Oldhøjtysk
From Wikipedia, the free encyclopedia
Oldhøjtysk (tysk: Althochdeutsch, Ahd.) er den ældste kendte skriftlige form af højtysk. Oldhøjtysk blev sandsynligvis benyttet mellem 500 og 1050 e.v.t. De ældste længere tekster stammer fra tiden omkring 750, men kortere runeindskrifter kendes fra 6. århundrede. Det var ikke et enhedssprog sprog i moderne betydning, men omfattede en større gruppe af beslægtede vestgermanske dialekter, som alle blev talt syd for den såkaldte Benrath-linje. Disse dialekter adskilte sig fra de øvrige vestgermanske sprog gennem den højtyske lydforskydning. I det nordtyske lavland og Nederlandene fandt denne lydforskydning ikke sted. Sproget i de egne kaldes i stedet oldsaksisk.
Gammelt højtysk ('diutisc') | ||
---|---|---|
Talt i: | Sydtyskland (syd for Benrath linjen, dele af Alpeområdet og det sydlige Bøhmen, samt spredte bebyggelser i Gallien | |
Talere i alt: | — | |
Sprogstamme: | Indoeuropæisk Germansk Vestgermansk Gammelt højtysk | |
Officiel status | ||
Officielt sprog i: | Uddødt [1] | |
Reguleret af: | - | |
Sprogkoder | ||
ISO 639-1: | ingen | |
ISO 639-2: | goh | |
ISO 639-3: | goh |
Ordet ”tysk” optræder første gang i den middellatinske form ”theodisce” i 786. Herfra stammer en forordning om at beslutningerne i en kirkelig forsamling skal læses op ”tam latine quam theodisce”, dvs. ”både på latin og folkesproget” (tysk).
Oldhøjtysk blev efterfulgt af middelhøjtysk (fra år 1050) og nyhøjtysk (siden 1500).