From Wikipedia, the free encyclopedia
Tommi Larsen (født 20. maj 1944 i Vridsløselille) er en dansk geograf, lokalpolitiker og tidligere atlet, der bl.a. repræsenterede Glostrup IC.
Tommi Larsen var midt i 1960'erne en af Danmarks bedste løbere på sprintdistancerne og havde sin bedste sæson i 1965, hvor han opnåede sine bedste tider og tre DM-medaljer. Han var i en uge medindehaver af den danske rekord i 100 m løb, idet han den 13. juni 1965 i Glostrup tangerede rekorden på 10,6 sekunder, som seks andre løbere i forvejen delte.[1][2] Han mistede imidlertid rekorden igen blot syv dage senere, hvor Jørn Palsten forbedrede den til 10,5 sekunder.[2] Den 1. juli 1965 løb Tommi Larsen faktisk distancen på 10,4 sekunder ved et stævne på Frederiksberg, men på grund af for meget medvind kunne tiden ikke anerkendes som rekord.[2] Han løb første tur på det nationshold, der den 19. september 1964 i Breda tangerede den danske rekord i 4 × 100 m løb med 41,7 sekunder,[3] og året efter deltog han som anden løber på det nationshold, der i forbindelse med Europa Cup'en i atletik 1965 i Enschede, Holland satte ny dansk rekord på distancen med 40,9 sekunder.[2][4]
Tommi Larsen voksede op i Glostrup og Herstedøster men har boet i Bramming siden 1974. Han blev student fra Rødovre Statsskole i 1963 og i 1971 blev han cand.scient. i geografi og geologi fra Københavns Universitet. Han underviste i geografi på Esbjerg Statsskole fra 1972 til 2011[5] og i ingeniørgeologi på Esbjerg Teknikum. Han er geologisk rådgiver for et ingeniørfirma[hvilken?] i Esbjerg.[6]
Han var medstifter af Folkelisten i Bramming og byrådsmedlem i Bramming Kommune for Folkelisten fra 1982 til 2002, hvorefter han frivilligt overlod byrådspladsen til sin suppleant efter en sag om spirituskørsel.[7] (2004). Han har altid været optaget af det kurdiske spørgsmål og er medlem af Dansk-kurdisk Venskabsforening i Esbjerg. I 2014 deltog han i en tre dage lang sultestrejke for at gøre opmærksom på de vilkår, kurderne lever under i Kobane og Shingal, hvor Islamisk Stat angreb civile kurdere.[8][9]
I 1989 var han medstifter af Bramming Egnsmuseum, og han var bestyrelsesformand for museet i perioden 1990-2012, hvorefter han fortsatte som næstformand.[10] Da bestyrelsen i 2015 vedtog at museet skulle lægges ind under Sydvestjyske Museer, var Tommi Larsen den eneste, der stemte imod. Museets selvstændighed var hjerteblod for ham.[11]
Tommi Larsen er far til to børn, herunder forfatteren og skribenten Rune Engelbreth Larsen.[5]
Tommi Larsen har vundet fire individuelle medaljer ved DM i atletik, og derudover var han med på Glostrup IC's hold, der vandt danmarksmesterskabet i 4 × 100 m løb i 1966.[12]
Han vandt endvidere følgende juniormesterskaber.
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.