Den Europæiske Unions Domstol
From Wikipedia, the free encyclopedia
Den Europæiske Unions Domstol, ofte i daglig tale kaldet EU-Domstolen, er EU's domstol og dermed den dømmende magt i sager som vedrører EU-retten, men ikke nationale love, hvor hvert medlemsland har sit eget retssystem.
Denne artikel er forældet. Artiklen tager ikke højde for ændringerne vedr. Retten i Første Instans (herunder navnet) efter Lissabontraktaten. |
Denne artikel omhandler EU-Domstolen samlet. For dens øverste instans, der i daglig tale også benævnes "Domstolen", se Domstolen (øverste instans)
EU-Domstolen består af to instanser:[1]
- Domstolen, der er den øverste instans, og som hører sager fra nationale domstole til indledende afgørelser, omstødelse eller appel. Består af 1 dommer fra hvert EU-land samt 11 generaladvokater.[1]
- Den Europæiske Unions Ret, som påkender annullationssøgsmål anlagt af privetpersoner, selskaber og, sjældnere, nationale regeringer (med fokus på antitrust, statsstøtte, handel, landbrug og varemærker). Består af 2 dommere fra hver medlemsstat.[1]
Domstolen hed tidligere EF-Domstolen (De Europæiske Fællesskabers Domstol), da dens kompetenceområde var det fælles marked. Da Lissabontraktaten trådte i kraft, ændrede domstolen navn (og funktion) til Den Europæiske Unions Domstol med virkning fra 1. december 2009. Domstolen, der blev oprettet i 1952, er beliggende i Luxembourg.
EU-Domstolens behandler typisk følgende sagstyper:[1]
- Præjudicielle spørgsmål fra domstolene i medlemsstaterne (artikel 267 TEUF)
- Traktatbrudssøgsmål (artikel 259 TEUF og 260 TEUF)
- Annullationssøgsmål (artikel 263 TEUF)
- Passivitetssøgsmål (artikel 265 TEUF)
- Erstatningssøgsmål (artikel 268 TEUF)