Krisen i senmiddelalderen
From Wikipedia, the free encyclopedia
Krisen i senmiddelalderen er betegnelsen for en række begivenheder, som i løbet af 1300- og 1400-tallet kom til at afslutte en lang stabil periode i Europas historie.[1] Især tre forhold var afgørende: faldende befolkningstal, politisk ustabilitet og kirkelige omvæltninger.[2]
Som følge af dels den store hungersnød, der hærgede Europa i årene omkring 1320, og dels den sorte død, som 30 år senere lagde hele egne øde, faldt befolkningstallet til omkring det halve. Medvirkende til det faldende befolkningstal var også den klimaforværring, som indtraf, da den middelalderlige varmeperiode gradvist afløstes af den lille istid. Først omkring 1500 var Europas befolkningstal tilbage på niveauet fra 1300.[2]
I årtierne efter den sorte død gjorde både franske og engelske bønder oprør mod magthaverne, men oprørene blev i begge lande nedkæmpet, mest voldsomt i Frankrig. Samtidigt hermed udkæmpedes Hundredårskrigen, en strid mellem engelske og franske adelsslægter om retten til den franske trone, en krig som efterfølgende i England førte til strid om den engelske trone, og Rosekrigene.[2]
Det tysk-romerske rige havde i sidste halvdel af 1200-tallet oplevet interne magtkampe, som svækkede dets sammenhængskraft, idet magten nu i højere grad gled hen til de forskellige tyske stater inden for riget. Den romersk-katolske kirke blev i årene omkring 1400 rystet af det pavelige skisma, hvor der en årrække var to paver, én i Avignon, som blev støttet af Frankrig, Skotland og Spanien, og én i Rom, som blev støttet af England og de tyske og skandinaviske stater.