Poul Hartling

dansk diplomat og politiker (1914-2000) From Wikipedia, the free encyclopedia

Poul Hartling

Poul Hartling (født 14. august 1914 i Sundby, København, død 30. april 2000, København.) var Venstrepolitiker, dansk statsminister (19. december 1973 – 13. februar 1975), FN's flygtningehøjkommissær 1978-85 og Storkorsridder af Dannebrogordenen 1977.

Hurtige fakta Danmarks 36. statsminister, Monark ...
Poul Hartling
Thumb
Danmarks 36. statsminister
Embedsperiode
19. december 1973  13. februar 1975
MonarkMargrethe 2.
Del afRegeringen Hartling
ForegåendeAnker Jørgensen
Efterfulgt afAnker Jørgensen
Danmarks udenrigsminister
Embedsperiode
2. februar 1968  11. oktober 1971
Del afRegeringen Baunsgaard
ForegåendeHans Tabor
Efterfulgt afK.B. Andersen
5. formand for Venstre
Embedsperiode
1965–1977
ForegåendeErik Eriksen
Efterfulgt afHenning Christophersen
Medlem af Folketinget
Embedsperiode
22. september 1964  10. januar 1978
Efterfulgt afJeppe Kristensen
ValgkredsVejle Amtskreds
Embedsperiode
14. maj 1957  14. november 1960
ValgkredsPræstø Amtskreds
Personlige detaljer
Født14. august 1914
København, Danmark
Død30. april 2000 (85 år)
København, Danmark
Politisk partiVenstre
BørnOle Hartling
Uddannelses­stedKøbenhavns Universitet
BeskæftigelseDiplomat, præst, politiker
ArbejdsgiverForenede Nationer, Københavns Universitet
ReligionLutheranisme
UdmærkelserStorkors af Forbundsrepublikken Tysklands Fortjenstorden
*Storkors af Dannebrogordenen (1977)
Links
Biografi på folketinget.dk
Informationen kan være hentet fra Wikidata.
Luk

Baggrund

Poul Hartling blev født i Sundby, København som søn af skoleinspektør Mads R. Hartling, der blev undervisningsminister i Knud Kristensens regering 1945-47. Poul Hartling gik til 5. klasse i Østrigsgade Skole, hvor begge hans forældre fungerede som lærere. Han blev cand.theol. fra Københavns Universitet i 1939 og i 1945 lærer, og efter at have været både præst og underviser blev han i 1950 forstander og siden rektor for Zahles Seminarium.

Politisk karriere

Han blev valgt til Folketinget for Venstre i 1957, men faldt ved valget i 1960. I 1964 kom han igen i tinget, og da Erik Eriksen 24. maj 1965 gik af som formand for folketingsgruppen og som partiformand, overtog Poul Hartling begge poster kort tid efter. I "Svanningetalen" nærmede han sig Det Radikale Venstre, og da Jens Otto Krags socialdemokratiske mindretalsregering måtte træde tilbage i 1968, dannedes VKR-regeringen under Hilmar Baunsgaard, og Hartling blev udenrigsminister i fire år.

Han dannede en Venstre-mindretalsregering efter valget i 1973, det såkaldte jordskredsvalg, selv om Venstre havde mistet 8 mandater. Regeringen havde danmarkshistoriens mindste opbakning med kun 22 venstremandater bag sig, men der blev ikke konstateret et flertal mod regeringen. Hartling udskrev valg i 1975, og selv om Venstre næsten fordoblede sit mandattal, var det Anker Jørgensen, der nu dannede en socialdemokratisk regering. En borgerlig firkløverregering var ellers under opsejling, men Hartling valgte til sidst at give op, da den ville blive afhængig af Mogens Glistrup og hans Fremskridtspartiet.

Efter Folketinget

Efter et valgnederlag i 1977 gik Poul Hartling ud af dansk politik og blev FN's flygtningehøjkommissær fra 1978 til 1985. På vegne af FN's flygtningearbejde modtog han i 1981 Nobels Fredspris.

Poul Hartling var politisk aktiv i en høj alder. I 1987-89 var han rådsformand for Dansk Center for Menneskerettigheder og fra 1990 til 1995 var han formand for Udenrigsministeriets Demokratifond.

På sine ældre dage udarbejdede han krydsordsopgaver til Weekendavisen.[1]

Hædersbevisninger

Tildelt storkorset af Dannebrog 13.12.1977. [2][3]

Poul Hartling er begravet på Hørsholm Kirkegård.[4]

Referencer

Eksterne henvisninger

Loading related searches...

Wikiwand - on

Seamless Wikipedia browsing. On steroids.