Sommeraften på Skagen Sønderstrand
maleri af P.S. Krøyer / From Wikipedia, the free encyclopedia
Sommeraften på Skagen Sønderstrand er et oliemaleri udført af Skagensmaleren P.S. Krøyer i 1893, der regnes for at være et af hans mest kendte, ligesom det omtales som et af hans hovedværker.[1] Krøyers værker kredser som dette ofte om lyset over Skagen.[2]
Sommeraften ved Skagen Sønderstrand | |
---|---|
P.S. Krøyer 1893 | |
Olie på lærred | |
100 × 150 cm | |
Skagens Museum, Skagen | |
Katalog | |
H.Chr. Christensen: P.S. Krøyer, 23.juli 1851-20. november 1909, Fortegnelse over hans oliemalerier Nr. 796 i kataloget | |
Kunstindeks Danmark | |
Maleriet viser kunstnerens hustru, Marie Krøyer, promenere på srtanden sammen med Anna Ancher. Michael Ancher flyttede til Skagen i 1880, da han giftede sig med Anna. I 1891 flyttede Krøyer-parret til Skagen og til sammen udgjorde kvartetten en markant del af kunstnerkolonien i Skagen.
Krøyer tog mindst to fotografier af Anna Ancher og Marie Krøyer gående arm i arm ved strandkanten.[3][4] Han lavede desuden et antal skitser af motivet, blandt andet to, der i dag ejes af Den Hirschsprungske Samling. Da Michael Ancher fik øje på en af skitserne besluttede han sig for at male en kopi, der i dag findes i Anchers hus.
Maleriet blev solgt hos Bruun Rasmussen Kunstauktioner i København den 29. august 1978 (auktion nr. 381/62) for 520.000 kr. til den tyske bladkonge Axel Springer, hvis enke senere forærede det til Skagens Museum, som modtog det i 1986, som tak for danskernes indsats for redning af jøderne i Danmark under 2. verdenskrig i 1943. Da maleriet dukkede op i Danmark var det så godt som ukendt. Det var købt på en udstilling i München i 1895 for små 5.000 kr. af den tyske operasangerinde Lilli Lehmann og havde i en årrække hængt i en østrigsk bjerghytte.
Maleriet Sommeraften ved Skagen Sønderstrand blev i 2005 konserveret. Under dette arbejde fandt man sandkorn i oliemalingen over hele maleriet. Dette tyder altså på, at Krøyer har haft maleriet med på stranden under udførelsen.