US Open-mesterskabet i damesingle 2016
From Wikipedia, the free encyclopedia
US Open-mesterskabet i damesingle 2016 var den 130. turnering om US Open-mesterskabet i damesingle. Turneringen var en del af US Open 2016 og blev spillet i USTA Billie Jean King National Tennis Center i New York City, USA. Hovedturneringen med deltagelse af 128 spillere blev spillet i perioden 28. august - 10. september 2016, mens kvalifikationen afvikledes den 23. - 26. august 2016.
US Open 2016 Damesingle | |
---|---|
Arrangement | |
Arrangør | United States Tennis Association |
Turnering nr. | 131 |
Dato(er) | 29. august - 10. september 2016 Kvalifikation: 23. - 26. august 2016 |
Spillested | USTA Billie Jean King National Tennis Center |
Værtsby | New York City, USA |
Underlag | Hardcourt (DecoTurf) |
Kategori | Grand slam |
Præmiesum | $ 19.131.232 (ekskl. per diem) |
Vindere | |
Damesingle | ![]() |
Mesterskabet blev vundet af Angelique Kerber, som dermed vandt sin anden grand slam-titel i karrieren, efter at hun tidligere på året havde sikret sig sin første store titel ved Australian Open. Det betød samtidig, at hun overtog førstepladsen på WTA's verdensrangliste fra Serena Williams, der blev slået ud i semifinalen, og hvis periode på WTA's verdensranglistes førsteplads havde varet 186 uger. Dermed tangerede amerikaneren Steffi Grafs rekord for flest uger i træk på ranglistens førsteplads.[1]
I finalen vandt Kerber med 6-3, 4-6, 6-4 over Karolína Plíšková, som ikke tidligere var nået længere end tredje runde i en grand slam-turnering, og som undervejs til finalen vandt over både Venus og Serena Williams.
Venus Williams deltog i hovedturneringen i et grand slam-mesterskab i damesingle for 72. gang i karrieren, hvilket er ny rekord. Hun delte tidligere rekorden på 71 deltagelser med Amy Frazier.[2] Jelena Janković spillede sin 52. grand slam-turnering i træk, hvilket er rekord blandt de fortsat aktive spillere.[3]
Flavia Pennetta var forsvarende mester men forsvarede ikke sin titel, eftersom hun havde indstillet sin karriere efter 2015-sæsonen.