dansk advokat indenfor ophavsret From Wikipedia, the free encyclopedia
Johan Schlüter (født 18. juni 1944) er en tidligere dansk advokat, der arbejdede med ophavsret.
Johan Schlüter | |
---|---|
Født | 18. juni 1944 (80 år) |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Københavns Universitet (til 1970) |
Beskæftigelse | Advokat |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Schlüter blev uddannet som cand.jur. fra Københavns Universitet i 1970.[1]
Han var partner i Berning Schlüter Hald (1990-1998), Schlüter & Hald (1998-1999) og Bech-Bruun Dragsted (1999-2002), indtil han i 2002 etablerede sit eget advokatfirma, Johan Schlüter Advokatfirma, der indtil det lukkede i 2015[2] holdt til ved Højbro Plads.
I 1970'erne blev han involveret som advokat for den danske grammofonpladebranche (IFPI Danmark) via Bent Fabricius Bjerre,[3][1] og fik efterhånden en central placering som rådgiver for danske rettighedshavere i sådan en grad at han er blevet betegnet "kongen af dansk ophavsret".[4] Blandt Schlüters arbejde var etableringen af Antipiratgruppen og den senere forening RettighedsAlliancen.[5] En af sagerne som Schlüter havde for Antipiratgruppen kom i 2011 frem til en principiel Højesteretsdom om bevissikring.[6]
Med Thomas Sehested stod Johan Schlüter også bag softwarefirmaet DtecNet, der oprindeligt blev etableret i 2004 under navnet JSA Software.[7] I 2010 blev firmaet solgt til det amerikanske firma MarkMonitor.[8] DtecNet blev i 2010 gazellevinder.[9]
Schlüter modtog i 2012 Koktvedgaardprisen.[10]
I 2012 blev Schlüter involveret i en fransk sag om administrationen af arven efter den franske visesanger Charles Trenet. De franske myndigheder udstedte en international arrestordre på Schlüter.[11] I 2014 idømte en fransk domstol ham 18 måneders ubetinget fængsel i sagen,[12] og efterfølgende rettede franskmanden Georges El Assidi et krav på 30 millioner kroner mod Schlüter, først ved Københavns Byret og siden ved Østre Landsret. I sagen afgjorde Østre Landsret at El Assidi kunne indefryse Schlüters værdier, indtil sagen var færdigbehandlet i Frankrig.[13] Den franske sag blev appelleret[14] og endte med en frifindelse af Schlüter i hovedsagen.[15]
Schlüters advokatfirma blev i sommeren 2015 politianmeldt af Producentforeningen, der mente at have mindst 100 millioner kroner tilgode.[16] Dette skete efter en uafhængig revisionsundersøgelse fandt alvorlige uregelmæssigheder i administrationen af selskaberne CAB, Filmret og Filmkopi. Administrationen af selskaberne stod Schlüter og hans advokatfirma for gennem det tilknyttede selskab Registrering Danmark ApS.[17] I tilknytning til sagen bortviste og politianmeldte advokatfirmaet partneren Susanne Fryland og afskedigede en tredjedel af medarbejderne.[18] Den 2. oktober 2015 rapporterede finans.dk at advokatselskabet var lukket og hovedsædet rømmet,[19] og nogle få dage senere erklærede Sø- og Handelsretten selskabet for konkurs.[20] Selv blev Schlüter erklæret personlig konkurs i december 2015.[21] I februar 2016 blev Schlüter og hans tredje partner, Lars Halgreen, også sigtet i sagen.[22] Statsadvokaten for Særlig Økonomisk Kriminalitet rejste i juni 2017 tiltale mod Schlüter og to andre advokater i Schlüters advokatfirma. Sagen var da på over 200 millioner kroner og tiltalepunkterne omfattede blandt andet skyldnersvig og mandatsvig af særlig grov beskaffenhed.[23] Den 11. juni 2018 blev Schlüter ved Københavns Byret fundet skyldig i groft mandatsvig og skyldnersvig og idømt en betinget fængselsstraf på 4 års fængsel. Straffen blev gjort betinget på grund af dømtes alder og "personlige forhold". Ved dommen blev han desuden fradømt retten til at drive advokatvirksomhed.[24]
Johan Schlüter er gift med Elsebeth og har fire børn. Han har boet i lejlighed på Esplanaden og har sommerhus i Lumsås.[3][25]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.