Stiftamtmand

Stiftamtmand var fra 1692 i Danmark-Norge den officielle betegnelse for den i stiftsbyen fungerende amtmand, det sammen med stiftets (bispedømmets) biskop udgjorde stiftsøvrigheden.^[2]

Christian Gyldenløve blev stiftamtmand i Bergen som fireårig.^[1] Billede fra Dansk Adels Aarbog efter Hyacinthe Rigaud.

Stiftamtmanden er den verdslige leder af folkekirken i et stift, men har ikke selvstændige beføjelser efter den kirkelige lovgivning.

I løbet 1700-tallet blev stillingen ofte anvendt overfor politikere og statsmænd, der var blevet udmanøvreret af magthaverne, som en bekvem måde at skaffe dem væk fra København uden ligefrem at afskedige dem i unåde.^[3] Således blev grev Adolph Sigfried von der Osten stiftamtmand i Ålborg efter sin afskedigelse i 1773, og Ove Høegh-Guldberg stiftamtmand i Århus efter kuppet mod ham i 1784.

I Norge var der fire stiftamtmænd, én i Christiania (der også kunne titulere sig "Vice-stadholder" og stod noget over de andre), Christiansand, Bergen og Trondhjem. Under disse stod amtmændene; under disse igen fogderne.^[4]

Efter Strukturreformen er det Statsforvaltningens fem regionale direktører (eller vicedirektører), der er stiftamtmænd for de stifter, der er i deres respektive områder.