Zambrano-sagen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Zambrano-sagen (også omtalt som Zambrano-dommen) var en sag ved EU-domstolen der blev afgjort 8. marts 2011. [1]
Sagen handler om en familie fra Colombia, der i 1999 kom til Belgien og søgte om asyl. Dette blev afslået, men samtidig udstedte en belgisk domstol forbud imod, at familien blev sendt tilbage til Colombia pga. de urolige forhold i landet. Under deres ophold i Belgien fik familien to børn, som pga. de daværende belgiske regler fik belgisk statsborgerskab.
Faderen i familien Gerardo Ruiz Zambrano arbejdede i en række år i Belgien og betalte dermed til en belgisk arbejdsløshedsforsikring, selvom han ikke havde opholdstilladelse. Da han senere blev fyret ville de belgiske myndigheder ikke udbetale understøttelse til ham pga. den manglende opholdstilladelse, og derfor lagde han sag an ved domstolene. Kernepunktet i sagen blev, om han pga. sine børn med belgisk statsborgerskab havde ret til at få en opholdstilladelse i Belgien og dermed som en konsekvens heraf også arbejdsløshedsunderstøttelse.
I sin kendelse siger EU-domstolen, at unionsborgerskabet giver alle EU-borgere en ret til at opholde sig på unionens område. Og som følge heraf må medlemsstaterne ikke gennemføre foranstaltninger, der forhindrer dem i reelt at udnytte denne ret. Og det mente domstolen ville være tilfældet, hvis Belgien ikke udstedte både arbejds- og opholdstilladelse til Gerardo Ruiz Zambrano, idet de to belgiske børn da sandsynligvis ville være nødt til at følge med deres forældre ud af unionens område.