Anden intifada

Den anden intifada (Arabisk: الانتفاضة الثانية, transskription: Al-Intifāḍat aṯ-Ṯāniyya. Hebraisk: האינתיפאדה השנייה, transskription: Ha-Intifada ha-Shniya), også kendt som Al-Aqsa Intifada (Arabisk: انتفاضة الأقصى, transskription: Intifāḍat al-ʾAqṣā),^[8] var en større palæstinensisk opstand mod Israel.^[8] Årsagen til intifadaen tænkes at have været centreret om fiaskoen på Camp David-topmødet i 2000, hvor man havde forventet at nå frem til en endelig aftale om den israelsk-palæstinensiske fredsproces.^[9] Voldshandlingerne begyndte i september 2000, efter at Ariel Sharon – den daværende israelske oppositionsleder – d. 28. september aflagde et kontroversiel besøg på Tempelbjerget i Jerusalem (hvor Al-Aqsa-moskéen og Klippehelligdommen også er beliggende);^[10][9] selve besøget var fredeligt, men – som forventet – udløste det protester og optøjer, som israelsk politi slog ned på med gummikugler og tåregas.^[11]

Anden intifada
Del af den israelsk-palæstinensiske konflikt
Efterdønning af et palæstinensisk angreb med en selvmordsbomb på en bus i Tel Aviv
Dato 28. september 2000 – 8. februar 2005 (4 år, 4 måneder, 1 uge og 4 dage) Sted Israel og de palæstinensiske områder Resultat Palæstinensisk opstand undertrykt[1][2][3][4][5][6] Konstruktion af den israelske separationsbarriere på Vestbredden Fald i volden på Vestbredden Israelsk tilbagetrækning fra Gazastriben
Parter
Israel	Palæstinensiske selvstyre Støttet af: Irak[7] (Indtil 2003)

Den anden intifada forårsagede et højt antal ofre – både blandt civile såvel som kombattanter. Israelske styrker gjorde bl.a. brug af skydevåben, kampvogne, luftangreb og målrettede drab, mens palæstinenserne hjorde brug af bl.a. skydevåben, selvmordsbomber, stenkast og raketangreb.^[12][13] Palæstinensernes brug af selvmordsbomber var særligt fremtrædende og var hovedsageligt målrettet israelske civile. Generelt stod det i kontrast til den første intifada, som generelt var karakteriseret som mindre voldelige.^{[14][15][16][17][18]} Det anslås, at kampene samlet (både hvad angår civile og militære kombattanter) resulterede i godt 4.000 dræbte; cirka 3.000 palæstinensere, 1.000 israelere, samt 64 udlændinge.^[19]

Mange anser Sharm el-Sheikh-topmødet i 2005 for at have markeret afslutningen på den anden intifada.^[20] Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas og den israelske premierminister Ariel Sharon blev her enige om, at alle palæstinensiske fraktioner ville stoppe alle voldshandlinger, mens Israel ligeledes ville indstille al sin militære aktivitet.^[21][22] De genbekræftede ligeledes deres forpligtelse til "Køreplanen for Fred "-processen. Sharon indvilligede ligeledes i at løslade 900 af de 7.500 palæstinensiske fanger i Israel på daværende tidspunkt,^[23] ligesom han indvilligede i at trække sig tilbage fra byer på Vestbredden, som var blevet genbesat af israelske styrker i forbindelse med den anden intifada.

Referencer

1. Amos Harel; Avi Issacharoff (1. oktober 2010). "Years of Rage". Haaretz. Arkiveret fra originalen 2. juli 2014. Hentet 28. september 2014.
2. Laura King (28. september 2004). "Losing faith in the intifada". Los Angeles Times. Arkiveret fra originalen 21. september 2012. Hentet 28. september 2014.
3. Jackson Diehl (27. september 2004). "From Jenin to Falluja". The Washington Post. Arkiveret fra originalen 3. februar 2014. Hentet 28. september 2014.
4. Zeev Chafetz (22. juli 2004). "The Intifadeh is over – just listen". World Jewish Review. Arkiveret fra originalen 4. august 2014. Hentet 28. september 2014.
5. Major-General (res) Yaakov Amidror (23. august 2010). "Winning the counterinsurgency war: The Israeli experience". Jerusalem Center for Public Affairs. Arkiveret fra originalen 1. juli 2014. Hentet 28. september 2014.
6. Hillel Frisch (12. januar 2009). "The need for a decisive Israeli victory over Hamas" (PDF). Begin–Sadat Center for Strategic Studies. Arkiveret (PDF) fra originalen 23. september 2015. Hentet 28. september 2014.
7. (tyrkisk) Saddam: 'İsrail'e sınırımız olsa çoktan girmiştik' Arkiveret 2. januar 2016 hos Wayback Machine (Hürriyet)
8. BBC 2004.
9. Pressman 2006, s. 114.
10. NPR_Sharon 2014.
11. Byman 2011, s. 114.
12. Cohen, Samy (2010), "Botched Engagement in the Intifada", Israel's Asymmetric Wars, New York: Palgrave Macmillan US, s. 73-91, doi:10.1057/9780230112971_6, ISBN 978-1-349-28896-0, arkiveret fra originalen 27. juni 2022, hentet 2022-04-05"The al-Aqsa Intifada ushered in an era with a new brand of violence.1 It began with a popular uprising following Ariel Sharon’s visit to Temple Mount on September 28, 2000.
13. "Targeted Killing during the Second Intifada:: The Quest for Effectiveness". Journal of Conflict Studies. ISSN 1198-8614. {{cite journal}}: |archive-url= kræver |url= også er angivet (hjælp)
14. "The Second Intifada: A Dual Strategy Arena". European Journal of Sociology / Archives Européennes de Sociologie. ISSN 0003-9756. {{cite journal}}: |archive-url= kræver |url= også er angivet (hjælp)
15. "Suicide Bombing as Strategy and Interaction: The Case of the Second Intifada". Social Forces. ISSN 0037-7732. {{cite journal}}: |archive-url= kræver |url= også er angivet (hjælp)
16. Schweitzer, Y. (2010).
17. Schachter, J. (2010).
18. Sela-Shayovitz, R. (2007).
19. B'Tselem – Statistics – Fatalities 29.9.2000-15.1.2005 Arkiveret 14. april 2013 hos hos Archive.is, B'Tselem.
20. Tucker 2019, s. 958.
21. Abbas 2005.
22. Sharon 2005.
23. Reinhart 2006, s. 77.

Litteratur

Bøger

• Bregman, Ahron (29. september 2005). Elusive Peace: How the Holy Land Defeated America. Penguin Books Limited. s. 160–. ISBN 978-0-14-190613-3. Arkiveret fra originalen 18. november 2021. Hentet 29. oktober 2020.
• Byman, Daniel (15. juni 2011). A High Price: The Triumphs and Failures of Israeli Counterterrorism. Oxford University Press. s. 114–. ISBN 978-0-19-983045-9. Arkiveret fra originalen 18. november 2021. Hentet 29. oktober 2020.
• Catignani, Sergio (2008). Israeli Counter-Insurgency and the Intifadas: Dilemmas of a Conventional Army. Routledge. ISBN 978-0-203-93069-4. Arkiveret fra originalen 2. januar 2016. Hentet 12. december 2015.
• Mattar, Philip (2005). Encyclopedia of the Palestinians. Infobase Publishing. s. 40–. ISBN 978-0-8160-6986-6. Arkiveret fra originalen 19. august 2020. Hentet 3. oktober 2016.
• Reinhart, Tanya (2006). The Road Map to Nowhere: Israel/Palestine Since 2003. Verso. ISBN 978-1-84467-076-5.
• Schulz, Helena Lindholm; Hammer, Juliane (2003). The Palestinian Diaspora: Formation of Identities and Politics of Homeland. Routledge. ISBN 978-0-415-26820-2.
• Shindler, Colin (25. marts 2013). A History of Modern Israel. Cambridge University Press. s. 283–. ISBN 978-1-107-31121-3. Arkiveret fra originalen 23. december 2016. Hentet 3. oktober 2016.
• Tucker, Spencer C. (31. august 2019). Middle East Conflicts from Ancient Egypt to the 21st Century: An Encyclopedia and Document Collection [4 volumes]. ABC-CLIO. s. 958–. ISBN 978-1-4408-5353-1. Arkiveret fra originalen 18. november 2021. Hentet 29. oktober 2020.
• Yousef, Mosab Hassan (2011). Son of Hamas: A Gripping Account of Terror, Betrayal, Political Intrigue, and Unthinkable Choices. Tyndale House. ISBN 978-1-85078-985-7. Arkiveret fra originalen 18. november 2021. Hentet 8. november 2020.

Artikler

• "Al-Aqsa Intifada timeline". BBC News. 29. september 2004. Arkiveret fra originalen 2. juli 2016. Hentet 29. oktober 2020.
• "Full text of Abbas declaration". BBC News. 8. februar 2005. Arkiveret fra originalen 8. marts 2020. Hentet 29. oktober 2020.
• "Full text of Sharon declaration". BBC News. 8. februar 2005. Arkiveret fra originalen 3. december 2013. Hentet 29. oktober 2020.
• "A Feud That Lasted A Lifetime: Ariel Sharon Vs. Yasser Arafat". NPR.org. 2014-01-11. Arkiveret fra originalen 5. april 2022. Hentet 2022-04-05.