Kvindehandel
From Wikipedia, the free encyclopedia
From Wikipedia, the free encyclopedia
Kvindehandel (eng.: Trafficking in women) er en form for menneskehandel der involverer slaveri, transport og handel med og salg og køb af kvinder mod deres vilje. Når man taler om kvindehandel, menes der sædvanligvis kvindehandel med tvangsprostitution som formål, mens ordet menneskehandel er mere almindeligt at bruge, når man taler om andre former for tvangsarbejde. Kvindehandel forstås i denne sammenhæng også som handel med piger (børn <18) når det er med sexudnyttelse til formål.
 | Denne artikels neutralitet er omstridt. (2010) |
FN definerer menneskehandel, herunder kvindehandel, som
| „ | At rekruttere, transportere eller overføre en person, holde en person skjult eller modtage en person ved brug af magt eller trusler om magtanvendelse eller anden form for tvang, bortførelse, bedrageri eller misbrug af magt eller ydelse eller modtagelse af betaling eller fordele for at opnå samtykke fra en person med det formål at udnytte vedkommende | “ |
Kvindehandel kan beskrives som en proces snarere end en enkelt hændelse. Det involverer i så fald 1) rekruttering, 2) transport, 3) salg, 4) udnyttelse – og evt. for organiserede netværk 5) hvidvaskning og investering af profit.
Kvindehandel betragtes af både FN, Europarådet og EU som en krænkelse af menneskerettighederne. Kul Gautum fra UNICEF har betegnet kvinde- og børnehandelen i Asien som "den største slavehandel i verdenshistorien" og dens metoder som "endnu mere ondskabsfulde og udspekulerede end den oprindelige slavehandels".[3].
Kvindehandel er et relativt bredt fænomen, der kan dække over forskellige grader af tvang eller udnyttelse. Den norske forsker May-Len Skilbrei har påpeget at kvindehandel kan være svært at afgrænse fra fænomener som rufferi og menneskesmugling, bl.a. fordi begrebet 'udnyttelse' kan være meget svært at definere i praksis, særligt når man har at gøre med folk i pressede økonomiske og følelsesmæssige situationer. De prostituerede selv har forskellige opfattelser af definitionen af ordet 'menneskehandel' og hvorvidt de selv er eller har været udsat for det. De færreste traffickingofre forlader deres hjemland ufrivilligt[4], og nogle vælger at acceptere arbejdsforhold og begrænsninger, de ikke var blevet informeret om før de rejste ud, som en del af risikoen ved at søge arbejde i et rigere land. Nogle har en meget belastet baggrund at sammenligne deres nuværende situation med, hvad der kan gøre at de bedømmer selv meget tvangsprægede situationer som acceptable og ikke tænker på at flygte eller melde deres alfons til politiet. Erfaring og opbyggelsen af et netværk kan med tiden gøre de mere ressourcestærke prostituerede uafhængige af bagmænd, hvorfor overgangen mellem trafficking og fuldt ud frivillig prostitution kan være glidende.[5]
Kvindehandel kan gennemføres med magt, tvang, manipulation, bedrag, autoritetsmisbrug, indledende samtykke osv. Unge kvinder og piger kan rejse fra deres hjemland med løfter om arbejde i udlandet og så i stedet blive solgt i slaveri og tvunget til prostitution[6]. Derudover kan dårlige muligheder for at migrere lovligt og problemer som at være fremmed i et fremmed land lede til, at frivillige immigranter kan komme i et afhængighedsforhold til en bagmand og/eller alfons. For nogle er en rejse med usikkert mål og styret af bagmænd den eneste mulighed for at søge arbejde i et rigere land.[5]. Løfterne om arbejde kan komme gennem f.eks. avisannoncer eller fra kærester, bekendte eller familie.[7][8][9] En anden kanal der kan bruges er "ægteskabsbureauer" (postordrebrud, eng. "mail-order bride")[10] – ofte internetbaserede, der bruges til at komme i kontakt med kvinder der er ivrige efter et bedre liv i Vesten. Kvinderne som tror de skal giftes med en vestlig mand, bliver i stedet tvunget til prostitution. Flere af ægteskabsbureauerne kombinerer ægteskabsmæglerrollen med escortservice[11] (nogle NGOer anser postordrehustruer i sig selv – også når kvinderne blot møder en mand til ægteskab – som værende en form for kvindehandel, med den begrundelse at det er baseret på stor magtulighed mellem parterne[11]). Andre af kvinderne bliver kidnappet[12][13]. Nogle piger bliver solgt ind i prostitution af deres forældre. I Europa ses dette oftest blandt romaer[14] hvor der er en lang kulturel historie for dette, mens det i steder i Asien (Indien, Cambodja, Thailand) gøres grundet fattigdom. Nogle af de tvangsprostituerede kvinder går frivilligt ind i prostitution, men på drastisk andre lovede vilkår end dem der bliver virkeligheden.[15].
Nogle bliver købt og videresolgt mange gange af forskellige mellemmænd, eller, når de har været et sted et stykke tid, solgt videre til et andet land. En kvinde i Bosnien berettede at hun havde været solgt 18 gange og indespærret på en række forskellige bordeller. Hyppig transport fra land til land kan ske for at holde kvinderne i en mere udsat position, da isolation fra omgivelserne forhindrer kvinderne i at bygge et netværk og lære deres juridiske rettigheder og muligheder for beskyttelse at kende. Det kan dog også være en fordel for prostituerede, der vil holde lav profil. Generelt vokser prisen for kvinderne, des nærmere de kommer destinationslandene i Vesten. Prisen for en ung bulgarsk kvinde i Makedonien kan ligge på 150 – 500 euro afhængig af hvor smuk hun er[16], en østeuropæisk kvinde i Bosnien kan ligge mellem 350[14] og 2.000 euro[17], i Rumænien omkring 2.000 euro for en 19 årig pige[18][19][20][21]. Mens en litauisk kvinde i Storbritannien kan koste mellem 4.500 euro[22] og 7.000 euro[23] (den gennemsnitlige pris for en handlet kvinde i Storbritannien er £2.000 – £3.000 pund afhængig af alder og udseende; to litauiske jomfruer på 15 blev solgt for 11.000 euro[24], en 16 årig slovakisk pige for £2.500[25]), eller en nigeriansk kvinde i Italien kan koste omkring 8.000.
Kvinder beretter om regulære slavemarkeder hvor købere og sælgere mødes og kvinderne bliver handlet offentligt til højestbydende[17]. Kvinderne bliver her fremvist halvnøgne eller i undertøj i haller[14] eller på gaden[26] hvor køberne så kan inspicere og mærke på udvalget[27][28][29]. I 2005 blev to litauiske piger (18 & 19), der var lovet servitrice job i Storbritannien, ifølge BBC aktioneret bort til den højestbydende i fuld offentlighed på en cafe i Gatwick Airport i hjertet af London[22][30].
Ofte anvender bagmændene bag kvindehandel en ekstrem brutalitet for at få ofrene til at samarbejde og forberede dem til prostitution. Der kan være en indledende fase (break-in[23]), hvor pigernes vilje og psyke nedbrydes gennem isolation, trusler[31], bank, ydmygelse, gentagne brutale voldtægter og utilstrækkeligt mad og vand[32].
De handlede kvinder bliver fastholdt i en position af tvangsprostitution med en blanding af manipulation, psykisk terror, trusler, vold, overvågning og indespærring. Manipulation kan f.eks. være, hvis alfonsen giver den prostituerede et falsk billede af, hvilke muligheder hun har, og hvilke farer hun er udsat for, hvis hun ikke gør som han/hun siger. Når de er i hænderne på deres nye "ejermand" får de frataget deres pas og alle andre personlige papirer, så de bliver officielt identitetsløse ikke-personer og stillet i en endnu mere udsat position. Pigerne hyppigt transporteret fra det ene sted til det andet og ved ikke selv hvor de er.[33]De isoleres i kældre eller på bordeller, hvor deres eneste kontakt med omverdenen kan være kunderne, som de ikke kan tale med.
Ejeren kan også pacificere offeret med trusler mod hendes familie i hjemlandet[34][35] eller, hvis ofrets familie ikke ved hvad hun laver, trusler om at afsløre det. Meget få kvinder, der slipper ud af sexslaveri, vælger at anmelde dem, der har handlet dem, af frygt for repressalier fra bagmændene.
En del af pigerne var oprindeligt blevet lokket til udlandet eller solgt af et nært familiemedlem, en kæreste eller bekendt, hvilket opleves som et dybt tillidsbrud. Tabet af tillid kan være en medhjælpende faktor til at holde pigerne fastlåste i prostitution. Trusler om at give forældre eller familie billeder og film af pigerne der bliver voldtaget eller har sex med kunder, kan bruges som yderligere et pressionsmiddel til at få dem til at forblive i prostitutionen.
Nogle kvinder er blevet skamferet eller myrdet som advarsel til andre handlede kvinder og som straf for, at nægte at lade sig prostituere. I Istanbul i Tyrkiet blev to ukrainske piger kastet ud fra en balkon og dræbt, mens seks andre russiske piger blev tvunget til at kigge på[36]. I Serbien blev en ukrainsk pige der gjorde modstand offentligt halshugget.
Mange bliver fortalt, at de har en stor kunstigt opskruet gæld de skal betale tilbage før de kan blive sat fri, så prostitutionen bliver en slags gældsslaveri. Gælden er deres egen købspris, prisen for levering mm. Tilbagebetaling gøres langvarig ved, at kvinden kun selv får lov til at beholde en minimal del af de penge, hun tjener ved prostitutionen og tvinges til at betale udgifter som f.eks. husleje for værelset i bordellet. Hvis hun så videresælges til en anden køber, skal hun starte forfra med at tilbagebetale købsprisen.
Hvis en sexslave ikke formår at flygte[37], vil de eneste måder at blive fri på som oftest være politirazzia, fremskreden graviditet eller død eller når de efter et stykke tid er så fysisk og psykisk medtaget at de ingen værdi repræsenterer længere som prostituerede[38]. I flere lande lader politiet sig dog bestikke, og i andre lande kan mistillid til politiet som sådan gøre at kvinder der har mulighed for at søge hjælp og beskyttelse ikke gør det.[5] Graviditet er heller ingen garanti; dels kan kvinderne blive tvunget til farlige, illegale aborter, dels kan de blive tvunget til at arbejde på trods af synlig graviditet.[39].
Et andet problem er, at mange ofre for kvindehandel juridisk set blot anses for illegale indvandrere og kan derfor se frem til udvisning fra landet, hvis de kommer under politiets varetægt. Ofte vil en frigivet kvinde blive solgt igen, hvis hun vender hjem. F.eks. viser en rapport at 80% af ukrainske kvinder solgt til Grækenland vil blive solgt tilbage inden for 48 timer fra udvisningen[40][41].
I flere modtagerlande er prostitution desuden ulovligt. En 20-årig ukrainsk kvinde, der var blevet solgt til et bordel i De Forenede Arabiske Emirater, blev idømt tre års fængsel for prostitution, efter hun var flygtet og havde kontaktet politiet[42].
Ud over volden (der ofte er af sådan karakter at det medfører brækkede knogler og bevidstløshed) og de udbredte gruppevoldtægter påført af bagmændene og alfonserne og den stærkt forhøjede risiko for at blive mordoffer, medfører de gentagne voldtægtslignede sexhandlinger forbundet med tvangsprostitution, ydmygelsen og magtesløsheden stor skade på pigernes krop og psyke. De tvangsprostituerede har typisk ikke indflydelse på antallet af kunder – der kan være helt op til 40-50[43] om dagen – eller ret til at sige nej til kunder eller former for sex eller nægte ubeskyttet sex. Derfor har mange en stor risiko for at pådrage sig kønssygdomme (syfilis og gonorré – såvel som livmoderhalskræft hvor mange og forskellige sexpartnere forhøjer risikoen[44]) – ifølge IOM bliver op til 90 % af ofre inficeret med en kønssygdom[45] – og andre smitsomme sygdomme såsom tuberkulose og hepatitis. Mange bliver ramt af HIV/AIDS. Specielt yngre piger har stor risiko for at pådrage sig HIV/AIDS, da der er et marked for ubeskyttet sex, og de yngre piger anses for mindre tilbøjelige til at være inficerede (et studie fra Indien konkluderede at prostituerede piger havde en HIV-infektionsgrad på 12,5% mod 5,4% for voksne prostituerede kvinder[44]). Hvis pigerne bliver gravide er tvungen abort udbredt, såvel som højrisiko-graviditeter og fødsler. Mange får varige skader på reproduktionsorganerne, der kan medføre sterilitet. Ud over de fysiske skader rammes mange af kvinderne af posttraumatisk belastningsreaktion[14], depression, selvbebrejdelse, skam og angst. Selvmord eller selvmordsforsøg er udbredte. Mange bliver afhængige af alkohol eller narkotika.
Et toårs internationalt studie[kilde mangler] fra 2001-2003, bl.a. baseret på interviews med 28 handlede kvinder, rapporterede en række af helbredsmæssige konsekvenser. 25 af kvinderne rapporterede, at de var blevet gjort "forsætligt fortræd". Kvinderne rapporterede om gynækologiske problemer (mest udbredt), brækkede knogler, kvæstelser, smerte, bevidstløshed, hovedpine, høj feber, maveproblemer, udiagnosticerede bækkensmerter, komplikationer fra aborter, hudproblemer (sår, skab, lus), usundt vægttab og tand- og mundproblemer. Alle kvinderne rapporterede, at de havde været udsat for sexmisbrug og tvunget til uønskede seksuelle handlinger, inklusiv voldtægt, tvungen anal- og oralsex, tvungen ubeskyttet sex og gruppevoldtægt. Omkring en fjerdedel havde haft ubeskyttet vaginalsex med kunder og halvdelen ubeskyttet vaginalsex med bagmændene. Seks berettede om ubeskyttet analsex med kunder. En fjerdedel berettede om mindst én graviditet og efterfølgende abort, og for en af de interviewede resulterede aborten i livstruende komplikationer. Femten af kvinderne fortalte, at de ikke havde penge til at købe basale nødvendigheder, hvilket havde alvorlige konsekvenser for deres mulighed for at passe deres hygiejne. Syv af kvinderne berettede om tvungent samleje på trods af menstruation.
Hovedparten af kvinderne havde 10-25 kunder om dagen, nogle op til 40-50. De mest almindelige psykiske problemer var: pludselig eller konstant træthed; overtilbøjelighed til gråd; hyppigt forekommende ulykkelige eller triste følelser; følelsen af at være mindre værd end andre mennesker og at være permanent skadet. Seks af kvinderne berettede om selvmordstanker[46].
Genoptagelsen af en normal livsførelse kan besværliggøres af offentlig stigmatisering og en udbredt antagelse om, at prostitutionen var selvvalgt. Nogle gange vil kvindernes familier og samfund ikke acceptere deres tilbagevenden, efter de har været prostituerede.
En speciel form for kvindehandel er opstået på baggrund af en skævvredet demografisk balance mellem antallet af kvinder og mænd i visse asiatiske lande, især Kina og Indien, hvor udbredt brug af kønsselektiv abort og femicide har medført et stort overskud af mænd som derfor har problemer med at finde en hustru[47]. Som konsekvens har flere prøvet sig med at importere og købe en hustru fra en anden region eller et andet land.[48].
I Kina er problemet størst i de landlige områder, hvor det forstørres af emigration til byområderne. Kvinderne bliver handlet både som hustruer, konkubiner og regulære sexslaver. Køberne er ofte fattige, invalide eller syge mænd, der ikke har været i stand til at tiltrække en hustru på anden vis. Generelt er køberne langt ældre en de købte kvinder. Der handles både internt i landet og fra de omkringliggende fattige lande (Vietnam, Cambodja, Nord Korea[49][50]) til Kina.
I Indien foregår handlen hovedsagligt fra fattige provinser (i Nordvestindien; Vestbengalen, Assam og fra Nordøstindien; Jharkhand og Bihar) til rigere provinser i Punjab og Haryana hvor kvindemanglen er størst[51]. Der foregår også international handel over grænsen fra Bangladesh til Indien. Noget af handlen er baseret på kidnapninger af piger og kvinder, der derefter bliver tvangsgiftet eller solgt til bordeller[52].
Kvinder handlet til ægteskab i Indien opnår sjældent et ægteskab på lige fod med andre kvinder der har indgået ægteskab på mere almindelig basis. Oprevet fra deres familie og kultur, uden at kunne sproget, lever de på deres mands nåde. Mange af de importerede kvinder behandles som slaver og udsættes for seksuelle og fysiske overgreb[53]. Nogle af de købte piger bliver brugt som fødemaskiner, hvor hun bliver smidt ud igen, solgt til et bordel eller overdraget til en anden efter hun har produceret et drengebarn[51]. Nogle indere der ikke har råd til selv at betale for en hel pige, slår sig sammen om at købe en pige, som de derefter deler som sexslave[53]. Ofte er der overlap mellem hustruhandlen og sexslavehandelen til bordeller. Ofte bliver pigerne handlet som børn, før de er kønsmodne, hvilke kan øge risikoen for kønssygdomme og HIV/AIDS (ved sex før kønsorganerne er udvoksede).
Grundet den til stadighed voksende kløft mellem antallet af drenge- og pigebørn i de importerende indiske regioner forventes det, at handlen vil fortsætte med at vokse voldsomt i fremtiden.[kilde mangler]
FNs dokumenterer internationalt menneskesalg fra 127 lande til udnyttelse i 137 lande (2006)[54]. FN klassificerer Albanien, Bulgarien, Hviderusland, Kina, Litauen, Moldavien, Nigeria, Rumænien, Rusland, Thailand og Ukraine som de største oprindelseslande for menneskesmugling og Belgien, Tyskland, Grækenland, Israel, Italien, Japan, Holland, Thailand, Tyrkiet og USA som de største destinationslande.
Det amerikanske udenrigsministerium anslår at der årligt handles omkring 4 millioner mennesker (2005)[55], hvoraf omkring 80% er hunkøn (30% voksne kvinder og 50% piger (børn)). 3.2 millioner handles indenfor nationale grænser og mellem 600.000 og 820.000[56] over internationale grænser. Omkring 80%-87% bliver solgt til sexslaveri[54][57][58]. Handel med kvinder er den hurtigst voksende og tredjemest indbringende form for organiseret kriminalitet i verden – efter våben- og narkohandel – med en årlig omsætning på omkring 60 milliarder kroner, hvor alene tvangsprostitutionsmarkedet er værd over US$ 7 milliarder (2000). Ifølge nogle opgørelser overstiger illegal menneskehandel allerede illegal våbenhandel[59] og narkohandel[60]. Kvindesexslaveri er i dag den mest udbredte form for slaveri.
Handlen er baseret på udbud og efterspørgsel og går næsten udelukkende fra fattige til rige regioner og lande. Siden Sovjetunionens opløsning har de tidligere østeuropæiske stater og sovjetstater (Albanien, Moldavien, Rumænien, Bulgarien, Hviderusland, Ukraine og Rusland) udviklet sig til primære kilder for handlede kvinder[61][62][63]. Herfra stammer anslået to tredjedele af handlede kvinder der bliver handlet til prostitution på globalt plan[64]. Omkring 3/4 er førstegangsprostituerede. De primære forbrugere af handlede kvinder er rige lande i Vesten, Mellemøsten og Asien samt Kina og Indien. Vesteuropa (Tyskland, Italien, Holland, Spanien, Storbritannien, Grækenland), Mellemøsten (Tyrkiet, Israel[65], De Forenede Arabiske Emirater), Japan, Kina, Indien, USA og Canada[66][67]. Alene i EU er der anslået 500.000 prostituerede kvinder og piger fra Central- og Vesteuropa[68][69]. Omkring 14.500-17.500 ofre bliver årligt transporteret ulovligt over de amerikanske grænse[58].
Flere lande fungerer både som donorland, transitland og forbrugsland, men den internationale handel foregår primært fra fattige til rige dele af verden, ligesom den indenlandske handel foregår fra fattige, landlige egne til rigere bycentre.
Den amerikanske regering (Department of State) har udarbejdet en række retningslinjer, specificeret i Trafficking Victims Protection Act (TVPA) fra 2000[70], der giver nogle grundlæggende minimumsstandarder til bekæmpelse af menneskehandel. Hvert år udgives desuden en rapport (TIP) hvor en række centrale lande analyseres og rangeres efter hvordan og i hvor høj grad de lever op til retningslinjerne. Der er fire klasser: Tier 1, Tier 2, Tier 2 Watch List, og Tier 3 – hvor Tier 3 er den dårligste klasse. Tier 1-lande lever fuldt op til minimumsstandarderne. Tier 2-lande lever ikke op til minimumsstandarderne, men gør substantielle forsøg på at forbedre sig. Tier 2 Watch List -lande lever ikke op til minimumsstandarderne, men gør substantielle forsøg på at forbedre sig, om end det absolutte antal ofre for menneskehandel forbliver meget stort eller er hastigt stigende. Tier 3-lande lever ikke op til minimumsstandarderne og gør intet forsøg på at adressere det[44].
I 1949 vedtog FN en konvention mod menneskehandel og tvungen prostitution; "The Convention for the Suppression of the Traffic in Persons and of the Exploitation of the Prostitution of Others".
I 1979 vedtog FN en kvindekonvention, der pålægger de lande, der har skrevet under, at indføre lovgivning der forbyder enhver form for kvindehandel og udnyttelse af kvinder til prostitution. Danmark ratificerede kvindekonventionen i 1983.
I 2000 underskrev 120 lande, inklusive Danmark, Palermo-protokollen[126] i en større pakke mod international kriminalitet. Protokollen pålægger landene at gøre noget ved efterspørgslen på handlede kvinder indenfor egne grænser og fungerer som grundlag for den danske lovgivning mod kvindehandel.
Siden juni 2002 har menneskehandel været omfattet af en særlig bestemmelse i straffeloven; § 262a. § 262a har en strafferamme på 8 års fængsel for den, der "rekrutterer, transporterer, overfører, huser eller efterfølgende modtager en person, hvor der anvendes eller har været anvendt 1) ulovlig tvang efter § 260, 2) frihedsberøvelse efter § 261, 3) trusler efter § 266, 4) retsstridig fremkaldelse, bestyrkelse eller udnyttelse af en vildfarelse eller 5) anden utilbørlig fremgangsmåde med henblik på udnyttelse af den pågældende ved kønslig usædelighed, tvangsarbejde, slaveri eller slaverilignende forhold eller fjernelse af organer."[127][128].
Kvinder der har været solgt til prostitution i Danmark bliver normalt udvist, men får en udrejsefrist på 30 dage. I mange andre lande er der lovgivning der tillader de handlede kvinder at blive i landet, hvis de hjælper i efterforskningen mod bagmændene. I USA er der et system med T visum, der sørger for at kvinderne kan blive i landet i mindst tre år, hvorefter de er berettigede til permanent opholdstilladelse[129][130].
I Tyskland[131] og Finland[132] er køb af sex med handlede kvinder forbudt, hvor sex med enhver form for prostituerede er forbudt i Sverige. I Danmark blev et folketingsforslag om en kriminalisering af køb af sex hos prostituerede, der er ofre for kvindehandel, forkastet i 2006[133] om end den danske justitsminister Lene Espersen i 2007 udtalte at danske sexkunder der har sex med handlede og tvangsprostituerede kvinder kan sigtes for voldtægt, hvis de er vidende om at kvinden er tvangsprostitueret[134]. Venstres medlem af Europa-Parlamentet Karin Riis-Jørgensen arbejder på at indfører et forbud efter finsk forbillede i Danmark[132].
Mellem 8. juni 2002, hvor den specielle paragraf for menneskehandel trådte i kraft, og 29. september 2006, er 13 sager blevet ført til succesfuld domsafgørelse i skyldsspørgsmålet[114].
| „ | Formålet med at bekæmpe menneskehandel er at sikre en retfærdig og effektiv straf til bagmændene, at beskytte deres ofre og at forebygge handel i at forekomme | “ |
— Victims of Trafficking and Violence Protection Act of 2000 |
En effektiv strategi til bekæmpelse af kvindehandel må nødvendigvis indeholde elementer af både Forebyggelse, Offerbeskyttelse og Kriminalisering (Prevention, Protection and Prosecution). En offerorienteret strategi bør desuden adressere befrielse, rehabilitering og reintegration (rescue, rehabilitation, and reintegration).
I december formulerede den danske regering en handlingsplan til bekæmpelse af kvindehandel for perioden 2003 til 2006. Handlingsplanen havde som hovedområder: Støtte til ofrene og forebyggelse[156].
Støtte til ofrene: Støtte til ofrene for kvindehandel omfattede en model for kvindernes ophold i Danmark indtil udvisning (el. hjemsendelse, perioden op til hjemsendelse kaldes: "refleksionsperioden") samt en struktureret hjemsendelsesplan. Ofrene havde i 2003 lov til at blive i Danmark i 15 dage før de blev udvist, det blev senere i 2006 sat op til 30 dage[157], og igen i slutningen af 2006 til 100 dage[158] [159]. Planen inkluderede:
Forebyggelse: Forebyggelsen involverer en oplysningskampagne mod potentielle danske kunder for at begrænse efterspørgslen samt information og kontakt rettet mod ofre for kvindehandel. Planen inkluderede:
I marts 2007 blev en ny handlingsplan lanceret for perioden 2007 til 2010[160]. Handlingsplanen indeholder følgende mål:
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
