Syvårskrigen (1756–1763)
From Wikipedia, the free encyclopedia
Syvårskrigen(i) blev udkæmpet fra 1756 til 1763 og indbefattede Preussiske Syvårskrig og den franske og indianske krig. De vigtigste europæiske stormagter blev involveret i denne krig, der var den sidste væsentlige militærkonflikt i Europa før den Franske revolution.
Syvårskrigen (1756–1763) | |||||||||||
---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|---|
General James Wolfes død, af Benjamin West 1770 |
|||||||||||
|
|||||||||||
Parter | |||||||||||
Preussen Storbritannien | Tysk-romerske rige Frankrig |
- For alternative betydninger, se Syvårskrigen. (Se også artikler, som begynder med Syvårskrigen)
Hovedmodstanderne var Storbritannien, Preussen og Hannover på den ene side og Frankrig, Østrig, Rusland, Sverige og Sachsen på den anden. Spanien og Portugal blev senere trukket ind i konflikten, mens en styrke fra de neutrale Nederlande blev angrebet i Indien. Som den første konflikt i historien bredte kamphandlingerne sig til alle verdensdele, hvor stater ofte blev inddraget i krigen som allierede med de europæiske magter. Winston Churchill kaldte derfor Syvårskrigen for den første verdenskrig.[1][2] Størstedelen af de involverede i krigen stammede dog enten fra de europæiske stater eller deres oversøiske kolonier. Det totale tabstal for hele Syvårskrigen er blevet anslået til mellem 900.000 og 1.400.000 døde personer[3].
Krigen medførte ingen territoriale ændringer i Europa, men betød afslutningen på fransk dominans i både Europa og i Nordamerika. Pga. sit nederlag til Storbritannien i kolonierne mistede Frankrig næsten alle sine amerikanske besiddelser(ii), og landets prestige faldt som følge af en elendig krigsindsats i Europa. I stedet blev Storbritannien den dominerende koloni- og flådemagt, og udvidede markant sine besiddelser i Amerika, og i Indien hvor British East India Company opnåede en position som regionens stærkeste magt. Den franske flåde blev stærkt reduceret og blev først en trussel mod den britiske flåde efter en langvarig genopbygningsproces i samarbejde med Spanien, og i de næsten 30 år indtil Revolutionskrigene mod Frankrig brød ud i 1792 var Royal Navy enerådende på de store oceaner. [4] Trods nederlag til en overmægtig koalition og næsten udslettelse kom Preussen ud af krigen uden territoriale tab, og blev regnet som en militær stormagt.