Intertekstualitet

Intertekstualitet betegner det forhold, at et værk eller en ytring direkte eller indirekte refererer til et andet. Intertekstualitet eller intertekstuel reference skal både forstås som de tekster et værk er skrevet over, refererer til, går i dialog med eller på anden måde står i relation til^[1]. Begrebet betegner det forhold, at kunsten per definition altid er i dialog med sig selv, og at enhver tekst har andre tekster som forudsætning.

"Inter" er latin og betyder "mellem". Ordet intertekstualitet henviser altså til det, der foregår "mellem tekster", men tekst skal her forstås meget bredt – det kan være en film, en reklame, en tegneserie, et computerspil osv. I dag bruges det ikke kun til at beskrive referencer i litteraturen; det eksisterer i alle medier. Det er intertekstualitet, når en film f.eks. citerer en anden film, bruger figurer fra en anden film eller ironiserer over en kendt scene fra en klassiker. Mange amerikanske komediefilm bruger intertekstuelle referencer, i og med at de henviser til handlingen i andre Hollywood-film. Man refererer altså til noget, som er sket eller sagt i en anden film eller et andet billede.

Fænomenet er ældre end begrebet: Renæssancens kunstnere imiterede antikkens "gamle mestre" og lod dem være eksplicit målestok for, hvad der var skønt. Dette er et tydeligt eksempel på kunst, der går i dialog med kunst. Fænomenet blev begrebsliggjort af den fransk-bulgarske kritiker Julia Kristeva^[2].

Eksempler i litteraturen

• Ulysses (1922) af James Joyce: En genfortælling af Homers Odysseen, hvor handlingens begivenheder finder sted i Dublin.
• Den flammende verden (eng. The Blazing World) (2014) af Siri Hustvedt: Indeholder mange referencer, heraf også referencer med direkte kildehenvisninger: Fra Mary Shelleys Frankenstein over popart-kunstner Roy Lichtenstein til filosof og teolog Søren Kierkegaard.
• Bridget Jones's Diary (1996) af Helen Fielding: En moderne romantisk komedie, som især refererer Jane Austen's Pride and Prejudice.

Intertekstualitet som analyseredskab på film

Intertekstualitet er først brugt som et litterært begreb, men er siden udvidet til at analysere andre tekster som film. Når man analyserer intertekstualitet på film skelner man mellem to former^[5]:

Først den relationelle intertekstualitet, som er filmens relation med andre tekster. For eksempel en analyse af en filmatisering, hvor fokus er på relationen mellem bog og film. J. K. Rowlings bøger om magikeren Harry Potter, der blev omsat til populærfilmene, kan nævnes som eksempel.

Og så den iboende intertekstualitet, som er hvordan intertekstualitet fungerer i den enkelte tekst. Her analyserer man, hvordan en film bruger intertekstualitet som æstetisk virkemiddel i den filmiske fortælling. Ved den iboende intertekstualitet skelner man herunder eksplicitte og implicitte iboende intertekstualitet. Den eksplicitte intertekstualitet tydeliggør tekstgenkendelsen, så tilskueren både kan genkende referencen eller citatet. Men også brugsgenkendelsen tydeliggøres, så tilskueren kan genkende den måde, som karaktererne bruger fiktionen på. Den implicitte iboende intertekstualitet ligger i ordets betydning - den er implicit, og afhænger fuldstændig af tilskuerens kulturelle referenceramme, og den lægger op til tilskuerende tekstgenkendelse på film.

Eksempler på den iboende intertekstualitet på film rækker lige fra Quetin Tarantinos Pulp Fiction (2014), som i høj grad spiller på den iboende implicit intertekstualitet, til filmene om Shrek (2001-2010), hvor den eksplicitte intertekstualitet er tydelige^[6]