Queen's Club-mesterskaberne 2009 var en tennisturnering for professionelle mandlige spillere, der blev spillet udendørs på græsbaner i Queen's Club i London, Storbritannien i perioden 8. - 14. juni 2009. Det var den 107. udgave af Queen's Club-mesterskaberne siden den første turnering i 1890. Turneringen blev for første gang markedsført under navnet Aegon Championships, idet Aegon kort forinden havde tegnet et sponsorat af The Lawn Tennis Association og organisationens turneringer, hvis navne derfor kom til at afspejle sponsoratet. Indtil året før var den blevet spillet under navnet Stella Artois Championships. Turneringen var en del af ATP Tour 2009, hvor den var kategoriseret som en ATP World Tour 250-turnering, og den markerede starten på årets græsbanesæson.
Hurtige fakta Arrangement, Arrangør ...
Luk
Herresingleturneringen blev vundet af Andy Murray, som i finalen besejrede James Blake med 7−5, 6−4, og som dermed vandt sin fjerde titel i 2009 på ATP Tour og den 12. i alt i sin karriere. Men det var første gang, at skotten vandt Queen's Club-mesterskabet, og han blev samtidig den første britiske vinder af titlen siden Bunny Austin i 1938. I herredoublerækken gik sejren til Wesley Moodie og Mikhail Juzjnyj, som vandt med 6−4, 4−6, [10−6] i finalen over Marcelo Melo og André Sá. Det var andet år i træk, at brasilianerne måtte forlade herredoublefinalen som tabere.