From Wikipedia, the free encyclopedia
Kimono (着物 bogstaveligt "noget man har på")[1] er nationaldragten i Japan. Oprindeligt betyder kimono alle typer tøj, men det er blevet betegnelsen for den lange traditionelle dragt båret af kvinder, mænd og børn.
Kimonoer er T-formede lige gulvlange kåber med brede kraver og lange ærmer. Oprindeligt bar ugifte kvinder en kimono kaldet ”furisode”,[2] (direkte oversat ”svingende ærmer”) med lange ærmer næsten til anklerne. De bæres nu kun til specielle begivenheder.
Kimonoen slås rundt om kroppen med venstre side over højre (undtagen når man klæder døde til begravelser) [3] og med et bredt bæltebånd en ”obi” bundet på ryggen. Kimonoer bæres ofte sammen med traditionelle sko ”geta”, en slags træ-plateausandaler med en rem mellem storetåen og de andre tæer eller ”zori”, en slags klip-klapper med en lignende rem og strømper, ”tabi” [2], hvor storetåen og de andre tæer er delt på samme måde.
I dag er det oftest kvinder, der bærer kimono ved særlige lejligheder. Nogle få ældre kvinder og endnu færre mænd går dagligt i kimono. Mænd har ofte kimono på til bryllupper, te-ceremonier og andre meget særlige eller formelle lejligheder.
De, der går har kimonoer som hobby, kan tage kurser i at have kimono på. Kurserne favner over udvælgelse af sæson- og lejlighedspassende mønstre og materialer, sammensætning af kimono-undertøjet og tilbehøret til kimonoen, lagdelingen af under- og overkimono med diskrete betydninger, udvælgelse og fastgøring af obi’en og andre emner. Der findes også klubber, der er optaget af kimonokultur, f.eks. Kimono de Ginza.
Der er mange typer kimonoer, som bryllupskimonoer, formelle kimonoer, kimonoer til familiearrangementer, sommerkimonoer og undertøjskimonoer. Nogle kimonotyper bliver kun brugt til enlige, andre kun til gifte.
En kimono består oftest af mange lag, og det er næsten umuligt at få en kimono på alene. Kimonoer fås normalt kun i én størrelse, og man tilpasser den så med bånd og folder.
Kimonoen bliver holdt sammen af flere bånd. De fleste sidder i folderne i kimonoen og kan ikke ses, men den yderste, obien, er et kunstværk i sig selv.
De tidligste kimonoer var særdeles prægede af traditionel, kinesisk beklædning “hanfu” gennem udveksling mellem Kina og Japan så tidligt som det i femte århundrede ce[2].
Det var dog i løbet af det 8. århundrede, at kinesisk mode blev populær blandt japanerne, og den overlappende krave blev især kvindemode [2]. I løbet af Japans Heian periode (794-1192) ce) blev kimonoen stadig mere stiliseret, selv om man stadig havde et halvt forklæde en ”mo” på henover [2]. I løbet af Muromachi perioden (1392-1573) begyndte kosoden, en enkel kimono, der tidligere ansås som undertøj, at blive båret uden hakama-bukserne over, og derved begyndte man at holde kimonoen sammen med et obi-bælte [2].
I løbet af Edo perioden ((1603-1967)) begyndte ærmerne at blive længere, især blandt ugifte kvinder, og obien blev bredere, mens forskellige måder at binde knuden på blev moderne [2].
Siden har faconen på både mænds og kvinders kimono været stort set uændret [2].
Kimoner til mænd kan fås i forskellige størrelser, men kimonoer til kvinder har som regel altid den samme størrelse og længde og bliver tilpasset de forskellige. En ideelt syet kimono har ærmer, der når til taljen, når armene sænkes, og en mands kimono skal nå anklerne uden at folde. En kvindes kimono er noget længere pga. ohashori, folden under obien.
Meget høje eller kraftige som sumobrydere er nødt til at få syet en særlig kimono, men da hele rullen af stof bevares i den færdige kimono, kan den uden problemer sys kimonoen om, så den passer en anden [2].
Kimono laves af en rulle stof, kaldet ”tan”. Rullerne kommer i standardmål på omkring 35 cm x 12,5 m lang (nok til én voksen)[2], og hele rullen bruges. Den færdige kimono består af fire rækker stof: to længder, der dækker kroppen, og to kortere længder, der former ærmerne. Ud over det er der også smallere længder, der former de to frontpaneler og med flere mindre striber der udgør kraven[2]. Før blev kimonoen ofte skilt helt ad for at vaske de enkelte længder, for derefter at blive syet sammen igen[2].
Traditionelle kimonoer sys i hånden og stofferne og også tit håndlavede og –dekorerede. Forskellige teknikker som ”yūzen” farvning bruges til at male dekorationer og mønstre på stofeft. Mønstre, der går igen på store områder af kimonoen, laves ofte med teknikken og en pencil. Med tiden har der været mange variationer i farve, stof og stil for kimonoen såvel som tilbehør og obi.
Kimonoer og obier er traditionelt lavet af silke, silkebroderi, silke crepe (som ”chirimen”) og satinstoffer (f.eks. ”rinzu”). Moderne kimonoer kan fås i billigere, let vedligeholdelige stoffer, som bomuld, bomuldssatin, polyester og andre syntetiske fibre. Silke anses dog for at være det ideelle stof ved formelle lejligheder.
Sædvanligvis er vævede og farvede mønstre, der går igen over hele kimonoen, anset for at være uformelle; Formelle kimonoer har unikke motiver og mønstre, der løber kontinuerligt over de forskellig stoflængder, eller langs nederste kant[2].
I Heian perioden bar man oftest flere lag kimonoer med forskellige farver, hvor hver enkelt farvekombination havde et navn[2]. I dag har man oftest kun en enkelt kimono på med en kortere underkimono. Dekorationen på kimonoen kan også være med til at bestemme, hvilken årstid den skal bruges: sommerfugle eller kirsebærblomster om foråret. Vandmønstre er almindelig i sommerdesigns. Et populært efterårsmotiv er den japanske ahorn. Om vinteren er designet præget af bambus, fyrretræer og ”ume”-blomster.
Gamle kimonoer bliver hyppigt genbrugt: De kan ændres til haori, hiyoku, børnekimonoer, som lapper til en anden kimono, håndtasker, omslag eller små æsker brugt i te-ceremonier. Kimonoer med skader under taljen kan bruges sammen med et par hakamabukser, der skjuler fejlen. Dygtige skræddere kunne omhyggeligt pille silketrådene fra hinanden og væve det på ny til et stof med bredde som en ”heko obi” til mænds kimono, hvor de brugte en speciel genbrugsvævemetode kaldet ”saki-ori”.
Kimonoer kan være dyre. En kvindes kimono kan koste over 70.000 DKK[4]; og et helt sæt med kimono, underkimono, obi, strømper, sandaler og tilbehør kan let koste over 140.000 DKK. En obi alene kan koste titusinder af kroner.
De fleste af de kimonoer, der ejes af dem, der har kimono som hobby,[kilde mangler] eller dem der dyrker de traditionelle kunstarter, er meget billigere.[kilde mangler] Man kan lave sin egne kimonoer og underkimonoer ved at følge et standardiseret mønster, eller ved at genbruge gamle kimonoer. Billigere og maskinlavede stoffer kan erstatte den traditionelle håndmalede silke. Der er en voksende forretning for genbrugskimonoer, der kan koste fra 100 kr. Kvindeobier bliver dog ved med at være dyre. Selv om enkle eller ensfarvede obier kan koste helt ned til 300 kr., kan selv en brugt obi koste flere tusinde kroner, og det kræver en erfaren skræddere at lave dem. Mandsobier selv af silke har tendens til at være noget billigere, fordi de er smallere, kortere og mindre prangende end kvindernes.
Kimonoer kan være alt lige fra uhyrligt formelle, til afslappede dagligdagsklæder. Graden af formalitet hos kvinders kimonoer bestemmes af dekorationen, stoftypen, farven og antallet af familiemærker (der kan være op til fem på en kimono; en på hvert ærme, ved hvert kraveben og et i nakken). Yngre kvinders kimono har længere ærmer som understreger at de er ugifte, og plejer at være mere prangende, end lignende formelle kimonoer for ældre kvinder[2]. Mænds kimono har oftest én basal form og er af dæmpede farver. Formaliteten angives også af type og farven på tilbehøret, stoffet og antallet af familiemærker, hvor fem er et udtryk for ekstrem formalitet[2].
Mange moderne japanske kvinder kan ikke tage en kimono på selv: En typisk kimono består af tolv dele, der matches og fastgøres på bestemte måder, og der kræves tit hjælp fra en professionel påklæder til at få kimonoen til at sidde perfekt. Påklæderne bliver booket til de fleste fester og arbejder ofte i forbindelse med hår- eller make-up saloner.
Udvælgelsen af en passende kimono kræver viden om klædernes symbolisme og diskrete sociale budskaber, der alle angiver kvindens alder, giftestand og graden af lejlighedens formalitet.
Mændenes tøj meget enklere end kvindernes og består oftest af højst fem separate dele – fodtøj ikke medregnet.
Mænds kimono har ærmer der er syet fast til selve kimonoen og ikke mere end 8-12 cm af ærmet hænger under. Mændenes ærmer er ikke så dybe som kvindernes, og dette passer med at obien bindes lige over hoften. På kvindernes kimono kan ærmerne hænge ned over obien uden at komme i vejen.
I nutiden ligger de principielle forskelle mellem mænd og kvinders kimono i stoffets beskaffenhed. Typisk er mandens farver mørke, og sort, mørkeblå, mørkegrøn og brun er ikke ualmindelige. Stoffet er mat, og diskrete mønstre og teksturer almindeligt på mere dagligdags kimonoer. Mere ordinære kimonoer kan have lidt lysere farver, f.eks. lys lilla, grøn og blå. Nogle sumobrydere kan undertiden gå i ganske farverige kimonoer.
Den fineste kimono for mænd er helt sort med fem hvide ”kamon” på bryst, ærmer og ryg. En kimono med kun tre kamon er lidt mindre formel og sættes tit sammen med hvide underklæder og tilbehør.
Næsten enhver kimono kan gøres mere formel ved at tilføje et par hakama bukser og en haori (se herunder)
Som mange andre traditionelle japanske klæder, er der særlige måder at folde en kimono på. Disse metoder er med til at bevare klædet og forebygge krympning under opbevaringen. Kimonoer opbevares ofte omviklet med papir.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
