Den sorte død
Pandemi / From Wikipedia, the free encyclopedia
Den sorte død var en pandemi af historisk pest i midten af 1300-tallet.[1] Pandemien angreb Messina i 1347, og Den sorte død spredtes herefter med stor hast op gennem Europa.[2]
Ud fra de sparsomme kilder og det begrænsede talmateriale antages det, at pandemien havde forårsaget, at folketallet i Europa omkring 1450 var blevet reduceret til mellem en tredjedel og halvdelen af befolkningsniveauet fra før 1347.[3] Det er den dødeligste pandemi nogensinde. Efter Den sorte død hærgede pest Europa de næste århundreder, men mindre hårdt.[3] Efter alt at dømme var bakterien Yersinia pestis højst sandsynligt årsagen til pandemien.