Øvre Peru
From Wikipedia, the free encyclopedia
Øvre Peru (spansk: Alto Perú) var en region i Vicekongedømmet Peru og fra 1776 i Vicekongedømmet Río de la Plata,[1] som bestod af guvernørskaberne Potosí, La Paz, Cochabamba, Chiquitos, Moxos og Charcas (senere omdøbt til Sucre). Regionen blev i begyndelsen styret af Audienciaen i Charcas, der blev dannet i 1561, og som havde en udtalt autonomi, men som var underlagt Vicekongedømmets jurisdiktion.[2] Portugisernes fremstød i Sydamerika betød dog, at Spanien dannede vicekongedømmet Río de la Plata, hvortil Audiensia de Charcas blev overført af økonomiske årsager.[2]
Forbindelserne mellem Peru og Øvre Peru blev dog bibeholdt socialt og økonomisk.[2]
I 1809 blev selvstændighedsprocessen påbegyndt.[1] Kontrollen med Alto Peru blev på daværende tidspunkt overtaget af vicekongen Abascal, hvilket blev godkendt af den spanske regering.[2] Efter Den bolivianske frihedskrig blev området i 1825 en selvstændig stat, der tog navnet Bolivia[3] efter Simón Bolívar.