From Wikipedia, the free encyclopedia
NESA (tidligere Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab og Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporvej) var til 2006 Danmarks største elselskab. Det havde hovedkvarter i Hellerup. NESA leverede el til Nordsjælland, kommuner omkring Roskilde og mange københavnske omegnskommuner,[1] men har siden liberaliseringen af elmarkedet i 1998 solgt el til hele landet.[2] Helge Bojsen-Møller var i en årrække firmaets arkitekt.
Selskabet blev stiftet i 1902[1] som Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporvej A/S med det formål at drive en sporvej ad Strandvejen fra Hellerup til Klampenborg og var datterselskab af De kjøbenhavnske Sporveje.[3] Tuborg-Klampenborg Elektriske Sporvej åbnede i 1903 Hellerup remise, som linjerne 1, 4, 14 og 15 brugte,[4] som det delte med sit moderselskab, De kjøbenhavnske sporveje. I 1903 opførte selskabet Skovshoved Elværk og forsynede områder omkring sporvejslinjerne med el i forbindelse med sporvognsudbygning. Det førte til det bredere navn Nordsjællands Elektricitets- og Sporvejs Aktieselskab.[5] Siden da er navnet forkortet til NESA. Selskabet blev selvstændigt i 1911, da moderselskabet blev overtaget af Københavns kommune.[6] I 1914 finansierede NESA udlægning af 25 kV-kabler til Sverige. NESAs levering af elektricitet steg støt i gennem årene 1922-1943.[7]
NESA ønskede at blive leverandør på markedet i Slangerup omkring 1920 i forbindelse med København-Slangerup Banen. Jernbanens ledelse ønskede dog ikke NESA som leverandør, da selskabet var konkurrent til jernbanen med omfattende elektrisk sporvognsdrift. Først i 1932 blev der indgået et forlig, hvorefter NESA fik lov til at levere strøm, mod at der aldrig måtte indføres elektrisk sporvognsdrift på Slangerupbanen, der i stedet blev elektrificeret som S-bane.[8] 3. april 1940 tog NESA Isefjordsværket i brug.[9] I 1945-75 oplevede NESA en økonomisk udvikling. NESA udvidede sit distributionsnet, og i 1951 udlagde selskabet sit 132 kV-kabel til Sverige. NESAs sporvejsdrift blev også udvidet i perioden.[10] NESA erstattede i 1953 sine sporvogne med trolleybusser og ophørte i 1971 med at bruge trolleybusser.[5] NESA blev noteret på fondsbørsen i 1974[3] og ophørte samtidig som trafikselskab, idet busdriften hos alle offentligt ejede busselskaber i Hovedstadsområdet overgik til det nydannede Hovedstadsområdets Trafikselskab (HT).[10] I 1975-90 startede NESA naturgasfyrede lokale kraftvarmeværker og moderniserede belysningsanlæg.[11]
Gentofte Kommune havde aktiemajoriteten i NESA, men solgte i 2004 sine aktier til Elsam.[5] Samme år beskyldte Energitilsynet NESA for at snyde med for høje el-priser. Tilsynet krævede derfor, at NESA førte knap 30 millioner tilbage til forbrugerne inden slutningen af 2004 ved nedsætning af el-priserne,[12] hvilket dog først blev betalt af DONG Energy[13], som NESA sammen med DONG, Energi E2, Københavns Energi, Frederiksberg Forsyning og Elsam fusionerede til i 2006.[14] I 2006 blev NESA også afnoteret.[15]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.