Remove ads
dansk arkitekt (1833-1905) From Wikipedia, the free encyclopedia
Ludvig Peter Fenger (7. juli 1833 i Slots Bjergby – 9. marts 1905) var en dansk arkitekt og stadsarkitekt i København fra 1886 til 1904.
Ludvig Fenger | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 7. juli 1833 Slots Bjergby, Danmark |
Død | 9. marts 1905 (71 år) København, Danmark |
Gravsted | Vestre Kirkegård |
Far | Peter Andreas Fenger |
Søskende | Rasmus Fenger, Louise Augusta Fenger, Christian Fenger |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Slagelse Gymnasium (til 1852) |
Beskæftigelse | Arkitekt |
Kendte værker | Sankt Matthæus Kirke |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Ridder af Dannebrog (1890), Dannebrogordenens Hæderstegn (1897) |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Han var søn af pastor Peter Andreas Fenger og fødtes i Slotsbjærgby præstegård. Han blev student fra Slagelse Latinskole 1852, tog året efter Anden Eksamen, blev murersvend 1854, gennemgik Kunstakademiet og fik 1866 den store guldmedalje for et Landarsenal. Samtidig arbejdede han som konduktør for M.G. Bindesbøll, Chr. Hansen og Ferdinand Meldahl og foretog flere udenlandsrejser, bl.a. på Akademiets store rejsestipendium 1867-1869. I Krigen 1864 deltog han som frivillig, blev såret og taget til fange. 1871 blev han medlem af Akademiet, var i en årrække assistent ved Bygningsskolen, var 1874-1882 Akademiets delegerede i bestyrelsen og ved ordningen af den tekniske Skole, hvis bygning i Ahlefeldtsgade han opførte 1879-1881. Han blev professor 1880, docent ved Akademiet i arkitektur- og dekorationshistorie 1885, korresponderende medlem af Royal Institute of British Architects 1886, borgerrepræsentant 1885, men fratrådte denne stilling ved sin udnævnelse til stadsarkitekt 1886. I 1872 ægtede han Augusta Theodora Fenger, datter af pastor Johannes Ferdinand Fenger.
Ligesom Fenger, som det ses af ovenstående, har beklædt en række tillidsposter, således har han også haft lejlighed til at benytte og uddanne sine evner som arkitekt. Han har dels ombygget og dels fra nyt af tegnet et betydeligt antal privatbygninger, hvoriblandt Det Kjøbenhavnske Bygge-Selskabs ejendomme i Ny Adelgade, Hovedvagtsgade og Ny Østergade 1875-1877, herregårdene Tidselholt ved Svendborg og Rynkevang ved Kalundborg, den Suhrske stiftelse 1876-1877, Dronning Louises Børnehospital 1877-1879, Dronning Caroline Amalies Plejeforenings bygning i Gothersgade 1879-1880, det landøkonomiske Forsøgslaboratorium ved Rolighedsvej 1882-1883, Stege Sukkerfabrik 1883-1885, Øksnehallen osv. Blandt hans offentlige, mere monumentale arbejder kan nævnes: Ombygningen af Holmens Kirke 1871-1872 og Børsbygningen 1877-1882, bygningen af Hyby Kirke i Skåne, Sankt Jakobs Kirke 1876-1878 og Sankt Matthæus Kirke 1877-1880, begge i København, Frederik 7.'s tårnmonument på Himmelbjerget, Vesterbros Politistation 1880-1882, Frederiksborg Amts Sygehus 1883-1884, det nye kvindefængsel på Nytorv 1889 samt forskellige københavnske kommuneskoler, som Jagtvejens, Rådmandsgades, Vestervoldgades og Husumsgades. For forskellige offentlige og private institutioner har Fenger udarbejdet en del større projekter, som endnu ikke er kommet til udførelse, bl.a. til Københavns Rådhus, til et stort fængsel på Vesterfælled og til den elektriske centralstation [rådhusprojektet blev som bekendt ikke antaget; det er uklart om Vestre Fængsel eller noget elektricitetsværk blev opført efter Fengers tegninger]. Han deltog med held i adskillige konkurrencer, deriblandt til Det kongelige Teater i forbindelse med Hans J. Holm (2. præmie).
Fenger optrådte tillige som forfatter, først og fremmest til det illustrerede pragtværk Dorische Polychromie, en undersøgelse om farvernes anvendelse på det doriske Tempel, udkommet i Berlin 1886, dernæst til en række afhandlinger over arkitektoniske emner i forskellige tidsskrifter; han har tillige deltaget i udgivelsen af Høyens skrifter. Fenger var en lærd arkitekt, som kendte sit fags historiske udvikling fuldt ud; han var i sin produktion noget påvirket af engelsk arkitektur, hvorfor han ret naturlig ledede opførelsen af den engelske Kirke i København efter arkitekt Blomfields tegninger 1884-1886. Han har særlig med held arbejdet med gotiske murstensformer.
Han var Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand.[1]
Skoler:
Tekniske anlæg, hospitaler, infrastruktur mm.:
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.