke og hyppighed. Dusinvis af afghanske soldater, medarbejdere fra NGO'er og humanitære organisationer samt adskillige amerikanske soldater døde under talibans angreb.
Ud over guerillaangrebene begyndte Taliban at samle folk i distriktet Dai Chopan i Zabul-provinsen. Distriktet består af høje bjerge og dybe kløfter, og for Taliban var det et perfekt sted at kæmpe mod den afghanske regering og koalitionen. I sommerens løb samledes den måske største koncentration af militante talibanere siden talibanregimets fald i området: op mod 1,000 guerillaer. Over 220 med afghanske politifolk blev dræbt i august 2003.
Som svar begyndte koalitionsstyrkerne at forberede offensiver, der skulle rydde området for oprørsstyrker. I slutningen af august 2005 angreb afghanske styrker støttet af amerikanske land- og luftangreb Talibans stillinger i bjergene. Efter en uges kampe blev taliban drevet tilbage med tab på omkring 124 mand ifølge afghanske regeringskilder. Talibans talsmænd benægtede tallene, og også de amerikanske estimater er noget lavere.
Fra 5. oktober 2006 havde ISAF mandat til at operere i hele Afghanistan.[57]
Fra januar 2006 begyndte NATO's International Security Assistance Force (ISAF) at erstatte USA's styrker i det sydlige Afghanistan. Den britiske 16th Air Assault Brigade, der senere blev forstærket med britiske marinesoldater, udgjorde kernen i denne styrke med støtte fra Australien, Canada og Holland. Styrken bestod af omkring 3,300 britiske soldater,[58] 2,300 fra Canada,[59] 1,400 fra Holland,[60] 290 fra Danmark,[61] 300 fra Australien[62] og 150 fra Estland.[63] Luftstøtte blev leveret af USA, Storbritannien, Holland, Norge og Frankrig.
I januar 2006 var NATO's fokus i Afghanistan at danne Provincial reconstruction teams, der under militærbeskyttelse skulle hjælpe med genopbygning af området: briterne i Helmand-provinsen, Holland og Canada i provinserne Orūzgān og Kandahar. Lokale Talibanledere var imod disse planer og kaldte til modstand.[64]
I 2006 så det sydlige Afghanistan den voldsomste stigning af vold i landet, siden Talibanstyret blev væltet i 2001, da de nyankomne NATO-styrker kæmpede mod talibanstyrkerne. NATO-operationer havde britiske, canadiske og hollandske ledere. 17. marts 2006 begyndte Operation Mountain Thrust, der skulle bekæmpe talibanstyrkerne. I juli indledte de canadiske styrker Operation Medusa, hvis mål var at rydde området helt for talibanstyrker. I operationen deltog britiske, hollandske og danske soldater. Andre NATO-operationer var Operation Mountain Fury og Operation Falcon Summit.
Uddybende artikel: Musa QalaI juli 2006 afløste en ISAF-styrke af danske soldater fra Gardehusarregimentet en ISAF-styrke af britisk soldater i byen Musa Qala. Styrken kontrollerede byen juli-august 2006 og oplevede i den forbindelse nogle af de sværeste kampe for den danske hær siden 2. Slesvigske Krig i 1864.[65] Da den britiske styrke i Musa Qala skulle afløses i juli 2006, faldt valget på en dansk let spejdereskadron fra Gardehusarregimentet, som var en del af den britiskledede "Helmand Task Force". Omkring 100 spejdere blev sendt af sted fra den danske hovedlejr Camp Bastion og på en farefuld vej 70 km til Musa Qala. Allerede på vej til Musa Qala blev de danske styrker angrebet fire gange af Taliban, der dog ikke kunne hindre den danske fremrykning. Den 23. juli blev tre danske soldater såret, da deres køretøj påkørte en mine.[66] Den britiske styrke i Musa Qala blev afløst den 25. juli, og i de kommende 36 dage blev den danske styrke angrebet op mod 70 gange[67] af Taliban. I begyndelsen både om dagen og om natten, men da Taliban forstod, at de danske spejdere havde natkampudstyr, indskrænkede de deres angreb til dagangreb.[68] De danske styrker kæmpede med alle til rådighed værende midler og tilkaldte eksempelvis flystøtte 78 gange fra NATO.[68] Taliban svarede igen med morterer og raketter mod de danske styrker.[69] En dansk soldat blev hårdt såret af et skud i hovedet, hvilket var det værste tab de danske styrker led, inden de blev fjernet fra Musa Qala den 25. august 2006.[70] Talibans tabstal har været omdiskuteret. Oberst Henrik Sommer fra Hærens Operative Kommando (HOK) oplyste først, at op til 70 talibanere var dræbt af de danske styrker. Den 28. august 2006 meddelte forsvarsminister Søren Gade (V) i Det Udenrigspolitiske Nævn, at 25 Talibaner var blevet dræbt.[71]
I sommeren 2006 blev der kæmpet i distriktet Panjwai i Kandahar-provinsen. Fra Koalitionen kæmpede canadiske og afghanske styrker med støtte fra mindre elementer af soldater fra Holland, USA og Storbritannien. I juli og september-oktober 2006 rasede kampe i området. 15. december 2006 begyndte Operation Falcon Summit.[72] Styrker fra Storbritannien, Canada, Danmark og Estland samledes i Panjwaii. Operationens mål var at opretholde det pres, den tidligere Operation Medusa havde lagt på Taliban, og rydde distrikterne Panjwaii og Zhari for Taliban-styrker. Et område ved byen Howz-e-Madad med omkring 400 talibansoldater blev omringet.[73] 2. januar 2007 erklærede lederen af de canadiske styrker, at operationen var en succes, at distrikterne var blevet sikret, og at en række Talibanledere var blevet dræbt.[74]
I 2007 gennemførte koalitionsstyrkerne en række offensive operationer. I januar og februar gennemførte britiske marinesoldater Operation Volcano, der skulle rydde landsbyen Barijku nord for vandkraftanlægget Kajaki for Talibaner.[75] Det britiske forsvarsministerium meddelte i februar, at det britiske kontingent i Afghanistan skulle øges med 1.400 soldater, til 7.700.[76]
Operation Achilles, en større offensiv gennemførtes fra marts til slutningen af maj. Som en del af denne operationen begyndte Operation Silver 5. april og Operation Silicon begyndte 30. april. De blev gennemført for at opretholde presset på Taliban.[77][78]
12. maj 2007 dræbte ISAF styrker Mullah Dadullah, en højtstående talibanleder, der styrede Talibans operationer i det sydlige Afghanistan.[79]
Operation Achilles sluttede 30. maj 2007 og blev fulgt af Operation Lastay Kulang samme dag.
Den 23. maj 2014 vendte de sidste danske [militærenhed på udlån til ISAF] tilbage fra Afghanistan.[80]
Bastion-leiren og Leatherneck-leiren blev overført til afghanske styrker, henholdsvis fra Storbritannien og USA, d. 26. oktober 2014.[81]
Operation Resolute Support, blev autoriseret af FN's sikkerhedsråd 12. december 2014 med resolution 1386.[82]
Den 28. december blev ISAF-operationen formelt afsluttet.
Uddybende artikel: Krigen i Afghanistan (epoken siden 2015)Den 1. januar 2015 begyndte den NATO-ledede Operation Resolute Support (frit oversat: operation resolut støtte).
I slutningen af 2016 reducerede USA sin styrke til ca. 8.400 soldater; de var stationeret fire steder: Kandahar, Bagram, Jalalabad og Kabul.[83][84][85][86] Tidligere forventede man, at styrken af NATO-soldater skulle være ca. 13.000 inklusive ca. 9.800 soldater fra USA, samt 26.000 underleverandører til militærvæsenet.)[87][88][89]
Fra januar 2015 [og pr. maj 2016], "har 161 danske soldater og politifolk deltaget i den internationale operation, som skal træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker."[90]
Afghanistans sikkerhedsstyrker (قوات الأمن الوطنية الأفغانية; ANSF) udgøres af
Militæret i Afghanistan udgøres blandt andet af Afghanistan's hær, hvoraf 169.000 soldater antages at udgøre hærens active force strength, pr. januar 2015, ifølge Special Inspector General for Afghanistan Reconstruction(SIGAR), en etat tilhørende USA og baseret i Afghanistan.
Uddybende artikel: Danske tab i Afghanistan siden 2002Fra Afghanistan's sikkerhedsstyrker er mere end 21.950 døde, pr. december 2014. [91]
| År | Total døde i koalitionens[92] | USA's døde | Danske døde | Britiske døde | Canadiske døde | Døde i øvrige lande i Koalitionen |
|---|---|---|---|---|---|---|
| 2001 | 12 | 12 | - | - | - | - |
| 2002 | 70 | 49 | 3 | 3 | 4 | 11 |
| 2003 | 58 | 48 | - | - | 2 | 8 |
| 2004 | 60 | 52 | 1 | 1 | 1 | 5 |
| 2005 | 131 | 99 | - | 1 | 1 | 30 |
| 2006 | 191 | 98 | - | 39 | 36 | 18 |
| 2007 | 232 | 117 | 6 | 42 | 30 | 37 |
| 2008 | 295 | 155 | 13 | 51 | 32 | 44 |
| 2009 | 521 | 317 | 7 | 108 | 32 | 57 |
| 2010 | 711 | 499 | 9 | 103 | 16 | 100 |
| 2011 | 566 | - | - | - | - | - |
| 2012 | 402 | - | - | - | - | - |
| 2013 | 161 | - | - | - | - | - |
| 2014 | 75 | - | - | - | - | - |
| 2015 | 27 | - | - | - | - | - |
| 2016 | 16 | - | - | - | - | - |
| Total | 3528 | 2392 | 43 | 455 | 158 | 480 |
Tallet for døde civile er 26.270 pr. december 2014.[93]
Krigsforbrydelser er blevet udført af modstandsfolk og af soldater tilhørende Koalitionen.
4. marts 2007 blev mindst 12 civile dræbt og 33 såret af amerikanske marinesoldater i Shinwar-distriktet i Nangrahar-provinsen, efter at en selvmordsbombe detonerede, og de blev beskudt.[94] Marinesoldaterne reagerede på angrebet ved at beskyde forbipasserende civile langs landevejen med maskingeværild. Den 120 mand store enhed blev derefter bedt om at forlade landet, da enhedens relationer med den afghanske befolkning havde taget skade.[95] Hændelsen kaldes for Shinwar-massakren.[96]
19. juli 2007 blev 23 kristne sydkoreanske hjælpearbejdere bortført af Taliban[97] to af gidslerne blev henrettet.[98] Gidseltagerne krævede en række fængslede militsmedlemmer løsladt.[99] Den sydkoreanske regering pressede på, for at Afghanistans regering skulle forhandle om gidslerne, men 7. august enedes både USA's præsident George W. Bush og Afghanistans præsident Hamid Karzai om, at der ikke skal tilbydes en handel for gidslernes frihed.[100]
I 2010 skete Maiwand-distrikt-drabene, hvor tre afghanske civile blev dræbt. Fire soldater fra USA [der formelt var en del af ISAF-operationen] blev dømt for drab;[101][102][103][104] soldatene var udstationeret ved Ramrod-udposten.[105][106] Drabene skete d. 14. januar 2010, d. 22. februar, og d. 2. maj 2010.
Krigen resulterede i talibanstyrets fald, men sikkerhedssituationen i landet er gradvist forværret, og den afghanske regering har reelt ikke større indflydelse uden for området omkring Kabul.[10] Afghanistan er blevet verdens førende producent af illegal opium.[107] En international styrke, ISAF, står nu sammen med de afghanske sikkerhedsstyrker for sikkerheden i hele landet. I august 2007 udtalte den britiske militære leder af Helmand-provinsen at det kan tage op mod 30-40 år at sikre Afghanistan.[108][109]
Efter Talibanstyrets fald er opiumsproduktionen i Afghanistan eksploderet. Opium anvendes til fremstillingen af heroin. Afghanistan står nu for 92 % af verdens illegale produktion af opium.[107] Fra 2005 til 2006 steg opiumsproduktionen med 78 %[110] Specielt i den usikre sydlige del af landet er opiumproduktionen udbredt. FN's narkotikakontor, UNODC, rapporterer at der er en direkte sammenhæng mellem sikkerhedssituationen og opiumsproduktionen. I de sikre områder producerer 20 % af bønderne opium, mens det er 80 % i områder med dårlig sikkerhed.[111]
Der er uenighed blandt koalitionens medlemslande omkring strategien for opiumsbekæmpelsen. Nogle taler for at ødelægge opiumsmarkerne, mens andre taler for at finde alternative indtægtskilder til bønderne, da man frygter, at de ellers vil støtte Taliban.[107][112]
I november 2006 advarede FN's sikkerhedsråd om, at Afghanistan kunne blive en såkaldt "fejlslagen stat" (en stat hvor regeringen har ringe praktisk kontrol over store dele af landets territorium) på grund af den forøgede vold, den illegale narkotikaproduktion og det svage statsapparat.[10] I 2006 blev Afghanistan listet som nummer 10 på et indeks for fejlslagne stater,[113] i 2005 lå landet som nummer 11.[114]
Fra 2005 til 2006 steg antallet af selvmordsangreb, konventionelle angreb og angreb med improviserede sprængladninger.[115]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
