dansk komikerduo (1977-2015) From Wikipedia, the free encyclopedia
Monrad & Rislund var en dansk komikerduo bestående af Jan Monrad (født den 18. marts 1951 på Amager, død 20. november 2015 i sit hjem i Holbæk) og Søren Rislund (født den 17. maj 1950 på Frederiksberg). Parrets materiale består af sketcher og humoristiske sange. Parret var ofte flankeret af andre musikere, bl.a. Øyvind Ougaard, Ole Fick, Michael Friis og Klaus Menzer.
Duoen udsprang af gruppen Jan Monrad, Mik og Tømrerclaus, hvor Jan Monrad optrådte sammen med Mik Schack og Claus Clement Pedersen alias Tømrerclaus. Gruppen indspillede i 1974 single-pladen Kød på bordet. Året efter sluttede Søren Rislund sig til, og gruppen skiftede navn til Totalpetroleum. Fra 1977/78 begyndte duoen at optræde under navnet Monrad & Rislund, men først i 1981 blev navnet Totalpetroleum lagt på hylden.
De første udgivelser bestod primært af sangmateriale, men i løbet af 1980'erne fik teksterne en mere fremtrædende rolle, og sketcher blev ofte brugt til at parodiere populære elementer i radio- og tv-medier, fx reklamer, quizzer, nyhedsudsendelser og live-transmissioner fra vigtige begivenheder. Humoren er folkelig, uartig, bramfri, satirisk og til tider sort. Et helt galleri af fiktive personer, der primært befolker de fiktive byer Pladderballe og Ubehage, går igen i mange sketcher, og denne indforståethed vækker jubel blandt parrets dedikerede fans. I de senere år begyndte Monrad & Rislund at målrette deres show til publikum. Det foregik med improviserede iagttagelser med udspring i den lokalitet, hvor showet foregik.
Parret har udgivet en del plader, hvoraf en del indeholder optagelser fra deres egne shows. I sidste halvdel af 1970'erne og første halvdel af 80'erne producerede parret satire til DR P3, hvor mange af personerne fra det faste persongalleri blev skabt. I 80'erne optrådte parret flere gange på spillestedet Montmartre i København, men siden midten af 1990'erne havde parret “hjemmebane” på Damhuskroen, hvor de holdt mange af deres shows.[1][2]
De skrev tekst og musik til nummeret "Syd for Køge", som var inkluderet på Kim Larsens soloalbum Hvem kan sige nej til en engel fra 1996.
Deres nummer "Jul igen remix" var inkluderet på adskillige julekompilationsalbummer; NOW Christmas 2007, NOW Christmas 2012, More Christmas 2013 og More Christmas 2015.
I november 2009 oplyste Søren Rislund, at han fra 2010 vil holde en pause i samarbejdet, og det var i en periode usikkert, om Monrad & Rislund ville optræde sammen igen.[3] Pausen kom til at vare lidt over et år, og i 2012 optrådte duoen sammen igen med et nyt show, der hed "Senildemente sjuskemikler".
Efter Jan Monrads død i 2015 har Søren Rislund fastslået, at brandet "Monrad og Rislund" dermed har lavet sit sidste show.[4][5]
I 1993 modtog parret DJBFA's hæderspris samt Dansk Solistforbunds jubilæumslegat.
I 1993 blev Next stop pladderballe nomineret til Årets Danske Entertainment Udgivelse ved Danish Music Awards.
I 1995 modtog Farvel Åge prisen for Årets Danske Entertainment Udgivelse ved Danish Music Awards.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.