Dublin-forordningen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Dublinforordningen (Forordning nr. 604/2013, undertiden Dublin III-forordningen, tidligere Dublin II-forordningen og Dublinkonventionen) er en EU-forordning, der fastsætter kriterierne og procedurer til afgørelse af, hvilken af Den Europæiske Unions (EU) medlemsstater, der er ansvarlige for at behandling af asyslansøgere, som søger international beskyttelse i overensstemmelse med Genevekonventionen samt EU's kvalifikationsdirektiv (sidstnævnte deltager Danmark ikke i).[1] Den er en hjørnesten i Dublin-systemet, som består af Dublin-forordningen og EURODAC-forordningen, der etablerer et fælles europæisk fingeraftryksregister for illegale indvandrere i EU. Dublinforordningen har til formål "hurtigt at afgøre, hvilken medlemsstat der er ansvarlig [for behandling af asylansøgning]",[2] og giver dermed andre medlemsstater mulighed for at sende en asylansøger tilbage til den ansvarlige medlemsstat. Normalt vil den ansvarlige medlemsstat være staten, hvorigennem asylansøgeren først kom ind i EU.