Cursus honorum

Cursus honorum (lat.) betyder ærefuldt embede. Det ærefulde, honorære, bestod i, at embedet ikke var fast aflønnet i den romerske republik. De seks stillinger, magistraten i den sidste del af republikkens tid kunne tilbyde, udvikledes over en længere årrække.

Fra kongedømme til embedsstat

Oprindelig var Rom et kongedømme. Regentens beføjelser blev fordelt mellem de to højeste embedsmænd, consulerne. Tribunembedet fik allerede ca. 475 stor betydning som et særligt organ for varetagelse af plebejernes interesser. Med De Licinske Love fra 367 f.Kr. blev grundlaget for en ny struktur fastlagt, idet prætorerne blev ansvarlige for retsplejen, mens ædilerne fik tilsyn med byen, med kornforsyningen og med skuespillene.^[1] Herefter var det dels praktiske hensyn, dels politiske og militære hensyn, der udviklede organisationen af embederne.

Det ærefulde

Æresbegreberne er nok bedst belyst af Cicero, som tager udgangspunkt i forfædrenes dyder. Herfra udvikler han begreberne pligt, retfærdighed og mådehold som de idealer, embedsmændene skal leve op til. ^[2] Kravet om at tjene staten i forfædrenes ånd var ikke præcist beskrevet, og Cicero havde politisk interesse i at formulere disse dyder skarpt og præcist.^[3]

Embedsstrukturen

I den sene republiks tid var der via forskellige reformer skabt en fast struktur om embederne:^[4]

Embede	Antal valgte	Mindstealder ved valg	Hovedopgave	Andre opgaver (eksempel)
Kvæstor	20	30 år	Forvaltning af statskassen
Tribun	10	33 år	leder af tribunal	vetoret
Ædil	4	36 år	politiopgaver	Opsyn med kornforsyning
Praetor	8	39 år	retsformand	provinsbestyrer
consul	2	42 år	Hærfører	Leder af senatet
censor	2	42+ år	folketælling	Skatteopkrævning

Reelt havde disse embedsmænd beføjelser, der svarer til en regerings. Da senatet kun var rådgivende organ og folkeforsamlingen – især i krisetider – havde stærkt begrænset reel indflydelse, var magistraten i det antikke Rom særdeles magtfuld.

Noter

1. Jf. Krarup (1971), s. 93
2. Cicero, M.T.: De Officiis
3. Cicero yndede at bruge begrebet concordia ordinum om sit politiske ideal. Dvs. en styreform med samarbejde om at værne om republikken. Reelt støttede han sig til den fornemste del af senatets medlemmer, nobiliteten.
4. Skemaet er baseret på oplysninger hos Krarup (1971), s. 86 – 103

Litteratur

• Cicero, Marcus Tullius, De Officiis (On Duties), translated by Walter Miller. Harvard University Press, 1913, ISBN 978-0-674-99033-3, ISBN 0-674-99033-1

• Krarup, Per (1971): Romersk politik i oldtiden, Gyldendal