Renæssancehumanisme
åndelig strømning under renæssancen / From Wikipedia, the free encyclopedia
Renæssancehumanisme er betegnelsen for en strømning i renæssancen, som blev inspireret af blandt andre Francesco Petrarca (1304-1374). Den havde et fremtrædende center i Firenze og spredtes i Europa i 1400-tallet og 1500-tallet.
- Denne artikel bør gennemlæses af en person med fagkendskab for at sikre den faglige korrekthed.
– Artiklen er en oversættelse af den tilsvarende tyske i denne version fra den 7. juni 2018.
– Fjern gerne efterladte germanismer, slå-, stave- og andre fejl. Der mangler afsnit om Danmark og Norden.
Det var især en litterær dannelses- og uddannelsesbevægelse. Humanisterne foreslog en omfattende uddannelsesreform, som de håbede ville have en gunstig virkning på udviklingen af de menneskelige evner ved at kombinere viden og dyd. Humanistisk uddannelse skulle give menneskene mulighed for at erkende deres sande formål og for at realisere en ideel menneskehed (ty. Menschentum) ved at efterligne klassiske forbilleder. Et værdifuldt, sandfærdigt indhold og en perfekt sproglig form dannede en enhed for humanisterne. Derfor lagde man særlig vægt på dyrkning af det sproglige udtryk. Sprog- og litteraturvidenskab spillede en central rolle i det humanistiske uddannelsesprogram.
Et særligt kendetegn for den humanistiske bevægelse var bevidstheden om at tilhøre en ny epoke og behovet for at afgrænse sig fra tidligere århundreder. Denne fortid, som man begyndte at kalde "middelalderen", blev foragteligt afvist af de førende repræsentanter for den nye tankegang. Navnlig det senmiddelalderlige skolastiske lærdomsbegreb fandt humanisterne forfejlet. Over for middelalderens opfattelse modstillede man antikken som den ultimative norm for alle områder af livet. En af deres hovedanliggender var at få direkte adgang til denne norm fra antikken i en oprindelig, uforfalsket form. Derfor ville man tilbage til de autentiske gamle kilder – på latin: "ad fontes".