From Wikipedia, the free encyclopedia
1889-1890-pandemien (også kaldet den russiske influenza[1]) var en pandemi i året 1889 og frem. Traditionelt har årsagen til pandemien væres forklaret med influenzavirus, men nyere forskning tilskriver i stedet pandemien et coronavirus.[2][3][4]
Epedimien er blandt de 20 mest dødelige epidemier nogensinde.[kilde mangler]
Sygdommen spredte sig i foråret 1889 i Centralasien, men var om sommeren til en vis grad slumrende for så med efteråret at sprede sig hurtigt.[5] Den geografiske spredning skete med omkring 300 kilometer om ugen. Sygdommen toppede i Sankt Petersborg den 7. december 1889 og britiske byer var ramt kun 6 uger senere,[6] mens den havde spredt sig til Australien i slutningen af marts 1890.[7] Den hurtige spredning er forklaret med det udbyggede jernbanenetværk.[5] Pandemien kom i flere bølger i årene efter 1889. I Storbritannien var anden bølge i foråret 1891 mere dødelig end den første bølge, og tredje bølge i vinteren 1892 ramte ligeledes hårdt.[8]
For Danmarks vedkommende menes det første tilfælde at stamme fra et skib fra Sankt Petersborg, der kom til København i december 1889. Skibsføreren blev syg og indlagt. Få dage efter kom de første danske tilfælde da seks soldater fra en københavnsk kaserne meldte sig syge.[2] Den 12. december 1889 kunne Kjøbenhavns Børs-Tidende skrive at "Kjøbenhavns militære Hospitaler er fulde af Patienter".[9]
Det basale reproduktionstal (kontakttallet) har været estimeret til 2,1 og dødelighedsraten til mellem 0.1% til 0.28%.[10]
Den aldersbetingede dødelighed var J-formet: børn under 1 år havde en stor dødelighed, personer mellem 1 og 60 år havde en jævn lav dødeligehed, mens dødeligheden for personer over 60 år var særlig stor og blev større jo ældre man var.[11]
Analyse af det molekylære ur for to grupper af coronavirusser, det menneskelige OC43-virus og koens coronavirus (BCoV), sætter årstallet for den seneste fælles stamfar til 1890.[3] De belgiske forskere der havde lavet studiet påpegede sammenfaldet i årstal, og mente at det var nærliggende at forklare 1889-1890-pandemien med at et coronavirus havde sprunget fra koen til mennesket omkring det tidspunkt. Tidligere havde analyser udgivet i 1958 givet et vis belæg for at kunne sige at pandemien skyldtes H2N2-influenza-virusset.[12] H3N8-influenzavirusset har ydermere været hævdet som mulig årsag.[13]
Pandemien var ikke det eneste alvorlige sygdomsudbrud i perioden. Et epizootisk udbrud af kvægpest hærgede dele af Afrika med store menneskelige omkostninger til følge.[14] Det menes at en tredjedel af Etiopiens befolkning døde af sult.[15]
Under COVID-19-pandemien fik 1889-1890-pandemien fornyet fokus. Den danske tv-dokumentar fra 2020 Mysterierne om Danmarks dræbersygdomme, hvor Lone Simonsen og Anders Gorm Pedersen medvirkede, kredsede om coronavirus som forklaring på 1889-1990-pandemien.[2]
En influenza-pandemi i midten af 1970'erne betegnes også som "russisk influenza".[16] Sovjetunionen var det første land der rapporterede om udbruddet, og denne pandemi skyldtes H1N1-influenzavirus.[17]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.