Remove ads
Første dag i den allierede invasion af Frankrig i det besatte Europa. From Wikipedia, the free encyclopedia
D-dag (engelsk: D-day D for dag) var d. 6. juni 1944, hvor de Allierede gik i land i Normandiet i Nordvestfrankrig under 2. verdenskrig. Landgangen Operation Neptune var indledningen på den større operation Operation Overlord, der havde som mål at befri Europa fra den tyske besættelse. Operation Overlord begyndte på D-dagen og sluttede d. 19. august 1944, da de Vestallierede krydsede Seinen.[3] Over 70 år senere er invasionen af Normandiet stadig den største amfibieoperation i historien og involverede mere end tre millioner soldater, der krydsede den Engelske Kanal til Normandiet.
D-dag | |||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|
Del af Operation Overlord | |||||||
Landsætning i en af de første angrebsbølger på Omaha Beach om morgenen 6. juni 1944. |
|||||||
|
|||||||
Parter | |||||||
USA Storbritannien Canada Det frie Frankrig Polen | Nazi-Tyskland | ||||||
Ledere | |||||||
Dwight D. Eisenhower Bernard Law Montgomery (land) Bertram Ramsay Trafford Leigh-Mallory Omar Bradley Miles Dempsey Harry Crerar | Gerd von Rundstedt Erwin Rommel Friedrich Dollmann |
||||||
Styrke | |||||||
156.001 | 380.000 | ||||||
Tab | |||||||
Alle de Allieredes tab (dræbte, sårede, forsvundne, tilfangetagne) er opgjort til ca. 10.000. Disse tal er brugt:[1][2] USA – 6.603, hvoraf 1.465 var fatale. UK –2.700. Canada –1.074 hvoraf 359 var fatale. | Mellem 4.000 og 9.000 døde, sårede og tilfangetagne |
De allierede styrker, der primært kom i kamp i Normandiet, var fra USA, Storbritannien og Canada. Også større frie franske og polske styrker deltog efter selve landgangen. Der deltog desuden tropper fra Belgien, Tjekkoslovakiet, Grækenland, Holland, Norge og enkelte søfolk fra Danmark.[4]
Selve invasionen begyndte med indsættelse af soldater med faldskærm og svævefly, massive luftbombardementer og beskydning fra krigsskibe. Tidligt om morgenen 6. juni begyndte landsætningen på kysten. Soldaterne blev udskibet fra baser langs Englands sydkyst. Den vigtigste var Portsmouth. Slaget om Normandiet fortsatte i to måneder med militære operationer, der skulle etablere og udvide et brohoved og til sidst foretage et udbrud. Slaget om Normandiet sluttede med befrielsen af Paris og Falaise-lommens sammenbrud i slutningen af august 1944.
Adolf Hitler beskrev udfaldets betydning: "I øst kan vi tillade et tab af territorium, uden at det er et dødeligt slag mod Tysklands chance for overlevelse. Sådan forholder det sig ikke i vest! Hvis det lykkes for fjenden her, vil der følge uoverskuelige konsekvenser inden for kort tid."[5]
Efter den tyske hær invaderede Sovjetunionen i 1941 med Operation Barbarossa, havde Sovjetunionen været Tysklands primære modstander på det europæiske kontinent. USA's præsident Franklin D. Roosevelt og Storbritanniens premierminister Winston Churchill havde lovet, at USA og Storbritannien ville åbne en "anden front" i Europa for at hjælpe Sovjetunionen med at nedkæmpe Tyskland, først i 1942 og så i foråret 1943.
Briterne med Churchill i spidsen ønskede at undgå de selvmorderiske frontalangreb kendt fra 1. verdenskrig. Churchill og den britiske generalstab ønskede en strategi, der skulle optrappe de guerillaoperationer, der blev koordineret af Special Operations Executive (SOE). De regulære styrker skulle samtidigt angribe fra Middelhavet, mod Wien og Tyskland fra syd. Et sådant angreb skulle skabe en barriere, der ville begrænse den sovjetiske indtrængen i Europa. USA mente, at den mest effektive løsning var at angribe ad den korteste rute til Tyskland med udgangspunkt i den stærkeste allierede magtbase i Europa, England. De gjorde det klart, at de ikke ville bøje sig, og at det var den eneste strategi, de ville støtte i længden. To indledende forslag blev opridset: Operation Sledgehammer, der var planen for en invasion i 1942, og Operation Roundup, en plan for et større angreb i 1943. Roundup blev tilpasset og blev til Operation Overlord, selv om den blev forsinket til 1944.
Planlægningen startede for alvor i marts 1943. Planlægningen blev først udført af den britiske chef for den allierede generalstab, generalløjtnant sir Frederick E. Morgan og hans amerikanske næstkommanderende generalmajor Ray W. Barker. Planen blev overtaget og finpudset af SHAEF (Supreme Headquarters, Allied Expeditionary Force) i januar 1944 under ledelse af general Dwight D. Eisenhower.
De allierede jagerflys korte rækkevidde fra de sydengelske flybaser begrænsede valget af det område, hvor man kunne gå i land til to steder: Pas-de-Calais og Normandiets kyst. Fordi Pas de Calais var tættest på England, var det bedst egnet til en landgang. Pas de Calais tilbød den direkte rute til Tyskland, og var derfor bedst befæstet og forsvaret. Derfor blev Normandiet valgt til invasionen.
Delvis på grund af erfaringer fra Diepperaidet d. 19. august 1942 besluttede de Allierede at undlade at angribe en af de franske havne direkte i angrebets første fase. En landsætning af tropper over en bred front i Normandiet ville true havnene i både Cherbourg og havne længere mod vest i Bretagne. Samtidig ville det muliggøre et angreb mod Paris og den tyske grænse. Normandiets kyst var lettere forsvaret og et uventet, men strategisk godt sted at etablere et brohoved. Potentielt kunne man forvirre og sprede de tyske forsvarere.
Først i november 1943[6] blev Eisenhower udpeget som øverstbefalende for de allierede styrker i Vesteuropa. I januar 1944 blev general Bernard Law Montgomery chef for 21. armégruppe, hvis tropper skulle udføre invasionen. Han skulle stå for udarbejdelsen af invasionsplanen.[7]
På dette stade i planlægningen foreslog planlæggerne en landsætning af tre divisioner fra havet og to divisioner fra luften. Montgomery optrappede hurtigt antallet til fem divisioner fra havet og tre fra luften og et angreb mod Utah Beach. Til at begynde med havde Montgomery bedt om fem luftbårne divisioner, men der var kun transportfly til tre. I alt ville 47 divisioner blive sat ind i slaget om Normandiet: 19 britiske, fem canadiske og en polsk, alle under britisk kommando. Dertil kom 21 amerikanske divisioner og en fra de frie franske styrker. Samlet var det 1,4 million mand. Den 7. april og 15. maj præsenterede Montgomery sin strategi for invasionen på St Paul's School. Han forudså, at slaget ville vare halvfems dage og ville slutte, når alle tropper havde nået Seinen ved at dreje angrebsaksen om byen Caen.
Omkring 6.900 fartøjer, heraf 4.100 landgangsfartøjer, skulle deltage i invasionen under kommando af admiral sir Bertram Ramsay. Han havde også været involveret i landsætningerne i Nordafrika og Italien. 12.000 fly under Air Marshal sir Trafford Leigh-Mallory skulle støtte landsætningen. 1.000 transportfly skulle indsætte faldskærmstropperne, 10.000 ton bomber skulle kastes over de tyske forsvarsstillinger, og 14.000 togter skulle flyves.
Målet for de første 40 dages kampe var at erobre et brohoved med byerne Caen og Cherbourg. Specielt Cherbourg var vigtig, fordi byen havde en dyb havn, der kunne modtage forsyninger. Så skulle man bryde ud af brohovedet, befri Bretagne og atlanterhavshavnene dér og fortsætte til en linje fra Le Havre, gennem Le Mans til Tours ca. 190 km sydvest for Paris. Efter 90 dage skulle de Allierede kontrollere en zone, der var indrammet af floderne Loire mod syd og Seinen mod nordøst.
I månederne op til invasionen gennemførte de Allierede en vildledningsoperation, Operation Bodyguard, der skulle overbevise tyskerne om, at andre steder end det nordlige Frankrig var truet (som Balkan og Sydfrankrig). I ugerne op til invasionen startede de Allierede en massiv vildledningskampagne, Operation Fortitude. Operationen var delt i to: Operation Fortitude South skulle overbevise tyskerne om, at det primære angreb ville ske mod Pas de Calais, så de beholdt styrker der, i stedet for at sende dem til Normandiet efter invasionen. Operation Fortitude North skulle samtidig give indtryk af, at man planlagde et angreb på Norge.
Man fik gennem dobbeltagenter og falsk radiotrafik tyskerne til at tro på eksistensen af en amerikansk armégruppe, First U.S. Army Group, der angiveligt befandt sig i det sydøstlige England under kommando af generalerne Lesley J. McNair og George S. Patton. Tyskerne havde et stort netværk af agenter i England, men hver eneste af de agenter, der sendte rapporter om den fiktive armégruppe, var blevet omvendt af den allierede kontraspionage som en del af Double Cross systemet. Dobbeltagenterne sendte besked til Tyskland, der bekræftede armégruppens eksistens, og at dens mest sandsynlige mål var Pas de Calais. Falske kampvogne, lastbiler og landgangsfartøjer såvel som falske militærlejre blev placeret ved havnene ved Englands østlige og sydøstlige kyster, og Luftwaffe fik lov til at fotografere dem.
Operation Skye blev samtidig indledt i Skotland for at støtte Operation Fortitude North. Man udsendte radiosignaler, der var beregnet på at få de tyske analytikere til at forudsige en invasion af det tyskbesatte Norge. Fortitude North betød, at tyske soldater, der ellers kunne være flyttet til Frankrig, måtte blive i Norge.
Nogle af de mere usædvanlige allierede forberedelser omfattede pansrede køretøjer, der blev specielt tilpasset til angrebet. Køretøjerne blev udviklet under ledelse af generalmajor Percy Hobart, Montgomerys svoger, og blev kaldt "Hobart's Funnies." Der blev blandt andet udviklet sejlende Sherman-kampvogne, Churchill Crocodile-kampvogne med flammekastere, ombyggede kampvogne til minerydning, brolægning, vejlægning og kampvogne udstyret med svære mortérer til at ødelægge betonbunkere. Hovedparten af disse køretøjer blev betjent af små grupper fra den britiske 79th Armoured Division, der blev tilknyttet de forskellige invasionsstrande.
Tre dage efter D-dagen, den 9. juni, stod to kunstige havne, Mulberry havnene, der skulle bugseres over fra Storbritannien i sektioner, færdige ved Omaha Beach og Arromanches. Den amerikanske ved Omaha blev ødelagt af en storm den 19. juni, mens den britiske, senere døbt Port Winston var operativ de næste ti måneder. Den strategiske betydning af disse kunstige havne kan ikke overvurderes; tyskerne gik ud fra, at de Allierede ville være afhængige af at erobre en af de større havne som Cherbourg tidligt i invasionsfasen [8] Et andet initiativ var Operation Pluto, en serie undervandsrørledninger der transporterede brændstof fra England til invasionsstyrken.
De allierede styrker indøvede deres indsats ved D-dagen måneder før invasionen. Den 28. april 1944 omkom 749 amerikanske soldater og søfolk, da tyske torpedobåde overraskede en af landsætningsøvelserne, Exercise Tiger, i farvandet ud for det sydlige Devon.
Rejser til og fra det neutrale Irland blev forbudt, og al bevægelse nær kysten blev begrænset. De tyske ambassader og konsulater i neutrale lande blev oversvømmet med vildledende informationer i håb om at ægte informationer om invasionsplanerne ville blive ignoreret.
Der var adskillige lækager før D-dagen. Gennem spionen Elyesa Bazna fik tyskerne dokumenter med referencer til Operation Overlord, men dokumenterne var ikke detaljerede.[9] En anden lækage var general Charles de Gaulles radiomeddelelse efter D-dagen. Her fortalte han i modsætning til de øvrige allierede ledere, at dette var den rigtige invasion. Det kunne ødelægge de allierede vildledningsoperationer, Fortitude North og Fortitude South. Eisenhower refererede for eksempel til landsætningerne som den første invasion. Tyskerne troede dog ikke på de Gaulle og ventede for længe med at flytte mandskab til Normandiet.
Slagordenen var fra øst til vest:
Invasionsflåden bestod af skibe fra otte landes flåder og var på i alt 6.938 skibe. Heraf var 1.213 krigsskibe, 4.125 transportskibe (landgangsfartøjer) og 1.600 støtteskibe, heriblandt en del handelsskibe.
Royal Navy indsatte slagskibene HMS Nelson, HMS Rodney, HMS Ramillies og HMS Warspite samt kystforsvarsskibet HMS Roberts, mens US Navy indsatte USS Arkansas (overlevende fra Pearl Harbor), USS Nevada og USS Texas til kystbombardementer og artilleridueller mod det tyske kystartilleri i Cherbourg.
Den øverstkommanderende for den allierede flådestyrke (Operation Neptune), der ydede ildstøtte under landsætningen, var admiral Bertram Ramsay.
Gennem det meste af 1942 og 1943 anså tyskerne med rette sandsynligheden for en vellykket allieret invasion i Vesteuropa som lille. Forberedelserne mod invasionen var begrænset til Organisation Todts opbygning af imponerende forsvarsværker, der dækkede de vigtigste havne.
I slutningen af 1943 fik de åbenlyse allierede forberedelser i Storbritannien den tyske øverstbefalende for vestfronten, feltmarskal Gerd von Rundstedt, til at bede om forstærkninger. Ud over dem fik Rundstedt nu også en ny underordnet, feltmarskal Erwin Rommel. Efter aftale med Hitler fik Rommel kommandoen over forsvarsstyrkerne i det nordlige Frankrig, Belgien og Holland. De blev organiseret som armégruppe B i februar 1944. De tyske tropper i det sydlige Frankrig blev organiseret som armégruppe G under general Johannes Blaskowitz.
Rommel havde indset, at forsvarsværkerne var propaganda og kun dækkede selve havnene. De Allierede kunne landsætte tropper på resten af kysten og tage havnene fra landsiden. Under ham blev forsvaret af hele kystlinjen forbedret. Der blev opsat tjekkiske pindsvin på strandene, bygget betonbunkere, oversvømmet lavtliggende områder og placeret pæle, kendt som Rommelspargel (Rommels asparges) på sandsynlige landingspladser for svævefly.
Arbejdet med disse forsvarsværker var ikke færdigt specielt ikke i Normandiet, dels fordi de allierede luftbombardementer af det franske jernbanesystem hindrede materialerne i at nå frem, dels fordi tyskerne gennem vildledningsoperationerne var overbeviste om, at invasionen ville ske ved Pas de Calais. Derfor koncentrerede de deres indsats dér.
Rommels forsvarsforanstaltninger blev også vanskeliggjort af uenigheden om brugen af panser. Ud over de to armégrupper B og G havde von Rundstedt også kommandoen over hovedkvarteret for Panzergruppe West under general Leo Geyr von Schweppenburg. Denne formation var det administrative hovedkvarter for von Rundstedts pansrede og mobile tropper, men skulle omdøbes til 5. Panzer-Armee og bruges operativt i Normandiet. von Geyr og Rommel var uenige om brugen af de vigtige panserdivisioner.
Rommel forudså, at de Allierede ville have luftherredømmet og hindre troppebevægelserne. Derfor foreslog han, at pansertropperne blev placeret tæt ved strandene. Han mente, at det var bedre at have en panserdivision at sætte ind over for invasionsstyrken på den første dag end tre panserdivisioner tre dage senere, hvor de Allierede allerede ville have oprettet et brohoved. Von Geyr mente, at man burde bruge den almindelige kampvognsdoktrin og koncentrere panserdivisionerne på et centralt sted, omkring Paris og Rouen, så man kunne sende dem mod det allierede brohoved.
Uenigheden nåede hele vejen til Hitler, der påtvang parterne et kompromis. Rommel fik tre divisioner, for få til at dække alle de truede områder, og von Geyr fik tre, der ikke var nok til en afgørende indgriben (fire andre divisioner blev sendt til det sydlige Frankrig og Holland, og var hverken styret af Rommel eller von Geyr). Hitler påtog sig også selv at beslutte, hvornår de fleste af disse divisioner måtte sættes ind. Den 6. juni måtte mange panserdivisioner ikke bevæge sig mod invasionsstyrken, fordi Hitlers stab ikke ville vække ham, da de hørte om invasionen.
Tyskerne havde forberedt et omfattende forsvar af strandene foran Atlanterhavsvolden og mente, at landgangen ville ske ved højvande. Det gjorde, at de Allierede angreb ved lavvande. Den sektor, der blev angrebet d. 6. juni, blev bevogtet af fire divisioner, hvoraf kun én (352. infanteridivision) var erfarne. De andre forsvarende styrker havde tyskere, der ikke ansås for egnede til tjeneste på Østfronten, typisk på grund af sundhedsproblemer. Der var også tvangshvervede polakker og tidligere sovjetiske krigsfanger, der var gået med til at kæmpe for tyskerne for at slippe for de frygtelige tyske krigsfangelejre. Disse Osttruppen, Østtropper, havde dog tyske officerer.
Andre divisioner forsvarede området uden for landgangszonen:
21. panserdivision under generalmajor Edgar Feuchtinger var placeret ved Caen som en mobil angrebsstyrke. 12. SS panserdivision "Hitlerjugend" under Brigadeführer Fritz de Witt var placeret mod sydøst. Divisionens officerer og befalingsmænd var veteraner, men de menige soldater var alle rekrutteret direkte fra Hitlerjugend-bevægelsen som syttenårige i 1943. Divisionen fik et ry for aggressivitet og for at begå krigsforbrydelser i det kommende slag. Længere mod sydvest lå Panzerlehrdivision under generalmajor Fritz Bayerlein. Divisionen var en eliteenhed, der bestod af instruktører fra forskellige træningslejre. Personellet var ikke blot af høj kvalitet, men divisionen havde et usædvanligt højt antal af de nyeste og bedste panserkøretøjer.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.