ARoS Aarhus Kunstmuseum
bygning i Århus centrum From Wikipedia, the free encyclopedia
bygning i Århus centrum From Wikipedia, the free encyclopedia
ARoS er et kunstmuseum, der ligger i Aarhus centrum. Med sine 20.700 kvadratmeter og 10 etager er det et af Nordeuropas største kunstmuseer.[1] På museet findes kunst fra den danske guldalder over dansk modernisme til international nutidskunst. Museet har forskellige særudstillinger hvert år.
ARoS Aarhus Kunstmuseum | |
---|---|
Generelle informationer | |
Type | Kunstmuseum |
Adresse | Aros Allé 2, 8000 Aarhus |
Grundlagt | 1859, flyttede til nuværende lokalitet i 2004 |
Arkitekt | Schmidt Hammer Lassen |
Direktør | Rebecca Matthews |
Besøgende | 401.844 (2021) |
Eksterne henvisninger | |
Aros.dk | |
CVR-nummer | 39799928 |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. |
Derudover bliver der udstillet skiftende udpluk af museets egen samling, som består af over 8.000 værker. Samlingen, der er den ældste uden for København,[2] har værker, der er dateret tilbage til 1770. Fra nyere tid er kunstnere som Bjørn Nørgaard og Per Kirkeby rigt repræsenteret. Samlingen rummer også værker af en række internationale nutidskunstnere som Bill Viola, Olafur Eliasson, Pipilotti Rist, James Turrell, Mona Hatoum, Carsten Höller (en), Gilbert & George (en) samt Ron Mueck (en).
Museet planlægger en udvidelse på 6.500 m2 under jorden kaldet The Next Level med storværket ’The Dome, a Skyspace by James Turrell’ af den amerikanske lyskunstner James Turrell. Udvidelsen er under opførsel og forventes at stå færdig i 2025.
I 2023 besøgte i alt 624.000 ARoS. Det tæller både dem, der besøgte museets gallerier og dem som kom for at handle i museumsshoppen eller i spise i ARoS Café eller Orangeri.
Det oprindelige museum åbnede den 6. januar 1859 i lokaler i tilknytning til det daværende rådhus ved Domkirken, som i dag huser museet KØN – Gender Museum Denmark. Ved åbningen var det den første offentligt tilgængelige kunstsamling uden for hovedstaden. Indtil da var Den Kongelige Malerisamling på Christiansborg i København det eneste sted, hvor almindelige mennesker kunne komme ind fra gaden og se på kunst.[3] Museets rødder rækker dog længere tilbage. Forud for åbningen af udstillingen på rådhusloftet i 1859 havde den lokale Aarhus Kunstforening af 1847 med adjunkt ved Katedralskolen Emmerik Høegh-Guldberg som formand således arbejdet på at ”udbrede en mere almindelig sans for kunsten og dens frembringelser.”[4]
Da det efterhånden blev svært at finde plads til den voksende kunstsamling på rådhusets loft, hvor forløberen for Moesgaard Museum, ’’Den Historisk-Antikvariske Samling i Aarhus’’, også var rykket ind i 1861, gik bestyrelsen i gang med at kigge efter et nyt hjem til det unge kunstmuseum.[5] Det endte med at blive en helt nybygget museumsbygning ved Mølleparken. Grunden fik museet foræret af mølleejer Andreas Weis, og en stor del af de 65.000 kroner det kostede at opføre den tre etager høje bygning bygning kom fra en indsamling blandt århusianerne.[6][5] Den nye museumsbygning, som åbnede for besøgende i 1877, ligger der endnu. Bygningen, der er kendt som Huset, bruges i dag af blandt andet af VoxHall.
Aarhus Kunstmuseum flyttede i 1967 til et nybygget 3-fløjet hus i Vennelystparken i den nedre del af Universitetsparken. Aarhus Kunstmuseums tredje officielle domicil blev tegnet af C.F. Møller, som også stod bag de andre gule bygninger i Universitetsparken. Der gik dog ikke mange år, før pladsen igen blev for trang. De ellers forholdsvis nye bygninger blev således 20 år efter indvielsen vurderet til at være ”for små og for ufunktionelle i forhold til en nutidig museumsdrift” i en rapport udarbejdet af en arbejdsgruppe nedsat af byrådet i 1988.[7] Byrådet var med på ideen om at give byen en ny tidssvarende museumsbygning.
Inden arkitektkonkurrencen for at bygge den nye museumsbygning blev udskrevet, blev blandt andet Botanisk Have, Ørnereden og Vilhelmsborg nævnt som mulige placeringer.[7] Men valget faldt altså på den mere centrale placering på Vester Allé på den såkaldte Fattiggårdsbakke omtrent hvor byens fattiggård i sin tid lå.[8] Schmidt Hammer Lassen vandt konkurrencen, og det nye ARoS kunne åbne sine døre 7. april 2004.
Den nuværende museumsbygning blev indviet den 7. april 2004. Ved flytning skiftede det navn til ARoS Aarhus Kunstmuseum. Navnet ARoS er en sammenblanding af latin ars (kunst) og gammeldansk Aros (Aarhus). Schmidt Hammer Lassen Architects har tegnet den kubiske bygning, der måler 52 x 52 meter og har en højde på ca. 50 meter. Den inspireret af Dantes Den Guddommelige Komedie; kælderen er helvede og tagrummet er himmelen. Aarhus Kommune, som var bygherre på det 300 millioner kroner dyre kunstmuseum, fik i 2010 efter en voldgiftssag en erstatning på 3 millioner kroner fra murermesteren og teglværket bag byggeriet for de markante, utilsigtede farveforskelle i murværket.[9][10]
I januar 2005 urinerede performance-kunstneren Uwe Max Jensen i en installation af Olafur Eliasson.[11]
I maj 2011 blev Olafur Eliassons værk Your rainbow panorama indviet.[12] Værket består af en cirkel på 52 meter i diameter, der på tynde søjler svæver 3,5 meter over bygningens tagflade. Farvet glas beklæder den hele vejen rundt, og det er muligt at gå inde i cirklen med udsigt over Aarhus. Projektet blev væsentligt dyrere end de først beregnede 30 mio. og færdiggørelse i 2007. Projektet kom til at koste 62 mio. kr., hvilket skyldes at det blev nødvendigt at forstærke bygningen. Your rainbow panorama er betalt af Realdania.[13]
I november 2013 indviede ARoS Tagpavillonen, der indeholder Sky Room og Sunset Lounge samt Olafur Eliassons værk Your condensation. Tagpavillonen er betalt af Købmand Herman Sallings Fond.
En udvidelse af museet, The Next Level, blev offentliggjort i oktober 2014.[14] Udvidelsen omfatter et nyt underjordisk galleri og en stor ny installation, The Dome, af den amerikanske kunstner James Turrell. Oprindeligt var planen, at udvidelsen skulle stå færdig i 2017, hvor Aarhus var europæisk kulturhovedstad.
ARoS kunstsamling er Danmarks ældste museumssamling uden for København.[2] Den blev etableret af borgere i Aarhus i 1859. Den består af dansk kunst fra de seneste 300 år og moderne international kunst.
De ældste værker er fra 1700-tallet af blandt andre N.A. Abildgaard, og fra 1800-tallet Christoffer Wilhelm Eckersberg, Christen Købke, Johan Th. Lundbye, Jørgen Roed, Martinus C. W. Rørbye, Wilhelm Marstrand og P. C. Skovgaard. Samlingen rummer også nationalromantiske billeder af Jørgen Sonne, Julius Exner, Christen Dalsgaard, og landskabsmalerier af Janus la Cour, samt socialrealistiske værker af Frants Henningsen og Edvard Petersen. Fra omkring århundredskiftet har museet en samling af malerne Hammershøi og hovedværker af P.S. Krøyer samt J.F. Willumsen.[2]
Fra det modernistiske gennembrud i 1900-tallet findes værker af Harald Giersing, Edvard Weie, Olaf Rude, Vilhelm Lundstrøm og landskabsmalerier af Jens Søndergaard, Niels Lergaard og Oluf Høst. Abstrakte kunstere i museets samling tæller Richard Mortensen og Robert Jacobsens skulpturer. Den ekspressive kunst af Svend Wiig Hansen og den fabulerende af Asger Jorn og de øvrige COBRA-malere.
Fra den nyere tid ejer museet samlinger af Bjørn Nørgaard, Jens Birkemose og Per Kirkeby. Fra den nyeste tid er internationale kunstnere kommet ind i samlingen med værker af blandt andre Miwa Yanagi (en), Lu Yang (en) og Carsten Höller (en), ligesom installationskunsten har fundet indpas igennem bl.a. Olafur Eilasson, Tony Oursler (en), Jenny Holzer (en), Anri Sala (en), James Turrell og Bill Viola.
ARoS’ nederste etage er dedikeret og specialindrettet til international installationskunst fra museets egen samling.
Slutteligt findes skulpturen Boy, der er skabt af Ron Mueck (en). Figuren er 4½ meter høj, og blev fremstillet i 1999. Skulpturen forestiller en dreng kun iklædt underbukser. Han sidder sammenkrøbet med bøjet ryg og armene oppe foran hovedet, så de delvist dækker hans ansigt. Skulpturen, som ARoS købte i åbningsåret 2004, er placeret på museets 6. etage som en del af én af museets samlingsudstillinger. I 2024, hvor ARoS kunne fejre 20 år i bygningen på Aros Allé, fik Boy selskab af to andre skulpturer af Ron Mueck; den fem meter lange A Girl og den markant mindre skulptur Woman with Shopping, som begge var udlånt til museet i jubilæumsåret.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.