From Wikipedia, the free encyclopedia
Middelalderens klædedragter i Danmark dækker over det tøj, som blev båret i og omkring de danske områder i middelalderen og klædernes udvikling.
.jpg)
Klæde er en skandinavisk betegnelse for de middelalderlige vævede tekstiler, der blev produceret og eksporteret til hele Europa, men ordet bliver også brugt om tekstiler generelt. Danske klæder blev både lavet til eget brug og handel og importeret fra de store klædemarkeder rundt om Østersøen. I den danske middelalder blev klædehåndværket til et erhverv, og handel med klæde kunne være en lukrativ forretning. Noble herrer og damer kunne betale for at adskille sig fra almuen og vise deres pragt i silke, skarlagen og guldklæde. Klædet i middelalderen var en standsmarkør, men markerede i lige så høj grad køn, religion og ægteskabelig status.
Klædeforskningen i Danmark er et interdisciplinært forskningsområde for historikere, arkæologer, kunsthistorikere, tekstileksperter og håndværkere.[3] Forskningen stiller spørgsmål om produktion, handel og mode. De er svære at besvare, da der både mangler forskning og danske middelalderkilder.
Skriftlige kilder i middelalderen kan være krøniker, regnskaber, lovtekster, inventarier, litterære kilder som digte osv. For Norden er de skriftlige kilder for det meste testamenter, inventarier og lovtekster (forordninger), der vil regulere udbredelsen af et bestemt type klæde eller klædestykker.
Testamenter er dokumenter om gaver til kirken, familie, tjenestefolk osv. En del var klædestof og klæder. Der kunne også testamenteres en klædedragt, som modtageren først kunne få, når testator var død. I de tilfælde fremgår det, hvad giveren giver som sikkerhed for, at de lovede gaver bliver uddelt efter testators død.[4]
Det var en beskeden del af befolkningen, der havde ejendele, der var værd at testamentere. Overklassen nedfældede en del testamenter, som viser deres ejendele, men testamenter kan ikke vise, hvad størstedelen af befolkningen ejede. Testamenterne er desuden kendetegnet ved at være katalogiseret data; der er få og uden detaljer. “En blå kjortel” eller “kappe” er tit det, vi får at vide. Men testamenter kan bidrage med væsentlige oplysninger om dragttyper, dragttermer, farver, stoffer og pelsværk.
De bortgivne klæder var måske ikke moderne, da de blev testamenteret, men klædet var måske af værdi, da dragten kunne sys om. Man kan ikke af donors køn sige, om det testamenterede var kvinde- eller mandsklæder, da donoren kunne have fået fremstillet klædet til modtageren, eller selv have arvet det. Det kan være særdeles vigtigt ved hvert testamente at analysere donor og modtager og se på køn, stand, indbyrdes relation og at identificere dragter og klæde som giverens egne, andres eller blot påtænkte klæder.
En visuel kilde er en uundværlig kilde til samtidens skønhedsideal, dragt og pragt. Der er fra middelalderen bevaret kunstneriske afbildninger af klædedragter som i kalkmalerier, gravmæler, statuer og brugsgenstande og illuminerede manuskripter (miniaturer). En visuel kilde er vigtig for historikere, fordi den kan hjælpe med at placere objekter i en bestemt tid. Hvis der er en speciel hat på en statue fra 1406, så kan man være sikker på, at kunstneren havde “ideen” om en sådan hat på dette tidspunkt.[5]
Der er også forbehold med visuelle kilder: de kan vise en forældet dragt. Det ses i mange bibelske og historiske personer. Man skal være opmærksom på at visuelle kilder vil være kunstner|iske fortolkninger. Dragtforskeren Camilla Louise Dahl foreslår, at man udfører en kunsthistorisk analyse af billedernes formsprog, tendens og motivvalg, kunsttype, datering, og om der skulle være lokal indflydelse på billederne.[6]
Personernes beklædning markerer tit standen: kongelig, adelig eller simpel bonde. De mange illuminerede manuskripter i Europa var bestilt af og udarbejdet til overklassen, og maleren så til at aristokratiet blev passende iscenesat med blændende farver og pompøse skrud. Manuskripternes realisme er derfor svær at vurdere, for de reflekterer sjældent andet end aristokratiets skikke og fantasier.[7] Malerne havde desuden et større udvalg af farver og kunne male rober i strålende klare nuancer, der ikke kunne frembringes i klædeindustrien.[8]
|
Til Danmarks bedste visuelle kilder hører de mange kalkmalerier i kirkerne. De spænder fra de tidligst bevarede omkring 1100-tallet til 1600, og mange af dem er velbevarede.[11] Til gengæld er det knapt med detaljer, og malerierne har samme problem som de illuminerede manuskripter: kunstnerne kan have taget sig friheder i farver og kreativitet.
Arkæologiske fund kan fortælle forskere om middelalderens snit, sømme og stoftyper. I nogle tilfælde kan man endda finde antydning af farve og mønstre. Der er fundet hele dragter i Moselund[12] og gravsteder, og i middelalderbyer er der fundet et stort antal tekstilfragmenter i aflejringer og ved udgravninger og også redskabsfund fra klædeproduktion, der kan fortælle om produktionsmetoder og stofkvalitet.[13]
Et af de mest bemærkelsesværdige fund, der er gjort i Norden, er fra en norsk middelalderlig bosættelse i Herjolfsnæs på Grønland mellem 1200 og 1400-tallet. Der blev i 1921 af Poul Nørlund udgravet kjortler, hætter, hoser, hatte, huer og børnetøj i udsædvanlig god stand. Kjortlerne havde forskelligt snit og var syet alle efter mål. Stoffet var af en speciel slags, der kun er fundet på Grønland, og man kan derfor ikke uden videre overføre fundets information til resten af Skandinavien. Nogle af fundene kan i dag ses på Nationalmuseet i København.[14]
Middelalderens dragtterminologi er læren om, hvad samtiden kaldte deres klæder. Der er ikke udarbejdet en officiel samlet dragtterminologi.
Det kan være nemt at genkende kjortler, hoser, hætter og kapper. Sværere er det at eksemplificere mere specielle dragtstykker som en tabard, en surcot og en cotehardie, der alle optræder i de skriftlige kilder; det gælder også mange besynderlige dragtstykker fra visuelle kilder.
Derfor bruger ældre dragtlitteratur for det meste ordene “kåbe” og "kjortel” som en generel beskrivelse af en middelalderdragt, eller den bruger nyere termer. Der findes et væld af franske, tyske og engelske termer, og de kan ikke uden videre overføres på nordiske forhold. Vi ved ikke hvilke dragttermer, der kan påvises i Norden.[15]
Undertøj blev samlet kaldt linnedklæder (lat. vestes linneas), der også kunne betyde sengetøj.
Middelalderens undertøj bestod som regel af ufarvet blår, hørlærred eller, hvis man var særlig fornem, af silke. Men de fleste havde deres uldklæder mod huden.
Peplum[16] var et andet latinsk ord for kvindeunderklæder, det betød “tynde klæder”. Ordet brugtes både om undertøj og hovedbeklædning, da kvinders hovedbeklædning for det meste var af det samme tynde linned, og det var ualmindeligt, at både kvinder og mænds hovedtøj blev regnet til undertøjet, da begge dele var defineret som de underste klæder og blev båret tættest på kroppen.
Kvinders undertøj bestod af en længere eller kortere underkjole (en særk), der kunne have korte eller lange ærmer eller skulderstropper. Efter 1300-tallet fulgte særken moden og blev mere figursyet og kunne være snøret i siden eller fortil.[17]
Der har været megen mystik om kvinder bar underbukser i middelalderen, og det vides ikke med sikkerhed, da de hverken har været omtalt i skriftlige kilder eller gengivet i afbildninger. Et opsigtsvækkende fund er gjort 2008 på Lengberg Slot i Østrig (d), hvor arkæologer blandt andet har fundet fire bh'er med skåle og stropper dateret til 1400-tallet. Bh'erne er af blødt linnedstof, og man fandt også trusser, der leder tanken hen på moderne bikinitrusser. Det er meget muligt at både en slags bh og trusser var helt normalt for middelalderens kvinder, også i Danmark, men da det er det eneste fund, kan der ikke udledes yderligere.[18]
|
|
Mænds undertøj er både beskrevet og afbildet. De bar en art underbukser, en brog, der kunne bindes i livet med en snøre.[19] Sammen med broge blev der båret en “skjorte” som regel med lange ærmer. Brogene skiftede i størrelse og tæthed efter moden i middelalderen. I slutningen af 1300-tallet blev det moderne med stramme hoser og korte kjortler, og da blev brogene små snævre benklæder.
Trøjen (lat.: diploid eller diplois) er i Frankrig og England kendt som en “doublet”, men det navn blev ikke brugt i Norden.[20] I løbet af 1300-tallet begyndte mænd også at bruge trøje over det andet undertøj. Trøjen var et dobbelt dragtstykke med to lag stof, og somme tider med et tredje mellemlag af for, en vams. Den havde snørehuller forneden, så man kunne fæstne sine hoser til kanten.[21]
Overordnet set bestod mande- og kvindedragten af forskellige dragtstykker båret oven på hinanden i en bestemt rækkefølge. Alt efter velstand og rang kunne antallet af dragtstykker, kvalitet og forarbejdning variere.
Hoser (lat. caligas) var en lang strømpe, almindeligst af uldklæde med eller uden fod. Hosen kunne endda være med sål, så de var en slags sko. Både mænd og kvinder bar hoser i middelalderen, og der skelnes mellem to forskellige:
Korthoser blev båret af mænd og kvinder og bundet ved knæet.
Langhoser kunne fæstnes til bæltet eller til en trøje med små snøreremme. De blev mest brugt af mænd.[22]
Kjortlen (lat.: tunica) var den almindelige betegnelse for en bred række dragter, der både er kvinders og mænds beklædning, trods deres forskel. Kvindekjortlen var gennem hele middelalderen hellang, mens mandekjortlens længde skiftede mellem kort og lang. I slutningen af 1300-tallet blev den helt lårkort.[22]
Fattige eller jævne folk fulgte ikke de skiftende moder som overklassen, og der var langt mindre udvikling i den lavere stands klædedragt. En tommelfingerregel er, at jo rigere man var des dyrere stof, var ens klædedragt af. Man havde råd til pelsværk og udsmykning af klædet med detaljer som borter og smykker. En kvinde, der arbejdede i marken, havde hverken råd eller brug for ærmer, der nåede gulvet eller lange snabelsko. Derfor var det også for fruer og herrer et udtryk for en raffineret livsstil, at de havde råd til upraktisk tøj. Jo mere upraktisk, des mere viste man, at bæreren ikke behøvede at arbejde. Altså var det en meget lille befolkningsgruppe, der fulgte de skiftende moder.[24]
Over kjortlen kunne man bære endnu en kjortel, “overkjortlen”. (lat.: supertunica. Man overtog i nogle tilfælde også det franske ord “surcotte” fordansket: 'surkot/surcot'.
De danske kilder præciserer sjældent, om der er tale om en over- eller underkjortel. Ærmelængde eller snit og den skiftende mode kan så kun ses i de visuelle kilder. Få gange bliver der præciseret farve, pelsværk, foer, klædetype osv.[25]
I de danske bevarede testamenter er kjortler og tunikaer nævnt omtrent hundrede gange. Man har optalt klædestykker i danske testamenter fra 1280 til 1447.[26]
Mange kjortler var enten foret med pelsværk eller kantet med det. Det mest almindelige pelsværk omtalt i testamenterne er egernpels, gråværk, på grund af dets grå og hvide pels (på latin varium opus eller opus varis, eller speriolines, der muligvis betyder hele egernskind). Også mårskind (mardalinis, mart) og ræveskind (vulpinus) findes i testamenter.
_-_kalkmaleri_detail.png)
Alle andre farver end gul bliver nævnt i testamenterne, muligvis fordi gul ikke har været en kostbar farve og derfor ikke har været brugt til bedre dragter. Den gule farve kom fra planter, der var naturligt forekommende i Skandinavien. Der er til gengæld mange gule dragter i kalkmalerierne i Danmark i afbildninger af kongelige og adelige. Dragtforskeren Camilla Louise Dahl spekulerer på, om farven gul på kalkmalerne kunne repræsentere guld, altså klædedragter af guldbrokade og guldsmykker[27]. Den almindeligste farve i testamenterne er blå, fulgt af grøn og rød, hvid og sort.
Derudover er der nævnt kjortler, hvor trend og islæt er af forskellig farve (latin: mixti eller mabri), og den populære "mi-parti" (coloris varis) som er et dragtstykke af to eller flere stykker stof i forskellig farve.
Ærmeløs overkjortel: en "surkot" med de såkaldte “helvedesgab” var meget populær og refererer til de lange ærmegab helt ned til hofterne, der kunne virke umoralske selv med en underkjortel under, måske fordi underkjortlen har været af en tynd silke hos højbårne kvinder. Ærmegabet kunne fores med pels og være mere eller mindre vide.[28]
Kåbe (latin: toga) kom på mode i slutningen af 1300-tallet og blev brugt både inden- og udendørs. Kåben var en lang folderig, vid overdragt med lange vide ærmer. Den bliver i andre lande refereret til som en “houppelande”[29], men det er ikke et navn, der bliver brugt i danske kilder. Kåben blev båret med bælte, der for kvinder sad under brystet og for mænd i taljen eller på hofterne.[30]
Kapper er forskellige former for slag.
Mantel: Betegnelse for en finere type kappe: en lang kappe. En mantel var hovedsageligt et kvindedragtstykke, men kunne også bruges af mænd ved ceremonielle lejligheder.[31]
Allerede i den tidlige middelalder blev tildækning af gifte kvinders hår almindeligt i Danmark. Kirken ville have, at gifte kvinder tildækkede deres hår under en hoveddug (en.: wimple) både i kirken og til dagligt. Ugifte kvinder kunne have deres hår udslået, men det har nok mest været en mulighed for højbårne kvinder, da det sjældent har været praktisk i de daglige gøremål. Det blev derfor tit flettet eller bundet op.[32]
Tidlig middelalder (i Danmark vikingetiden): Kilderne hertil er mangelfulde, men forskellige former for hoveddug var det almindeligste. De var blevet optaget af kristne kvinder, der efter udenlandsk skik var begyndt at bruge lange hovedduge. Før brugtes adskillige hovedbeklædninger som huer og hætter, der kendes fra fund fra jernalderen.[32]
Højmiddelalderen (i Danmark ca. 1000-1300) : Både jævne og fornemme kvinder bar hoveddug, jævne kvinder ofte opbundet dug, mens fornemme bar løsthængende duge. Lærredshuer brugtes til praktisk daglighovedtøj. Enker, ældre kvinder og nonner brugte en mere omfattende hovedtildækning.
Senmiddelalderen (i Danmark ca. 1300-1500): Fornemme kvinder kombinerede huer med deres duge, jævnere kvinder brugte endnu hovedduge, enten opbundet eller sammen med hue, eller som noget nyt løsthængende til stads som fornemme kvinder havde gjort før.[33]
_-_National_Gallery,_London.jpg)
.png)
Kaprun (muligvis fra fransk chaperon) er en betegnelse for hætter af forskellig slags.
Strudhætte: Hætte med lang hale. En meget populær hovedbeklædning for både høj og lav. I slutningen af 1300-tallet blev det populært for mænd at bære den omvendt på hovedet som en hat med ansigtshullet rullet sammen oven på hovedet og halen slynget rundt om halsen. (en.: liripipes[34])
Hoveddug: (en.: wimple, sv.: haklin) Kvinders hovetørklæde båret omkring håret og evt. fæstet med en nål.
Hagedug: Tørklæde båret omkring underansigt og hals.
Strige: Hoveddug af et smallere stykke stof eller en hoveddug af løstvævet stof.[35]
Glissing: Hoveddug der er blank eller skinnende af enten silke eller glittet lærred.[35]
Krusedug/kruset hoveddug: Hoveddug med krusede flæsekanter.[1]
I middelalderen blev betegnelserne hue, hat og hætte ofte brugt om samme dragtstykke. Det gjaldt om en blød hat uden skygge, en hætte uden kravestykke osv. De dragtstykker kunne være svære at skelne terminologisk.
En udvikling, der ses gennem middelalderen, er overgangen fra hjemmeproduktion (husholdningens egen brug) til markedsproduktion fra kvindelige arbejdere til mandlige håndarbejdere. Denne overgang ses ikke kun i Danmark.
I vikingetiden var meget håndværk forbeholdt kvinder, og det gjaldt også fremstilling og håndtering af klæde: vævning og syning. I de voksende byer blev håndværket i højmiddelalderen rykket fra hjemmet; det blev en beskæftigelse for mandlige håndværkere og mere specialiseret. Fra 1250 til 1300 blev de første klædehåndværkere som handskemager og skrædder nævnt i danske kilder, mens der tidligere kun er nævnt en skomager.[36]
En kronologisk oversigt over beklædningshåndværk, som de bliver nævnt i danske skriftlige kilder mellem 1200 og 1500:[37]
I middelalderen var tekstiltypen opkaldt efter den by, den var produceret i og ikke efter dens vævningsteknik. Fx damask fra Damaskus og olmerdug fra Ulm.
Silke var en handelsvare, som kun de rigeste havde råd til. Silke er fibre, der er trådene i silkeormes pupper (bombyx mori), og herfra kunne man væve mange tekstiler som damask, satin, fløjl og velour.
Silken kom fra Kina, og produktionen spredte sig til Mellemøsten, islamisk Spanien og Det Byzantiske Rige, hvor silkeorme muligvis var smuglet ud af Kina af byzantiske munke i år 552 e.Kr. I 1200-tallet blev der etableret silkeproduktion i Italien, navnlig i Lucca, Venedig og Genoa. Omkring 1400 blev Lyon i Frankrig en stor silkeeksportør.[38]
Klæde fra Nederlandene. Den fineste uld kom fra England og blev importeret af de nederlandske tekstilhandlere til at lave fint klæde af. Valkemøllen og de horisontale trækvæve blev introduceret i Europa i 1000-tallet, men valkemøllen blev ikke brugt til finere klæde, de blev valket på gammeldags maner: stampet med fødderne i et kar. de:Walkmühle
Skarlagenklæde (og silke) var det dyreste klæde på markedet. Det har prisen fra det farvestof det blev farvet med fx rødt af kermes[39], der var dyrt at frembringe da det bestod af små æg fra insektet kermococcus vermilio fra middelhavsområdet. Æggene lignede små korn, og derfor blev farvestoffet også kendt som granum på latin. Det danske ord “karmoisinrød” stammer fra ordet 'kermes'. Skarlagenklæde kunne desuden dække over grøn og andre farver. Klædet var eftertragtet for dets klare farver og gode kvalitet.[40]
Hør var det mest almindelige klædemateriale i Danmark og blev brugt til både hjemmebrug og handel.
Uld kommer fra får og geder, og der var stor forskel på fåreracer og uldens blødhed. Uld blev klippet af fåret og kunne spindes med det samme, men blev ofte teset (kæmmet) først. Det vil sige uldtotterne blev pillet fra hinanden eller kæmmet med uldkamme).
Bomuld blev først produceret i Nordeuropa i renæssancen og havde før været en del af luksusklæderne fra Mellemøsten og Orienten.[38]
Efter man har forberedt klædefibrene, hør, silke, nælder eller uld, skal de spindes til garn. Det gøres med en ten, der − når den roterer − trækker fibrene ud i en tråd, som kan vikles om tenen, og til sidst vikles om en spole og er klar til vævning.
Et stykke stof består af to trådsystemer: trend og islæt, der krydser hinanden i rette vinkler. Trenden løber parallelt med væven, der holder den udstrakt, nogle gange med vægte for enden. Islætten er den tråd, der løber over og under trendtrådende. Der findes talrige væveteknikker, der gør stoffet vidt forskelligt.
I takt med at antallet af skafter i vævene øgedes, blev vævningen mere og mere kompliceret, og vævene blev større og bedre, så man kunne fremstille udsøgte og kunstfærdige mønstre og motiver.
Både sølv og guldtråde kunne indvæves i kostbare stoffer, og nogle af dem var lavet af forgyldte dyremembraner. Dobbeltørne og rygvendte løver var et yndet motiv i mellemøstlige og byzantiske tekstiler, mens lotusblomster var kinesisk.[41]
De fleste farver kunne laves hjemme med plantefarver med undtagelse af de stærke gennemfarvende som sort og skarlagen. Planters naturlige farve giver ensartede gråhvide toner, der kan bleges på flere måder. Uld kan variere i nuancer af hvidt, brunt og sort, og den farvede uld blev udnyttet til mønstre under vævning. Man farvede enten ulden, garnet eller det færdige tekstil, og hver form gav et forskelligt udseende. Plantefarver var kraprød for en rødlig farve og indigo, der gav blåt. Mange planter gav gult: fx birkeblade og løgskaller. Endvidere kunne pigmenterne blandes: For at få grøn kunne man behandle gråt garn i et gult farvebad, og blåt garn kunne blive lilla, hvis det blev farvet i et rødt farvebad.[42]
Stoffet kan blive glattet eller glittet med en glat sten og valket: stoffet filtes så det bliver tættere og mere vandskyende til overtøj. Derefter fulgte evt. broderi og anden udsmykning. Jo længere proces og dyrere materialer, jo dyrere var klædet.[42]
Hele klædeproduktionen har været meget tidskrævende. Center for Tekstilforskning har vist, at det tog to medarbejdere seks timer at spinde 170 g uld til garn.[43]
Danmark havde i middelalderen et stort handelsnetværk og importerede varer fra nær og fjern. Klæde var den vigtigste internationale handelsvare i middelalderen, og både silke og andet klæde har været importeret til Danmark siden forhistorisk tid.[44]
Dog kan kommercielle relationer med omverdenen tidligst spores til det første århundrede efter Kristi fødsel. Fra år 700 var de vigtigste handelsbyer Ribe (det nordligste frisiske handelscenter) og Hedeby, der var Nordeuropas handelsbindeled og passagen for varer fra de baltiske lande til Nordsøen. Før 1200 er kilderne få inden for maritim handel, men historikere er generelt enige om, at skandinaver, frisere (fra området mellem Holland og Tyskland), russere og især handelsmænd fra Gotland dominerede nordeuropæisk handel, til de tyske byer (senere Hanseforbundet) tog over fra midten af 1200-tallet, og Lübeck blev det nye bindeled for søhandel fra Østersøen til Nordsøen.
Der er fundet mønter fra Samarkand, som handelsmænd muligvis har ført med sig fra Centralasien langs Volga. Silke, glas, kamme, lertøj fra Byzantium og et fund af en arabisk kobberkande viser, at der har været forbindelse med den muslimske verden før 1000-tallet.[45]
Fordi transport over havet var billig og praktisk, blev der i løbet af 12- og 1300-tallet etableret handelsbyer og markeder langs kysterne. Nye fragtskibe til transport blev udviklet og brugt af handelsfolkene, som kunne fragte store laster hurtigt over vandene. De største senmiddelalderlige handelsfartøjer kunne rumme op til 450 tons. Skibene var sårbare for angreb, og handelsmændene søgte derfor beskyttelse hos fyrster og konger og organiserede sig i lav og sammenslutninger.[46]
Importen af klæde steg kraftigt i anden halvdel af middelalderen. Testamenter fra 1261 og 1293[47] indikerer, at fint importeret klæde var en kostelig handelsvare, selv for aristokratiet. Men klæde fra udlandet har alligevel været almindeligt på det danske marked. Det blev dog uden tvivl kun solgt til de rigere borgere eller til adelen. Almindelige mennesker vævede eller købte klæde, men måtte nøjes med blår, hørlærred eller vadmel.
Skrevne kilder og arkæologiske fund af små blysegl, "klædeplomber", der både vidner om oprindelsessted og garanterer det dyre klæde, viser, at det meste importerede klæde kom fra de mange klædeproducerende byer i Holland. Men klædeplomber er også fundet fra England, Nordtyskland og byen Elbing. Man har fundet langt flere plomber fra 1400-tallet og senere, og det understøtter ideen om en stigning i klædeimport hele middelalderen.
Den stigende import kan også gisnes i Kong Hans' klædelov fra 1491, hvori han krævede at almuen i Skåne ikke måtte købe klæde, der var dyrere end mædelbusk, deventertyrst, alst eller næst. Altså klæde fra Middelburg, Deventer, Aalst eller Naarden. Med andre ord var almuen begyndt at købe importeret klæde, der nogen gange var dyrere end det af kongen tilladte. Denne slutning kan underbygges af andre kilder fra slutningen af 1400-tallet, der viser, at bønder både købte, solgte og ejede klæde fra da af.[48]
På skånemarkedets højeste var det centrum for klædehandel i Norden. Informationer om, hvilke lande de importerede klæder kommer fra, findes i Kong Erik VI Menveds lov fra 1304, der fastsatte prisen for klæde fra Gent, Ieper, Aardenburg, Brügge, Poperinghen, Nivelles, Tournai, Flandern og Antwerpen. Loven forbød handel med klæde fra England (pannus anglicanus) og Brabant uden tilstedeværelsen af en foged/forvalter eller en oldermand.[44]
For at kunne importerede klæde eksporterede Danmark heste, flæsk, sild, tælle/talg, fedt, og smør.[49]
I 1200-tallet var østersøhandlen domineret af Hansestæderne som hoveddistributør af klæde fra vest til øst. Tyske handelsmænd havde stand som 1. borgere i vigtige handelsbyer som Lübeck, Rostock, Danzig, Riga og Reval (Talinn) og kontrollerede med tiden hele markedet fra Novgorod til Brügge.[50] Klædehandlen havde centrum i Brügge, hvor handelsmænd fra nær og fjern samledes i klædehallen for at købe og sælge, men kun Brügges 1. borgere havde ret til at slutte aftaler mellem producenter og købere.
Den vigtigste forskel på klædet var længden og bredden. Når købmanden havde valgt, hvilket klæde han ville købe, blev det målt, foldet og plomberet med et blysegl som garanti for kvalitet og standard og derefter pakket i æsker, der blev dækket med billigt canvas for at beskytte mod vejret og den lange transport.
Købmændene måtte kende forbrugernes ønsker, deres finansielle kunnen og de skiftende moder i det område de solgte til. Derfor købte de lidt af hvert og var muligvis også en del af et klædelaug (sammenslutning, som kunne hjælpe dem. Klædehandlen kunne være meget profitabel, for risikoen var lille. Der var dog altid risiko for at blive udplyndret af sørøvere. Den største importvare var ikke luksusklæde, men klæde af middel kvalitet og pris. Det var ikke kun konger, fyrster og borgmestre, der købte importeret klæde, men også rige landmænd. Noget klæde kan endda være fremstillet specielt til de nordiske markeder. Væverne i Maastricht fremstillede klæde, der blev kaldt “skåneklædet”, da det blev lavet til det skånske marked.
I Europa var den store tid for luksuslove og klædeforordringer mellem 1300 og 1600; dvs. love der forbød mange goder som klæde. Den øgede handel havde rykket ved systemet om, hvem der havde adgang til havet, og nu strømmede luksusvarer til, som de færreste havde haft råd til. Det skabte furore, så fyrster, byherrer og gejstlige prøvede at kontrollere befolkningens køb. Især klæde forsøgte man at regulere, da det skabte social uorden og en fordærvet moral.[51]
I sin bog Commerce before Capitalism in Europe, 1300-1600 taler historikeren Martha C. Howell for, at de højbårne var bange for umoral og social uorden, fordi tøjet havde mistet den kvalitet, det havde haft: på en pålidelig måde at udtrykke identitet. Altså: klæder skaber folk, og at der var en klar forbindelse mellem udseende og social status. Middelalderen betød ikke kun mlere luksus, men også opblomstringen af nye sociale klasser.
Både mænds og kvinders dragter blev kritiseret. I Italien var det mest kvinders beklædning, der blev reguleret, i Nordeuropa mest mændenes. Bekymringen for luksuriøse materialer blev også blandet med ængstelsen for tøjets sexualisering. En forordning fra Strasbourg i 1370 forbød korsetter der "skubbede brystet op." Og andre søgte at sikre, at bondepigers skørter var lange nok. Men også mænd skulle passe på: I Nürnberg blev det i 1465 bestemt at en mands jakke “... not be cut out too deeply, or be left open, in order that everyone's shame may be covered, and he may not be found unchaste therewith.”[52]
Andre angreb den underliggende økonomisk merkantilisme og prædikede, at folk brugte for mange penge på importerede klæder, og at det ikke bare ville føre til deres egen ruin, men hele landets. En statut anklagede i England 1463 dem, der bar “excessive and inordinate array and apparel” for “impoverishing… the realm of England and…enriching…other strange realms and countires to the final destruction and the husbandry of this fair realm.”
Det er beskedent med bevarede kilder fra retsvæsenet som lovtekster, byforordninger og andre dokumenter om klædedragt i Nordens middelalder.[53]
En af de få er Erik Klippings luksuslovgivning fra Danmark fra 1283. Den forordnede, at "mi-parti"-dragter (tvedelte dragter i to eller flere farver) forbydes, og at ingen anden end kongen og hans børn måtte bære guld og sølv i deres dragter. Danske love i middelalderen har ellers ikke søgt at bestemme, hvad folket måtte bære, og det kun ved specielle lejligheder, som hvad der er sømmeligt til en barnedåb.[54]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
.jpg)
