Lovsigemand

En lovsigemand eller lagmand (islandsk: lögsögumaður, færøsk: løgmaður, svensk: lagman, gammelsvensk: laghmaþer, norsk: lagmann, finsk: laamanni) er et særegent nordisk juridisk embede. Det har sit udgangspunkt i en fælles germansk mundtlig tradition, hvor kloge mænd blev bedt om at fremsige loven, men det var kun i Norden, at funktionen udviklet sig til et særskilt embede. To af de mest berømte lovsigemænd er islændingen Snorri Sturluson og svenskeren Þorgnýr Lagmand.

Þorgnýr Lagmand viser embedets magt overfor den svenske konge ved Gammel Uppsala, 1018. Lagmanden tvang kong Oluf Skotkonung til ikke bare at slutte fred med Olav den Hellige af Norge, men i tilgift give lagmanden sin datter til hustru. Illustration af C. Krogh.

Danmark

Som det eneste nordiske land har man ikke kendskab til eksistensen af lovsigemænd eller lagmænd på de danske landsting. Lagmand eller lovmand kendes fra middelalderen som tilnavn for en retskyndig, som det også brugtes i de islandske sagaer nedskrevet i 1200-tallet, men ikke som embedsbetegnelse.

Norge

I Norge havde lagtingene i de enkelte landsdele i 1100-tallet flere lagmænd, der udover at rådgive tingmændene og lede tinget som en art retskollegium også udgjorde som appelinstans for lagtinget ved navn lagretten. Under kong Sverre (1184-1202) blev lagmandsembederne omdannet til kongelige embedsmænd. Magnus Smeks landslov gjorde lagmændene til dommere ved lagtingene, der nu fungerede som regulære domstole. Efter det norske rigsråds ophævelse i 1536 fungerer lagmændene dog atter som folkets talsmænd overfor kongen. Lagtingene og lagmandsembedet afskaffedes 1797.

Sverige

I Sverige var lagmanden almuens leder på landstingene i de 12 landskaber (lagsaga). Han skulle lede tinget, foredrage loven, forberede dosmafgørelser, og formulere love, som folkeforsamlingen havde vedtaget, samt sørge for, at tingets domme blev eksekveret. Desuden skulle han være landskabets talsmand overfor kongen og hans repræsentanter, og beskytte folkets friheder og rettigheder. Lagmanden skulle lære loven udenad og kunne recitere den på tinget. Hver lagsaga havde sin egen lagmand, der var underordnet hele rigets lagmand i Tiundaland. Det var lagmanden, der på landskabets befolknings vegne hyldede den valgte konge på hans Eriksgata rundt i riget. Efter indførelsen af landskabslovene omkring 1350 deltog han i kongehyldningen ved Mora Sten med tolv følgesvende fra landskabet. Ifølge Västgötaloven blev lagmanden udnævnt på livstid af landskabets frie selvejere (“bønder”) og skulle selv være bonde. Det blev endvidere fastslået, at lagmandens far også skulle have være jordejer. Embedet var ikke arveligt, men lagmanden blev sædvanligvis valgt blandt en lille gruppe af landskabets mest magtfulde storbondeslægter. Fra midten af 1200-tallet og fremefter blev lagmændene knyttet tættere til kongemagten, og havde i senmiddelalderen ofte sæde i kongens råd. Magnus Smek bestemte, at kongen skulle have indflydelse på valget af lagmændene. Seks adelsmænd skllle sammen med seks fribønder efter rådslagning med to gejstlige udvælge tre mænd fra landskabet hvorefter kongen udvalgte den af dem, han fandt bedst egnet. I praksis valgte kongerne i unionstiden lagmænd uden landstingenes medvirken. Under Gustav Vasa overgik hele udvælgelsen også formelt til kongen (fra 1668 Hovretten). Fra da af kom lagmændene udelukkende fra adelen og blev til en reduceret til en sinecurepost, hvor et medlem af rigsrådet blev udvalgt og modtog løn, men lod ansatte underlagmænd og lovlæsere om at gøre arbejdet. Dette privilegium blev afskaffet under under Reduktionen i 1680, hvorefter lagmændene var forpligtet til selv at varetage deres funktioner. Og der blev sat begrænsninger for udnævnelse af rigsrådsmedlemmer til posten. Indtil 1723 kunne dog kun adelige blive lagmænd. På dette tispunkt var lagmandshvervet blevet reduceret til en almindelig dommerstilling, hvis funktion gradvis blev overført til andre dommere efterhånden. I 1849 blev embedet afskaffet, men titen blev stadig af og til brugt som ærestitel for landshøvdinge.

Finland

Finland hørte fra højmiddelalderen til det svenske retsområde, og lagmandsinstitutionen (finsk: laamanni) og landsting for landskaberne blev indført efter svensk mønster. Udviklingen fulgte derefter samme forløb som i Sverige frem til den russiske erobring i 1809. I Storfyrstendømmet Finland blev laamanniembedet imidlertid afskaffet i 1868, og laamanni var fra da af udelukkende en ærestitel.

Island

Fra Njåls saga kendes mødet ved Lovbjerget, hvor Mård stævnede Flose for drab. Mård ville rejse sag, og Flose undgå et søgsmål. Begge parter rådførte sig med en lovkyndig. Til sidst så det ud til, at Mård fik fremmet sagen. Floses lovkyndige spurgte da lovsigemanden Skafte til råds. Skafte tænkte sig om og gav Mård ret: "Her nytter det ikke at tale imod. Dog troede jeg, at jeg var den eneste, der kendte dette, siden Njål er død; for han alene, vidste jeg, kendte det."^[1]

I Island blev embedet som lovsigemand indført, da Altinget blev etableret. Det traditionelle årstal for grundlæggelsen af Altinget er 930 med Úlfljótr^[2] optrædende som grundlægger og den oprindelige forfatter af lovene. Lovsigemanden blev valgt for tre år og aflønnedes med 240 alen vadmel, samt halvdelen af alle bøder, der blev idømt på Altinget. Ophævet 1271. Udover sin funktion som formand for tinget, blev hans opgaver er begrænset til rådgivning af tingmændene om lovens indhold og at recitere loven. Det var dog det eneste regeringsembede i den middelalderlige islandske fristat. Lovsigemanden blev valgt for en periode på tre år og skulle forkynde tingordningen (procesreglerne) og en tredjedel af loven på Altinget hver sommer. Faktisk blev Grímur Svertingssons valgperiode forkortet, ikke på grund af inkompetence eller sygdom, men fordi hans stemme var for svag til opgaven. Bortset fra sin funktion som lovsiger og retsformand havde lǫgsǫgumaðr ingen formel magt, men han blev ofte udnævnt til voldgiftsmand i de hyppige tvister mellem stormændene. Embedet fortsatte kortvarigt i overgangsperioden efter underlægningen af Island under den norske konges herredømme i 1262, men afskaffedes i 1271. Island fik i 1272 en kongelig udnævnt lagmand (løgmadur), og i 1276 to, der ledede Altinget og havde stor indflydelse på de juridiske processer på tinget. De fungerede endvidere som lovrettens (løgretta) formænd efter norsk forbillede og afgjorde appelsager. Lagmændenes myndighed indskrænkedes ved indførelse af Overretten for Island i 1593. Embedet blev endelig afskaffet sammen med Altinget i 1800.

Færøerne

Lagmandsembedet kendes fra omkring 1000 og kontinuerligt fra 1300 og fremefter. Lagmanden ledede forhandlingerne på lagtinget og rådgav tingmændene om lovens indhold. Lagmandsposten gik frem til midten af 1600-tallet på omgang mellem en lille gruppe indbyrdes indgifte storbondeslægter. Derefter placerer kongemagten stadig oftere danske, norske og islandske embedsmænd, der fra midten af 1700-tallet var jurister, som lagmænd, samtidig med at færøsk sædvaneret i stigende grad blev fortrængt af dansk ret. Lagmandsembedet skiftede dermed karakter fra leder af en folkeforsamling til at blive en retspræsident. Lagtinget og lagmandsembedet afskaffedes i 1816.

Moderne brug af lagmandstitlen

• På Færøerne er lagmandstitlen siden indførelsen af hjemmestyret i 1948 genoptaget som betegnelse for regeringschefen.
• I Norge genoptoges lagmandstitlen i 1887 for dommerne ved de nyindførte lagmandsretter - en appelinstans fra underretterne. Ved indførelsen af nævningeting i norsk retspleje i 1887 valgte man at kalde nævningene for lagmænd.
• I 1947 blev titlen "lagman" genindført i Sverige som betegnelse for præsidenten for en hovrätt, der er 1. appelinstans fra underetterne. Siden retsreformen i 1969 bliver retsformændee for tingretterne (underretterne) benævnt lagmän, mens præsidenterne for hovretterne er hovrättslagmän. Tilsvarende bærer formændene for retskredsenes forvaltningsdomstole (förvaltningsrätter) også titlen lagman, mens præsidenterne for den forvaltningsretlige appeldomstol, kammarretten, er kammarrättslagmän.
• I Finland blev laamanni (lagmand) genindført ved retsreformen i 1993 som benævnelse for såvel retsformanden ved en kredsret, som en dommer med høj anciennitet ved en appelret.

Lister over lovsigemænd og lagmænd

Islandske lovsigemænd

Lögsögumaður	Embedsperiode
Úlfljótur	ca. 930
Hrafn Hængsson	930–949
Þórarinn Ragabróðir Óleifsson	950–969
Þorkell máni Þorsteinsson	970–984
Þorgeir Ljósvetningagoði Þorkelsson	985–1001
Grímur Svertingsson	1002–1003
Skafti Þóroddsson	1004–1030
Steinn Þorgestsson	1031–1033
Þorkell Tjörvason	1034–1053
Gellir Bölverksson	1054–1062
Gunnar hinn spaki Þorgrímsson	1063–1065
Kolbeinn Flosason	1066–1071
Gellir Bölverksson	1072–1074
Gunnar hinn spaki Þorgrímsson	1075
Sighvatur Surtsson	1076–1083
Markús Skeggjason	1084–1107
Úlfhéðinn Gunnarsson	1108–1116
Bergþór Hrafnsson	1117–1122
Guðmundur Þorgeirsson	1123–1134
Hrafn Úlfhéðinsson	1135–1138
Finnur Hallsson	1139–1145
Gunnar Úlfhéðinsson	1146–1155
Snorri Húnbogason	1156–1170
Styrkár Oddason	1171–1180
Gissur Hallsson	1181–1202
Hallur Gissurarson	1203–1209
Styrmir hinn fróði Kárason	1210–1214
Snorri Sturluson	1215–1218
Teitur Þorvaldsson	1219–1221
Snorri Sturluson	1222–1231
Styrmir hinn fróði Kárason	1232–1235
Teitur Þorvaldsson	1236–1247
Ólafr hvítaskáld Þórðarson	1248–1250
Sturla Þórðarson	1251
Ólafr hvítaskáld Þórðarson	1252
Teitur Einarsson	1253–1258
Ketill Þorláksson	1259–1262
Þorleifur hreimur Ketilsson	1263–1265
Sigurður Þorvaldsson	1266
Jón Einarsson	1267
Þorleifur hreimur Ketilsson	1268
Jón Einarsson	1269–1270
Þorleifur hreimur Ketilsson	1271

Først kendte lagmænd i Sveriges landskaber

landskab	først kendte lagmand	år
Uppland	Birger Persson	1296-1316
Tiundaland	Lars	1231
Tiundaland	Israel Andersson And	1286-89
Tiundaland	Birger Persson	1293-96
Attundaland	Germund	1231
Attundaland	Håkon	1286-96
Fjädrundaland	?	(forenet med Uppland i 1290erne)
Hälsingland	?	?
Södermanland	Björn Næf	1285-86
Södermanland	Johan Ingevaldsson	1295-1304
Västmanland and Dala	Magnus Gregersson	1305
Västmanland and Dala	Greger Magnusson	1325-36
Närke	Filip Törnesson	1271-79
Värmland	Andreas	1190
Värmland	Höldo	1268
Värmland	Marl Haraldsson	c. 1285
Västergötland	Eskil Magnusson (Folkung	1217-27
Västergötland	Gustaf	1230
Västergötland	Folke	1240
Västergötland	Peter Näf	1251-53
Östergötland	Lars Petersson	1244
Östergötland	Magnus Bengtsson (Folkungerne| 1247-63
Tiohärad (Småland)	Nils	1180
Tiohärad (Småland)	Ulf	1200
Tiohärad (Småland)	Karl Ingeborgsson	1266-68

Noter

1. Nials Saga (Dansk) – heimskringla.no
2. Úlfljótr: | Biography, Facts, Information, Career, Wiki, Life

Kilder

• Nordisk familjebok
• Nationalencyklopedin