Indoeuropæiske sprog
From Wikipedia, the free encyclopedia
De indoeuropæiske sprog er en af verdens primære sprogætter, der omfatter de fleste europæiske sprog og mange sprog i Central-, Vest- og Sydasien.
Underklasse til | menneskelige sprog | |
---|---|---|
Forrige | urindoeuropæisk | |
Sproglig typologi | flekterende sprog | |
Antal talende | 3.320.000.000 | |
Opdager eller opfinder | William Jones | |
Har del | Indoiranske sprog, germanske sprog, keltiske sprog, Baltoslaviske sprog, Anatolske sprog, Tokhariske sprog, Hellenic, Italiske sprog, albansk, armensk, Illyrian, Thracian, Liburnian, Lusitanian, Messapian, Phrygian, Paeonian |
Flere af verdens største sprog såsom engelsk, spansk, hindi, fransk og tysk hører til familien, og i dag tales indo-europæiske sprog sammenlagt af ca. tre milliarder mennesker – flere end nogen anden sprogæt. De primære grene af familien er germansk (herunder blandt andre dansk, engelsk og tysk), italisk (herunder latin og de romanske sprog som fransk, spansk og italiensk), keltisk (herunder sprog som walisisk og irsk), hellensk (herunder bl.a. nygræsk, såvel som de klassiske græske dialektformer og det mykenske sprog), indoiransk (fx farsi og hindi), slavisk (herunder bl.a. sprog som russisk og polsk), baltisk (herunder bl.a. litauisk), armensk, albansk og desuden de nu uddøde sprogfamilier anatolisk (herunder hittitisk) og tokharisk.
Indoeuropæisk er blandt de bedst udforskede sprogætter i verden, og deres slægtskab blev allerede fastslået i begyndelsen af det 19. århundrede, da slægtskabet mellem det klassiske indiske sprog sanskrit og de klassiske europæiske sprog oldgræsk og latin blev påvist. Det fælles ursprog, som udviklede sig til de moderne indoeuropæiske sprog menes at være blevet talt i det fjerde årtusinde inden vor tidsregning. Ursproget var grammatisk et bøjningssprog med otte-ni kasus, og det var lydligt karakteriseret ved en række laryngale lyde (produceret i struben). Disse lyde er forsvundet i alle sprogets efterkommere, men har efterladt sig systematiske reflekser, der gør det muligt at rekonstruere deres eksistens i ursproget.
Urindoeuropæerne menes at have været et hyrdefolk, som brugte heste og krigsvogne snarere end et bondefolk, fordi ordforråd, der peger på en sådan levemåde kan rekonstrueres til familiens ældste lag, hvorimod landbrugsrelaterede ord lader til at være af nyere dato i familien. Den bredest accepterede teori foreslår at urindoeuropæerne var medlemmerne af den såkaldte Kurgan-kultur, der beboede de centralasiatiske stepper i det fjerde årtusinde fvt. En konkurrerende teori mener at urindoeuropæerne levede i Anatolien i Lilleasien (vore dages Tyrkiet) i det 7. årtusinde fvt. og var de første, der bragte agerbrug ind i Europa.