Modstandsbevægelse
From Wikipedia, the free encyclopedia
En modstandsbevægelse er en organisation, som aktivt bekæmper en besættelsesmagt, en lokal regering, der samarbejder med en besættelsesmagt,[1] eller et diktatur[2]. Ordet bruges især om den danske modstandsbevægelse under Besættelsen 1940-1945,[2] og om tilsvarende modstandsbevægelser i andre europæiske lande, der bekæmpede den tyske besættelsesmagt under anden verdenskrig,[1][3] eksempelvis den norske og den franske modstandsbevægelse. Betegnelsen er også blevet brugt om mange organisationer i andre lande, der har gjort væbnet eller ikkevæbnet modstand imod styret i deres land. To sydafrikanske eksempler er såvel African National Congress fra 1912, den ledende modstandsbevægelse imod det tidligere hvide apartheid-styre i Sydafrika,[4] som den sydafrikanske paramilitære Afrikaner Weerstandsbeweging fra 1973, der blev dannet som en modstandsbevægelse blandt afrikaanere imod liberale tendenser blandt hvide sydafrikanere.[5]
En modstandsbevægelse kan søge at nå sine mål enten ved brug af ikkevoldelige midler (sommetider kaldt civil ulydighed) eller ved brug af væbnet magt.[6]
Oxford English Dictionary har registreret den første brug af ordet resistance (engelsk for "modstand") i betydningen "organiseret modstand imod en invasionsmagt" i 1862.[7]