From Wikipedia, the free encyclopedia
Splint & Co. (Spirou et Fantasio) er en belgisk tegneserie om vennerne Splint og Kviks eventyrlige oplevelser sammen med deres dyrevenner Spirillen og egernet Spip.
Seriens første tegner var Robert Velter (Rob-Vel), som fandt på den til seriemagasinet Journal de Spirous begyndelse i 1938.
Tegneseriefiguren Splint (Spirou) var i starten af serien piccolo på "Moustique Hotel", og han går selv i de nyeste historier stadig klædt i sin røde uniform, selvom hans arbejde ikke har været nævnt i serien i mange år.
I modsætning til de fleste figurer i europæiske tegneserier tilhører figuren Splint sin udgiver, Dupuis, og ikke en bestemt forfatter, da Dupuis købte magasinet og dets figurer af Rob-Vel i 1943. Serien blev derfor overdraget til flere forskellige kunstnere, først Joseph Gillain (Jijé) i 1943. I 1944 introducerede Jijé en ny figur, Kvik (Fantasio), Splints bedste ven og med-eventyrer.
Jijé overdrog serien til den unge André Franquin i 1946, midt under tilblivelsen af Spirou et la maison préfabriquée. Franquin udviklede serien fra enkeltstående humoristiske rammer og korte føljetoner til lange eventyr med komplekse handlinger, og han anses for at være seriens vigtigste forfatter. Franquin introducerede et større antal tilbagevendende figurer, især opfinderen og videnskabsmanden grev Champignac, foruden den gale videnskabsmand Zorglub, Kviks fætter Sante/Santas (Zantafio), som vil være diktator, journalisten Myg (Seccotine), en af de få kvindelige figurer i belgiske tegneserier fra den periode.
En af Franquins figurer, som endte med at få sit eget "liv", var Spirillen (Marsupilami), et fiktivt abelignende væsen med en særdeles lang gribehale. Spirillen medvirker i de fleste af Franquins historier, første gang i 1952 i Arvestriden (Spirou et les héritiers). I serien adopteres spirillen af heltene og følger dem overalt. I 1957 gjorde Franquin dog en undtagelse i Hvor er Spirillen? (Le nid des marsupilamis), der i form at et dokumentarhæfte fortæller om Spirillen i dens naturlige levested i det fiktive sydamerikanske land Palombia (Palombie).
I Buddhas fange (Le prisonnier du Bouddha, 1959) begyndte Franquin at samarbejde med Greg (tekst) og Jidéhem (baggrunde). Som i nogle af sine senere serier (eksempelvis Bruno Brazil og Bernard Prince), foregår Gregs historier i realistiske geopolitiske sammenhænge. Den førnævnte Buddhas fange foregår i Kina, med tilslørerede referencer til den kolde krig. SOS fra Bretzelburg (QRN sur Bretzelburg) foregår i to fiktive europæiske lande, der får læseren til at tænke på Tyskland før genforeningen. Det var sammen med Greg, at Franquin fandt på skurken Zorglub til dobbelthistorierne Z som Zorglub (Z comme Zorglub) og I skyggen af Z (L'ombre du Z).
Efterhånden som Franquin blev træt af Splint & Co., begyndte hans anden større figur, Vakse Viggo (Gaston Lagaffe), at få forrang i hans arbejde, og efter den kontroverselle Ballade i Champignac (Panade à Champignac) blev serien i 1969 overdraget til den unge ukendte tegner og Splint & Co.-fan, Jean-Claude Fournier. Som en følgevirkning deraf, medvirkede Spirillen kun i en sidste historie, Guldmageren (Le faiseur d'or). Dette fordi Franquin besluttede sig for at beholde rettighederne til figuren, mens alle andre figurer forblev udgiverens. Fra Trianglen længe leve (Du glucose pour Noémie) omtales Spirillen ikke længere. Først i 1990 dukker Spirillen op igen, i sin egen tegneserie og tegnefilmsserie i fjernsynet.
Fournier forfattede nye album i serien og gjorde Splint & Co. til en mere moderne serie. Hvor Franquins historier havde en tendens til at være politisk neutrale, (hans senere arbejde, særligt Franquins sorte sider (Idées noires) viste en mere samfundskritisk side af ham), beskæftigede Fournier sig med aktuelle emner (i 1970'erne) som atomenergi i Varsleren (L'Ankou), diktaturer finansieret af narkotika i Tyrannen Kodo (Kodo le tyran) og Duvalier-lignende undertrykkelse i Tora Torapa (hvor både Zorglub og Sante optræder for første gang siden Franquin). Selv om Fournier introducerede nye figurer som Ororéa og Itoh Kata, foruden den okkulte kriminelle organisation Trianglen, er kun få af dem blevet anvendt af senere kunstnere.
I slutningen af 1970'erne satte Fournier tempoet ned, og udgiveren søgte nye forfattere, som kunne erstatte ham. En overgang arbejdede tre forskellige hold på historier. Nic Broca (tegninger) og Raoul Cauvin (tekst) fortsatte, hvor Fournier slap, uden at tilføre figurerne meget nyt. Deres primære tilføjelse til Splint & Co.-universet, den sorte boks, som er et apparat, der eliminerer lyd, var en anerkendt relancering fra en tidlig historie af Jidéhem (La bulle du silence). Forfatterne havde ikke tilladelse fra udgiveren til at anvende bifigurerne, hvorfor deres historier har fået en sekundær placering i serien.
Yves Chaland foreslog en mere radikal ændring, og hans (meget korte) arbejde med Splint & Co. (Coeurs d'acier, 1982) er en ironisk tilbagevenden til serien, som den så ud i 1940'erne. Denne hyldest til Jijé- og tidlige Franquin-historier blev anset for at være for avanceret til de almindelige læsere af serien.
Makkerparet Philippe Tome (tekst) og Janry (tegninger) gav igen serien succes, både blandt anmelderne og salgsmæssigt. Grafisk var forfatternes arbejde en hyldest til Franquins klassiske historier og tog moderne emner op som bioteknologi i Virus! (Virus), robotik i En robot for meget (Qui arrêtera Cyanure?) og endda tidsrejse i dobbelthistorien Fanget i fortiden og Gensyn med Z (L'horloger de la comète og Le réveil du Z), hvor sidstnævnte indeholder en fremtidsudgave af Zorglub. Med Den absolut enestående historie om Lille Splint (La jeunesse de Spirou (1987) fandt Tome og Janry på historier om Splints ungdom, og dette blev senere til en særskilt serie, Den lille Splint (Le Petit Spirou), der fortæller om figurens gerninger som folkeskoleelev, hvor mange af historierne handler om figurens interesse for det modsatte køn.
En ny skurk, den uheldige mafiaboss Vito Cortisone, blev introduceret i I New-York (Spirou à New-York, 1987), mens Splint og Kvik i I Moskva (Spirou à Moscou, 1990) besøger Sovjetunionen for første gang, netop som kommuniststyret var ved at kollapse.
I Jagten på Splint (Machine qui rêve, 1998) prøvede Tome og Janry igen at forny serien med en mere moden handling (såret helt, kærlighedsforhold) forenet med en mere realistisk grafisk stil. Dette pludselige skift til en mere dyster stil, selvom begyndelsen var synlig i tidligere album og i andre serier af de samme forfattere (Soda, Berceuse assassine), chokerede mange læsere.
Efter en pause på seks år, hvor kun parodialbummet L'accélérateur atomique af Lewis Trondheim blev udgivet, og som ikke er en del af den officielle serie (men dog blev godkendt af Dupuis), gik serien tilbage til en mere klassisk fortællestil med de garvede Jean-David Morvan (tekst) og José-Luis Munuera (tegninger). Sidstnævnte holdt sig tæt op ad ånden i Franquins grafiske stil, med kunsterens egen modernistiske ændringer.
Numrene i listen er de originale, som serien nu (gen)udgives under i Danmark efter Egmont Serieforlaget har overtaget rettighederne. Eventuelle numre i parentes før de danske titler er fra den oprindelige udgivelsesrækkefølge i Danmark, som ikke var kronologisk.
Intet er endnu udgivet på dansk i album, men hele Rob-Vels produktion er udgivet i bogen Splint & Co. af Rob-Vel 1938-1943 ISBN 978-87-7021-287-8.
Intet er endnu udgivet på dansk i album, men hele Jijés produktion er udgivet i bogen Splint & Co. af Jijé 1940-1951 ISBN 978-87-7021-288-5.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
