From Wikipedia, the free encyclopedia
Skægflagermusen (Myotis mystacinus) er en flagermus i familien barnæser. Det er en af Europas mindste flagermusarter. I Danmark kendes den kun fra Bornholm. Navnet skyldes nogle lange hår og børster på siden af snuden, hvilket den dog har til fælles med andre arter i Myotis-slægten.[3]
Skægflagermus | |
---|---|
Bevaringsstatus | |
Ikke truet (IUCN 3.1)[1] | |
Sårbar (DKRL)[2] | |
Videnskabelig klassifikation | |
Rige | Animalia (Dyr) |
Række | Chordata (Chordater) |
Klasse | Mammalia (Pattedyr) |
Orden | Chiroptera (Flagermus) |
Familie | Vespertilionidae (Barnæser) |
Slægt | Myotis |
Art | M. mystacinus |
Videnskabeligt artsnavn | |
Myotis mystacinus Kuhl, 1817 | |
Kort | |
Hjælp til læsning af taksobokse |
Den ligner Brandts flagermus og kan kun adskilles på, at de to forreste forkindtænder i hver side af underkæben er meget uens af størrelse og for hannens vedkommende på, at penisen ikke er fortykket i spidsen.[4] Vingefanget er op til 25 centimeter, kropslængden mellem 4 og 5 centimeter og vægten op til 14 gram.[5] Fra de andre danske Myotis-arter kendes skægflagermusen og Brandts flagermus på den mindre størrelse, de meget mørke ører og flyvehud, den mørkere underside samt på, at vingeflyvehuden når helt ud til tåbasis.[6]
Skægflagermusen begynder at jage senest i skumringen og fortsætter størstedelen af natten. Den har under jagten en stereotyp flugt, der foregår i et begrænset område, idet den ligesom Brandts flagermus f.eks. flyver frem og tilbage langs det samme hegn eller flyver i cirkler i en lysning mellem træerne i længere tid.[7] Føden består af myg, natsommerfugle og biller. Den jager ofte de samme steder som dværgflagermus og har dagopholdssteder på lignende steder som denne. Overvintringen foregår i kældre og kalkgruber, måske også i hule træer og på kølige lofter.[7]
Skægflagermusen er udbredt i Europa fra Irland og den nordlige del af den Iberiske Halvø til Østeuropa. I Skandinavien findes den op til 64. nordlige breddekreds. Den findes også i Marokko. Udbredelsen mod øst gennem Asien er endnu ikke klarlagt.[2][7]
I Danmark findes den kun på Bornholm, hvor den er relativt almindelig.[7]
Seamless Wikipedia browsing. On steroids.
Every time you click a link to Wikipedia, Wiktionary or Wikiquote in your browser's search results, it will show the modern Wikiwand interface.
Wikiwand extension is a five stars, simple, with minimum permission required to keep your browsing private, safe and transparent.