![cover image](https://wikiwandv2-19431.kxcdn.com/_next/image?url=https://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/b/b6/Robert_Johnson_grave%252C_Little_Zion_Missionary_Baptist_Church_Mississippi.jpg/640px-Robert_Johnson_grave%252C_Little_Zion_Missionary_Baptist_Church_Mississippi.jpg&w=640&q=50)
Robert Johnson
From Wikipedia, the free encyclopedia
Robert Leroy Johnson ( 8. maj 1911 – 16. august 1938) var en amerikansk blues musiker, og blandt de berømteste Delta blues musikere. Johnsons ifølge rygterne lidelsesfulde, mangelfuldt dokumenterede karriere og død som 27-årig har affødt mange myter om ham.[1]
Robert Johnson | |
---|---|
![]() | |
Information | |
Født | Robert Leroy Johnson 8. maj 1911(1911-05-08) Hazlehurst, Mississippi |
Død | 16. august 1938 (27 år) Greenwood, Mississippi |
Genre | Delta blues |
Aktive år | 1929–1938 |
![Thumb image](http://upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/e/e1/TombstoneRobert_Johnson.jpg/320px-TombstoneRobert_Johnson.jpg)
Som ung fik han et barn med Vergie Mae Smith, inden han som tyveårig giftede sig med Caletta Craft i 1931. I 1932 boede parret i Clarksdale, Mississippi, hvor Caletta døde i barselssengen.[2] Herefter bandt han sig ikke til en kvinde, men havde mange forskellige forhold til de kvindelige tilhørere efter sine koncerter.[3][4]
Johnson fik ry som en fremragende live-musiker, hvis repertoire omfattede meget andet end blues. Han nåede blot at indspille 29 numre, som blev optaget i perioden november 1936 til juni 1937. De to albums solgte meget beskedent i hans levetid, og først efter en genudgivelse af hans indspilninger i 1961 på King of the Delta Blues Singers, blev der skabt fornyet opmærksomhed om hans sange.[1] Han nævnes af mange rockmusikere som en vigtig inspirator for deres musik. Hans epokegørende indspilninger fra 1936–1937 viser en bemærkelsesværdig kombination af sang- og guitarbeherskelse, og et talent for sangskrivning, der har inspireret generationer af musikere. Johnson blev optaget i Rock and Roll Hall of Fame ved den første prisuddeling i 1986, hvor han blev krediteret for sin indflydelse på rock and roll.[5] I 2010 blev han udnævnt som nummer 5 på listen over The 100 Greatest Guitarist of All Time i magasinet Rolling Stone.[6]