Tema (musik)

Et tema er inden for musikken en musikalsk tanke, der – selv om den ikke fremtræder i nogen afsluttet eller afrundet form – dog rummer så meget indhold, at den har en egen selvstændig karakter og er i stand til at opfattes for sig og derved kan efterlade et vist samlet indtryk (sammenlign motiv).

For andre betydninger se Tema

Første tema i First theme Haydns sonate in G-dur

Betegnelsen tema anvendes også om en mere sammensat musikalsk sætning, der tjener som udgangspunkt for en videre udarbejdelse i større former (sonate, arie osv.), og endelig om et fuldt afsluttet mindre musikstykke, der danner grundlaget for forskellige selvstændige omformninger eller variationer. Ikke al musik har et tema som grundlag. Denne musikalske enhed spiller en vigtig rolle for kompositionen i den europæiske musik siden Renæssancen, især dog siden Barokken og Wienerklassikken. I mundtligt overleveret folkemusik derimod taler man ikke om temaer, men snarere om karakteristiske lied- danse- eller melodiformer. I moderne jazz og her specielt i bebop anvendes hyppigt begrebet bebop head ("bebop hoved").^[1] .

Fuga

Begrebet tema træder især frem i fugaens strenge form som er typisk for barokmusikken. Fugaen begynder altid med en enkelt stemme der fremstiller temaet. Indgangsmelodien til den endnu uledsagede hovedstemme er altså identisk med temaet. Yderligere stemmer føjes da til som tager temaet op, gentager det på andre tonetrin og forbinder sig med de øvrige stemmer til et kunstfærdigt fletværk. Temaet danner ikke det eneste materiale, men det væsentligste, som kompositorisk bliver forarbejdet videre og bestemmer forløbet i værket. Derved kan det behandles på mange måder i overensstemmelse med reglerne for kontrapunkt.

Sonateform

I klassikken har temaet den centrale plads i sonateformens ekspositiondel.^[2] Dér fremtræder den som ledsagende melodi, for det meste strengt opdelt i kontrast til et sidetema. Ud af motiver og figurer fra de to temaer – hoved- og sidetema ("temadualisme"^[3]) – udvikler komponisten så den midterste del af en sonatehovedsats, gennemførelses- eller modulationsdelen, før reprisen gentager udgangstematikken og afslutter stykket.

I Romantikkens musik blev temaet bearbejdet som selvstændig melodisk-harmonisk-rytmisk idé på en mindre streng måde, således at det mistede sin klare afgrænselige kontur. Hos Schumann spillede for eksempel idealet om den "uendelige", stadig fortløbende melodi en vigtig rolle.

Se også

• Rondo – AABA-form

Eksterne henvisninger

• "Musikkens skrift og tale", 1971, af Sven Erik Werner (htm-format via Google), bl.a. om "temadualisme" som den musikalske skrifts tidligste opsætsighed mod den herskende orden.

Kilder

• Opslag af operarepetitør S. Levysohn i Salmonsen (Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bd. 23, s. 217) samt den tyske artikel i denne udgave

Noter

1. '"Bebop head" : se evt. Bebop head (tysk) for anvendelsen af udtrykket head, "hoved". Der nævnes udtrykket "hovedsats" og det italienske da capo: "fra hovedet", dvs. forfra
2. En traditionel sonatesats består af fire dele: ekspositionsdelen, modulationsdelen, reprise og coda. Se sonateform
3. Se henvisning til analyse heraf af Sven Erik Werner i "Eksterne henvisninger"

Spire Denne musikartikel er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.