Remove ads
From Wikipedia, the free encyclopedia
Nordvestfyenske Jernbane (forkortet OMB for Odense-Middelfart-Bogense) – eller Brenderupbanen – var en privatbane 1911-1966 mellem Odense og Middelfart via Brenderup med en sidelinje mellem Brenderup og Bogense.
Banen blev stort set finansieret med lokale midler; statens tilskud udgjorde kun 6,8%, den mindste statsandel for nogen fynsk privatbane[1]. Det lykkedes dog at rejse pengene, endda med så stor succes, at anlægsbudgettet var større end for de fleste andre fynske jernbaner. Det rigelige budget ses bl.a. af de mange og flotte stationer med glaserede tagsten. Man valgte også at anlægge banen med "svævende stød", altså uden sveller under skinneenderne. Det gav en mere behagelig kørsel, men også mere slid på skinnerne.
Brenderupbanen var en af de første baner i Danmark, der fik buebroer af beton i stedet for de tidligere anvendte stenkister af granitkvadre. Banen havde en mere direkte linjeføring end mange tidligere privatbaner, så afstanden mellem Odense og Middelfart var stort set den samme som med statsbanen via Tommerup.
Alle banens stationer havde siderampe samt kreatur- og svinefold ved sidesporet.
Stationsbygningerne blev tegnet af arkitekten, kongelig bygningsinspektør Jens Vilhelm Petersen.[2] Alle 17 er bevaret.
Banen havde fra starten værksted og hovedkontor fælles med Kertemindebanen og driftsbestyrer fælles med Sydfyenske Jernbaner (SFJ), som havde anlagt banen. Fra 1915 havde disse tre selskaber fælles godsvognsbenyttelse. Det varede til 1949, hvor SFJ blev overtaget af DSB. Så søgte de andre to et nærmere samarbejde med Bogensebanen, og disse tre havde i de sidste år fuldt driftsfællesskab med fælles direktør og hovedkontor. De blev også nedlagt samtidigt.[3]
1912-43 var der på sommersøndage udflugtstog til Sluk-efter og Langesø.
Sporet blev taget op i juli-december 1966. Odense købstad og Pårup sognekommune købte tracéet mellem Odense og Langesø for at anlægge Langesøstien. Den følger banetracéet på i alt 7½ km, men ikke gennem Villestofte og Korup og kun et kort stykke ind i skoven ved Langesø. Middelfart købstad købte tracéet mellem Røjle og Staurby Skov, og det er blevet til 2½ km sti. Odense Amt købte tracéet mellem Brenderup og Holse Stationsby for at anlægge vej, men det blev ikke til noget, så der er 2 km sti.
I alt er 21½ km af banens tracé bevaret og tilgængeligt. Hertil kommer at banetracéet er genbrugt som vej mellem Farstrup og Veflinge og gennem Morud.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.