Skovområde nær Tavush i Armenien. Vegetationen er et eksempel på Kaukasus' hotspot.
Begrebet biologisk hotspot blev udmøntet af Norman Myers i to artikler i tidsskriftet The Environmentalist, 1988[1] og 1990[2]). Betegnelsen blev revideret efter en grundig analyse, foretaget af Myers m.fl. i Hotspots: Earth’s Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions.[3]
For at en region kan betegnes som et biologisk hotspot og dermed optages på Myers udgave af hotspotkortet fra 2000, må den opfylde to strenge krav: Mindst 0,5% eller 1.500 stedets karplanter skal være endemiske, og det må have tabt mindst 70% af den oprindelige vegetation.[4] I verden som helhed er der mindst 25 områder, der opfylder kravene efter denne definition, og ni andre, som muligvis gør det. Disse egne rummer næsten 60% af verdens plante-, fugle-, pattedyr-, krybdyr-, og paddearter, hvoraf en meget høj andel er endemiske.
I tabellen ovenfor ses det, hvordan isolation betyder højere%-del af endemiske arter (New Zealand, Oceanien), mens refugieområder betyder højere totalt artsantal (Andesbjergene, Syd- og Centralkina).
Tabellen er lavet på basis af Norman Myers, Russell A. Mittermeier, Cristina G. Mittermeier, Gustavo A. B. da Fonseca og Jennifer Kent: Biodiversity hotspots for conservation priorities i Nature, 2000, 403 side 853-858. Se artiklen herArkiveret 19. april 2014 hos Wayback Machine
Kun en lille procentdel af det samlede landområde inden for de biologiske hotspots er beskyttede på nuværende tidspunkt (2011). Flere internationale organisationer arbejder via forskellige kanaler på at få fredet de biologiske hotspots.
Critical Ecosystem Partnership Fund (CEPF) er et globalt program, som skaffer midler og teknisk bistand til NGO'er og andre samarbejdspartnere i den private sektor, så de kan beskytte biologiske hotspots. CEPF har støttet flere end 1.000 private foreninger, der arbejder lokalt med at frede hotspots i Afrika, Asien og Latinamerika. CEPF er et samarbejde mellem Global Environment Facility, John D. and Catherine T. MacArthur Foundation, Agence Française de Développement, det japanske finansministerium, Conservation International og Verdensbanken.[5]
Conservation International (CI) gør brug af nye opdagelser inden for videnskab, økonomi, politik og borgerdeltagelse for at beskytte Jordens rigeste regioner med høj diversitet blandt planter og dyr: biologiske hotspots, vildnisområder med høj diversitet og vigtige havområder. CI arbejder i mere end 40 lande på 4 kontinenter, men med hovedkvarter nær Washington, D.C., USA.[6]
WWF Verdensnaturfonden (WWF) har udviklet en klassificering, som hedder Global 200 Ecoregions, hvis mål det er at udvælge de vigtigste økoregioner, som har behov for at blive fredet, i hver af de 14 habitattyper på landjorden, de 3 i ferskvand og de 4 i havet. De er blevet udvalgt på grund af deres artsrigdom, endemismer, usædvanlige økologiske eller udviklingsmæssige fænomener og deres sjældenhed i globalt perspektiv. Alle biologiske hotspots rummer mindst én Global 200 økoregion.
BirdLife International (BI) har udpeget 218 endemiske fugleområder, som hver især rummer to eller flere fuglearter, der ikke findes noget andet sted. BI har optegnet flere end 11.000 vigtige fugleområder i verden som helhed[7].
Plantlife samordner på tilsvarende måde de projekter over hele verden, som forsøger at udpege vigtige planteområder.[8].
Alliance for Zero Extinction er en paraplyorganisation for et stort antal videnskabelige organisationer og fredningsforkæmpere, som samarbejder om at skabe opmærksomhed, rettet mod de mest truede, endemiske arter i verden. De har peget på 595 steder, heriblandt en stor del af BIs vigtige fugleområder.
Selve det, at der er opnået stor opmærksomhed om de biologiske hotspots, har fremkaldt en betydelig kritik. Det fremgår af argumentationen i bl.a. Kareivas og Marviers artikel fra 2003[10], at de biologiske hotspots:
Ikke er tilstrækkeligt repræsentative, set i forhold til andre mål for artsrigdom (f.eks. den samlede artsrigdom eller antallet af truede arter).
Ikke er tilstrækkeligt repræsentative, hvad angår andre biologiske grupper end karplanterne (f.eks. hvirveldyr eller svampe).
Ikke bidrager til at beskytte hotspots, der har diversitet i mindre målestok.
Ikke tager højde for ændringer i udnyttelsen af landjorden. De udpegede hotspots repræsenterer regioner, som har oplevet betragtelige tab af habitater, men det betyder ikke, at tabet er en vedvarende proces. Modsat findes der regioner, som er forholdsvist intakte, og som kun har været udsat for svage tab af levesteder, men som nu oplever tab af habitater i rivende tempo (f.eks. Amazonas).
Ikke beskytter tjenester, der arbejder for økosystemerne.
Ikke medregner fylogenetisk diversitet.
En serie af artikler fra de senere år har peget på, at forestillingen om biologiske hotspots (og mange andre højt prioriterede regionale områder) ikke forholder sig til omkostningssiden.[11] Formålet med at udpege biologiske hotspots bør ikke være at identificere regioner, som har en høj værdi, hvad angår biodiversitet, men at prioritere forbruget af økonomiske midler. De udpegede regioner omfatter regioner i den udviklede del af verden (f.eks. Californiens floraprovins), sammen med regioner i udviklingslandene (f.eks. Madagaskar). Prisen på jord vil sandsynligvis være meget forskellig fra region til region, men forestillingen om biologiske hotspots tager ikke hensyn til den fredningsmæssige konsekvens af denne forskel.
Russell A. Mittermeier, Norman Myers og Cristina Goettsch Mittermeier: Hotspots: Earth's Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions i Conservation International, 2000, ISBN978-968-6397-58-1
P. Kareiva og M. Marvier: Conserving Biodiversity Coldspots i American Scientist, 2003, 91 side 344-351. Se artiklen onlineArkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine
Royal Society: Publishing – skriv biodiversity-hotspots i søgefeltet, og få en guldgrube af (engelsk)e artikler om biologiske hotspots!
Norman Myers, A. Mittermeier, C. G. Mittermeier, G. A. B. da Fonseca og J. Kent: Biodiversity hotspots for conservation priorities i Nature, 2000, 403 side 853-858. Artiklen findes også onlineArkiveret 19. april 2014 hos Wayback Machine.
Huw I. Griffiths, Boris Krytufek og Jane M. Reed (udg.): Balkan Biodiversity: Pattern and Process in the European Hotspot, 2004, ISBN978-1-4020-2853-3
Russell A. Mittermeier, Patricia Robles Gil, Michael Hoffman, John Pilgrim, Thomas Brooks, Christina Goettsch Mittermeier, John Lamoreux og Gustavo A. B. da Fonseca: Hotspots Revisited: Earth's Biologically Richest and Most Endangered Terrestrial Ecoregions, 2005, ISBN978-968-6397-77-2
Frank E. Zachos og Jan Christian Habel (udg.): Biodiversity Hotspots: Distribution and Protection of Conservation Priority Areas, 2011, ISBN978-3-642-20991-8
Wikiwand in your browser!
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.
For alternative betydninger, se Hotspot. (Se også artikler, som begynder med Hotspot)
