London Underground

t:Se også: London Overground

London Underground
Central line-tog på Lancaster Gate
Overblik
Type	Undergrundsbane
Lokalitet	Storlondon, Buckinghamshire, Essex, Hertfordshire
Antal stationer	270 betjenes (260 ejes)
Antal linjer	11
Dagligt passagertal	3,68 mio. (anslået)[1]
Drift
Åbnet	10. januar 1863
Operatør(er)	Transport for London
Teknisk
Strækningslængde	402 km
Sporvidde	1.435 mm
Elektrificering	630 V DC fjerdeskinne

London Underground (også kendt som the Underground eller the Tube) er et metrosystem, der betjener store dele af Storlondon og dele af naboområderne Buckinghamshire, Hertfordshire og Essex i Storbritannien.

Integreret i systemet er verdens første underjordiske jernbane, der åbnede i 1863 og nu udgør dele af Circle, Hammersmith & City og Metropolitan lines, samt den første undergrundsbane drevet med elektriske tog, siden 1890, som nu er en del af Northern line.^[2] Netværket er nu udvidet til 11 baner, og transporterede i 2015–16 1,34 milliarder passagerer,^[3] hvilket gør det til verdens 11. travleste metrosystem.

De første tunneller blev anlagt lige under terrænniveau ved cut-and-cover-metoden. Senere blev mindre, nærmest cirkulære tunneller (tubes) udgravet i et dybere niveau. Systemet betjener 270 stationer og har 400 km spor.^[4] På trods af sit navn, er kun 45 % af systemet beliggende i tunneller, da store dele af netværket er beliggende i de ydre egne af London, hvor sporene ligger på overfladen.^[4] Derudover dækker The Underground kun visse dele af det sydlige Storlondon, med mindre end 10 % stationerne beliggende syd for Themsen.^[4]

De tidlige dybtliggende baner, der oprindeligt var ejet af adskillige private selskaber, blev samlet og markedsført som UNDERGROUND i begyndelsen af det 20. århundrede og fusionerede sidenhen med de højereliggende baner under overfladen og busselskaber i 1933 for at danne London Transport under London Passenger Transport Board (LPTB). Den nuværende operatør, London Underground Limited (LUL), er et fuldt ejet datterselskab til Transport for London (TfL), det lovfæstede selskab, ansvarlig for de fleste aspekter af transportsystemet i Storlondon.^[5] I 2015 var 92 procent af driftsomkostningerne dækket af passagerindtægter.^[6] Travelcard blev introduceret i midten af 1980'erne og Oyster card, et elektronisk billetsystem, i 2003. Kontaktløs kortbetaling blev introduceret i 2014.^[7]

LPTB var en fremtrædende protektor indenfor kunst og design, der bestilte mange nye stationsbygninger, plakater og offentlige kunstværker i modernistisk stil. Det skematiske netværkskort, designet af Harry Beck i 1931, blev erklæret nationalt designikon i 2006 og omfatter nu også andre TfL-transportsystemer som Docklands Light Railway, London Overground og TfL Rail. Anden berømt London Underground-branding omfatter rondellen og skriften Johnston, skabt af Edward Johnston i 1916.

Historie

Tidlig historie

Metropolitan Railway åbnede med GWR-bredsporslokomotiver^[8]

Idéen om en underjordisk jernbane til at forbinde City of London med nogle af jernbanestationerne lige udenfor centrum blev foreslået i 1830'erne,^[9] og Metropolitan Railway fik tilladelse til at bygge denne bane i 1854.^[10] For at forberede anlægget blev en kort testtunnel anlagt i 1855 i Kibblesworth, en lille by med geologiske forhold svarende til London. Denne testtunnel blev benyttet under udviklingen af det første undergrundstog i to år og blev senere, i 1861, fyldt op.^[11] Som verdenens første underjordiske jernbane åbnede banen mellem Paddington og Farringdon i januar 1863 med gasbelyste trævogne trukket af damplokomotiver.^[12] Med 38.000 passagerer på åbningsdagen blev banen set som en succes, og det var nødvendigt at låne tog fra andre jernbaner for at udvide betjeningen.^[13] Metropolitan District Railway (almindeligt kendt som District Railway) fra South Kensington til Westminster åbnede i december 1868, som en del af en plan om en underjordisk "indre cirkel", der forbinder Londons fjerntogsterminaler.^[14] Metropolitan og District Railways færdiggjorde Circle line i 1884,^[15] anlagt med cut-and-cover-metoden.^[16] Begge jernbaneselskaber udvidede; District Railway anlagde fem afgreninger mod vest til Ealing, Hounslow,^[17] Uxbridge,^[18] Richmond og Wimbledon^[17] og Metropolitan Railway nåede sidenhen så langt væk som Verney Junction i Buckinghamshire, mere end 80 km fra Baker Street og Londons centrum.^[19]

Den første dybtliggende tube-bane, City and South London Railway, to cirkulære tunneller med en diameter på 3,10 m, blev udgravet mellem King William Street (nær nutidens Monument Station) og Stockwell under vejene for at undgå aftaler med ejerne af ejendommene på overfladen. Den åbnede i 1890 med elektriske lokomotiver, der trak vogne med små uigennemsigtige vinduer, kaldet gummiceller.^[20] Waterloo and City Railway åbnede i 1898,^[21] efterfulgt af Central London Railway i 1900, kendt som "the twopenny tube".^[22] Disse to jernbaneselskaber kørte elektriske tog i cirkulære tunneller med diametre mellem 3,56 m og 3,72 m,^[23] mens Great Northern and City Railway, der åbnede i 1904, blev anlagt således fjerntog kunne køre i tunnellerne mellem Finsbury Park og endestationen Moorgate i City and havde en diameter på 4,90 m.^[24]

I begyndelsen af det 20. århundrede, blev District og Metropolitan Railways nødt til at elektrificere og et fælles udvalgt (nedsat i samarbejde, da de to selskaber delte ejerskabet af den indre cirkel) anbefalede et vekselstrømssystem. District Railways, der havde behov for at finde den nødvendige finansiering, fandt en investor i amerikaneren Charles Yerkes, der hellere så et jævnstrømssystem magen til det, der var i brug på City & South London og Central London Railways. Metropolitan Railway protesterede mod ændringen, men efter voldgift ved Board of Trade, blev jævnsstrømssystemet valgt.^[25]

Underground Electric Railways Company-årene

Passagerer, der venter på at gå ombord på et tube-tog i begyndelsen af 1900'erne

Yerkes havde kort efter kontrollen i District Railway og etablerede Underground Electric Railways Company of London (UERL) i 1902 for at finansiere og drive tre tube-baner, Baker Street and Waterloo Railway (Bakerloo), Charing Cross, Euston and Hampstead Railway (Hampstead) og Great Northern, Piccadilly and Brompton Railway, (Piccadilly), der alle åbnede mellem 1906 og 1907.^[26][27] Da "Bakerloo" fik sit navn i juli 1906, kaldte The Railway Magazine det en uværdig "rendestenstitel".^[27] I 1907 havde District og Metropolitan Railways elektrificeret de underjordiske dele af deres baner.^[28]

I januar 1913 opkøbte UERL Central London Railway og City & South London Railway, så vel som flere af Londons bus- og sporvognsoperatører.^[29] Det var kun Metropolitan Railway og dennes datterselskaber Great Northern & City Railway og East London Railway, og Waterloo & City Railway, der på daværende tidpunkt var ejet af fjernbaneselskabet London and South Western Railway, der forblev udenfor Underground Groups kontrol.^[30]

En fælles marketingaftale mellem de fleste af selskaberne i begyndelsen af det 20. århundrede omfattede kort og fælles reklamer gennem billettering og UNDERGROUND-skilte udenfor stationerne i det centrale London.^[31] Bakerloo line blev forlænget mod nord til Queen's Park for at tilslutte en ny elektrisk bane fra Euston til Watford, men 1. verdenskrig forsinkede anlægget og togene kørte først til Watford Junction i 1917. Under luftangreb i 1915 benyttede folk Underground-stationer som beskyttelsesrum.^[32] En forlængelse af Central line mod vest til Ealing blev også forsinket af krigen og færdiggjort i 1920.^[33] Efter krigen blev finansielle statsgarantier benyttet som basis for at udvide netværket og City and South London og Hampstead Railways' tunneller blev forbundet ved Euston og Kennington,^[34] selvom den kombinerede drift ikke blev kaldet Northern line før senere.^[35] Metropolitan Railway markedsførte beboelsesejendomme nær jernbanen som "Metro-land" og ni beboelsesejendomme blev bygget nær banens stationer. Elektrificeringen blev forlænget mod nord fra Harrow til Rickmansworth, og afgreninger åbnede fra Rickmansworth til Watford i 1925 og fra Wembley Park til Stanmore i 1932.^[36][37] Piccadilly line blev forlænget mod nord til Cockfosters og overtog District lines grene til Harrow (senere Uxbridge) og Hounslow.^[38]

The London Passenger Transport Board years

Aldwych Station benyttet som beskyttelsesrum i 1940

I 1933 fusionerede de fleste af Londons underjordiske jernbaner, sporvogns- og busselskaber til London Passenger Transport Board, der benyttede brandet London Transport.^[39] Waterloo & City Railway, der på daværende tidspunkt var ejet af fjernbaneselskabet Southern Railway, forblev med sine ejere.^[40] Samme år som London Passenger Transport Board blev dannet, sås Harry Becks skematiske netværkskort (tube map) for første gang.^[41]

I de efterfølgende år lukkede de yderstbeliggende baner fra det tidligere Metropolitan Railway, Brill Tramway i 1935 og banen fra Quainton Road til Verney Junction i 1936.^[42] Planerne i New Works Programme fra 1935-40 omfattede forlængelse af Central og Northern lines og Bakerloo line skulle overtage Metropolitan-grenen til Stanmore.^[43] 2. verdenskrig afbrød disse planer efter Bakerloo line havde nået til Stanmore og Northern line til High Barnet og Mill Hill East i 1941.^[44] Efter bombeangreb i 1940 blev passagertog via West London Line indstillet, hvilket efterlod messecentret Olympia uden jernbanebetjening indtil en District line-shuttle fra Earl's Court begyndte efter krigen.^[45] Efter arbejderne på Central line-forlængelserne i Øst- og Vestlondon genopstartede, blev disse fuldendt i 1949.^[46]

Under krigen blev mange Underground-stationer benyttet som beskyttelsesrum under luftangreb.^[47] Den 3. marts 1943 resulterede en afprøvning af varslingssirener samtidig med affyring af en ny type antiluftskyts i, at folk der forsøgte at tage ophold på Bethnal Green Station blev kvast. I alt døde 173 personer, herunder 62 børn, hvilket gør dette til den værste civile katastrofe under 2. verdenskrig såvel som det største tab af liv under en enkelt hændelse i London Underground-netværket.^[48]

London Transport Executive / Board-årene

Et Litra 1959-tog på Barons Court Station

Den 1. januar 1948 blev London Passenger Transport Board nationaliseret under bestemmelserne i Transport Act 1947 og omdøbt til London Transport Executive, der blev datterselskab til British Transport Commission, der blev dannet samme day.^[49][50][51] Under samme lov blev landets fjernbaner også nationaliseret, og deres ombygning blev prioriteret over vedligeholdelsen af Underground-netværket. De fleste ufærdige dele af New Works Programme fra før krigen blev gradvist skrinlagt eller udskudt.^[52]

District line behøvede dog nye tog og et umalet aluminiumstog, hvilket blev standarden for nye tog, blev indsat i drift i 1953.^[53] I begyndelsen af 1960'erne blev Metropolitan line elektrificeret så langt væk som Amersham, mens British Rail overtog driften af Metropolitan line mellem Amersham og Aylesbury.^[54] I 1962 blev British Transport Commission opløst, og London Transport Executive blev omdøbt London Transport Board, direkte ansvarlig overfor Transportministeriet.^[50][55] I 1960'erne blev også Victoria line udgravet under det centrale London og, ulig de tidligere tubes, fulgte tunnellerne ikke vejene ovenover. Banen åbnede i 1968–71 med automatisk kørende tog og magnetisk kodede billetter indsamlet af automatiske porte gav adgang til perronerne.^[56]

Greater London Council-årene

Den 1. januar 1970 blev ansvaret for offentlig transport i Storlondon overdraget fra centralregeringen til lokalregeringen, i form af Greater London Council (GLC), og London Transport Board blev opløst. London Transport-brandet blev fortsat benyttet af GLC.^[57]

Fredag den 28. februar 1975 kunne et sydgående tog på Northern City Line ikke stoppe ved endestationen Moorgate og pløjede ind i væggen ved tunnellens ende. In det følgende sammenstød døde 43 personer og yderligere 74 blev såret, hvilket er det største tab af liv i fredstid i London Underground.^[58] I 1976 blev Northern City Line overtaget af British Rail og forbundet med fjernbanen ved Finsbury Park - en overdragelse, der allerede var planlagt før ulykken.^[59]

I 1979 overtog en anden ny tube, Jubilee line, navngivet til ære for Dronning Elizabeths 25 års regeringsjubilæum, Bakerloo lines Stanmore-gren, og forbandt dem med nye tunneller mellem Baker Street og Charing Cross Stationer.^[60] Under Greater London Councils kontrol introducerede London Transport et billetzonesystem for busser og Underground-tog i 1981, der sænkede den gennemsnitlige takst. Taksterne blev øget efter et juridisk søgsmål, men takstzonerne blev bevaret, og i midten af 1980'erne blev Travelcard og Capitalcard introduceret.^[61]

London Regional Transport-årene

Perrondøre på Westminster Station

I 1984 blev kontrollen med London Buses og London Underground sendt tilbage til centralregeringen med dannelsen af London Regional Transport (LRT), hvilket transportministeren var direkte ansvarlig for, mens London Transport-brandet stadig blev bevaret.^[62] Enmandsbetjening var planlagt i 1968, men konflikt med fagforbundene forsinkede introduktionen til 1980'erne.^[63]

Den 18. november 1987 udbrød brand i en rulletrappe på King's Cross St. Pancras Station. Branden kostede 31 personer livet og kvæstede yderligere 100. London Underground blev kraftigt kritiseret efterfølgende for deres holdning til brand under jorden, offentliggørelsen af den efterforskningens rapport førte til opsigelser i ledelsen hos både London Underground og London Regional Transport.^[64] For at overholde de nye sikkerhedsbestemmelser, der blev udstedt som følge af branden, og for at bekæmpe graffiti, blev et togrenoveringsprojekt iværksat i juli 1991.^[65][66]

I april 1994 blev Waterloo & City Railway, dengang ejet af British Rail and kendt som Waterloo & City line, overdraget til London Underground.^[40] I 1999 blev Jubilee line forlænget fra Green Park Station gennem Docklands til Stratford Station, hvilket medførte lukning af den kort tunnelstrækning mellem Green Park og Charing Cross Stationer, og omfattede de første stationer i London Underground med perrondøre.^[67]

Transport for London-årene

Transport for London (TfL) blev oprettet i 2000 som det integrerede organ, ansvarlig for Londons transportsystem. TfL er en del af Greater London Authority og er konstitueret som et lovfæstet selskab, reguleret under lokalforvaltningens finansielle regler.^[68]TfL's bestyrelse er udvalgt af borgmesteren i London. Borgmesteren fastsætter også strukturen og billetpriserne i London. Koncernens daglige drift er dog overladt til kommitteret for Transport for London.^[69]

TfL erstattede London Regional Transport og førte ikke London Transport-brandet videre til fordel for sit eget brand. Overdragelsen af ansvaret var etapedelt, med overdragelsen af kontrollen af London Underground forsinket til juli 2003, hvor London Underground Limited blev et indirekte datterselskab til TfL.^[68][70] Mellem 2000 og 2003 blev London Underground omorganiseret til et offentligt-privat partnerskab, hvor private infrastrukturselskaber opgraderede og vedligeholdte jernbanen. Dette blev gennemført før kontrollen blev overdraget til TfL, der var imod dette arrangement.^[71] Et infrastrukturselskab blev sat under administration i 2007 og TfL overtog ansvarsområderne, og i 2010 overtog TfL også det andet selskab.^[72]

Elektronisk billettering i form af det kontaktløse Oyster card blev introduceret i 2003.^[73] London Underground-drift på East London line ophørte i 2007, så denne kunne forlænges og konverteres til London Overground-drift,^[74][75] og i december 2009 blev Circle line ændret fra drift i en lukket ring rundt om Londons centrum til en spiral, der også betjener Hammersmith.^[76] Fra september 2014 har passagerer kunne benytte kontaktløse kort i The Tube.^[77] Brugen heraf er øget hastigt og over en million kontaktløse transaktioner bliver foretaget i The Underground hver dag.^[78]

Infrastruktur

Jernbaner

The Underground betjener 270 stationer.^[79][80] 14 Underground-stationer er beliggende udenfor Storlondon, hvoraf fem (Amersham, Chalfont & Latimer, Chesham og Chorleywood på Metropolitan line og Epping på Central line), er bag M25-motorringvejen. Af Londons 32 bydele, betjenes seks (Bexley, Bromley, Croydon, Kingston, Lewisham og Sutton) ikke af Underground-netværket, mens Hackney kun har Old Street og Manor House på sine grænser. Lewisham blev tidligere betjent af East London Line (stationerne New Cross og New Cross Gate). Banen og stationerne blev overdraget til London Overground-netværket i 2010.^[81]

Et geografisk London Underground-kort, der viser netværkets omfant (Amersham og Chesham Stationer, øverst til venstre, er ikke vist)

London Undergrounds elleve baner har en samlet længde på 402 km,^[79] hvilket gør den til verdenens tredje længste metrosystem. Disse er inddelt i to klasser: ruterne "under overfladen" (sub-surface) og de dybtliggende "tube"-ruter.^[79] Circle, District, Hammersmith & City og Metropolitan lines udgør sub-surface-klassen, med jernbanetunneller beliggende umiddelbart under jordoverfladet og af en størrelse svarende til de britiske fjernbaner. Hammersmith & City og Circle lines deler stationer og hovedparten af deres spor med hinanden og med så vel som Metropolitan og District lines. Bakerloo, Central, Jubilee, Northern, Piccadilly, Victoria og Waterloo & City lines er dybtliggende tubes, med mindre tog, der kører i to cirkulære tunneller (tubes) med en diameter omkring 3,56 m. Disse baner er ene brugere af et sæt spor, bortset fra Piccadilly line, der deler spor med District line mellem Acton Town og Hanger Lane Junction og med Metropolitan line mellem Rayners Lane og Uxbridge; og Bakerloo line, der deler spor med London Overground-tog nord for Queen's Park.^[82]

55 procent af systemet er beliggende på overfladen. Der er 32 km cut-and-cover-tunnel og 150 km tube-tunnel.^[79] Mange af de underjordiske stationer i det centrale London på de dybtliggende tube-baner er beliggende højere end de mellemliggende tunnelstrækninger for at lette deceleration ved ankomst og acceleration ved afgang.^[83] Togene kører som udgangspunkt i det venstre spor. Der er dog nogle steder, hvor tunnellerne er beliggende ovenover hinanden (fx Central line øst for St Paul's Station), eller hvor togene kører i højre spor (fx på Victoria line mellem Warren Street og King's Cross St. Pancras, for at lette skifter til Northern line på Euston).^[82][84]

Banerne er elektrificeret med et firskinne-jævnstrømssystem: en strømskinne mellem sporene med en strømtilførelse på −210 V og en skinne udenfor køreskinnerne på +420 V giver en spændingsforskel på 630 V. På strækninger, hvor en bane deler spor med fjerntog, så som District line fra East Putney til Wimbledon og Gunnersbury til Richmond, og Bakerloo line nord for Queen's Park, er den midterste skinne forbundet til køreskinnerne.^[85]

Baner

Navn	Farvekode[86]	Åbnet	Type	Længde	Stationer	Nuværende materiel	Rejser per år	Gns. rejser per km
							(×1000) 2011/12-tal[87]
Bakerloo line	Brun	1906	Dybt liggende	23,2 km	25	1972-materiel	111.136	4.790
Central line	Rød	1900[lower-alpha 1]	Dybt liggende	74.0 km	49	1992-materiel	260.916	3.526
Circle line	Gul	1871[lower-alpha 2]	Under overfladen	27,5 km	36	S7-materiel[90]	114.609[lower-alpha 3]	2.931
District line	Grøn	1868	Under overfladen	64.0km	60	D78-materiel S7-materiel[90]	208.317	3.255
Hammersmith & City line	Pink	1864[lower-alpha 4]	Under overfladen	26,5 km	29	S7-materiel	114.609[lower-alpha 3]	2.931
Jubilee line	Sølv	1979	Dybtliggende	36,2 km	27	1996-materiel	213.554	5.899
Metropolitan line	Mørk magenta	1863	Under overfladen	66,7 km	34	S8-materiel	66.779	1.001
Northern line	Sort	1890[lower-alpha 5]	Dybtliggende	58.0 km	50	1995-materiel	252.310	4.350
Piccadilly line	Mørkeblå	1906	Dybtliggende	71.0 km	53	1973-materiel	210.169	2.960
Victoria line	Lyseblå	1968	Dybtliggende	21.0 km	16	2009-materiel	199.988	9.523
Waterloo & City line	Turkis	1898[lower-alpha 6]	Dybtliggende	2,5 km	2	1992-materiel	15.892	6.357
Kendt som Central London før 1937.[35] Metropolitan og District Railways' fælles indre cirkel begyndte i en hestesko-form, et fuldt loop blev dannet i 1884[88] og den nuværende spiral i 2009. Banen har i hvert fald været kaldt Circle line siden 1936 og var selvstændigt på netværkskortet for første gang i 1948.[89] Passagertal for både Circle og Hammersmith & City lines kombineret. Gns. rejser per km er udregnet på baggrund af en kombineret rutelængde på 39,1 km.[91] Oprindeligt en fælles Great Western og Metropolitan Railways-rute, banen var selvstændigt på netværkskortet for første gang i 1990.[74] Navnet er fra 1937.[35] Indtil 1994 blev Waterloo & City line opereret af British Rail og deres forgængere.

Drift på tidligere og nuværende fjernbaner

Et præcist geografisk kort over hele systemet

The Underground benytter en række jernbaner og linjeføringer, der blev anlagt af som fjernbaner.

• Bakerloo line: Mellem Queen's Park og Harrow & Wealdstone kører denne via Watford DC Line langs London & North Western Railway (LNWR)-fjernbanen, der åbnede i 1837. Ruten blev udlagt af LNWR i 1912–15 og er en del af Network Rail-systemet.
• Central line: Jernbanen fra umiddelbart syd for Leyton til umiddelbart syd for Loughton blev anlagt af Eastern Counties Railway i 1856 i samme linjeføring, der benyttes i dag.^[92] The Underground benytter også banen mellem Loughton og Ongar via Epping, anlagt i 1865 af Great Eastern Railway (GER). Forbindelsen til fjernbanen syd for Leyton blev lukket i 1970 og fjernet i 1972. Banen fra Epping til Ongar blev lukket i 1994; det meste af denne bane benyttes i dag af veteranbanen Epping Ongar Railway.^[92] Banen mellem Newbury Park og Woodford Junction (vest for Roding Valley) via Hainault blev anlagt af GER i 1903, forbindelserne til fjernbanen syd for Newbury Park lukkede i 1947 (i retning mod Ilford) og 1956 (i retning mod Seven Kings).^[92]
• Central line: Banen fra umiddelbart nord for White City til Ealing Broadway blev anlagt i 1917 af Great Western Railway (GWR) og passagertog blev introduceret af The Underground i 1920. North Acton til West Ruislip blev anlagt af GWR på vegne af The Underground i 1947–48 langs de allerede eksisterende spor fra Old Oak Common Junction mod High Wycombe og videre, hvilke dateres til 1904.^[92] Per maj 2013 har den oprindelige rute Old Oak Common Junction til South Ruislip et fjerntog pr. dag til/fra Paddington.^[93]
• District line: Syd for Kensington (Olympia) blev korte dele af West London Railway (WLR) fra 1862 og dennes 1863 West London Extension Railway (WLER) benyttet, da District line forlængedes fra Earl's Court i 1872. District line havde sin egen endestationsperron på Olympia, anlagt i 1958 sammen med sporene i tracéet for det nordgående 1862/3 WLR/WLER-spor. Den sydgående WLR/WLER-spor blev på det tidpunkt til det nye nordgående spor, og et nyt sydgående fjernbanespor blev anlagt gennem en tidligere godsbanegård. Udfletningen fra 1872 lukkede i 1958, og en yderligere forbindelse til WLR umiddelbart syd for Olympia lukkede i 1992. Grenen er nu isoleret.^[92]
• District line: Banen mellem Campbell Road Junction (nu lukket), nær Bromley-by-Bow, og Barking blev anlagt af London, Tilbury & Southend Railway (LTSR) i 1858. De langsomme spor blev anlagt 1903–05, da District-tog blev forlænget fra Bow Road (selvom der ikke var District-betjening øst for East Ham fra 1905 til 1932). De langsomme spor blev delt med LTSR stop- og godstog indtil 1962, hvor de blev adskilt, da fjerntogene stoppede betjening af de mellemliggende stationer.^[92]
• District line: Jernbanen fra Barking til Upminster blev anlagt af LTSR i 1885 og District line forlængedes via denne rute i 1902. District line trak sig mellem 1905 og 1932, da ruten blev firedoblet. Fjerntogene ophørte betjening af de mellemliggende stationer i 1962, and District line benytter i dag kun de langsomme spor fra 1932.^[92]
• District line: Det vestgående spor mellem øst for Ravenscourt Park og Turnham Green og Turnham Green til Gunnersbury følger linjeføringen af en jernbane anlagt af London & South Western Railway (LSWR) i 1869. Det østgående spor mellem Turnham Green og øst for Ravenscourt Park følger linjeføringen anlagt i 1911; dette blev lukket i 1916, men blev genbrugt, da Piccadilly line blev forlænget i 1932.^[92]
• District line: Banen mellem East Putney og Wimbledon blev anlagt af LSWR i 1889. Det sidste fjerntog kørte i 1941,^[92] men den benyttes stadig af nogle få gennemkørende passagertog til/fra Waterloo.^[94] Ruten benyttes også af faste rangeringer til/fra Wimbledon Park-depotet og for omlagte Waterloo-tog under trafikforstyrelser og sporspærringer.
• Hammersmith & City line: Mellem Paddington og Westbourne Park Station forløber banen langs fjernbanen. Great Western-fjernbanen åbnede i 1838, hvor en midlertidig endestation på den anden side af Bishop's Road blev betjent. Da den nuværende Paddington Station åbnede i 1854, blev banen omlagt til syd for den gamle station.^[92] Ved åbningen i 1864 og indtil 1867, da to spor syd for fjernbanen med en krydsning nær Westbourne Bridge åbnede, forløb Hammersmith & City line (dengang en del af Metropolitan line) via fjernbanen til en udfletning ved Westbourne Park. De nuværende to spor nord for fjernbanen og underføringen øst for Westbourne Park åbnede i 1878.^[95] Hammersmith & City-ruten er nu fuldstændig separeret fra fjernbanen.
• Jubilee line: Sporene mellem Canning Town og Stratford blev anlagt af GER i 1846, og passagertog begyndte i 1847. Den oprindelige linjeføring blev firedoblet "i etaper mellem 1860 og 1892" til godstog før de ekstra (vestlige) spor blev løftet da trafikken faldt i løbet af det 20. århundrede, og blev genlagt for Jubilee line-tog, der begyndte i 1999. Den nuværende Docklands Light Railway (tidl. North London Line) benytter den oprindelige østlige linjeføring og Jubilee line benytter den vestlige linjeføring.^[92]
• Northern line: Banen fra East Finchley til Mill Hill East åbnede i 1867, og fra Finchley Central til High Barnet i 1872, begge af Great Northern Railway.^[92]
• Piccadilly line: Det vestgående spor mellem øst for Ravenscourt Park og Turnham Green blev anlagt af LSWR i 1869, og oprindeligt benyttet for østgående fjerntog og District line-tog. Det østgående spor blev anlagt i 1911; det lukkede i 1916, men blev genbrugt, da Piccadilly line blev forlænget i 1932.^[92]

Fjerntog på Underground-spor

Nogle spor, der nu ejes af LU, bliver stadig benyttes af fjerntog.

• District line – East Putney til Wimbledon, benyttes af South West Trains af gennemkørende tog, rangeringer og under driftsforstyrrelser^[96]
• Metropolitan line – Harrow-on-the-Hill til Mantles Wood (vest for Amersham), benyttes af Chiltern Railways af Marylebone til Aylesbury/Aylesbury Vale-tog

Tog

Et sub-surface Metropolitan line Litra A-tog (t.v.) passerer et tube Piccadilly line Litra 1973-tog (t.h.) på sidesporene ved Rayners Lane.

London Underground-trains findes i to størrelser: de større sub-surface-tog og de mindre tube-tog.^[97] Siden begyndelsen af 1960'erne har alle passagertog været elektriske togsæt med skydedøre^[98]. Sidst et tog kørte med togfører var i 2000.^[99] Alle baner benytter tog af fast længde med mellem seks og otte vogne, bortset fra Waterloo & City line, der benytter fire vogne.^[100] Nye tog designes for flest mulige stående passagerer og for hurtig adgang til vognene og har regenerativ bremsning og passagerinformationssystemer.^[101] Siden 1999 har al nyt materiel skulle leve op til tilgængelighedskrav, der kræver fx adgangsmulighed for og plads til kørestole, og størrelse og placering af dørkontroller. Alle undergrundstog kræves at overholde Rail Vehicle Accessibility (Non Interoperable Rail System) Regulations 2010 (RVAR 2010) fra 2020.^[102]

Materiel på sub-surface-banerne identificeres med et bogstav (fx S-materiel, der benyttes på Metropolitan line), mens tube-materiel identificeres ved årstallet for planlagt introduktion^[103] (fx 1996-materiel, der benyttes på Jubilee line).

Depoter

The Underground benytter følgende depoter:

• Bakerloo: London Road, Stonebridge Park
• Central: Hainault, Ruislip, White City
• Circle: Hammersmith, Neasden
• District: Ealing Common, Hammersmith, Upminster
• Hammersmith & City: Hammersmith, Neasden
• Jubilee: Neasden, Stratford Market
• Metropolitan: Neasden
• Northern: Edgware, Golders Green, High Barnet, Highgate, Morden
• Piccadilly: Cockfosters, Northfields
• Victoria: Northumberland Park
• Waterloo & City: Waterloo
• London Transport Museum: Acton Town

Ventilation og køling

Et Northern line-"tube"-tog forlader en tunnelportal umiddelbart nord for Hendon Central Station.

Da Bakerloo line åbnede i 1906 var der annonceret en maks. temperatur på 16 °C, men over tid har tube-tunnellerne varmet op.^{[kilde mangler]} I 1938 blev der givet tilladelse til et ventilationsforbedringsprogram, og et køleanlæg blev installeret i en elevatorskakt ved Tottenham Court Road.^[104] Temperaturer på 47 °C blev observeret under den europæiske hedebølge i 2006.^[105] I 2002 blev det påstået, at hvis dyr blev transporteret i The Tube, gjorde temperaturen at Europakommisionens dyrevelfærdslov ville overtrædes.^[106] En analyse fra 2000 rapporterede, at luftkvaliteten var 73 gange værre end på gadeniveau, og at en passager indånder samme mængde partikler under en 20 minutters rejse på Northern line, som ved at ryge en cigaret.^[107][108] Hovedformålet ved ventilatorerne i London Underground er at udlede var luft fra tunnellerne,^[104] og netværkets ventilatorer er blevet renoveret, selvom støjklager fra naboer udelukker brug ved fuld kraft om aftenen.^[109]

I juni 2006 blev et grundvandskølesystem installeret på Victoria Station.^[110] I 2012 blev luftkølingsanlæg med koldt dybtliggende grundvand installeret på perronerne på Green Park Station og på Oxford Circus ved brug af køleenheder på toppen af en tilstødende bygning.^[111] Nye tog med aircondition er blevet indsat på sub-surface-banerne, men pladsen til airconditionanlæg er begrænset i tube-togene og disse vil opvarme tunnellerne endnu mere. Deep Tube Programme, der undersøger erstatninger for togene på Bakerloo og Piccadilly lines, leder efter tog med bedre energibesparelser og regenerativ bremsning, hvori der kan blive muligt at installere en form for aircondition.^[101][112]

I det oprindelige Tube-design, passerer togene gennem tæt omsluttende tunneller, der fungerer som stempler, der skaber lufttryksforskelle mellem stationer. Denne trykforskel driver ventilation mellem perroner og udgangene til gaden gennem passageradgangstunnellerne. Dette system afhænger af tilstrækkeligt frihøjde over passagerernes hoveder i adgangstunnellerne og rulletrappeskakterne, hvor laminar luftgennemstrømning er proportional til den radius opløftet i fjerde, som følge af Hagen–Poiseuille-ligningen. Det afhænger også af fraværet af turbulens i tunnellens frirum. På mange stationer er ventilationssystemet nu ineffektivt efter ændringer, der reducerer tunneldiametre og øger turbulens. Et eksempel er Green Park Station, hvor falske loftspaneler på metalrammer, der reducerer luftrummet over hovedhøjde til mere end de halve mange steder, er blevet installeret. Dette reducerer den laminare luftgennemstrømning med omkring 94 %, jf. Hagen–Poiseuille-ligningen.

Oprindeligt blev luftturbulens holdt på et minimum ved at holde al skiltning fladt mod tunnelvæggene. Nu er ventilationsrummet over hovedhøjde fyldt op med kanaler, ledninger, kameraer, højttalere og udstyr, der agerer som afbøjningsplader med en forudsigelig reduktion i gennemstrømning.^[113] Ofte har elektroniske skilte deres flade overflade i rette vinkler til den primære luftgennemstrømning, hvilket forårsager en droslet gennemstrømning. Midlertidige skilte, der står ved toppen af rulletrapperne er medvirkende til at øge turbulensen. Ændringerne til ventilationssystemet er vigtigt, ikke kun for varmeudveksling, men også for luftkvaliteten på perronniveau, især med tanke på tilstedeværelsen af asbest.^[114]

Elevatorer og rulletrapper

Rulletrapper på Canary Wharf Station

Oprindeligt var adgangen til de dybtliggende tube-perroner med elevatorer.^[115] Hver elevator var bemandet, og på nogle af de mere stille stationer blev billetkontoret i 1920'erne flyttet ind i elevatoren, eller så kunne elevatoren kontrolleres fra billetkontoret.^[116] Den første rulletrappe i London Underground blev installeret i 1911 mellem District- og Piccadilly-perronerne på Earl's Court, og fra det følgende år blev nye dybeliggende stationer udstyret med rulletrapper i stedet for elevatorer.^[117] Rulletrapperne havde en diagonal afslutning ved toppen.^[117][118] I 1921 blev en stemme, der instruerede passagerer i at stå til højre optaget og skilte fulgte under 2. verdenskrig.^[119] Rejsende blev bedt om at stå til højre, så forbipasserende har fri passage i venstre side af rulletrappen.^[120] Den første "kam"-rulletrappe blev installeret på Clapham Common Station i 1924.^[117] I 1920'erne og 1930'erne blev mange elevatorer erstattet af rulletrapper.^[121] Efter den fatale brand på King's Cross i 1987, blev alle trærulletrapper erstattet med nogle af metal og mekanismerne bliver jævnligt rengjort for fedt, for at mindske risikoen for brand.^[122] Den eneste rulletrappe af træ, der ikke blev erstattet var på Greenford Station, hvilken forblev indtil oktober 2015, hvor TfL erstattede den med den første hældende elevator i britisk transport.^[123]

Der er 426 rulletrapper i London Underground-systemet og den længeste er på Angel Station med sine 60 m. Den korteste, på Stratford Station, der har en lodret stigning på 4,1 m. Der er 164 elevatorer,^[79] og tallet er steget i de seneste år pga. et program, der skal forbedre tilgængeligheden.^[124]

Wi-Fi og mobiltelefondækning

I sommeren 2012 afprøvede London Underground, sammen med Virgin Media, Wi-Fi-hotspots på mange stationer, med ikke i tunnellerne, der giver passagerer gratis internetadgang. Den gratis forsøgsperiode var en succes og blev forlænget til udgangen af 2012,^[125] hvorefter ordningen ændredes til en service, der er gratis tilgængelig for Virgin Medias abonnenter, mens det for andre er en betalingsservice.^[126] Selv uden abonnement på Wi-Fi-servicen, kan de gratis signaler benyttes af smartphones som alarm for de rejsende, at de er ankommet til en specifik station.^[127] Det er i øjeblikket ikke muligt at benytte mobiltelefoner under jorden med de gængse 2G-, 3G- og 4G-netværk. Et projekt om forbedring af dækningen før OL 2012 blev sløjfet pga. kommercielle og tekniske besværligheder.^[128] Britiske abonnenter hos O2- eller 3-mobilnetværk kan benytte appen Tu Go^[129] eller InTouch^[130] til henholdvist at route deres telefonopkald og sms-meddelelser via Virgin Medias Wifi-netværk på 138 London Transport-stationer.^[131] EE-netværket har også på det seneste udgivet et WiFi-opkaldsfunktion available til iPhones.^[132]

Planlagte forbedringer og udvidelser

Nye baner

Elizabeth line, under projektnavnet Crossrail, er under anlæg og forventes at åbne i 2018 og giver en ny underjordisk rute gennem det centrale London, som bliver integreret med (men ikke en del af) London Underground-systemet.^{[133][134][135]} En National Rail-bane, der bliver en del af Crossrail, og som allerede er færdigbygget, kører i øjeblikket under navnet "TfL Rail". To muligheder overvejes som rute for Crossrail 2 i en nord-sydgående linjeføring gennem London, med håb om åbning i 2033.^[136]

Forlængelser

Croxley Rail Link

Croxley Rail Link indebærer omlægning af Metropolitan lines Watford-gren fra den nuværende endestation på Watford via en del af den henlagte Croxley Green-bane til Watford Junction med stationer ved Cassiobridge, Watford Vicarage Road og Watford High Street (der i øjeblikket er en del af London Overground). Finansieringen faldt på plads i december 2011,^[137] og forlængelsens endelige godkendelse blev givet den 24. juli 2013.^[138] Arbejdet forventes at begynde i 2016, med planlagt åbning i 2020.^[139]

Northern line-forlængelse til Battersea og Clapham Junction

Det er planlagt, at Northern line skal forlænges til Battersea med en mellemliggende station ved Nine Elms. I december 2012 bekræftede Finansministeriet, at de vil stille en garanti, der tillader Greater London Authority at låne op til £1 millard fra Public Works Loan Board, til en fordelagtig rente, for at finansiere banens anlæg.^[140] I april 2013 ansøgte Transport for London det juridiske system om en anlægslov for at fortsætte forlængelsesprojektet. Forberedende arbejder begyndte i foråret 2015. Det primære tunnelleringsarbejde forventes at begynde i 2017. Stationer forventes at åbne i 2020.^[141][142]

Anlægget forberedes en mulig fremtidig forlængelse til Clapham Junction ved underretning til bydelsrådet i Wandsworth om en reserveret rute under Battersea Park og de efterfølgende gader.^[143]

Bakerloo line-forlængelse til Lewisham eller Hayes via Camberwell eller Old Kent Road

I 1931 blev en forlængelse af Bakerloo line fra Elephant & Castle til Camberwell, med stationer ved Albany Road og skiftemulighed på Denmark Hill Station, godkendt. Planerne blev dog skrinlagt som følge af sparepolitik efter krigen. I 2006 meddelte den daværende borgmester i London, Ken Livingstone, at indenfor 20 år ville Camberwell have en Underground-station.^[144] Transport for London har indikeret, at forlængelser, muligvis til Camberwell, kan være en del af den fremtidige transportstrategi for Sydlondon i de kommende år.^[145] Der er dog ikke offentliggjort nogen planlægning af en forlængelse. Der har også været mange andre forslag om forlængelse af banen til Streatham, Lewisham og endda længere væk ved overtagelse af forstadsbanen Hayes line via Catford Bridge, for at frigive kapacitet i netværket af forstadsbaner.

Bakerloo line-forlængelse til Watford Junction

I 2006 foreslog TfL, som en del af planlægningen af overdragelsen af North London Line til London Overground, at gen-forlænge Bakerloo line til Watford Junction.^[146][147]

Central line-forlængelse til Uxbridge

Bydelsrådet i Hillingdon har foreslået, at Central line skal forlænges fra West Ruislip til Uxbridge via Ickenham, under påskud af, at dette vil nedbringe trafikken på A40-vejen i området.^[148]

Infrastruktur

• Bakerloo line – De 36 litra 1972-tog på Bakerloo line har allerede overskredet deres oprindeligt forventede levetid på 40 år. London Underground forlænger derfor deres operationelle levetid ved at lave store reparationer på mange af togene for at bevare pålideligheden. Bakerloo line bliver en del af projektet New Tube for London. Dette vil erstatte den eksisterende vognpark med nye luftkølede leddelte tog, og et nyt signalsystem med Automatic Train Operation. På banen forventes at køre op til 27 tog i timen, hvilket er en stigning på 25 procent fra de nuværende 21 tog i spidstimen.^[149][150]
• Central line – Central line var den første bane, der blev moderniseret i 1990'erne, med 85 nye litra 1992-trains og et nyt automatisk signalsystem med Automatic Train Operation. Banen kører 34 tog i timen i en halv time i morgenmyldretiden, men kan ikke køre oftere pga. mangel på materiel. De 85 nuværende litra 1992-tog er de mest upålidelige i London Underground, da de er udstyret med første generation af solid state direct current thyristor control traction-udstyr. Togene bryder ofte ned, skal trækkes ud af drift med kort varsel og er ikke til rådighed, når der er behov, hvilket fører til huller i myldretidsbetjeningen. Selvom de er relativt moderne og er midt i deres forventede levetid, behøver togene renovering på mellemlangt sigt for at sikre fortsat pålidelighed i traction control-udstyret og vedholde vognparkens brugbarhed indtil fornyelsen, der forventes mellem 2028 og 2032. En større renovering af vognparken skal gennemføres for at sikre deres fortsatte pålidelighed i bremserne, traction control-systemerne, døre, de automatiske kontrolsystemer skal repareres eller udskiftes blandt flere komponenter. Central line bliver en del af projektet New Tube for London. Dette vil erstatte den eksisterende vognpark med nye luftkølede med fri gennemgang gennem vognene og et mere moderne automatisk signalsystem. På banen forventes at køre op til 36 tog i timen, hvilket er en stigning på 25 procent fra de nuværende 17 tog i de travleste 30 minutter og de 27–30 tog i timen i resten af myldretiderne.^{[149][151][152]}
• Jubilee line – Signalsystemet på Jubilee line er blevet udskiftet for at øge banens kapacitet med 20 procent. På banen kører nu 30 tog i timen i myldretiderne, sammenlignet med de tidligere 24 tog i timen. Ligesom på Victoria line planlægges en forøgelse af frekvensen til 36 tog i timen. For at imødekomme dette tilpasses og justeres ventilation, strømforsyning og kontrol- og signalsystemer. London Underground planlægger også at tilføre yderligere 18 tog til den nuværende vognpark på 63 litra 1996-tog.^[153][154]
• Northern line – Signalsystemet på Northern line er også blevet udskiftet for at øge banens kapacitet med 20 procent. På banen kører nu 24 tog i timen i myldretiderne, sammenlignet med de tidligere 20 tog i timen. Kapaciteten kan øges yderligere, hvis driften af Charing Cross- og Bank-grenene separeres. For at imødekomme dette vil yderligere 50 tog tilføres den nuværende vognpark på 106 litra 1995-tog. De fem af togene er påkrævet til den foreslåede Northern line-forlængelse og 45 for at øge frekvensen på resten af banen. Dette vil, kombineret med adskillelse af togene i Camden Town-udfletningen, tillade 30–36 tog i timen sammenlignet med de nuværende 24 tog i timen.^[155][156]
• Piccadilly line – De 86 litra 1973-tog, der opererer på Piccadilly line, er nogle af de mest pålidelige i London Underground. Togene har en forventet levetid på omkring 40 år, og efter 37 år er udskiftning nødvendig. Piccadilly line bliver en del af projektet New Tube for London. Dette vil erstatte den eksisterende vognpark med nye luftkølede med fri gennemgang gennem vognene og et nyt signalsystem med Automatic Train Operation. På banen forventes at køre op til 30–36 tog i timen, hvilket er en stigning på 60 procent fra de nuværende 24-25 tog i timen. Piccadilly line bliver den første banen, der bliver opgraderet som en del af projektet New Tube for London, da passagertallet er steget gennem de seneste år og forventes at stige yderligere. Denne bane er vigtig, da den ikke har lige så høj frekvens som andre baner.^[149]
• District, Metropolitan, Hammersmith & City og Circle lines – Nye litra S-trains er blevet introduceret på sub-surface-banerne, hvilke forventes fuldt udrullet i 2016. 191 er blevet udrullet eller bygget: 58 til Metropolitan line og 133 til Circle, District og Hammersmith & City lines. Sporene, strømforsyningen og signalsystemerne er også blevet opgraderet i et program, der skulle øge spidstimekapaciteten. Udskiftning af signalsystemet og lancering af Automatic Train Operation/Control er planlagt til 2019–22. Et kontrolrom for sub-surface-netværket er blevet bygget i Hammersmith og et automatisk togkontrolsystem (ATC) skal erstatte signaludstyr tilbage fra 1920'erne, så som signalboksen på Edgware Road, der stadig styres manuelt. Bombardier vandt i juni 2011 kontrakten, men blev frigjort fra aftalen i december 2013, og London Underground har nu tildelt en anden signalkontrakt til Thales.^{[157][158][159]}
• Victoria line – Signalsystemet på Victoria line er blevet udskiftet for at øge banens kapacitet med omkring 25 procent. På banen kører nu op til 34 tog i timen, sammenlignet med de tidligere 27—28 tog i timen. Togene er blevet udskiftet med 47 nye litra 2009-tog med høj kapacitet. Spidstimefrekvensen forventes at øges yderligere til 36 tog i timen i 2016 efter sporarbejder ved Walthamstow Central. I øjeblikket kan kun 24 tog i timen køre længere end til Seven Sisters Station pga. sporskifternes placering ved Walthamstow Central. Udskiftning af sporskifterne vil resultere i en kapacitetsforøgelse mellem Seven Sisters og Walthamstow Central på 40 procent.^[160]
• Waterloo & City line – Banen blev opgraderet med fem nye litra 1992-tog i begyndelsen af 1990'erne, på samme tid som Central line. Banen har et traditionelt signalsystem og benytter ikke Automatic Train Operation. Banen bliver en del af projektet New Tube for London. Dette vil erstatte den eksisterende vognpark med nye luftkølede med fri gennemgang gennem vognene og et nyt signalsystem med Automatic Train Operation. På banen forventes at køre op til 30 tog i timen, hvilket er en stigning på 50 procent fra de nuværende 21 tog i timen. Banen bliver en af de første til at blive opgraderet, sammen med Piccadilly line, med nye tog, systemer og perrondøre, for at teste systemerne før Central og Bakerloo lines bliver opgraderet.^[149]

Nye tog til dybtliggende baner

I sommeren 2014 udsendte Transport for London udbudsmateriale for op til 18 tog til Jubilee line og op til 50 tog til Northern line. Disse skal bruges til at forøge frekvensen og dække Northern lines forlængelse til Battersea.

I begyndelsen af 2014 blev projektet for udskiftning af det rullende materiel på Bakerloo, Piccadilly, Central og Waterloo & City lines navngivet New Tube for London (NTfL) og overgik fra projektforslag til hovedprojekt. Forundersøgelser har vist, at med nye tog og signaller:

• kan kapaciteten på Piccadilly line øges med 60 procent til 33 tog i timen i myldretiden fra 2025.
• kan kapaciteten på Central line øges med 25 procent til 33 tog i timen i myldretiden fra 2030.
• kan kapaciteten på Waterloo & City line øges med 50 procent fra 2032, efter sporet på Waterloo Station omlægges.
• kan kapaciteten på Bakerloo line øges med 25 procent til 27 tog i timen fra 2033.

Projektet er estimeret at koste £16,42 milliarder (£9,86 mia. i 2013-priser). En udbudsbekendtgørelse blev udsendt den 28. februar 2014 i Den Europæiske Unions Tidende, for prækvalifikation af potentielle fabrikanter af togene.^[161][162] Den 9. oktober 2014 annoncerede TfL de prækvalificerede selskaber (Alstom, Siemens, Hitachi, CAF og Bombardier), der havde vist interesse i at levere 250 tog for mellem £1,0 milliard og £2,5 milliarder, og samme dag åbnede en udstilling med et design af PriestmanGoode.^[163][164] De fuldautomatiske tog kan komme til at køre uden fører,^[165] men fagforbundene ASLEF og RMT, der repræsenterer lokomotivfører, er stærke modstandere heraf, med argumenter om, at det vil påvirke sikkerheden.^[166] Udbuddet af togene var forventet i december 2015,^[167] beskrivelserne for Piccadilly line-infrastrukturen i 2016,^[161][162] og de første tog til at køre på Piccadilly line i 2022.^[164]

Rejse

Billetter

Oyster card, et berøringsfrit chipkort der benyttes i Londons transportsystemer,

The Underground benytter TfL's billetzonesystem til at udregne billetpriser. Der er ni zoner. Zone 1 er den mest centrale, med grænse lige udenfor Circle line og med enkelte stationer syd for Themsen. Stationer på Metropolitan line udenfor Storlondon er i zone 7–9. Nogle stationer er i to zoner, hvortil den billigste takst tæller.^[168] Papirbilletter, kontaktløse Oyster cards, kontaktløse betalings- og kreditkort,^[169] samt Apple Pay-smartphones og -ure kan benyttes som rejsehjemmel.^[170] Enkelt- og returbilletter findes både som Travelcards og Oyster cards, men billetter for mere end en dag kan kun købes med Oyster cards.^{[171][172][173]}

I 2003 introducerede TfL Oyster card, som er et forudbetalt chipkort med en indbygget berøringsfri RFID-chip.^[174] Den kan også fyldes med Travelcards og benyttes på The Underground, The Overground, busser, sporvogne, Docklands Light Railway og National Rail-tog i London.^[175] Prisen for enkeltrejser er billigere end med papirbilletter, og et dagligt loft begrænser den samlede daglige omkostning til prisen for en dagsbillet som Travelcard.^[176] Oyster card skal checkes ind og ud ved henholdsvis starten og slutningen af en rejse, ellers kan rejsen ikke registreres som fuldendt, og den højeste takst bliver trukket fra kortet.^[177] I marts 2012 beløb dette sig til £66,5 millioner for de rejsende i det forgående år.^[178] Kontaktløse betalingskort kan benyttes i stedet for Oyster card på busser, og dette blev udvidet til London Underground, London Overground, DLR og de fleste National Rail-tog i London fra 16. september 2014. Brugen heraf er vokset meget hurtigt, og over en million kontaktløse transaktioner bliver foretaget i The Underground hver dag.^[78]

London Councils sikrer favorable billetpriser for Londonere, der er handicappede eller er over en bestemt alder.^[179] Borgere født før 1951 blev berettiget efter deres 60-års fødselsdag, mens dem født i 1955 skal vente til de er 66.^[180] Programmet er kaldet "Freedom Pass" og tillader gratis rejser i TfL's ruter på alle tider. Det er også gyldigt på nogle National Rail-tog i London om lørdagen og efter 09.30 mandag til fredag^[181] Siden 2010 har Freedom Pass indeholdt kortholderens billede. Det skal fornyes hvert femte år.^[182]

Udover de automatiske og bemandede billetbomme patruljeres The Underground af både uniformerede og civilklædte billetinspektører med håndholdte Oyster card-læsere. Rejsende uden en gyldig billet for hele deres rejse pålægges en kontrolafgift på £80 (eller £40 hvis den betales indenfor 21 dage) og kan blive retsforfølges for rejse uden gyldig rejsehjemmel jf. Regulation of Railways Act 1889 og Transport for London Byelaws.^[183][184]

Driftstid

The Underground er lukket om natten. Første tog om morgen begynder at køre fra omkring 05.00 og frem til omkring kl. 01.00, med senere starttider i weekenderne.^[185][186] Natlukningerne benyttes til vedligeholdelse,^[185] men nogle baner forbliver åben nytårsaften^[187] og kører i flere timer under store events som fx OL i London 2012.^[188] Nogle baner lukker lejlighedsvist for planlagte sporarbejder i weekender.^[189]

The Underground kører kun begrænset juleaften (nogle baner stopper tidligt) og kører ikke juledag.^[187] Siden 2010 har en strid mellem London Underground og fagforbund om helligdagsbetaling resulteret i begrænset betjening 2. juledag.^[190]

Night Tube

Rutekort for Night Tube

Den 19. august 2016 lancerede London Underground 24-timersdrift i weekenderne på Victoria og Central lines med planer om udvidelse til Piccadilly, Northern og Jubilee lines i løbet af efteråret. Natdriften skulle have begyndt den 12. september 2015, efter færdiggørelse af opgraderingsarbejder, men i august 2015 blev det meddelt, at startdatoen for Night Tube var udskudt pga. vedvarende diskussioner om kontraktbetingelser mellem fagforbund og London Underground.^[191][192] Den 23. maj 2016 blev natbetjeningens startdato for Central og Victoria lines annonceret. Natbetjeningen udvides til Piccadilly, Jubilee og Northern lines i efteråret 2016.^[193] Nattogene forventes at køre på flg. strækninger:

• Central line: mellem Ealing Broadway og Hainault via Newbury Park og mellem White City og Loughton. Ingen drift på West Ruislip-grenen, mellem Woodford og Hainault eller mellem Loughton og Epping.
• Northern line: mellem Morden og Edgware / High Barnet via Charing Cross. Ingen drift på Mill Hill East- eller Bank-grenene.
• Piccadilly line: mellem Cockfosters og Heathrow-terminalerne 2, 3 og 5. Ingen drift til terminal 4 eller mellem Acton Town og Uxbridge.
• Jubilee line: Hele banen – Stratford til Stanmore.
• Victoria line: Hele banen – Wathamstow Central til Brixton.

Jubilee, Piccadilly og Victoria lines vil køre i 10-minutters interval, ligesom på Central line mellem White City og Leytonstone, mens der vil være 20-minutters interval fra Leytonstone til Hainault/Loughton og 20-minutters interval mellem White City og Ealing Broadway. Northern line vil have omtrentligt 8-minutters interval mellem Morden og Camden Town via Charing Cross, og 15-minutters interval fra Camden Town til Edgware/High Barnet.^[194]

Der vil indtil videre ikke være drift på de andre baner. Når opgraderingen af Circle, Hammersmith & City, District og Metropolitan lines er fuldendt, og det nye signalsystem er blevet udrullet sammen med nye tog, vil Night Tube-driften udvides til disse baner.^[195]

Tilgængelighed

Afstand mellem et tog og perronkanten på Victoria. Skilte og højtalerudkald med "Mind the gap" ("Pas på afstanden") har været fast genstand på stationer med kurvede perroner siden 1926 og optagelser har været benyttet siden slutningen af 1960'erne.^[43]

Der blev ikke taget højde for tilgængelighed for personer med mobilitetsproblemer, da det meste af systemet blev bygget, og indtil 1993 forbød brandregulativer kørestole i The Underground.^{[kilde mangler]} Stationerne på Jubilee lines udvidelse, der åbnede i 1999, blev designet med øje for tilgængelighed, men eftermontering af tilgængelighedsudstyr til ældre stationer er en stor investering, der forventes at tage over 20 år.^[196] En rapport London Assembly fra 2010 konkluderede, at over 10 % af Londons befolkning havde reduceret mobilitet,^[197] og med en aldrende befolkning vil tallet stig i fremtiden.^[198]

Handicappet person på et Underground-tog

Det almindelige netværkskort viser stationer, der har trinfri adgang fra gade til perron. Der kan også forekomme et trin fra perron til tog så stort som 30 cm, og et mellemrum mellem toget og kurvede perroner, og disse afstande er også markeret på kortet. På nogle stationer kan adgang fra perron til tog lettes ved brug af en rampe, der betjenes af personalet, eller en sektion af perronen kan være hævet for at mindske trinnet.^[199][200]

Per december 2012 har 66 stationer trinfri adgang fra perron til tog,^[201] og der er planer om at etablere trinfri adgang på yderligere 28 på ti år.^[202] I 2016 vil en tredjedel af stationerne have hævede sektioner på perronerne, der reducerer trinnet fra perron til tog.^[203] Nye tog, som dem der er rullet ud på sub-surface-banerne, har adgangsmulighed for og plads til kørestole, forbedrede lyd- og visuelle informationssystemer, samt kørestolsegnede dørkontroller.^[203][102]

Forsinkelser og overbelægning

Et overfyldt Northern line-tog. Overbelægning er et dagligt problem i tube-systemet, især i myldretiderne.

I myldretiderne kan stationer blive så overfyldte, at de bliver lukket. Passagerer kan ikke komme med det førstkommende tog,^[204] og hovedparten af passagererne kan ikke finde et sæde på deres tog.^[205] Nogle tog har flere end fire passagerer pr. kvadratmeter.^[206] Passagerundersøgelser viser, at overbelægning er det aspekt, som passagererne er mindst tilfredse med ved netværket, og at overbelægning forbindes med dårlig produktivitet og potentielle hjerteproblemer.^[207] Kapacitetsforbedringer er blevet overhalet af øget efterspørgsel, og den højeste overbelægning er siden 2004-05 øget med 16 procent.^[208]

Sammenlignet med 2003-04 er netværkets pålidelighed forøget i 2010/11, med passagerernes spildtid reduceret fra 54 millioner timer til 40 millioner timer.^[209] Passagerer har ret til kompensation, hvis deres rejse er forsinket 15 minutter eller mere, og det skyldes omstændigheder indenfor TfL's kontrol,^[210] og i 2010 krævede 330.000 passagerer ud af potentielt 11 millioner passagerer kompensation for forsinkelser.^[211] En række mobiltelefonapps og -services er blevet udviklet for at hjælpe passagerer anmode om deres tilbagebetaling mere effektivt.^[212]

Sikkerhed

London Underground er autoriseret til at køre tog af Office of Rail and Road, og den seneste sikkerhedscertificering og sikkerhedsautorisation er gyldig indtil 2017.^[213] 19. marts 2013 havde det været 310 dage siden den seneste større hændelse,^[214] hvor en passager døde efter at være faldet ned på sporet.^[215] Per 2015 har der været ni år i træk uden nogen medarbejdere er omkommet.^[216]

I november 2011 blev det rapporteret, at 80 personer havde begået selvmord i London Underground det forrige år, hvilket var en stigning fra 46 i 2000.^[217] De fleste perroner på de dybtliggende stationer har gruber, ofte kaldet "selvmordsgruber", under sporene. Disse blev anlagt i 1926 for at supplere perronernes afvandingssystem, men halverer sandsynligheden for dødfald, når en passager falder eller hopper ud foran et tog.^{[218][219][220]}

Design og kunsten

Netværkskort

Tidlige netværkskort for Metropolitan og District Railways var bykort med banerne tegnet ovenpå,^[221] og District Railway udgav et kort i lommestørrelse i 1897.^[222] Et rutediagram fra Central London Railway findes på et postkort fra 1904 og en plakat fra 1905,^[223] og tilsvarende kort findes i District Railway-vogne i 1908.^[224] Samme år blev et fælles kort over det centrale område udgivet, efter at en marketingsaftale mellem operatørerne kom i stand.^[225][226] Et nyt kort uden baggrundsdetaljer blev udgivet i 1921, men det centrale område blev mast, og det krævede små bogstaver og pile.^[227] Harry Beck fik idéen med at udvide dette centrale område, tilsidesætte geografi, og simplificere kortet, så jernbanerne blev vist som rette linjer med lige langt mellem stationerne. Han præsenterede sin originale skitse i 1931, og efter først at være blevet afvist, blev det trykt i 1933. Nutidens netværkskort er udviklet fra det oprindelige design, og idéerne er sidenhen blevet benyttet af mange metrosystemer rundt om i verden.^[228][229]

Det nuværende almindelige netværkskort omfatter Docklands Light Railway, London Overground, Emirates Air Line og the London Underground;^[230] et mere detaljeret kort, der dækker et større område, er udgivet af National Rail og Transport for London, og omfatter også London Tramlink og jernbanerne i forstaderne.^[168] Netværkskortet blev toer i en afstemning fra BBC og London Transport Museum om et britisk yndlingsdesignikon fra det 20. århundrede,^[231] og The Undergrounds 150 års jubilæum blev fejret med en Google Doodle hos søgemaskinen.^[232][233]

Rondel

En tidlig udgave af rondellen som benyttet på perronen på Ealing Broadway, og formen benyttet i dag udenfor Westminster Station

Mens den første brug af en rondel i en London-transport-kontekst var et varemærke for London General Omnibus Company, der blev registreret i 1905, stammer brugen på The Underground fra 1908, hvor UERL placerede en udfyldt rød cirkel bag navneskilte på perroner for at fremhæve stationsnavnene.^[234][235] Ordet "UNDERGROUND" blev på plakater, bl.a. af Charles Sharland og Alfred France fra 1912, placeret inde i en rondel i stedet for stationsnavne.^[236] Frank Pick syntes den udfyldte røde cirkel var besværlig, og gav en version fra en Sharland-plakat fra 1915, hvor cirklen var blevet til en ring, til Edward Johnston, der udviklede og registrerede symbolet som et varemærke i 1917.^[237] Rondellen blev første gang trykt på et kort første gang sammen med Johnston-skriften i juni 1919, og trykt i farver den efterfølgende oktober.^[238]

Rondel og "way out"-pil på en perron på Bethnal Green Station

Efter UERL var blevet indlemmet i London Passenger Transport Board i 1933, blev udgaver af rondellen benyttet til busser, sporvogne og rutebiler, så vel som The Underground. Ordene "London Transport" blev indføjet inden i ringen, over og under bjælken. Carr-Edwards-rapporten, udgivet i 1938 som det formentligt første forsøg på en designmanual, introducerede strengere retningslinjer for brugen.^[239] Mellem 1948 og 1957 var ordet "Underground" i bjælken erstattet af "London Transport".^[240] Per 2013 benyttes udgaver af rondellen i forskellige farver for ringen og bjælken for andre TfL-transportsystemer, så som London Buses, Tramlink, London Overground, London River Services og Docklands Light Railway.^[241] Crossrail, der forventes at åbne i 2018, bliver også identificeret med en rondel.^[242] Rondellens 100 års jubilæum blev fejret i 2008, ved at TfL bad 100 artister om at producere værker, der fejrer designet.^[243]

Arkitektur

70 af de 270 London Underground-stationser benytter bygninger, der er på den lovbestemte liste over bygninger af special arkitektonisk eller historisk interesse, og fem har indgange i fredede bygninger.^[244] Metropolitan Railways syv oprindelige stationer var inspireret af Italianate-designs, med perroner oplyst af dagslys oppefra og af gaslygter i store glasglober.^[245] Tidlige stationer på District Railway var tilsvarende og på begge jernbaner blev stationerne mere simple, jo længere fra det centrale London de lå.^[246] City & South London Railway åbnede med bygninger i rød mursten, designet af Thomas Phillips Figgis, med en blybelagt kuppel på taget, som indeholde elevatormekanismen.^[247] Som arkitekt ansatte Central London Railway Harry Bell Measures, der designede deres lyserødsagtige brune, stålindrammede bygninger med større indgange.^[248]

Russell Square, en af UERL-stationerne, designet af Leslie Green, beklædt med okseblodsrøde klinker

St. James's Park, designet af Charles Holden i 1927, en af kun to bygninger i The Underground, der er fredet i Grade I.

I det 20. århundredes først årti etablerede Leslie Green byggestil for tube-stationerne, der blev bygget af UERL, som var beklædt i okseblodsrøde fajanceblokke.^[249] Green pionerede ved at bruge bygningsdesign til at guide passagerer med retningsskilte på flisevægge, og ved at give stationerne en unik identitet med mønstre på perronvæggene.^[250][251] Mange af disse flisemønstre har overlevet, selvom en markant del af disse nu er replikaer.^[252] Harry W. Ford var ansvarlig for designet på mindst 17 UERL- og District Railway-stationer, herunder Barons Court og Embankment, og påstod at være den første til at have tænkt på at forstørre U'et og D'et i ordmærket UNDERGROUND.^[253] Metropolitan Railways arkitekt Charles Walter Clark benyttede et nyklassicistisk design for ombygning af Baker Street og Paddington Praed Street Stationer før 1. verdenskrig, og selvom moden havde skiftet, forsatte han med Farringdon i 1923. Bygningerne havde bogstaver af metal monteret på blege vægge.^[248] Clark designede senere "Chiltern Court", en stor, luksuriøs lejlighedsblok ved Baker Street, der åbnede i 1929.^[254] I 1920'erne og 1930'erne designede Charles Holden en række modernistiske stationer og art deco-stationer, og han beskrev nogle af dem som hans "murstenskasser med betonlåg".^[255] Holdens design for bygningen husende The Undergrounds hovedkvarter på 55 Broadway indeholder avantgarde-skulpturer af Jacob Epstein, Eric Gill og Henry Moore.^[256][257]

Da Central line blev forlænget mod øst, blev stationerne simplificerede brutalist-designs af Holden,^[258] og en grotteagtig forhal blev bygget på Gants Hill til ære for tidlige stationer i Moskvas metro.^[259] Få nye stationer blev bygget i 50 år efter 1948, men Misha Black blev udpeget som designkonsulent for 1960'ernes Victoria line, og bidrog til banens ensartede look,^[260] hvor hver station har et individuelt flisemotiv.^[261] Fremtrædende stationer fra denne periode omfatter Moor Park, stationerne på Piccadilly lines forlængelse til Heathrow og Hillingdon. Stationerne på 1990'ernes forlængelse af Jubilee line blev meget større end tidligere^[262] og blev designet i en high-tech-stil af arkitekter som Norman Foster og Michael Hopkins, med udstrakt brug af blottede metalplader.^[263] West Ham Station blev bygget som en hyldest til tube-stationerne i røde mursten fra 1930'erne, ved brug af mursten, beton og glas.

Mange perroner har unikke interiørdesigns for at hjælpe passagerer identificere stationen. Fliserne på Baker Street har indarbejdet gentagelser af Sherlock Holmes' silhuet,^[264] og på Tottenham Court Road er der semi-abstrakte mosaikker af Eduardo Paolozzi, der forestiller musikinstrumenter, båndoptagere og sommerfulge.^[265] Robyn Denny designede vægmalerierne på Northern lines perroner på Embankment.^[264]

Skrift

De første plakater benyttede en række forskellige fonte, som dengang var almindelig praksis,^[266] og stationskilte benyttede store groteske blokke.^[267] Johnston-skriften blev udviklet med både store og små bogstaver i 1916, og et fuldt sæt af trykblokke, angivet som Johnston Sans, blev lavet af trykkerne det følgende år.^[268] En fed udgave af de store bogstaver blev udviklet af Johnston i 1929.^[269] Metropolitan Railway skiftede til bogstaver med seriffer til sine skilte i 1920'erne, der blev benyttet på stationerne, der blev ombygget af Clark.^[270] Johnston blev dog indført i hele systemet efter dannelsen af LPTB i 1933, og LT-ordmærket blev anført på lokomotiver og vogne.^[271] Johnston blev redesignet og blev til New Johnston for fotosats i begyndelsen af 1980'erne, da Elichi Kono designede en række varianter, der indebærer Light, Medium og Bold, hver med sin kursive udgave. Typografferne P22 udviklede i 1997 nutidens elektroniske version, der nogle gange kaldes TfL Johnston.^[272]

Plakater og mæcen

Underground-plakat af Tony Sarg fra 1913

Tidlige reklameplakater proklamerede fordelene ved rejse ved brug af forskellige bogstavsforme.^[273] Grafiske plakater fremkom først i 1890'erne,^[274] og det blev billigere at trykke farvebilleder i begyndelsen af det 20. århundrede.^[275] Central London Railway benyttede farvede illustrationer i deres plakat fra 1905,^[276] og fra 1908 benyttede undergrundsgruppen under Picks ledelse billeder af landskaber, shopping og store events på posters for at opfordre til brug af The Tube.^[277] Pick fandt ud af, at han blev begrænset af printerne, som reklamekunstnerne benyttede, og bestilte derfor værker fra kunstnere og designere som Dora Batty,^[278] Edward McKnight Kauffer, tegneren George Morrow,^[274] Herry (Heather) Perry,^[278] Graham Sutherland,^[274] Charles Sharland^[279] og søstrene Anna og Doris Zinkeisen. Ifølge Ruth Artmonsky blev over 150 kvindelige kunstnere hyret af Pick og senere Christian Barman til at designe plakater for London Underground, London Transport og London County Council Tramways.^[280] Bogstavsformene fra Johnston Sans fremkom på plakater fra 1917.^[279] Metropolitan Railway benyttede, meget selvstændigt, billeder på køreplaner og på omslaget af sin Metro-land-guide, der promoverer de betjente landområder til den gående, besøgende og senere boligjægeren.^[281][282] Da London Transport blev dannet i 1933, blev UERL betragtet som en mæcen,^[274] og over 1000 værker blev bestilt i 1930'erne, såsom tegninger af Charles Burton og Kauffers senere abstrakte kubistiske og surrealistiske billeder.^[283]

Harold Hutchison blev presseansvarlig hos London Transport i 1947, efter 2. verdenskrig og nationaliseringen, og introducerede "parplakaten", hvor et billede på en plakat blev parret med teksten på en anden. Antallet af bestillinger faldt til otte om året i 1950'erne og blot fire om året i 1970'erne,^[274] med billeder fra kunstnere som Harry Stevens og Tom Eckersley.^[284] Art on the Underground blev introduceret i 1986 af Henry Fitzhugh, for at genoplive London Transport som en mæcen, ved The Underground bestilte seks værker om året.^[274] Det år blev værker af Peter Lee, Celia Lyttleton og en plakat af David Booth, Malcolm Fowler og Nancy Fowler bestilt.^[285] I dag varierer bestillinger fra omslaget til lommeudgaven af netværkskortet til installationskunst på en station.^[286] På samme måde har Poems on the Underground bestilt poesi siden 1986, som udstilles i vognene.^[287]

I populærkulturen

The Underground (inklusive flere fiktive stationer^[288]) har medvirket i mange film og fjernsynsprogrammer, inklusive Skyfall, Die Another Day, Sliding Doors, En amerikansk varulv i London, Creep, Tube Tales og Neverwhere. London Undergrounds filmkontor modtog over 200 anmodninger om optagelser i 2000.^[289] The Underground har også medvirket i musik, som fx The Jams "Down in the Tube Station at Midnight", og i litteratur, fx den grafiske roman V for Vendetta. Populære vandrehistorier om at The Underground er hjemsøgt vedvarer den dag i dag.^[290]

Call of Duty: Modern Warfare 3 har en bane kaldet Underground, hvor det meste af banen finder sted mellem værfterne og Westminster, mens spilleren og et hold af SAS-styrker forsøger at stoppe gods, der bliver fragtet i London Underground. London Underground-kortet fungerer som spillebræt for begrebsspillet Mornington Crescent (der er opkaldt efter en station på Northern line) og brætspillet The London Game.

Referencer

1. Gennemsnitligt dagligt passagertal udregnet som et dagligt gennemsnit af årligt passagertal (1340 millioner) divideret med 364 (et gennemsnitligt år minus juledag). Årlige tal i henhold til "Facts & Figures". London: Transport for London. Arkiveret fra originalen 17. februar 2017. Hentet 17. september 2016.
2. Wolmar (2004), s. 135.
3. "Facts & Figures". London: Transport for London. Arkiveret fra originalen 17. februar 2017. Hentet 17. september 2016.
4. Attwooll, Jolyon (5. august 2015). "London Underground: 150 fascinating Tube facts". The Daily Telegraph. London. Arkiveret fra originalen 10. april 2015. Hentet 17. september 2016.
5. Croome & Jackson (1993), Preface.
6. "Annual Report and Statement of Accounts 2011/12" (PDF). TfL. s. 98, 100. Arkiveret (PDF) fra originalen 20. december 2015. Hentet 25. oktober 2015. Fares revenue on LU was £2,410m... Operating expenditure on the Underground increased to £2,630m
7. "Annual Report and Statement of Accounts 2011/12" (PDF). TfL. s. 11. Arkiveret (PDF) fra originalen 20. december 2015. Hentet 25. oktober 2015.
8. Peacock (1970), s. 37–38.
9. Day & Reed (2010), s. 8.
10. Jackson (1986), s. 19.
11. Bextor, Robin (2013). A History of the London Underground. Demand Media Limited. s. 34. ISBN 1909217379.
12. Day & Reed (2010), s. 8, 14.
13. Simpson (2003), s. 16.
14. Day & Reed (2010), s. 18–24.
15. Day & Reed (2010), s. 27–28.
16. Day & Reed (2010), s. 10–11.
17. Day & Reed (2010), s. 26.
18. Day & Reed (2010), s. 33.
19. Day & Reed (2010), s. 32.
20. Day & Reed (2010), s. 40–45.
21. Day & Reed (2010), s. 50–51.
22. Day & Reed (2010), s. 52–56.
23. Day & Reed (2010), s. 50, 53.
24. Day & Reed (2010), s. 60–61.
25. Day & Reed (2010), s. 62–63.
26. Day & Reed (2010), s. 69–72, 78.
27. Green (1987), s. 30.
28. Green (1987), s. 24–28.
29. Wolmar (2004), s. 204.
30. Wolmar (2004), s. 205.
31. Horne (2003), s. 51.
32. Green (1987), s. 35.
33. Green (1987), s. 33.
34. Day & Reed (2010), s. 94.
35. Day & Reed (2010), s. 122.
36. Day & Reed (2010), s. 84–88.
37. Jackson (1986), s. 134, 137.
38. Day & Reed (2010), s. 98–103, 111.
39. Day & Reed (2010), s. 110.
40. "Waterloo & City Line". Clive's Underground Line Guides. Clive Feather. 14. december 2007. Arkiveret fra originalen 12. april 2015. Hentet 11. juni 2015.
41. Green (1987), s. 46.
42. Day & Reed (2010), s. 118.
43. Day & Reed (2010), s. 116.
44. Day & Reed (2010), s. 131, 133–134.
45. Horne (2006), s. 73.
46. Day & Reed (2010), s. 144–145.
47. Day & Reed (2010), s. 135–136.
48. "Bethnal Green Tube disaster marked 70 years on". BBC News. 3. marts 2013. Arkiveret fra originalen 6. marts 2013. Hentet 11. juni 2015.
49. Day & Reed (2008), s. 150.
50. Cooke (1964), s. 739.
51. Bonavia (1981), s. 14.
52. Green (1987), s. 54.
53. Green (1987), s. 56–57.
54. Green (1987), s. 56.
55. Day & Reed (2008), s. 163.
56. Day & Reed (2010), s. 160–162, 166–168, 171.
57. Day & Reed (2008), s. 172.
58. "In Living Memory, Series 11: The 1975 Moorgate tube disaster". BBC Radio 4. 2. december 2009. Arkiveret fra originalen 1. marts 2021. Hentet 26. januar 2012.
59. Green (1987), s. 55–56.
60. Day & Reed (2010), s. 178–181.
61. Green (1987), s. 65–66.
62. Day & Reed (2010), s. 186–187.
63. Croome & Jackson (1993), s. 468.
64. Fennell (1988), s. 17–18.
65. Day & Reed (2010), s. 193–194.
66. Croome & Jackson (1993), s. 474–476.
67. Day & Reed (2010), s. 206–211.
68. "About TfL – How we work – How we are governed – Subsidiary companies". Transport for London. Arkiveret fra originalen 11. marts 2015. Hentet 17. juni 2014.
69. "Chief Officers". Transport for London. Arkiveret fra originalen 22. januar 2014. Hentet 10. december 2011.
70. "A brief history of the Underground – London Underground milestones". Transport for London. Arkiveret fra originalen 19. august 2014. Hentet 6. juni 2014.
71. Day & Reed (2010), s. 212–214.
72. Day & Reed (2010), s. 215, 221.
73. Day & Reed (2010), s. 216.
74. Rose (2007).
75. "East London line officially opens". BBC News. 27. april 2010. Arkiveret fra originalen 18. april 2015. Hentet 2. april 2010.
76. "Circle Line extended to the west". BBC News. 5. marts 2009. Arkiveret fra originalen 10. marts 2009. Hentet 24. november 2011.
77. Topham, Gwyn. "London tube introduces contactless payments". The Guardian. London. Arkiveret fra originalen 11. august 2016. Hentet 18. september 2016.
78. "Contactless payment continues to grow in London". BBC News. 17. marts 2015. Arkiveret fra originalen 6. oktober 2016. Hentet 18. september 2016.
79. "About TfL – What we do – London Underground – Facts & figures". Transport for London. Arkiveret fra originalen 27. september 2014. Hentet 17. juni 2014.
80. "About TfL – What we do – London Underground". Transport for London. Arkiveret fra originalen 29. juli 2014. Hentet 4. juni 2014.
81. "East London Line opens to public". BBC. 27. april 2010. Arkiveret fra originalen 18. april 2015. Hentet 8. juni 2016.
82. "Detailed London Transport Map". carto.metro.free.fr. Arkiveret fra originalen 13. november 2012. Hentet 1. december 2012.
83. Croome & Jackson (1993), s. 26, 33, 38, 81.
84. Croome & Jackson (1993), s. 327–328.
85. Martin, Andrew (26. april 2012). Underground, Overground: A Passenger's History of the Tube. London: Profile Books. s. 137-138. ISBN 978-1-84765-807-4. Arkiveret fra originalen 2. januar 2014. Hentet 7. december 2012.
86. London Underground. "Corporate identity — colour standards". Transport for London. Arkiveret fra originalen 3. september 2015. Hentet 2007-12-22.
87. "Performance data almanac". Transport for London. 2014. Arkiveret fra originalen 9. juni 2016. Hentet 18. september 2016.
88. Horne (2006), s. 13, 24.
89. Ovenden (2013), s. 220.
90. "Commissioner's Report" (PDF). Transport for London. 26. marts 2014. s. 3-4. Arkiveret (PDF) fra originalen 7. april 2014. Hentet 2. april 2014.
91. Railway Track Diagrams Vol. 5 (2nd udgave). Quail Map Company. 2002.
92. Brown (2012).
93. Skabelon:NRtimes
94. Maund, Richard (2013). Passenger Train Services over Unusual Lines Arkiveret 1. juli 2013 hos Wayback Machine.
95. Peacock (1970), s. 67.
96. "Realtime Trains - East Putney". Arkiveret fra originalen 25. august 2016. Hentet 18. september 2016.
97. "Rolling Stock". Transport for London. Arkiveret fra originalen 19. maj 2014. Hentet 18. juni 2014.
98. Day & Reed (2010), s. 159.
99. Day & Reed (2010), s. 205.
100. "Rolling Stock Data Sheet" (PDF). Transport for London. marts 2007. Arkiveret fra originalen (PDF) 4. oktober 2013. Hentet 11. januar 2022.
101. Connor, Piers (januar 2013). "Deep tube transformation". Modern Railways. s. 44-47.
102. "Making transport more accessible to all". Department for Transport. 3. oktober 2012. Arkiveret fra originalen 17. september 2013. Hentet 17. marts 2013.
103. Hardy (2002), s. 6.
104. Croome & Jackson (1993), s. 253–254.
105. Griffiths, Emma (18. juli 2006). "Baking hot at Baker Street". BBC News. Arkiveret fra originalen 1. januar 2016. Hentet 31. marts 2013.
106. "London's Tube 'unfit for animals'". The Daily Telegraph. London. 28. august 2002. Arkiveret fra originalen 26. oktober 2013. Hentet 31. marts 2013.
107. Croxford, Ben (4. december 2003). "Environmental Quality in Underground Railways". University College London. Arkiveret fra originalen 16. oktober 2013. Hentet 5. november 2013.
108. Murray, Dick (23. august 2002). "Passengers choke on the Tube". London Evening Standard. Arkiveret fra originalen 28. oktober 2013. Hentet 31. marts 2013.
109. Westgate, Stuart; Gilby, Mark (8. maj 2007). "Meeting Report: Cooling the tube" (PDF). LURS. Arkiveret (PDF) fra originalen 5. oktober 2013. Hentet 31. marts 2013.
110. "Water pump plan to cool the Tube". BBC News. 8. juni 2006. Arkiveret fra originalen 6. juli 2006. Hentet 31. marts 2013.
111. Transport for London (17. februar 2012). "Work begins to cool the platforms at two major central London stations". Pressemeddelelse. Hentet 18. september 2016. Arkiveret fra originalen den 27. marts 2014.
112. Abbott, James (januar 2013). "Sub-surface renewal". Modern Railways. s. 38-41.
113. Demartini, LC; Vielmo, HA; Möller, SV. "Numeric and experimental analysis of the turbulent flow through a channel with baffle plates". J. Braz. Soc. Mech. Sci. & Eng. 2004, 26,.2. Arkiveret fra originalen 19. februar 2021. Hentet 18. september 2016.
114. Croucher, S. "Deadly Asbestos 'All Over the Place' on London Underground". Arkiveret fra originalen 7. marts 2016. Hentet 4. marts 2016.
115. Croome & Jackson (1993), s. 26, 35, 39, 87–89.
116. Croome & Jackson (1993), s. 540.
117. Croome & Jackson (1993), s. 114, 542.
118. Day & Reed (2010), s. 59.
119. Croome & Jackson (1993), s. 154, 546.
120. Malvern, Jack (21. oktober 2009). "Mystery over Tube escalator etiquette cleared up by restored film". The Times. London. Arkiveret fra originalen 15. juni 2011. Hentet 10. december 2011.(abonnement nødvendigt)
121. Day & Reed (2010), s. 93.
122. "Pioneers of Survival: Fire". PBS. Arkiveret fra originalen 23. august 2016. Hentet 18. september 2016.
123. "Incline lift at Greenford Tube station is UK first". Transport for London. 20. oktober 2015. Arkiveret fra originalen 27. december 2019. Hentet 18. september 2016.
124. "Step-free access". Transport for London. n.d. Arkiveret fra originalen 14. oktober 2013. Hentet 18. september 2016.
125. "Virgin Media extends free wi-fi on London Underground until 2013". Metro. London. 17. oktober 2012. Arkiveret fra originalen 20. november 2012. Hentet 10. november 2012.
126. "Station Wifi". Transport for London. Arkiveret fra originalen 25. februar 2013. Hentet 12. marts 2013.
127. Lei W (24. december 2013). "Tube Relax (London):Have you ever missed your tube stops?". Google Play. London. Arkiveret fra originalen 18. december 2014. Hentet 4. januar 2014.
128. Mulholland, Hélène (1. april 2011). "Plans for mobile network on London underground shelved". The Guardian. London. Arkiveret fra originalen 19. november 2012. Hentet 1. april 2013.
129. "Tu Go". Arkiveret fra originalen 17. oktober 2014. Hentet 17. oktober 2014.
130. "Three inTouch". Arkiveret fra originalen 22. oktober 2014. Hentet 17. oktober 2014.
131. "London Underground Virgin Media WiFi Network". Arkiveret fra originalen 26. juli 2014. Hentet 17. oktober 2014.
132. "EE WiFi Calling". Arkiveret fra originalen 16. juni 2015. Hentet 15. juni 2015.
133. "A World-Class new railway for London and the South-East". Crossrail. Arkiveret fra originalen 30. januar 2013. Hentet 6. februar 2013.
134. "Crossrail business case – Summary Report". Crossrail. juli 2010. s. 6. Arkiveret fra originalen 27. januar 2012. Hentet 6. februar 2013.
135. "London's Crossrail to be called the Elizabeth Line". BBC News. 23. februar 2016. Arkiveret fra originalen 23. februar 2016. Hentet 23. februar 2016.
136. "Crossrail 2: Supporting London's growth" (PDF). London First. februar 2013. Arkiveret fra originalen (PDF) 19. oktober 2016. Hentet 10. marts 2013.
137. "Transport schemes given £854m in government funding". BBC News. 14. december 2011. Arkiveret fra originalen 14. december 2011. Hentet 14. december 2011.
138. "Watford Metropolitan line Tube extension gets go-ahead". BBC News. 24. juli 2013. Arkiveret fra originalen 1. januar 2016. Hentet 24. juli 2013.
139. "Metropolitan line extension". Transport for London. Arkiveret fra originalen 17. juli 2017. Hentet 19. september 2016.
140. Murphy, Joe (5. december 2012). "Boost for Battersea as Osborne puts power station on the Tube". London Evening Standard. Arkiveret fra originalen 13. marts 2014. Hentet 19. januar 2013.
141. "Northern line extension". Transport for London. 2013. Arkiveret fra originalen 31. maj 2012. Hentet 19. september 2016.
142. "Northern line extension". Transport for London. Arkiveret fra originalen 29. juli 2019. Hentet 19. september 2016.
143. Henderson, Jamie (23. juni 2013). "Clapham Junction next for Northern Line says London Assembly member". Wandsworth Guardian. Arkiveret fra originalen 24. december 2013. Hentet 12. januar 2014.
144. Rhys, Paul (10. februar 2006). "Tube line 'may extend south within 20 years'". ICSouthLondon. Arkiveret fra originalen 11. april 2006. Hentet 1. oktober 2009.
145. "CamberwellOnline Blog » Camberwell Tube Station in 2026?". Camberwellonline.co.uk. 11. februar 2006. Arkiveret fra originalen 29. november 2014. Hentet 1. december 2013.
146. "Scenario Testing for the Further Alterations to the London Plan" (PDF). Greater London Authority. marts 2006. s. 16. Arkiveret fra originalen (PDF) 30. september 2007. Hentet 19. juni 2007.
147. "London's Forgotten Railway – The Transport Committee's review of the North London Railway". Greater London Authority. marts 2006. Arkiveret fra originalen 14. juni 2015. Hentet 12. juni 2015.
148. Coombs, Dan (17. juni 2011). "Extending Central line to Uxbridge will cut traffic". Uxbridge Gazette. Arkiveret fra originalen 9. august 2011. Hentet 15. juli 2011.
149. "New Tube for London Feasibility Report" (PDF). TfL. oktober 2014. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
150. "Bakerloo Line Fleet Life Extension" (PDF). TfL. 11. marts 2015. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
151. "Central line train overhaul project" (PDF). TfL. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
152. "Central line timetable" (PDF). TfL. Arkiveret fra originalen (PDF) 15. april 2014. Hentet 25. juni 2015.
153. "Jubilee line 36tph upgrade" (PDF). TfL. Arkiveret (PDF) fra originalen 20. april 2015. Hentet 25. juni 2015.
154. "NEW TRAINS". TfL. Arkiveret fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
155. "New Trains". TfL. Arkiveret fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
156. "Information on the Northern Line upgrade" (PDF). railway-technical. Arkiveret fra originalen (PDF) 30. august 2015. Hentet 25. juni 2015.
157. "Tube Improvements". TfL. n.d. Arkiveret fra originalen 11. juli 2015. Hentet 25. juni 2015.
158. "Third Time Lucky: A Look At The New Sub-Surface Signalling Plan". London Reconnections. 15. juni 2015. Arkiveret fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
159. "SSR Signalling contract" (PDF). TfL. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. juni 2015. Hentet 25. juni 2015.
160. TfL (17. februar 2015). "Major works to improve Victoria line services this summer". Pressemeddelelse. Hentet 19. september 2016. Arkiveret fra originalen den 24. maj 2015.
161. "New Tube for London Programme" (PDF). Board Minutes. Transport for London. 5. februar 2014. Arkiveret (PDF) fra originalen 7. april 2014. Hentet 3. april 2014.
162. "New Tube for London Programme". Railway Gazette. 28. februar 2014. Arkiveret fra originalen 10. marts 2014. Hentet 3. april 2014.
163. TfL (9. oktober 2014). "Design for the 'New Tube for London' revealed". Pressemeddelelse. Hentet 11. januar 2022. Arkiveret fra originalen den 11. oktober 2014.
164. "New Tube for London Programme". BBC News. 9. oktober 2014. Arkiveret fra originalen 11. oktober 2014. Hentet 9. oktober 2014.
165. "TfL prepares for driverless tube". Railnews. 28. februar 2014. Arkiveret fra originalen 6. april 2014. Hentet 3. april 2014.
166. "Driverless Tube trains: Unions vow 'war' over plan". BBC News. 28. februar 2014. Arkiveret fra originalen 30. april 2014. Hentet 3. april 2014.
167. "New Tube for London ITT delayed until December 2015". Arkiveret fra originalen 8. december 2015. Hentet 19. september 2016.
168. "London Rail & Tube Services Map" (PDF). Transport for London. maj 2014. Arkiveret (PDF) fra originalen 3. juli 2014. Hentet 18. juni 2014.
169. "Fares & payments - Contactless". Transport for London. Arkiveret fra originalen 12. marts 2016. Hentet 11. marts 2016.
170. "Fares & payments - Contactless - Apple Pay". Transport for London. Arkiveret fra originalen 13. april 2016. Hentet 11. marts 2016.
171. "Where can I buy my ticket?" (PDF). Transport for London. januar 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 1. april 2014. Hentet 18. juni 2014.
172. "Fares & payments – Fares – Tube, DLR and London Overground". Transport for London. Arkiveret fra originalen 21. juni 2014. Hentet 18. juni 2014.
173. "Fares & payments – Ticket types". Transport for London. Arkiveret fra originalen 27. marts 2014. Hentet 18. juni 2014.
174. "Travelcards make way for 'oyster'". BBC News. 30. juni 2003. Arkiveret fra originalen 15. februar 2009. Hentet 7. marts 2012.
175. "Getting around with Oyster" (PDF). Transport for London. januar 2010. Arkiveret fra originalen (PDF) 26. september 2012. Hentet 10. december 2011.
176. "Fares & payments – Oyster – Using your Oyster card – Capping". Transport for London. Arkiveret fra originalen 12. juni 2014. Hentet 18. juni 2014.
177. "Fares & payments – Oyster – Using your Oyster card – Incomplete journeys". Transport for London. Arkiveret fra originalen 5. juni 2014. Hentet 18. juni 2014.
178. Murray, Dick (7. marts 2012). "The £66.5 million cost of not touching out your Oyster card". London Evening Standard. Arkiveret fra originalen 13. januar 2013. Hentet 30. marts 2013.
179. "Freedom Pass". London Councils. Arkiveret fra originalen 19. marts 2013. Hentet 30. marts 2013.
180. "Freedom Pass age change" (PDF). London Councils. november 2011. Arkiveret fra originalen (PDF) 1. september 2012. Hentet 30. marts 2013.
181. "Freedom Pass Map" (PDF). London Councils. december 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 25. maj 2013. Hentet 30. marts 2013.
182. "Freedom passes – Hammersmith & Fulham". London Borough of Hammersmith & Fulham. 17. november 2010. Arkiveret fra originalen 13. maj 2006. Hentet 4. februar 2011.
183. "Revenue Enforcement and Prosecutions Policy" (PDF). Transport for London. 18. august 2014. Hentet 16. november 2015.
184. "Penalties & enforcement". Transport for London. Hentet 16. november 2015.
185. "Later London Underground service being considered". BBC News. 30. januar 2013. Arkiveret fra originalen 25. marts 2013. Hentet 1. april 2013.
186. Beard, Matthew (30. januar 2013). "Party on, London... Tube will run an hour later on Fridays and Saturdays". London Evening Standard. Arkiveret fra originalen 26. april 2013. Hentet 1. april 2013.
187. "Transport in London over Christmas and New Year's Eve". Time Out London. Arkiveret fra originalen 10. februar 2013. Hentet 1. april 2013.
188. "London 2012 Olympics: Tube to shut hour later, TfL says". BBC News. 30. marts 2011. Arkiveret fra originalen 19. januar 2012. Hentet 1. april 2013.
189. "Planned Works Calendar". Transport for London. 2013. Arkiveret fra originalen 31. marts 2013. Hentet 1. april 2013.
190. "London Tube strike on Boxing Day". BBC News. 17. december 2012. Arkiveret fra originalen 19. marts 2013. Hentet 1. april 2013.
191. "Night Tube start date postponed as talks continue". Sky News. 27. august 2015. Arkiveret fra originalen 29. august 2015. Hentet 27. august 2015.
192. Topham, Gwyn (21. november 2013). "London tube to run all night at weekends but 750 jobs to go". The Guardian. London. Arkiveret fra originalen 21. november 2013. Hentet 21. november 2013.
193. "Night Tube services to start in August". BBC News. 23. maj 2016. Arkiveret fra originalen 23. maj 2016. Hentet 23. maj 2016.
194. "TFL: Night Tube". Arkiveret fra originalen 21. august 2020. Hentet 19. september 2016.
195. "Night Tube Information". TfL. Arkiveret fra originalen 11. juli 2015. Hentet 25. juni 2015.
196. "The London Underground – An accessible future?". disability horizons. 24. juli 2011. Arkiveret fra originalen 1. maj 2013. Hentet 20. april 2013.
197. LA Transport Committee (2010), s. 11.
198. LA Transport Committee (2010), s. 9.
199. "Step-free Tube guide" (PDF). Transport for London. maj 2014. Arkiveret (PDF) fra originalen 3. juni 2015. Hentet 18. juni 2014.
200. "Transport accessibility – Wheelchair access & avoiding stairs". Transport for London. Arkiveret fra originalen 21. juni 2014. Hentet 18. juni 2014.
201. TfL (2012), s. 9.
202. TfL (2012), s. 16.
203. TfL (2012), s. 18.
204. LA Transport Committee (2009), s. 55.
205. "Overcrowding on Public Transport" (PDF). House of Commons Transport Committee. 17. september 2003. s. 17. Arkiveret (PDF) fra originalen 25. maj 2013. Hentet 2. april 2013.
206. LA Transport Committee (2009), s. 12.
207. LA Transport Committee (2009), s. 13.
208. LA Transport Committee (2011), s. 22–23.
209. LA Transport Committee (2011), s. 12–13.
210. "Fares & payments – Replacements & refunds – Charter refunds". Transport for London. Arkiveret fra originalen 27. marts 2014. Hentet 18. juni 2014.
211. "London Underground: Millions not claiming Tube refund". BBC News. 9. marts 2011. Arkiveret fra originalen 28. november 2011. Hentet 10. december 2011.
212. Booth, Nick (11. august 2011). "Apps that help you get money back on Delays". City AM. London. Arkiveret fra originalen 3. juli 2013. Hentet 2. april 2013.
213. "Safety Authorisaton" (PDF). Office of Rail Regulation. 9. februar 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 1. maj 2013. Hentet 19. april 2013.
214. "Quarterly Health, Safety and Environment Performance Reports – Quarter 3, 2012/13" (PDF). Transport for London: Safety and Sustainability Panel. 19. marts 2013. Arkiveret fra originalen (PDF) 11. april 2013. Hentet 19. april 2013.
215. "Quarterly Health, Safety and Environment Performance Reports – Quarter 4, 2011/12" (PDF). Transport for London: Safety and Sustainability Panel. 10. juli 2012. Arkiveret fra originalen (PDF) 17. august 2012. Hentet 19. april 2013.
216. "TfL HSE Report 14/15" (PDF). Transport for London. Arkiveret (PDF) fra originalen 8. december 2015. Hentet 19. september 2016.
217. "Tube suicides rise 74% over last 10 years". Metro. London. 10. november 2011. Arkiveret fra originalen 6. maj 2013. Hentet 19. april 2013.
218. Coats, T.J.; Walter, D. P. (9. oktober 1999). "Effect of station design on death in the London Underground: observational study". British Medical Journal. British Medical Association. 319 (7215): 957. doi:10.1136/bmj.319.7215.957. ISSN 0959-8138. PMC 28249. PMID 10514158. Arkiveret fra originalen 22. maj 2006. Hentet 11. juli 2008.
219. Croome & Jackson (1993), s. 158.
220. "Pit falls halve tube deaths". BBC News. 8. oktober 1999. Arkiveret fra originalen 14. februar 2009. Hentet 20. april 2013.
221. Ovenden (2013), s. 21, 28–30.
222. Ovenden (2013), s. 51.
223. Ovenden (2013), s. 52–53, 56.
224. Ovenden (2013), s. 93.
225. Se en kopi på Commons
226. Ovenden (2013), s. 91.
227. Ovenden (2013), s. 142.
228. "Design Classics: Harry Beck". Transport for London. Arkiveret fra originalen 16. marts 2011. Hentet 27. marts 2014.
229. Ovenden (2013), s. 152–153, 168–169.
230. "Standard Tube Map" (PDF). Transport for London. december 2013. Arkiveret (PDF) fra originalen 26. september 2015. Hentet 26. marts 2014.
231. Transport for London (3. marts 2006). "Tube map voted a UK design icon". Pressemeddelelse. Hentet 20. september 2016. Arkiveret fra originalen den 27. juni 2012.
232. Brown, Matt (9. januar 2013). "London underground's 150th birthday celebrated in Google doodle". The Guardian. London. Arkiveret fra originalen 9. januar 2013. Hentet 9. januar 2013.
233. "Google Doodle Marks 150 Years Of The London Underground". Londonist. 9. januar 2013. Arkiveret fra originalen 14. januar 2013. Hentet 9. januar 2013.
234. "History of the roundel". London Transport Museum. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 12. april 2013.
235. Ovenden (2013), s. 86–88.
236. Ovenden (2013), s. 67.
237. Ovenden (2013), s. 112–113.
238. Ovenden (2013), s. 126–127.
239. Ovenden (2013), s. 155, 186.
240. Ovenden (2013), s. 206, 218, 226.
241. "Interchange signs standard" (PDF). Sections 3–7: Transport for London. januar 2009. Arkiveret fra originalen (PDF) 21. august 2012. Hentet 20. september 2016.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: location (link)
242. John Bull (januar 2009). "Crossrail Gets Its Roundel". London Reconnections. Arkiveret fra originalen 15. marts 2013. Hentet 12. april 2013.
243. Transport for London (4. september 2008). "100 artists celebrate 100 years of Tube logo". Pressemeddelelse. Hentet 10. december 2011. Arkiveret fra originalen den 12. april 2013.
244. "Heritage Library: Underground: Line". Urban Design. Transport for London. n.d. Arkiveret fra originalen 23. maj 2013. Hentet 15. maj 2013.
245. Ovenden (2013), s. 11, 18–19.
246. Ovenden (2013), s. 26, 28.
247. Ovenden (2013), s. 35.
248. Ovenden (2013), s. 38.
249. Ovenden (2013), s. 60–61, 70.
250. Ovenden (2013), s. 71–72.
251. Fulcher, Kate (2012). "Conserving Heritage Tiles on the London Underground: Challenges and Approaches". Papers from the Institute of Archaeology. Ubiquity Press. 22: 48-60. doi:10.5334/pia.402. Arkiveret fra originalen 19. februar 2021. Hentet 17. marts 2013.
252. "London Underground's Edwardian Tile Patterns". Doug Rose. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 12. juli 2007.
253. Ovenden (2013), s. 41, 63.
254. Green (1987), s. 44.
255. Ovenden (2013), s. 150–152.
256. Ovenden (2013), s. 146.
257. "Underground Journeys: Charles Holden's designs for London Transport" (PDF). V&A RIBA architecture partnership. n.d. Arkiveret fra originalen (PDF) 14. marts 2012. Hentet 15. april 2013.
258. Ovenden (2013), s. 213.
259. Ovenden (2013), s. 214.
260. Ovenden (2013), s. 234.
261. Ovenden (2013), s. 243.
262. Ovenden (2013), s. 268–269.
263. Day & Reed (2010), s. 209–211.
264. "Station architecture". Transport for London. Arkiveret fra originalen 20. oktober 2013. Hentet 20. oktober 2013.
265. Day & Reed (2010), s. 188–189.
266. Ovenden (2013), s. 21.
267. Ovenden (2013), s. 23.
268. Ovenden (2013), s. 112.
269. Ovenden (2013), s. 122.
270. Ovenden (2013), s. 139.
271. Ovenden (2013), s. 156.
272. Ovenden (2013), s. 250.
273. Ovenden (2013), s. 52.
274. "London Transport Posters: Frank Pick's vision". Exploring 20th century London. Arkiveret fra originalen 4. august 2012. Hentet 21. april 2013.
275. Jackson (1986), s. 238–239.
276. Ovenden (2013), s. 53.
277. Ovenden (2013), s. 88–89.
278. Artmonsky (2012), s. 117.
279. Ovenden (2013), s. 124–125.
280. Artmonsky (2012), s. 106–111.
281. Jackson (1986), s. 240.
282. Ovenden (2013), s. 109.
283. Ovenden (2013), s. 160–161.
284. Ovenden (2013), s. 246–247.
285. Ovenden (2013), s. 258.
286. "Art on the Underground: History". Transport for London. Arkiveret fra originalen 24. august 2013. Hentet 21. april 2013.
287. "Poems on the Underground". Transport for London. Arkiveret fra originalen 28. marts 2014. Hentet 19. juni 2014.
288. Nicholas, Dean (2011-09-07). "Mapped: Fictional Stations On The London Underground". Londonist. Arkiveret fra originalen 24. september 2011. Hentet 7. september 2011.
289. "Tube's movie stardom". BBC News. 28. december 2000. Arkiveret fra originalen 19. marts 2008. Hentet 4. februar 2011.
290. "London Underground Ghosts". BBC h2g2. Arkiveret fra originalen 5. august 2012. Hentet 14. oktober 2007.

Bibliografi

• Artmonsky, Ruth (2012). Designing Women: Women Working in Advertising and Publicity from the 1920s to the 1960s (1. udgave). Artmonsky Arts. ISBN 978-0-9551994-9-3.
• Bonavia, Michael R. (1981). British Rail: The First 25 Years. Newton Abbot: David & Charles. ISBN 978-0-7153-8002-4.
• Cooke, B.W.C., red. (september 1964). "The Why and the Wherefore: London Transport Board". Railway Magazine. Westminster: Tothill Press. 110 (761).{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (link)
• Day, John R; Reed, John (2010) [1963]. The Story of London's Underground (11th udgave). Capital Transport. ISBN 978-1-85414-341-9.
• Day, John R.; Reed, John (2001) [1963]. The Story of London's Underground (8. udgave). London: Capital Transport. ISBN 1854142453.
• Day, John R; Reed, John (2010) [1963]. The Story of London's Underground (11th udgave). Capital Transport. ISBN 978-1-85414-341-9.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (link)
• Fennell, Desmond (1988). Investigation into the King's Cross Underground Fire (PDF). Department of Transport. ISBN 978-0-10-104992-4. Arkiveret (PDF) fra originalen 14. maj 2021. Hentet 7. februar 2021.
• Franch, John (2006). Robber Baron: The Life of Charles Tyson Yerkes. Urbana: University of Illinois Press. ISBN 9780252030994.
• Garland, Ken (1994). Mr. Beck's Underground Map. London: Capital Transport. ISBN 1854141686.
• Green, Oliver (1987). The London Underground: An illustrated history. London: Ian Allan. ISBN 9780711017207.
• Harris, Cyril M. (1977). What's in a Name? The origins of station names of the London Underground. ISBN 1854142410.
• Horne, Mike (2003). The Metropolitan Line. Capital Transport. ISBN 978-1-85414-275-7.
• Horne, Mike (2006). The District Line. Capital Transport. ISBN 978-1-85414-292-4.
• Hutchinson, Harold F. (1963). London Transport Posters. London Transport. ISBN 085329027X.
• Jackson, Alan (1986). London's Metropolitan Railway. David & Charles. ISBN 978-0-7153-8839-6. Uddrag Arkiveret 10. maj 2021 hos Wayback Machine på Google Books, hentet 20. august 2012.
• Croome, Desmond; Jackson, Alan (1993). Rails Through The Clay — A History Of London's Tube Railways. Capital Transport. ISBN 1854141511.
• Lawrence, David (1994). Underground Architecture. London: Capital Transport. ISBN 1854141600.
• Ovenden, Mark (2013). London Underground by Design. Penguin Books. ISBN 978-1-84614-417-2.
• Transport Committee (december 2009). "Too Close For Comfort: Passengers' experiences of the London Underground" (PDF). London Assembly. Arkiveret (PDF) fra originalen 15. august 2012. Hentet 1. april 2013.
• Transport Committee (november 2010). "Accessibility of the transport network" (PDF). London Assembly. Arkiveret fra originalen (PDF) 21. august 2012. Hentet 20. april 2013.
• Transport Committee (september 2011). "The State of the Underground" (PDF). London Assembly. Arkiveret fra originalen (PDF) 5. maj 2015. Hentet 1. april 2012.
• Lee, Charles E. (1973). The Bakerloo line, a brief history. London Transport. OCLC 59999073. (og lignende bind, der dækker andre linjer, udgivet 1972-1976)
• Menear, Laurence (1983). London's Underground Stations, a Social and Architectural Study. Midas Books. ISBN 9780859361248.
• Peacock, Thomas B. (1970). Great Western London Suburban Services. Oakwood Press. ASIN B0006C7PD2.
• Rose, Douglas (2007) [1980]. The London Underground: A Diagrammatic History (8th udgave). Capital Transport. ISBN 978-1-85414-315-0.{{cite book}}: CS1-vedligeholdelse: ref gentaget (link)
• Simpson, Bill (2003). A History of the Metropolitan Railway. Vol 1. Lamplight Publications. ISBN 978-1-899246-07-6.
• "Your accessible transport network" (PDF). Transport for London. december 2012. Arkiveret (PDF) fra originalen 25. september 2013. Hentet 20. april 2013.
• Wolmar, Christian (2002). Down the Tube: the Battle for London's Underground. Aurum Press. ISBN 1854108727.
• Wolmar, Christian (2004). The Subterranean Railway: How the London Underground Was Built and How It Changed the City For Ever. Atlantic. ISBN 1-84354-023-1.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til London Underground
• London Underground på Transport for Londons hjemmeside
• Sidste afgangstider for London Undergound Arkiveret 1. august 2010 hos Wayback Machine
• Underground Journeys – Arkitekt Charles Holdens arbejder for London Underground Arkiveret 7. juli 2011 hos Wayback Machine på Royal Institute of British Architects' hjemmeside
• Officiel hjemmeside

Se Wiktionarys definition på ordet: aboveground

51°29′34″N 0°06′03″V