Martsdeportationerne
From Wikipedia, the free encyclopedia
Martsdeportationer (estisk: märtsiküüditamine) er deportationerne af omkring 90.000 baltere mellem 25. marts og 29. marts 1949. Den sovjetiske besættelsesmagt sendte dem til Sibirien.[1]
Den yngste af de tvangsforflyttede estere var så vidt vides den 3 dage gamle Anne Ojaäär fra Hiiumaa, den ældste var den 85-årige Maria Räägel fra Abja vald (Abja sognekommune).
Antallet af deporterede blev første gang opgjort af historikeren Ervin Kivimaa den ved Tartu Ülikool (Tartu Universitet) i en kandidatafhandling fra 1970. Det nøjagtige antal af deporterede kendes ikke, men det er alene for Estlands vedkommende vurderet til 20.722[2].
Deportationernes formål var at "straffe" kulakker, landbrugere med et egen jord, egne husdyr og medhjælpere og
- at knække enhver nationalt sindet modstand mod Sovjets besættelse af de baltiske lande, herunder den modstand der ydedes af aktive frihedsbevægelser – i Estland "Skovbrødrene" (estisk: metsavennad) flere år efter, at 2. verdenskrig officielt var afsluttet),
- at knuse selvejerlandbrug og erstatte det med kollektiv-landbrug.
På grund af de høje dødsrater for de deporterede og den ekstreme underfertilitet blandt de deporterede er martsdeportationerne klassificeret som overlagt folkemord[3].